ECLI:DK:HJR:2021:BS0000000037 Landsrettens dom stadfæstet

HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den

1. oktober 2021 Sag BS-45328/2020-HJR (
2. afdeling) Ankenævnet for Patienterstatningen (advokat Christina Steen) mod Appelindstævnte (advokat Jakob Fink, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Næstved den
3. september 2019 (BS-34566/2018-NAE) og af Østre Landsrets
4. afdeling den
5. juli 2020 (BS45394/2019-OLR). I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Vibeke Rønne, Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Jørgen Steen Sørensen og Rikke Foersom. Påstande Appellanten, Ankenævnet for Patienterstatningen, har påstået frifindelse. Appelindstævnte, har påstået stadfæstelse. Retsgrundlag Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (lovbekendtgørelse nr. 995 af
6. juni 2018 med senere ændringer) indeholder i § 59, stk. 1, følgende bestemmelse: ”§
7. Erstatningskrav efter kapitel 3 skal være anmeldt til Patienterstat-ningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller bur-de have fået kendskab til skaden.” / 2 Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. (Folketingstidende 2004-05,
8. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 75, s. 3298-3299): ”Forældelsesbestemmelserne i §§ 59-60 er en uændret videreførelse af de gældende bestemmelser herom i lov om patientforsikring (§ 19) og lov om erstatning for lægemiddelskader (§ 22).” Anbringender Ankenævnet for Patienterstatningen har supplerende anført navnlig, at landsretten tilsyneladende har ændret retstilstanden i forhold til Højesterets dom i UfR 2003.
9. Efter landsrettens dom er det en forudsætning for, at forældelsesfri-sten efter klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1, begynder at løbe, at skadelidte ikke blot ved eller burde vide, at der er årsagssammenhæng mellem skade og behandling, men også, at der er tale om en mulig fejlbehandling. Dette er ikke i overensstemmelse med Højesterets dom. Appelindstævnte har supplerende anført navnlig, at landsrettens dom er udtryk for, at der i den foreliggende sag er tale om forsinket diagnosticering, og at en sådan diagnosticering mest naturligt må betragtes som en fejlbehand-ling. Dommen er ikke udtryk for en ændring af den retstilstand, der er fastslået i UfR 2003.0 H. Kravene til, hvad den skadelidte ved eller burde vide, er efter landsrettens dom fortsat de samme. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om Ankenævnet for Patienterstatningen med rette har afvist Appelindstævntes anmeldelse af
10. maj 2017 på grund af forældelse, jf. § 59, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klageog erstatningsloven). Efter denne bestemmelse skal erstatningskrav efter lovens kapitel 3 være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Bestemmelsen i § 59, stk. 1, er en uændret videreførelse af § 19, stk. 1, i den nu ophævede lov om patientforsikring. Som også anført af landsretten er det ved Højesterets dom af
11. december 2003 (UfR 2003.0) fastslået, at sidstnævnte bestemmelse skal forstås således, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til at denne kunne være forårsaget af behandlingen eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning. Af de grunde, som landsretten har anført, finder Højesteret, at Appelindstævnte ikke før den
12. maj 2014 havde eller burde have haft kendskab til omstændigheder, der kunne give grundlag for krav på erstatning i anledning af / 3 behandlingen på Herlev Hospital og hos Læge Praksis. Der var derfor ikke indtrådt forældelse ved anmeldelsen den
13. maj
14. Højesteret stadfæster herefter dommen. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. Ankenævnet for Patienterstatningen skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 80.000 kr. til Appelindstævnte. Sagsomkostningsbeløbet skal ind-betales til Højesteret, der efter dækning af udgifterne til fri proces afregner med retshjælpsforsikringen. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. / /