UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 14. april 2026 Sag 94/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte ApS under konkurs (advokat Christian Tornvig

§ 133a, stk.

2,

1. pkt., skal køretøjer konfiskeres i de tilfælde, hvor køretøjet føres af en anden person end køretøjets ejer, og føreren har gjort sig skyldig i vanvidskørsel, som det er defineret i § 133 a, stk. 2,
2. pkt., medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende. Ved vurderingen af, om konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende, skal der navnlig lægges vægt på ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, og ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person, [jf.] forarbejderne til lov nr. 534 af
3. marts 2021 og Transportudvalgets betænkning af
4. marts
5. Om det må anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde, må afgøres af, om ejeren har kendskab til eller har benyttet alle tilgængeli-ge muligheder for at opnå viden om forhold, som kan belyse risikoen for, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel. Det skal indgå i denne vurdering, om ejeren har kendskab til forhold, som kan belyse risikoen for, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der er nævnt i
6. pkt., eller har benyttet ”alle tilgængelige muligheder” for at opnå viden om sådanne forhold. Der vil herved navnlig skulle læg -ges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed, herunder ved ansættelsesforholdet og ved beskæftigelse af chauffør. Vidne har som indehaver af Virksomhed ApS forklaret, at Person, der tid-ligere havde kørt lastbil for Vidnes far, blev ansat som deltidschauffør den
7. december
8. Forud for ansættelsen blev der indhentet straffeattest, hvoraf der ikke fremgik relevante lovovertrædelser. Færdselsstyrelsen godkendte udstedelsen af taxakø-rekort, og Person underskrev en ansættelseskontrakt, der blandt andet indeholdt bestemmelser om vanvidskørsel. Det fremgår heraf, at Person har erklæret bl.a., at han ikke tidligere er straffet for vanvidskørsel, og at der ikke på hans private straffeat-test optræder straf for vanvidskørsel. Det fremgår endvidere, at Person har fore-lagt virksomheden sin private straffeattest, hvorpå der ikke optræder en straf for van-vidskørsel. Det er ikke for retten oplyst, hvorvidt Person ellers har begået flere eller grovere overtrædelser af færdselsloven. - 4 Virksomhed ApS er en vognmandsvirksomhed. Det er et nødvendigt led i dennes virksomhed at benytte ansatte chauffører. Som fø1ge af det anførte og efter oplysningerne om den agtpågivenhed, der er udvist, finder retten, at det er godtgjort, at Virksomhed ApS ved ansættelsesforholdet har foretaget sådanne tilstrækkelige kontrolforanstaltninger for at forebygge, at køretøjet, ved overladelse af dette til Person, blev anvendt til van-vidskørsel, og som kan begrunde, at dette måtte have været helt upåregneligt. Under disse omstændigheder, finder retten, at der på det foreliggende grundlag ikke er grund til at antage, at den omhandlede bil under straffesagen mod Person for overtrædelse af færdselsloven bør konfiskeres, hvorefter betingelserne for beslaglæggel-se, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, jf. § 806, stk. 4, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2,
9. pkt., ikke [er] opfyldt, hvorfor bestemmes: Retten godkender ikke beslaglæggelsen af personbil Reg. nr.. Beslaglæggel-sen ophæves.” Den
10. marts 2025 kærede anklagemyndigheden byrettens kendelse. Virksomhed ApS (nu Tiltalte ApS under konkurs) fik udleveret bilen den
11. marts
12. Ved kendelse af
13. juni 2025 ændrede landsretten byrettens kendelse om beslaglæggelse. Dette skete med følgende begrundelse: ”Person blev den
14. januar 2025 sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 1 18, stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1, ved at have ført personbil med Reg. nr., ejet af Virksomhed ApS, med en hastighed af ikke under 126 km/t i en 60 km/t-zone, hvilket ud-gjorde en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent.

§ 133a, stk.

3,

1. pkt., skal der i tilfælde af såkaldt vanvidskørsel ske konfiskation af køretøjet, selv om køretøjet ejes af en anden end den person, der har ført det. Det gælder dog ikke, hvis konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgri-bende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive an-vendt ved en sådan kørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person. Af forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 2020-21, tillæg B, lovforslag nr. L 1 27, betænkning af
2. marts 2021, s. 4 f. og s. 8) fremgår, at der ved bedømmelsen af, om konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder. Det forudsættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangspunktet er, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føre-ren. Endvidere er det nærmere beskrevet, i hvilke tilfælde betingelserne for at undlade konfiskation skal anses for opfyldt. - 5 Med hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, fremgår bl.a., at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har ud-vist agtpågivenhed. Spørgsmålet om konfiskation af køretøjet skal pådømmes under straffesagen mod Person, og det er først under denne sag, der skal tages stilling til, om konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende. På nuværende tidspunkt skal der alene tages stil-ling til, om beslaglæggelsen kan opretholdes ud fra en antagelse om, at der vil være grundlag for at konfiskere køretøjet under straffesagen. Landsretten finder, at der er begrundet mistanke om, at Person har gjort sig skyldig i kørsel som nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 2,
3. pkt. (vanvidskørsel). Spørgsmålet er herefter, om konfiskation må antages at være uforholdsmæssigt indgri-bende ud fra en helhedsvurdering. Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at det er godtgjort, at Virksomhed ApS har udvist en sådan agtpågivenhed, som kan forventes af selskabet som arbejdsgi-ver i forbindelse med ansættelsen af Person, hvorved det omhandlede køretøj blev stillet til rådighed for ham. Efter forarbejderne skal udgangspunktet om konfiskation bl.a. fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Virksomhed ApS i tilfælde af konfiskation lægger landsretten til grund, at bilen har en værdi på ca. 180.000 kr. inkl. taxaudstyr, og at Santander Consumer Bank, der har ejendomsforbehold i bilen, har oplyst, at der fortsat vil blive foretaget fakturering af de månedlige udgifter, som er oplyst til 8.335 kr., indtil bilen er konfiskeret, eller hvis politiet bekræfter, at bilen kan udleveres til Santander Consumer Bank, og ejeren samtidig underskriver en salgsfuldmagt. De samlede økonomiske konsekvenser for ejeren af en konfiskation kan således ikke på nuværende tidspunkt opgøres, men det må antages, at ejeren vil blive delvist frigjort for sine nuværende økonomiske forpligtelser, hvis bilen sælges. Føreren af bilen, Person, er bosiddende her i landet, og det fremgår af hans indkomstoplysninger, at han i 2024 havde en årsindtægt på 344.099 kr. På den baggrund og uanset det af Vidne oplyste om Persons usikre øko-nomiske forhold, hvis han mister sine ansættelser som chauffør pga. manglende førerret, og Persons afvisning af at gå i dialog med virksomheden om et erstatningskrav, er der ikke grund til at antage, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende for Virksomhed ApS Landsretten ændrer derfor byrettens kendelse, således at beslaglæggelsen godkendes og opretholdes som påstået af anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 806, stk. 4, jf. § 802, stk. 1.” Den
4. juni 2025 blev bilen på ny beslaglagt af politiet. - 6 - Ved anklageskrift af
5. juli 2025 blev Person tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 11, nr. 3, jf. § 4, stk.
6. Det fremgår af anklageskriftet, at anklagemyndigheden under hovedforhandlingen vil nedlægge påstand om ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 11, jf. § 128, stk. 2, jf. stk. 1, samt konfiskation af bilen i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2,
7. pkt. Hovedforhandlingen er ved retsbog af
8. marts 2026 udsat til den
9. august
10. Den
11. august 2025 ændrede selskabet navn til Tiltalte ApS. Den
12. november 2025 tog Sø- og Handelsretten selskabet under konkursbehandling på baggrund af en konkursbegæring fra Gældsstyrelsen. Det fremgår af Sø- og Handelsrettens rets-bog, at Gældsstyrelsen opgjorde konkursfordringen til 771.691,58 kr., og at der i boet var be-slaglagt 220.000 kr. og en bil af mærket Kia købt for 240.000 kr. til en anslået værdi af 170.000 kr. Advokat Christian Tornvig Jensen blev udpeget som kurator. Santander Consumer Bank har ved mail af
13. juni 2025 til Københavns Politi oplyst sit tilgodehavende til 90.249,32 kr. pr.
14. juni
15. Der er for Højesteret fremlagt en opgørelse over selskabets månedlige udgifter til den beslaglagte bil. Endvidere er der fremlagt årsrapport for 2024, saldobalance for perioden
16. januar til
17. december 2024 og råbalance for perioden
18. januar til
19. december 2025 for Tiltalte ApS under konkurs. Det er om Persons økonomiske forhold oplyst, at han i 2024 havde en årsindtægt på 344.099 kr. Anbringender Tiltalte ApS under konkurs har anført navnlig, at der ikke kan ske konfiskation på det foreliggende grundlag, og at der derfor heller ikke nu kan ske beslaglæggelse med henblik på konfiskation. - 7 Selskabet har udvist den agtpågivenhed, som med rimelighed kan kræves. Selskabet har gjort, hvad der stod i dets magt for at sikre, at bilen ikke blev anvendt til vanvidskørsel, og anvendelsen hertil må anses for upåregnelig. Muligheden for at gøre et erstatnings- eller regreskrav gældende over for føreren er ikke tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende over for selskabet. Et eventuelt regreskrav mod føreren består alene formelt. Konkursboet råder ikke over midler til at forfølge et sådant krav, og førerens faktiske betalingsevne kan ikke fastslås på det fore-liggende grundlag. Under alle omstændigheder vil enhver inddrivelse være underlagt de al-mindelige og betydelige begrænsninger i adgangen til udlæg og tvangsfuldbyrdelse, jf. rets-plejelovens §§ 509-
20. Regresadgangen er dermed i realiteten illusorisk. Højesteret har i UfR 2025.4443 H fastslået, at det forhold, at føreren teoretisk kan forventes at betale et erstatningskrav over en længere årrække, ikke er tilstrækkeligt, hvis der består betydelig usikkerhed om, hvorvidt kravet reelt kan afbøde de økonomiske konsekvenser for tredjemand. Et formelt eksisterende, men reelt uigennemførligt regreskrav kan således ikke tillægges afgørende vægt ved proportionalitetsvurderingen. Det afgørende er ikke, om der i juridisk forstand kan opstilles et regreskrav mod føreren, men om regresadgangen i praksis kan afhjælpe de økonomiske virkninger af indgrebet i den perio-de, hvor virkningerne faktisk indtræder. Beslaglæggelsen af køretøjet har vist sig at få varige og væsentlige økonomiske konsekvenser for selskabet. Køretøjet indgik som et centralt aktiv i driften af en mindre vognmandsvirksomhed, hvis forretningsgrundlag i praksis var baseret på et meget begrænset antal køretøjer. Indgrebet har medført tab af omsætning, nødvendige tilpasninger i medarbejderstaben samt et sammenbrud i den løbende drift. Beslaglæggelsen rammer således ikke perifert, men i selve kernen af virksomhedens eksistensgrundlag, hvilket førte til afsigelse af konkursdekret. Regres kan ikke tillægges den af anklagemyndigheden forudsatte vægt, når beslaglæggelsen udløser konkursen, og når et regreskrav under alle omstændigheder kun kan realiseres over en længere periode. Såfremt regresadgangen skal tillægges betydning, skal det indgå i vurderin-gen, at frakendelsen af Persons førerret forventeligt vil have en væsentlig negativ ind-virkning på hans indtjeningsgrundlag, medmindre han skifter branche. - 8 - Anklagemyndigheden har anført navnlig, at der på baggrund af oplysningerne i sagen, herun-der at der ved anklageskrift af
21. juli 2025 er rejst tiltale mod føreren for vanvidskørsel, er en begrundet mistanke om, at han har gjort sig skyldig i vanvidskørsel. Uanset om det lægges til grund, at Tiltalte ApS under konkurs har udvist en sådan agtpågivenhed, som kan forventes ved ansættelse af en chauffør, vil der fortsat kunne ske konfiska-tion, idet udgangspunktet om konfiskation kun fraviges, hvis det godtgøres, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkeligt til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godt-gør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk. Landsretten har lagt til grund, at bilen har en værdi af ca. 180.000 kr. inklusive taxiudstyr. Herefter, og da føreren er 39 år og bosat i Danmark og i 2024 havde en årsindtægt på 344.099 kr., er det ikke godtgjort, at føreren vil være ude af stand til at erstatte et tab, eventuelt over en længere periode. Den omstændighed, at ejeren efter landsrettens kendelse er taget under konkursbehandling, kan ikke tillægges vægt i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der kan gøres et erstatningskrav gældende over for føreren. Sagen adskiller sig fra omstændighederne i UfR 2025.4443 H, hvor der var tale om et erstatningskrav på knap 500.000 kr., som leasingtager ville blive mødt med af leasinggiver i tilfæl-de af konfiskation, og som ville medføre virksomhedens konkurs. Santander Consumer Bank har ejendomsforbehold i bilen, som skal respekteres, selv om køretøjet måtte blive konfiskeret, jf. forarbejderne til færdselslovens § 133 a, stk. 2,
22. pkt. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Den
23. januar 2025 blev Person målt til på Helsingørmotorvejen, København, at ha-ve kørt i en bil med en hastighed af mindst 126 km/t, selv om den højst tilladte hastighed på - 9 stedet var 60 km/t. Politiet beslaglagde bilen, der tilhørte taxiselskabet Virksomhed ApS (nu Tiltalte ApS under konkurs). Ved kendelse af
24. marts 2025 ophævede byretten beslaglæggelsen af bilen. Denne afgørelse blev ændret ved landsrettens kendelse af
25. juni 2025, således at politiets beslaglæggelse af bilen blev opretholdt. Ved anklageskrift af
26. juli 2025 blev Person tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 11, nr. 3, jf. § 4, stk.
27. Det fremgår af anklageskriftet, at anklagemyndigheden under sagen vil nedlægge påstand om ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af færd-selslovens § 126, stk. 1, nr. 11, jf. § 128, stk. 2, jf. stk. 1, samt konfiskation af bilen i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2,
28. pkt. Den
29. november 2025 tog Sø- og Handelsretten selskabet under konkursbehandling på baggrund af en konkursbegæring fra Gældsstyrelsen. Kæresagen angår, om der er grundlag for at opretholde beslaglæggelsen af bilen med henblik på konfiskation

§ 133a, stk.

2,

1. pkt. Retsplejelovens regler om beslaglæggelse Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres. Efter retsplejelovens § 803, stk. 1,
2. pkt., kan genstande, som en person, der ikke er mis-tænkt, har rådighed over, beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres. Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og der skal således ikke ved denne afgørelse tages endeligt stilling til, om bilen skal konfiskeres, men alene til, om der ud fra de oplysninger, som foreligger på nuværende tidspunkt, er grund til at antage, at bilen bør konfiskeres i for-bindelse med straffesagen mod Person for overtrædelse af færdselsloven. - 10 Færdselslovens § 133 a, stk. 2,
3. pkt.

§ 133a, stk.

2,

1. pkt., skal der i tilfælde af vanvidskørsel ske konfiska-tion af køretøjet, selv om køretøjet ejes af en anden end den person, der har ført det. Det gæl-der dog ikke, hvis konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan kørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person. Af bestemmelsens forarbejder (Folketingstidende 2020-21, tillæg B, lovforslag nr. L 127, betænkning af
2. marts 2021, s. 4 f. og s. 8) fremgår, at der ved bedømmelsen af, om konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder. Det forudsættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangspunktet er, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren. For så vidt angår ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan kørsel, fremgår af forarbejderne, at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. Der skal navn-lig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed. For så vidt angår ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling fremgår bl.a., at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Dette kan efter forarbejderne f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstat-ningskrav illusorisk. Det må også tages i betragtning, om ejeren har andre muligheder for at få dækket sit tab. Den konkrete sag Afgørelse om konfiskation af bilen skal som nævnt træffes i forbindelse med straffesagen i byretten mod Person. Der skal under denne kæresag alene tages stilling til, om der er grundlag for at beslaglægge bilen ud fra en antagelse om, at der vil være grundlag for at kon-fiskere bilen i forbindelse med straffesagen. - 11 Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af byretten og tiltrådt af landsretten, at det er godtgjort, at Tiltalte ApS udviste en sådan agtpågivenhed, som kan forventes af selskabet som arbejdsgiver i forbindelse med ansættelsen af Person og udlån af bilen. Det er oplyst, at værdien af bilen er ca. 180.000 kr. inklusive taxiudstyr, og at Santander Consumer Bank, som har ejendomsforbehold i bilen, pr.
3. juni 2025 havde et tilgodehavende på 90.249,32 kr. Om Person er det oplyst, at han er 39 år, bor i Danmark og i 2024 havde en årsindtægt på ca. 344.000 kr. Tiltalte ApS var indtil konkursen en lille erhvervsvirksomhed, der som nævnt beskæftigede sig med taxikørsel. Det var således et nødvendigt led i selskabets virksomhed at benytte ansat-te chauffører. Virksomheden disponerede efter den skete beslaglæggelse over to taxier, hvoraf den ene blev afmeldt den
4. maj
5. Selskabet blev den
6. november 2025 taget under konkursbehandling. Kurator har oplyst, at boet ikke råder over midler til at forfølge et krav mod Person. På baggrund af oplysningerne fra kurator, der ikke er imødegået af anklagemyndigheden, lægger Højesteret til grund, at beslaglæggelsen af bilen har været væsentligt medvirkende til, at Tiltalte ApS nu er gået konkurs. Desuden lægger Højesteret til grund, at selskabets ad-gang til at gøre et erstatningskrav gældende over for Person, som muligvis vil kunne erstatte selskabets tab over en længere periode, ikke på nuværende tidspunkt vil kunne dække tabet forbundet med konfiskation af bilen. På den baggrund finder Højesteret, at der er grund til at antage, at konfiskation af bilen vil være uforholdsmæssigt indgribende. Konklusion Efter det anførte finder Højesteret, at der ikke er grund til at antage, at den omhandlede bil bør konfiskeres i forbindelse med straffesagen mod Person. Påstanden om stadfæstelse af byrettens kendelse, som Tiltalte ApS under konkurs har nedlagt, tages derfor til følge, så-dan at beslaglæggelsen ophæves. Thi bestemmes : - 12 Byrettens kendelse stadfæstes, således at beslaglæggelsen af bilen af mærket Kia e-Soul med Reg. nr. og stelnummer Stel nr. ophæves. Statskassen skal betale kæresagsomkostninger for landsret og Højesteret. --oo0oo-Udskriftens rigtighed bekræftes. Højesteret, den
7. april 2026.