ECLI:DK:OLR:2022:SS0000000640 Byrettens dom i sagen mod de tiltalte blev stadfæstet

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ DOM Afsagt den

1. juni 2017 af Østre Landsrets
2. afdeling (landsdommerne Katja Høegh, Peter Mørk Thomsen og Cecilie Boel Winther (kst.) med domsmænd).
3. afd. nr. S-218-17: Anklagemyndigheden mod 1) Tiltalte 1 (T1) ( CPR nr. 1 2) ( ) Tiltalte 2 (T2) CPR nr. 2 ) (advokat Charlotte Cantor, besk. for begge) Københavns Byrets dom af
4. januar 2017 (SS 1-23445/2016) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet. T1 og T2 har påstået stadfæstelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte. Den i byretten af Forurettede (F) medfør af retsplejelovens §
5. afgivne forklaring er dokumenteret i -2- har supplerende forklaret blandt andet, at hun blev gjort T1 bekendt med rejsen til Spanien omkring 2 uger forud for rejsen. I januar 2016 havde kommunen forsøgt at få hende til at acceptere, at bopælen over Barn skulle være hos F . Det ville hun imidlertid ikke være med til. Hun deltog ikke i et møde på kommunen den
6. februar
7. Hun var blevet indkaldt til et møde, men fik på kommunen at vide, at mødet var aflyst. Der var herefter en samtale på gangen. F var der ikke. Hun er ikke enig i, at det den
8. februar 2016 blev meddelt, at F skulle have bopælsretten over Barnet . Hun husker ikke nærmere, hvad hun drøftede med kommunen den pågældende dag, men hun gav udtryk for, at hun ikke var enig i den statusrapport, kommunen havde udarbejdet. Hun var ikke bekendt med, at F havde søgt om bopælen, da hun rejste til Spanien. Hun erindrer ikke at skulle have modtaget en kopi af F's ansøgning til Statsforvaltningen om bopæl. Hun erindrer heller ikke, at hun skulle have svaret herpå den
9. februar 2016 og oplyst, at hun modsatte sig det ansøgte, som angivet i Statsforvaltningens afgørelse af
10. februar 2016 om midlertidig bopæl. Hun havde ikke nogen advokat på det tidspunkt og kan ikke forstå, at Statsforvaltningen som anført i afgørelsen den
11. februar 2016 skulle have modtaget et brev fra hendes advokat. Hendes forhold til F var ikke dårligt på det tidspunkt. Barnet boede hos hende, men havde samvær med F . Samværet fulgte ikke en fast ordning. Da hun tog til Spanien, var der ikke nogen aftale om, hvornår Barnet skulle til F . Det var først, da hun var i Spanien, at hun fik at vide, at F havde fået bopælsretten, og at hun skulle sørge for at bringe Barnet hjem til ham. Der er fortsat fælles forældremyndighed over Barnet . F har bopælen, og der er fastsat en samværsordning. T2 hvornår, T1 har supplerende forklaret blandt andet, at hun ikke erindrer fortalte hende, at F ønskede bopælen over Barnet . Hun deltog ikke i et møde den
12. februar 2016, men de stod og talte ude på gangen hos kommunen. Hun og T1 forlod stedet i vrede, da de var utilfredse med kommunens tiltag. Kommunen havde lavet en sikkerhedsplan, som de ikke var enige i. Hun var ikke klar over, at der verserede en sag om bopæl i statsforvaltningen, da de rejste til Spanien. Hendes mand var ikke klar over, at hun rejste med T1 og Barnet til Spanien. Det var hende, der talte med kommunen, da de var i Spanien. Som hun erindrer det, var der ingen faste aftaler om F's samvær med Barnet , da de rejste til Spanien. -3- Personlige oplysninger T1 har om sine personlige forhold supplerende forklaret blandt andet, at hun har fået ny bolig med beskyttet adresse, så hun ikke bliver udsat for chikane fra F og hans familie. F truede hende i forbindelse med retsmødet i byretten, og der verserer nu en sag hos politiet herom. Hun modtager fortsat psykologhjælp. Hun søger arbejde og har med kommunen drøftet mulig aktivering. F overholder ikke samværsresolutionen. Hun har derfor ikke set Barnet i 19 dage. Retsgrundlaget Efter straffelovens § 215, stk. 2, straffes den, der ulovligt fører et barn ud af landet. Det følger af forældreansvarslovens § 3, stk. 2, at i tilfælde, hvor der mellem forældrene er uenighed om forældremyndigheden over et barn, skal begge forældremyndighedsindehavere give samtykke til, at et barn forlader landet. Bestemmelsen i § 215, stk. 2, blev indsat i straffeloven ved lov nr. 793 af
13. november 1990 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser). Der blev ved samme lov som § 10 a indsat en bestemmelse i den dagældende myndighedslov, som svarer til den nugældende § 3, stk. 2, i forældreansvarsloven. Det fremgår af de specielle bemærkninger den foreslåede bestemmelse i myndighedslovens § 10 a i lovforslag nr. 14 af
14. oktober 1990 til lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) i lovforslagets § 22 blandt andet: ”Gennem den nye regel i § 10 a ændres gældende ret således, at begge forældre herefter skal give samtykke til, at barnet forlader landet, hvis de er uenige om, hvem der skal have forældremyndigheden. Baggrunden for denne ændring er, at uden en bestemmelse af det nævnte indhold vil det ikke være muligt at statuere, at udrejse med barnet til udlandet i tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed, er ulovlig. Forslaget indebærer, at den ene af forældrene ikke uden samtykke fra den anden vil kunne bringe barnet til udlandet, hvis der i medfør af myndighedslovens § 10, stk. 1, er anmodet om ophør af den fælles forældremyndighed. Kravet om samtykke gælder tillige, hvis det på anden vis kan konstateres, at forældrene er uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden over barnet alene. Samtykke skal ikke fore- -4- ligge, hvis uenigheden blot drejer sig om, hvorvidt barnet bør opholde sig i udlandet eller om andre forhold vedrørende udøvelsen af forældremyndigheden. Efter § 10 a kræves samtykke til, at barnet forlader landet. Det omfatter også tilfælde, hvor barnet rejser alene eller sammen med andre end en af forældrene.” Af de specielle bemærkninger til forslaget til indføjelse af § 215, stk. 2, i straffeloven i lovforslagets § 23 fremgår: ”Efter straffelovens § 215 kan den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes. Bestemmelsen beskytter forældremyndighedsindehaverens rettigheder over barnet og varetager hensynet til barnet, således at dette ikke unddrages den omsorg og varetægt, der følger med forældremyndigheden. Formuleringen indebærer, at også bortførelse af eget barn er omfattet, men bestemmelsen antages ikke at kunne overtrædes af personer, der har del i forældremyndigheden på gerningstidspunktet. Dette foreslås ændret således, at enhver, herunder en person, der har del i forældremyndigheden, kan straffes for ulovligt at føre barnet ud af landet. Bestemmelsen skal ses på baggrund af lovforslagets § 22 vedrørende myndighedslovens § 10 a, hvorefter begge forældre skal give samtykke til, at barnet forlader landet, hvis der er uenighed om, hvem der skal have forældremyndigheden. Bortførelse af et barn til udlandet i strid med forslaget til myndighedslovens § 10 a vil således kunne straffes.” I forarbejderne til den nugældende forældreansvarslov (lov nr. 499 af
15. juni 2007) anføres det i de specielle bemærkninger til § 3 i lovforslag nr. 133 af
16. januar 2007 blandt andet: ”Bestemmelsen i stk. 2 om, at begge forældremyndighedsindehavere skal samtykke i, at barnet forlader landet, hvis der er uenighed om forældremyndigheden, svarer til den gældende lovs §
17. Hvis der er uenighed om forældremyndigheden, skal begge indehavere af forældremyndigheden efter stk. 2 give samtykke til, at barnet forlader landet, eller til, at barnets ophold i udlandet forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte. Den gældende bestemmelse blev ændret ved lov nr. 434 af
18. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, således at det nu klart fremgår af bestemmelsen, at kravet om samtykke også gælder, når en forælder tilbageholder et barn i udlandet mod den anden forældremyndighedsindehavers ønske. … Kravet om samtykke gælder, hvis sagen om forældremyndighed eller bopæl er indbragt for retten, eller der er taget initiativ hertil, f.eks. ved at anmodning om ændring af forældremyndighed er indgivet til statsforvaltningen, eller hvis det på anden måde konstateres, at forældrene er uenige om forældremyndigheden. Der skal ikke meget til at statuere denne uenighed i relation til udløsning af samtykkekravet. Den omstændighed, at barnet fjernes fra sit sædvanlige opholdssted eller mod den anden forælders protest tilbageholdes i udlandet f.eks. efter en ferie, kan i sig selv være tegn på uenighed. -5- Et manglende samtykke til at tage barnet med til udlandet eller til at forlænge et udlandsophold vil medføre, at der foreligger en ulovlig børnebortførelse eller tilbageholdelse, således at den tilbageværende forælder kan anmode om tilbagegivelse af barnet efter Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. Dette vil også betyde, at kompetencen til at træffe afgørelse om forældremyndigheden over barnet forbliver hos de danske myndigheder, jf. retsplejelovens § 448 f, stk. 1 nr. 2, jf. stk. 2.” Landsrettens begrundelse og resultat Som anført af byretten havde tiltalte og T1 F fælles forældremyndighed over Barnet på gerningstidspunktet, og den sag, som verserede i Statsforvaltningen, vedrørte alene spørgsmålet om bopæl. Der var således på tidspunktet for de tiltaltes udrejse af Danmark med Barnet ikke uenighed mellem forældremyndighedsindehaverne om forældremyndigheden, men alene om bopælen. Landsretten tiltræder, at der efter ordlyden af forældreansvarslovens § 3, stk. 2, ikke er krav om, at begge forældremyndighedsindehavere skal give samtykke til et barns udrejse i en situation, hvor der mellem forældrene ikke er uenighed om forældremyndigheden, men alene om barnets bopæl. Landsretten er således enig med byretten i, at de tiltaltes udrejse med Barnet – som beskrevet i tiltalen – ikke er strafbar efter straffelovens § 215, stk.
19. Den omstændighed, at det i de specielle bemærkninger til § 3, stk. 2, i lovforslaget til den nugældende forældreansvarslov § 3, stk. 2, er anført, at samtykkekravet blandt andet gælder i tilfælde af, at ”en sag om forældremyndighed eller bopæl er indbragt for retten”, kan ikke føre til et andet resultat, jf. herved tillige det strafferetlige legalitetsprincip, som følger af straffelovens §
20. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom, således at begge tiltalte frifindes. Thi kendes for ret: Byrettens dom i sagen mod T1 og Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten. T2 stadfæstes.