Højesteret ændrer Landsretten dom og frifinder tiltalte i sag om, forsæt ved bistand til en Marokkansk persons ulovlige indrejse i Danmark

Om dolus eventualis De faktiske omstændigheder, som landsretten havde lagt til grund, gav ikke grundlag for at fastslå, at tiltalte havde handlet forsætligt i form af dolus eventualis Sag 61/2025 Dom afsagt den 12. marts 2026 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Tiltalte, der er fransk statsborger, var af landsretten fundet skyldig i forsætligt at have bistået Vidne, der er marokkansk statsborger, med ulovligt at rejse ind i Danmark. For Højesteret havde Tiltalte i første række påstået frifindelse under henvisning til, at landsretten havde anvendt forsætsbegrebet i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse) forkert. Efter udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, straffes den, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Højesteret udtalte, at det er en betingelse for, at der ved overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, foreligger forsæt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse), at tiltalte indså, at det var muligt, at udlændingen ikke lovligt kunne indrejse i eller rejse gennem landet, og at tiltalte psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. Landsretten havde lagt til grund, at Tiltalte var fører af den i anklageskriftet anførte bil på det i anklageskriftet anførte tidspunkt og sted, at Tiltaltes hustru, Person 1 og Vidne var passagerer i bilen fra Tyskland til Danmark, at Tiltalte via BlaBlaCar appen havde aftalt kørslen med Person 1, der tog en ekstra passager, Vidne, med, at tiltalte alene havde kendskab til Person 1 gennem BlaBlaCar appen og intet kendskab havde til Vidne, der talte lidt fransk og engelsk, og ikke havde gyldig rejselegitimation til at indrejse i Danmark, og at hverken Tiltalte eller Person 1 sikrede sig dette eller i øvrigt spurgte ind hertil. Højesteret fandt, at de faktiske omstændigheder, som landsretten havde lagt til grund, ikke kunne begrunde konklusionen om, at Tiltalte handlede forsætligt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse). De anførte faktiske omstændigheder gav således ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Tiltalte indså, at det var muligt, at Vidne ikke lovligt kunne indrejse i Danmark, og at Tiltalte psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. På den baggrund frifandt Højesteret Tiltalte. Der var herefter ikke anledning til at tage stilling til Tiltaltes subsidiære påstand om, at der skulle ske formildelse af straffen som følge af den lange sagsbehandlingstid i landsretten i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 6 og til hans påstand om frifindelse for udvisning.