UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 8. maj 2026 Sag 6/2026 Foranstaltning under efterforskning (Indgrebsadvokat, beskikket) I tidligere insta

§ 191

, anmodede anklagemyndigheden om tilladelse til at foretage aflytning og indhente teleoplysninger vedrørende en telefon tilhørende Person 1, som ikke var mistænkt. Anklagemyndigheden oplyste, at aflytningen havde til formål at finde et aktivt telefonnummer, der blev benyttet af Mistænkte. - 2 Af rapportmaterialet fremgik bl.a., at Person 1 er far til Mistænkte, at Mistænktes mor er død, og at Mistænkte ad flere omgange havde været tilmeldt samme adresse som Person 1, senest i 2015, hvor Mistænkte var 22 år. Endvidere fremgik et skærmprint af et Facebook-opslag af

1. februar 2021 fra en café ved navn ”Café” om, at perso -nerne ”Mistænkte” og ”Person 2” var rejst fra Danmark til Spanien for at Udeladt, at de kort tid efter fandt ud af, at de skulle være forældre, at de ikke havde familie i Spanien, og at deres familie i Danmark støttede dem, så godt den kunne. Ved kendelse af
2. marts 2025 imødekom Københavns Byret anmodningen med følgende begrundelse: ”Efter de foreliggende oplysninger, er der bestemte grunde til at antage, at der ved brug af den pågældende telefon gives meddelelser til eller fra en person, der mistænkes

§ 191. Indgrebene må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Det er desuden efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ikke uforholdsmæssigt at tillade politiet at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Betingelserne i retsplejelovens § 782, stk. 1, jf. § 781, stk. 1, jf. § 780, stk. 1, nr. 1 og 3, er derfor opfyldt, og anmodningen tages herefter til følge.” Indgrebsadvokat kærede afgørelsen til Østre Landsret med påstand om, at kendelsen blev ophævet. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse. Ved kendelse af

1. marts 2025 stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse. Af landsret-tens kendelse fremgår bl.a.: ”Landsretten finder på baggrund af de fremlagte oplysninger, herunder Facebook opslaget af
2. februar 2021, samt at mistænkte i flere omgange, både før og efter han fyldte 18 år, er registeret med samme adresse som sin far, at der er bestemte grunde til at antage, at der gives meddelelser til eller fra mistænkte, der med rimelig grund er mistænkt

§ 191, ved brug af det telefonnummer, der er registreret til mistænktes far.

På denne baggrund, og da det pågældende indgreb må anta-ges at være af afgørende betydning for efterforskningen, finder landsretten, at betingel-serne i retsplejelovens § 781, stk. 1, er opfyldt. Landsretten tiltræder, at der ikke er tale om et uforholdsmæssigt indgreb omfattet af § 782, hvorfor - 3 bestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes.” Under et retsmøde den

1. juni 2025 i Københavns Byret om forlængelse af indgrebet bestemte byretten ved kendelse, at politiet ikke måtte opretholde indgrebet. Af byrettens begrundelse fremgår: ”Grundlaget for det iværksatte indgreb er fortsat til stede som anført i rettens kendelse af
2. marts
3. Imidlertid findes proportionalitetshensyn på nuværende tidspunkt at være til hinder for, at indgrebet forlænges som af anklagemyndigheden begæret. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at aflytningen af pågældendes telefon har pågået siden den
4. marts 2025, uden at det endnu er konstateret, at der ved brug af den pågældende telefon gives meddelelser til eller fra den person, der mistænkes

§ 191

. Politiet må derfor ikke opretholde indgrebet.” Aflytningen blev efter det oplyste nedtaget samme dag. Retsgrundlag Retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 1, og § 781, stk. 1, lyder således: ”§

1. Politiet kan efter reglerne i dette kapitel foretage indgreb i meddelelseshemme ligheden ved at … 1) aflytte telefonsamtaler eller anden tilsvarende telekommunikation (telefonaflytning), §
2. Indgreb i meddelelseshemmeligheden må kun foretages, såfremt 1) der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt, 2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og 3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 2, 125, 127, stk. 1, 233, stk. 1, 235, 266, 281 eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1-5, jf. dog § 781 a.” - 4 - Ved lov nr. 227 af
3. juni 1985 om ændring af retsplejeloven blev retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden indsat som nyt kapitel, hvorefter § 781, stk. 1, om aflytning i det væsentlige fik sin nuværende ordlyd. Lovforslaget (lovforslag nr. L 164 af
4. februar 1985) byggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter. Af betænkningens s. 97-98 fremgår bl.a.: ”2.
5. Udvalgets overvejelser … 2.6.
6. Betingelser for iværksættelse af indgreb … 2.6.5.
7. Mistankekrav … Udvalget foreslår, at der i loven fastlægges et fælles mistankekrav for alle indgreb i meddelelseshemmeligheden, og at dette udformes således, at mistankens styrke ikke nærmere beskrives, men at det ligesom i de gældende §§ 786, 787 og 789 blot angives, at der skal foreligge en mistanke. Dette betyder ikke, at enhver løs formodning er tilstrækkelig. Mistanken skal være rimeligt og konkret begrundet i de foreliggende oplysninger. Endvidere foreslås kravet om sammenhængen mellem den mistænkte person og kommunikationen beskrevet således, at der skal være ”bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt” . Denne udformning giver adgang til at gribe ind i kommunikation, hvori en mistænkt direkte er part f.eks. som afsender eller modtager af et brev eller som deltager i en telefonsamtale eller anden samtale. Udformningen giver også mulighed for at gribe ind, hvis samtalen eller brevvekslingen føres mellem personer, der ikke er mistænkt, så-fremt der er bestemte grunde til at antage, at de pågældende formidler meddelelser til el-ler fra en mistænkt og altså virker som budbringere for denne. Det må i denne forbindelse erindres, at de gældende regler om telefonaflytning er indrettet således, at der gives politiet en generel tilladelse til at aflytte samtaler til og fra en bestemt telefon, når det må antages, at der over denne formidles samtaler til eller fra en mistænkt. Det er altså ikke nødvendigvis den mistænktes telefon, der aflyttes. F.eks. vil den mistænkte i narkotikasager undertiden befinde sig i udlandet. For at skaffe oplys-ning om tid og sted for hans hjemkomst – evt. i forbindelse med en narkotikaleverance – kan det være nødvendigt at aflytte telefoner hos ham nærtstående personer i Danmark. Det kan også undertiden være nødvendigt at aflytte offentlige telefoner, eventuelt telefonautomater, f.eks. i og omkring værtshuse, hvor der er mistanke om handel med narkotika.” Af de specielle bemærkninger til § 781 i lovudkastet i betænkningen fremgår bl.a. (s. 211): - 5 ”Ad nr.
8. Det kræves, at der er bestemte grunde til at antage, at der gives meddelelser til eller fra en mistænkt. Dette svarer med en mindre sproglig ændring til bestemmelsen i den gæl-dende retsplejelovs § 787, stk. 1, nr.
9. Det er uden betydning, hvem et telefonapparat eller en lokalitet tilhører, når der dog er tale om meddelelser - direkte eller indirekte - til eller fra mistænkte. Telefonaflytning kan således ske af f.eks. en værtshustelefon eller af pårørendes telefon. Om kravene til mistankens styrke henvises til bemærkningerne ovenfor side 97.” Anbringender Indgrebsadvokat har anført navnlig, at betingelserne efter retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, idet der ikke var bestemte grunde til at antage, at aflytnin-gen af Person 1's telefon ville give adgang til meddelelser til eller fra Mistænkte. Den familiære tilknytning mellem Mistænkte og Person 1 var ikke i sig selv tilstrækkelig til at opfylde betingelsen om ”bestemte grunde ”, jf. også UfR 2008.85 Ø. Facebook-opslaget af
10. februar 2021 underbyggede ikke, at der var kontakt mellem Mistænkte og Person 1, idet opslaget er af generisk karakter, og da det er uvist, hvem forfat-teren af opslaget er. Det kan således ikke lægges til grund, at Mistænkte eller hans hustru havde lavet opslaget. Oplysningerne om, at Mistænkte senest i 2015 var registreret på samme adresse som Person 1, underbyggede heller ikke, at Mistænkte efter ni år som udeboende fortsat var i tele-fonisk kontakt med Person
11. Det fremgår ikke af forarbejderne til retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, at der kan ske aflyt-ning af en telefon tilhørende en ikke-mistænkt med henblik på at skaffe et telefonnummer tilhørende en mistænkt. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at betingelserne i retsplejelovens § 781, stk. 1, for at tillade aflytning af Person 1's telefon var opfyldt på tidspunktet for byrettens og landsret-tens kendelse. - 6 Der kan ske aflytning af en telefon tilhørende en ikke-mistænkt, hvis der er bestemte grunde til at antage, at der kommunikeres med en mistænkt. Det er efter forarbejderne til retsplejelo-vens § 781, stk. 1, nr. 1, således uden betydning, hvem en telefon tilhører, når blot der er tale om meddelelser (direkte eller indirekte) til eller fra en mistænkt. Den familiemæssige relation mellem Person 1 og Mistænkte gav en formodning for, at der ville være kommunikation imellem dem. De yderligere konkrete oplysninger i sagen, her-under oplysningerne om, at Person 1 er eneste tilbageværende forælder til Mistænkte og dermed også eneste tilbageværende bedsteforælder på Mistænktes side til dennes min-dreårige barn, skabte tillige en formodning om, at Person 1 og Mistænkte havde kon-takt med hinanden. Endelig gav Facebook-opslaget af
12. februar 2021 om opbakningen fra deres familier samt oplysningerne om, at Mistænkte også i sin voksne tilværelse har delt adresse med sin far, en stærk formodning for, at Mistænkte og Person 1 havde en god relation og kommunikerede med hinanden via Person 1's telefon. Sagen adskiller sig såle-des fra landsrettens afgørelse i UfR 2008.85 Ø, idet anklagemyndigheden har fremlagt yderli-gere konkrete oplysninger om forholdet og kontakten mellem Mistænkte og Person
13. Højesterets begrundelse og resultat Som led i en efterforskning, hvor Mistænkte var mistænkt

§ 191, anmodede anklagemyndigheden i et retsmøde den 14.

marts 2025 om tilladelse til at foretage aflytning af en telefon tilhørende hans far, Person 1, som ikke var mistænkt, og til at indhente oplysninger om, hvilke telefoner der var sat i forbindelse med Person 1's telefon. Anklagemyndigheden oplyste, at formålet med indgrebet var at finde et aktivt tele-fonnummer, der blev benyttet af Mistænkte. Københavns Byret tillod indgrebet ved kendelse samme dag, og Østre Landsret stadfæstede dette den

1. marts
2. Aflytningen blev nedtaget den
3. juni
4. Sagen angår, om det var med rette, at anklagemyndigheden fik tilladelsen til at foretage indgrebet. For Højesteret er hovedspørgsmålet, om betingelsen i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. Efter denne bestemmelse må indgreb i meddelelseshemmeligheden kun foreta-ges, hvis der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelel-ser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt. - 7 - Højesteret finder, at det ved vurderingen af, om denne betingelse er opfyldt, er afgørende, om der er en rimelig og konkret begrundet formodning om, at der via den pågældende telefon mv. er kontakt til eller fra en mistænkt. En generel formodning om telefonisk kontakt mellem forældre og voksne børn som følge af den familiemæssige relation er ikke tilstrækkelig, men må sammenholdes med øvrige foreliggende oplysninger. Højesteret tiltræder på baggrund af sagens oplysninger – herunder det oplyste om, at Mistænkte i 2014-15, da han var 21-22 år, var registreret med samme adresse som sin far, samt det oplyste om Facebook-opslaget af
5. februar 2021 – at der var bestemte grunde til at anta-ge, at der blev givet meddelelser til eller fra Mistænkte ved brug af det telefonnummer, der tilhørte Person
6. Det tiltrædes desuden, at de øvrige betingelser for indgrebet var opfyldt. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. Thi bestemmes : Landsrettens kendelse stadfæstes. Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret.