← Danmark

ECLI:DK:OLR:2026:BS0000000427 Sag om prøvelse af Skattestyrelsens afgørelser om, hvorvidt Skattestyrelsen kan stille krav om sikkerhedsstillelse som v

Obsah (5)§ 97§ 74§§ 137§ 114§ 32

ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 13. maj 2026 Sag BS-41269/2024-OLR (21. afdeling) Skatteministeriet (advokat Morten Plannthin) mod Bonaventura Sales Co. ApS (advokat Jakob Tingskov Sørensen) Landsdommer

§ 97

, og således burde have været ligebehandlet med Skattestyrelsens tilgodehavende hos sagsøgte. Af sagsøgtes årsrapporter for 2021, 2022, 2023 og 2024 samt oplysninger fra sagsøgtes repræsentant om sagsøgtes økonomiske status pr.

  1. ok ­ tober 2023, fremgår, at værdien af sagsøgtes aktiver i perioden fra
  2. december 2021 til
  3. december 2024 er reduceret med godt kr. 40 mio. fra ca. kr. 59,8 mio. til ca. kr. 19,4 mio. I samme periode er sagsøgtes gæld til Skattestyrelsen forøget som følge af den løbende forretning af chokolade- og sukkervareafgift for årene 2016-2021, mens gæld til leve ­‐ randører af varer og tjenesteydelser er nedbragt fra kr. 11.411.783 til kr. 57.
  4. Der er således sket en afvikling af sagsøgtes aktiver, uden at sagsøgtes passiver tilsvarende er blevet reduceret i takt med denne afvikling. Den nedbringelse af gælden, der faktisk er sket, ses endvidere ikke at være sket under iagttagelse af princippet om ligebehandling af kreditorerne. Det kan således udledes af oplysningerne om sagsøgtes økonomiske forhold, at nogle gældsposter er blevet betalt fuldt ud, mens andre gældsposter ikke er blevet betalt. Gælden til Skattestyrelsen er således ikke nedbragt under sagsøgtes afvikling, men er derimod steget støt som følge af den løbende rentetilskrivning af de indbragte efteropkræv-ninger for 2014 - 2019 og de af sagsøgte efterangivne afgifter for 2020 -
  5. I forhold til sagsøgtes økonomi, bemærkes derudover, at det af sagsøg tes årsrapport for 2022, i note 9 vedrørende nærtstående parter fremgår, at sagsøgte har foretaget varekøb for ca. kr. 12,8 mio. fra koncernselska ber, hvilket synes at stride mod oplysningen om, at sagsøgte allerede fra slutningen af 2021 var under afvikling. I et afviklingsscenarie, hvor der er ”væsentlig usikkerhed” om sagsøgtes evne til at betale alle kredi torer fuldt ud, jf. herom ledelsesberetningen i årsrapporten for 2021, fremstår varekøb for ca. 12,8 mio. fra koncernforbundne selskaber end videre usædvanligt og rejser i sagens natur spørgsmål om, hvorvidt Skattestyrelsens kreditorposition blev svækket som følge heraf. Endvidere betyder det – da sagsøgtes gæld til koncernforbundne sel ­ skaber i 2022 alene blev forøget med ca. kr. 3 mio. – at der er foretaget meget betydelige betalinger fra sagsøgte til koncernforbundne selskaber i denne periode. ­ ­ ­ ­ 21 Oplysningerne om sagsøgtes afviklingsaktiviteter i perioden fra
  6. de cember 2021 og frem tyder således på, at sagsøgtes afvikling ikke er sket under behørig hensyntagen til, at sagsøgte ikke vil kunne betale hele sin gæld, hvis Skattestyrelsens krav består. ­ Opsummerende gøres det således gældende, at der samlet set ikke tale om en afvikling af sagsøgte, som kreditorerne kan have tillid til, herun ­ der som Skattestyrelsen på det foreliggende grundlag kan have tillid til vil indebære, at der vil være tilstrækkelige midler i sagsøgte til at betale de omhandlende afgiftsforhøjelser, hvis der ikke stilles krav om sikker ­ hed. Da det dermed er forbundet med betydelig usikkerhed, at der vil være fuld dækning til samtlige kreditorer, herunder dækning til Skat ­ testyrelsens krav på de forøgede afgifter, hvis der blev ydet henstand uden sikkerhedsstillelse, er der således det fornødne grundlag for i medfør af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, at kræve sikkerhedsstil ­ lelse for henstandsbeløbet. De påklagede afgifter må og skal inddrages i vurdering af sagsøgtes økonomiske forhold Sagsøgte har fremført det synspunkt, at hverken de af Landsskatteret ­ ten stadfæstede krav på afgifter for 2014-2019, som er under dom ­ stolsprøvelse, de af sagsøgte efterangivne krav på afgifter for 2019-2021, eller renter af disse krav, kan begrunde, at henstand betinges af sikker ­ hedsstillelse. Sagsøgte anfører i den forbindelse, at sagsøgtes økonomi ­ ske formåen på den baggrund vil skulle vurderes uden hensyntagen til disse krav (dvs. uden Skattestyrelsens samlede krav mod Sagsøgte på knap kr. 21,8 mio.). Dette synspunkt savner juridisk grundlag. Det bemærkes i den forbindelse, at situationen i SKM2020.420.LSR var den, at Skattestyrelsen i vurderingen af, om klageren skulle bevilges henstand, og om der skulle stilles krav om sikkerhedsstillelse, ikke havde inddraget klagerens økonomiske og skattemæssige forhold, men alene havde begrundet kravet om sikkerhedsstillelse med omstændigheder, der havde begrundet den påklagede afgørelse, hvilket var bag ­ grunden for, at Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse. I denne sag har Skattestyrelsen i de tre afgørelser af
  7. januar 2024 netop inddraget sagsøgtes økonomiske forhold i vurderingen, og har ikke alene begrundet kravet om sikkerhedsstillelse med omstændighe ­ der, der har begrundet den påklagede afgørelse. Skattestyrelsens fulde krav mod skatteyderen, herunder de påklagede krav, vil naturligvis skulle indgå ved Skattestyrelsens vurdering af sagsøgtes økonomi i forbindelse med udøvelse af skønnet over, om der skal ydes henstand, og om der som betingelse for henstand skal stilles sikkerhed. Alene ved inddragelse af disse beløb, vil Skattestyrelsen kunne foretage en retvisende vurdering af, om skatteyderen er solvent, og om henstand med kravet vil medføre øget risiko for, at der ikke vil kunne ske inddrivelse. Det fremgår desuden af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, at der skal foretages en vurdering af, om ” meddelelse af henstand vil in ­‐ debære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes” . Dette forud ­ 22 sætter i sagens natur, at selve det krav, der følger af den afgørelse, der er påklaget eller indbragt for domstolene, inddrages i vurderingen. Derudover fremgår det udtrykkeligt af den ledende domstolsafgørelse på området … SKM2014.198.HR og kan endvidere udledes af SKM2009.611.BR, hvorefter vurderinger foretaget i den materielle skat ­‐ tesag måtte lægges til grund ved afgørelserne om sikkerhedsstillelse, indtil afgørelsen måtte blive ændret ved en klageinstans eller ved dom. I vurderingen af sagsøgtes økonomiske formåen i denne sag, må (og skal) Skattestyrelsen således inddrage Skattestyrelsens fulde krav mod sagsøgte, og dermed både kravene, der udspringer af de afgørelser, som er indbragt for domstolene, de krav som sagsøgte har efterangivet i forlængelse af afgørelserne om afgiftsforhøjelser, samt renter heraf. At sagsøgtes økonomiske situation må bedømmes ud fra, at de omtvi ­ stede krav (og de øvrige krav, der udspringer af denne tvist) består, er ligeledes tilfældet, når der foretages vurdering af ledelsesansvar samt ved vurdering af omstødelse i konkurs. Der henvises i den forbindelse til Højesterets dom af
  8. maj 2007 i UfR 2007, side 2128 H, hvor et selskabs tidligere ledelse blev fundet erstat ­ ningsansvarlige over for SKAT som følge af, at ledelsen i forbindelse med afviklingen af selskabet ikke havde sikret en lige fordeling af sel ­ skabets aktiver blandt dets kreditorer. Af landsrettens præmisser, som blev tiltrådt af Højesteret, fremgår, bl.a.: ” Da selskabets ledelse i oktober 1998 besluttede at indstille aktiviteterne og af ­vikle selskabet, havde man længe været bekendt med Skatteministeriets krav, og selskabet havde tidligere på året selv anlagt en retssag herom. Det var åbenbart, at selskabet var insolvent, hvis kravet viste sig at være berettiget. Landsretten finder ikke, at forhold vedrørende selskabets indsigelser mod kravet eller selskabets afvikling i øvrigt kunne begrunde, at ledelsen i forbindelse med afviklingen helt så bort fra muligheden for, at kravet kunne være berettiget. Landsretten finder herefter, at selskabet ved ikke at sikre en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt kreditorerne på uforsvarlig måde har tilsidesat hensy ­net til Skatteministeriet og derved pådraget sig et erstatningsansvar for denne kreditors tab.” Endvidere henvises til Højesterets dom af
  9. juni 2017 i UfR 2017, side 2838 H, der bl.a. behandler spørgsmålet, om et krav, som er rejst af Skatteforvaltningen, men som bestrides af skatteyderen, har betydning for den konkursretlige insolvensvurdering. Af Højesterets præmisser fremgår bl.a.: ”Det forslag til afgørelse om efteropkrævning af ca. 9,5 mio. kr., som SKAT sendte til selskabet, angik som nævnt manglende momsbetaling for perioden
  10. marts 2007 til
  11. juni
  12. Momskravet var dermed efter momslovgivningen opstået forud for virksomhedspantet. Højesteret tiltræder, at kravet må indgå i bedømmelsen efter

§ 74af, om selskabet var insolvent, da ban ­ken fik virksomhedspantet.

Dette gælder, selv om det først ved Landsskatteret ­ 23 tens kendelse af

  1. december 2013 blev endeligt fastslået, at SKAT havde et be ­rettiget krav. ” Sagsøgtes afvikling vil således i relation til både erstatningsretlige- og konkursretlige regler blive bedømt ud fra en forudsætning om, at de af Skattestyrelsen opgjorte krav bestod på det tidspunkt, hvor kravene var opgjort og sagsøgte bekendt. Sagsøgte har dermed pligt til at tage højde for Skattestyrelsens samlede tilgodehavende i forbindelse med afviklingen. Sagsøgte var dermed – uanset de fremsatte indsigelser – ikke berettiget til i forbindelse med af viklingen af sagsøgte at se bort fra muligheden for, at Skattestyrelsens krav bestod. Det gælder både for så vidt angår de indbragte efteropkrævninger for 2014 - 2019 samt de krav, der fulgte af sagsøgtes egne angivelser for 2020 -
  2. ­ I den forbindelse bemærkes, at selv uden hensyntagen til sagsøgtes gæld til tilknyttede selskaber (jf. nærmere herom nedenfor afsnit 5.4), har sagsøgtes egenkapital været negativ i samtlige årsrapporter, der er aflagt fra og med årsrapporten for
  3. Sagsøgtes afviklingsaktiviteter i løbet af regnskabsåret 2022 indebar således, at sagsøgtes egenkapital – forudsat, at man ser bort fra sagsøgtes gæld til tilknyttede virksomhe ­ der – gik fra at være positiv til at være negativ. Det synes rimeligt at an ­ tage, at det i løbet af 2022 og i hvert fald senest i forbindelse på tids ­ punktet for aflæggelsen af sagsøgtes årsrapport for 2022, må have stået sagsøgtes ledelse klart, at sagsøgte ikke ville kunne betale alle sine kre ­ ditorer fuldt ud, hvis gælden til Skattestyrelsen bestod. Det gøres slutteligt gældende, at Skattestyrelsen ligeledes ikke kan bortse fra de påklagede afgifter ved vurderingen af sagsøgtes økonomi ske formåen, og altså i vurderingen af, om henstand skal betinges af sikkerhedsstillelse, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk.
  4. ­ Virkningen af tilbagetrædelseserklæringerne er tvivlsom Som beskrevet i afsnit 5.4 er der afgivet et antal tilbagetrædelseserklæ ringer angående sagsøgtes gæld til koncernforbundne selskaber. ­ Det gøres gældende, at virkningen af tilbagetrædelseserklæringerne og betydningen for Skatteforvaltningens kreditorposition i sagsøgte er tvivlsom. Dette gælder både den erklæring og de oplysninger, der lå til grund for Skattestyrelsens afgørelser om henstand på vilkår om sikkerhedsstil ­ lelse, dateret den
  5. januar 2024…, og Skatteankestyrelsens afgørelser af
  6. februar 2024…, og de erklæringer, der er afgivet i forbindelse med skriftvekslingen af denne retssag. Om den erklæring og de oplysninger, der lå til grund for Skattestyrel sens og Skatteankestyrelsens afgørelser For så vidt angår den erklæring og de oplysninger, der lå til grund for Skattestyrelsens og Skatteankestyrelsens afgørelser, bemærkes føl ­ gende: ­ 24 Af årsrapporten for 2021 fremgik af ledelsesberetningen, at sagsøgtes havde modtaget en tilbagetrædelseserklæring fra sagsøgte ultimative moderselskab, Jordanes AS, og dette selskabs datterselskaber, og at dette medførte, at ”koncerngæld træder tilbage for eksterne kreditorer pr.
  7. december 2021 ”. Dette fremgik ligeledes af årsrapporten for
  8. Det gøres gældende, at Skattestyrelsen i relation til vurderingen af risi ­ koen for manglende betaling af de påklagede afgifter ved bevilling af henstand, ikke kunne tillægge tilbagetrædelseserklæringen fra Jordanes AS nogen særlig vægt. Dette beror for det første på, at det ikke på grundlag af tilbagetrædelse serklæringen … kunne vurderes, om tilbagetrædelseserklæringen er underskrevet af en person, der er bemyndiget og legitimeret til at for pligte Jordanes AS. Det kunne således ikke udledes, hvem der havde underskrevet erklæringen, og om vedkommende var tegningsberettiget i Jordanes AS. Det var dermed usikkert, om tilbagetrædelseserklærin-gen var gyldigt afgivet på vegne af Jordanes AS. Endvidere beror det for det andet på, at selskabet Bonaventura Sales Danmark A/S, der ifølge dets årsrapport for 2022…, pr.
  9. december 2022 havde en 75% ejerandel i sagsøgte, havde en negativ egenkapital på ca. kr. 15,6 mio. Det fremgår af brev af
  10. december 2023 … fra ad ­‐ vokatfirmaet Horten, at sagsøgte pr.
  11. oktober 2023 havde en gæld til Bonaventura Sales Danmark A/S på ca. kr. 29,4 mio. Henset til den bety delige negative egenkapital i Bonaventura Sales Danmark A/S pr.
  12. december 2022, kunne der rejses tvivl om, hvorvidt Jordanes AS gyldigt kunne beslutte og tilkendegive, at Bonaventura Sales Danmark A/S’ til godehavende hos sagsøgte skulle være efterstillet gæld i sagsøgte. ­ ­ ­ ­ For det tredje beror det på, at det ikke af tilbagetrædelseserklæringen fremgik, hvilke selskaber eller hvilke gældsposter erklæringen omfatter. Det var således uklart, om erklæringen omfattede samtlige de gældspo ­ ster, der i sagsøgtes årsrapporter var opgjort under gæld til ”tilknyttede selskaber” (da tilbagetrædelseserklæringen brugte betegnelsen ”group enterprises”). Der kan på den baggrund være tvivl om, hvorvidt erklæ ­ ringen er bindende for alle de selskaber, der var omfattet af begrebet ”tilknyttede selskaber” i sagsøgte (dvs. de passiver, der i årsrapporten for 2021 var opgjort til ca. kr. 32,5 mio. og i årsrapporten for 2022 var opgjort til ca. kr. 35,5 mio.), samt om erklæringen omfattede samtlige de passiver, der er opgjort i relation til ”tilknyttede selskaber” i sagsøgte. For det fjerde beror det på, at det fremgik af tilbagetrædelseserklærin-gen, at koncerngæld alene veg for anden kendt gæld pr.
  13. december 2021, og altså på et tidspunkt hvor sagsøgtes samlede forfaldne gæld til skat (ifølge skattekontoen) var på kr. 10.579.977 (mod ca. kr. 19,8 mio. pr.
  14. december 2023). Ifølge oplysningerne i sagsøgtes årsrapport for 2022, viger koncerngæld for anden kendt gæld pr.
  15. december 2022, på hvilket tidspunkt sagsøgtes samlede forfaldne gæld til skat (ifølge skattekontoen) var på kr. 10.699.
  16. I 2022 foretog sagsøgte imidlertid efterangivelser af chokoladeafgifter for 2019-2021 på i alt ca. kr. 12,3 mio., som derfor pr.
  17. december 2022 25 var ”kendt gæld” , uanset at disse krav (ifølge skattekontoen) først for ­ faldt til betaling den
  18. juli
  19. Efterangivelserne må derfor anses for omfattet af de gældsposter, som koncerngælden må vige for, såfremt koncerngælden efterstilles kendt gæld pr.
  20. december 2022, - men ikke hvis koncerngælden alene efterstilles kendt gæld pr.
  21. december
  22. Af den tilbagetrædelseserklæring som sagsøgte har fremlagt i forbin ­ delse med deres indsigelse af
  23. december 2023, fremgår som nævnt, at koncerngæld træder tilbage for kendt gæld pr.
  24. december 2021, hvil ­ ket tillige er det som anføres af sagsøgte i klagen, og som gentages af sagsøgte i forbindelse med høringen den
  25. januar
  26. Der er på den baggrund en vis sandsynlighed for, at der er tale om en trykfejl i årsop ­ gørelsen for 2022, når der står, at tilbagetrædelseserklæringen vedrører kendt gæld pr.
  27. december 2022, og dermed en risiko for, at koncern ­ gæld ikke stod tilbage for Skattestyrelsens krav på efterangivelserne af chokoladeafgifter for 2019-
  28. Endelig beror det for det femte på, at det ikke umiddelbart kan udledes af tilbagetrædelseserklæringen, hvordan denne forholder sig til kon cernselskabernes adgang til modregning i sagsøgtes eventuelle tilgode havender hos dem. ­ ­ Opsummerende gøres det således gældende, at den reelle virkning af tilbagetrædelseserklæringen var særdeles tvivlsom, og at der således ikke var grundlag for at tillægge erklæringen den betydning, som Skat teankestyrelsen har tillagt den i sine afgørelser af
  29. februar
  30. ­ Slutteligt gøres det gældende, at uanset om tilbagetrædelseserklærin-gen måtte have den af sagsøgte påståede retsvirkning, så vil der fortsat være en sådan tvivl om sagsøgtes økonomiske formåen, at meddelelse om henstand uden krav om sikkerhedsstillelse ville indebære en forrin ­ gelse af muligheden for at inddrive henstandsbeløbet, jf. nærmere oven ­ for afsnit 5.
  31. Om de erklæringer, der er fremlagt af sagsøgte i forbindelse med denne retssag I forbindelse med skriftvekslingen af denne retssag har sagsøgte, som beskrevet i afsnit 3.4 ovenfor, fremlagt en række tilbagetrædelseserklæringer af
  32. august 2024, og senere – i forbindelse med, at Scandza Danmark ApS har overtaget det samlede koncerntilgodehavende hos sagsøgte – en tilbagetrædelseserklæring af
  33. maj 2025 fra Scandza Dan mark ApS... Om tilbagetrædelseserklæringerne af
  34. august 2024 henvises til Skat teministeriets bemærkninger i replikken... ­ ­ Om tilbagetrædelseserklæringen af
  35. maj 2025 fra Scandza Danmark ApS bemærkes, at den er afgivet af et selskab, der pr.
  36. december 2024 havde en negativ egenkapital på kr. – 130.540.000, jf. årsrapporten for 2024... Uagtet at Scandza Danmark ApS’ ledelse – ifølge en urevideret mellembalance pr.
  37. februar 2026… – mener, at selskabets egenkapital nu er positiv, må der lægges vægt på, at de senest reviderede økonomi ­ 26 ske oplysninger således viser, at Scandza Danmark ApS havde en bety delig negativ egenkapital omkring det tidspunkt, hvor tilbagetrædelse serklæringen blev afgivet. Dette skaber tvivl om værdien af erklærin gen, herunder i forhold til risiko for omstødelse i tilfælde af konkurs. ­ ­ ­ Samtidig bemærkes, at der ikke er afgivet nogen erklæringer eller garantier, der sikrer fuld betaling af Skatteforvaltningens krav, jf. herved note 1 i sagsøgtes årsrapport for 2024…, hvor det anføres: ” Hvis selskabet ikke får medhold i afgiftssagerne, er der baseret på selskabets kapitalstruktur en risiko for, at selskabet ikke kan indfri sine forpligtelser i takt med de forfalder. Der er ikke afgivet nogle støtteerklæringer eller garantier fra selskabets kapitalejere til at dække forpligtelserne.” Om konkurs Sagsøgte har argumenteret for, at selskabet var nødt til at betale sine leverandørforpligtelser for at undgå en konkurs, og at en konkurs ” med al sandsynlighed” ville have afskåret selskabet fra at gennemføre den iværksatte domstolsprøvelse af de afgiftskrav, som selskabet bestrider rigtigheden af, jf. svarskriftet, side 12... Hertil bemærkes for det første, at risikoen for konkurs ikke kan be ­ grunde, at selskabet i en afviklingssituation undlader at sikre en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt kreditorerne. Det ville stride mod formålet med konkursinstituttet, som jo netop er at sikre en ligelig for ­ deling af en insolvent skyldners aktiver blandt alle kreditorerne efter deres indbyrdes prioriteter. For det andet gøres det gældende, at en konkurs ikke ville have nogen (som helst) betydning for, om domstolsprøvelsen af de afgiftskrav, som selskabet bestrider rigtigheden af, kunne gennemføres. Hvis sagsøgte blev taget under konkursbehandling, ville konkursboet fortsat være part i de verserende retssager. En kurator, der ville skulle opfylde habilitetskravene i konkursloven, ville – i givet fald – skulle tage stilling til, om boet skulle udøve partsbeføjelser (og føre sagen selv), eller om boet skulle lægge sagen ud til kreditorerne eller kapitale jerne, jf. (principperne i)

§§ 137og 138.

Det har formodningen imod sig, at en kurator ville opgive at videreføre selskabets retssag om berettigelsen af de afgiftskrav, som selskabet be strider rigtigheden af, uden at tilbyde kreditorerne, herunder Scandza Danmark ApS, der ifølge sagsøgtes årsrapport for 2024… har et tilgode havende på ca. kr. 40,8 mio., eller kapitalejerne at videreføre sagen, jf. (principperne i)

§§ 137og 138.

En kurator vil altid søge at afdække interessentbilledet i det konkursbo, som kurator behandler, og videreføre en verserende retssag, hvis dette er i boets interesse (og boets midler kan dække omkostningerne her ­ ved), eller sikre, at den eller de personer, der har en interesse i at vi ­ dereførelse retssagen, får mulighed for at gøre dette. Gør kurator ikke dette, løber kurator risikoen for at blive afsat, jf.

§ 114, stk.

1, og/eller at blive mødt med erstatningskrav. ­ ­ ­ 27 Det bestrides således, at en konkurs ” med al sandsynlighed” ville have afskåret selskabet fra at gennemføre den iværksatte domstolsprøvelse af de afgiftskrav, som selskabet bestrider rigtigheden af. Ligeledes bestrides såvel rigtigheden og relevansen af Bonaventuras udsagn om, at ” de færreste konkursboer i praksis [vil] have ressourcerne til at videreføre en retssag om omstridte skatter og afgifter” ... Henset til, at samt ­lige aktiver i et kapitalselskab indgår i et kapitalselskabs konkursbo, jf.

§ 32

, vil et kapitalselskabs konkursbo alt andet lige have præcis de samme ressourcer til rådighed, som kapitalselskabet ville have haft, hvis det ikke var gået konkurs. En konkurs har således ikke nogen selvstændig betydning for spørgsmålet, om der er ressourcer til at videreføre en retssag om omstridte skatter og afgifter. Sammenfatning Sammenfattende taler sagsøgtes økonomiske forhold klart for, at Skattestyrelsen kreditorposition (fortsat) vil være i fare, hvis der ikke stilles krav om sikkerhed for betalingen af de omtvistede afgifter. Meddelelse af henstand vil dermed indebære, at muligheden for senere at inddrive de omtvistede afgifter forringes. Skattestyrelsen er dermed berettiget til at stille krav om sikkerhed som betingelse for henstand med sagsøgtes betaling af afgiftsforhøjelserne. Slutteligt bemærkes, at Skattestyrelsens skøn, som udøvet i forbindelse med afgørelserne af

  1. januar 2024, i øvrigt hverken var åbenbart uri meligt eller udøvet på et forkert eller utilstrækkeligt grundlag. Skattestyrelsens afgørelser af
  2. januar 2024 er således korrekte, og sagsøgte har følgelig ikke krav på henstand med betaling af de af sagsøgte påklagede efteropkrævninger af chokolade- og sukkervareaf gifter for årene 2014 til 2019, uden vilkår om sikkerhedsstillelse.” ­ ­ 4.2 Bonaventura Sales Co. ApS Bonaventura Sales Co. ApS har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af
  3. april 2026, hvoraf følgende anbringender fremgår: ” Udgangspunktet efter skatteforvaltningslovens § 51 Bonaventura gør gældende, at udgangspunktet efter skatteforvaltnings lovens § 51 og den forudgående, langvarige administrative praksis er, at der efter anmodning gives henstand med betaling af den del af en skat eller afgift, som en klage eller retssag vedrører. ­ Det skyldes, at henstandsordningen netop har til formål at sikre, at en skatteyder ikke som følge af de af Skattestyrelsen rejste krav forhindres i at få berettigelsen af disse krav efterprøvet ved domstolene. Et formål, som nærværende sag allerede til fulde illustrerer. Her har Bo ­ naventura i henstandsperioden ved at føre klage- og genoptagelsessa ­ ger opnået nedsættelser af de oprindelige samlede afgiftskrav på mere end 22,5 mio. kr. til samlede afgiftskrav på lige over 15,5 mio. kr. 28 Adgangen til at kræve sikkerhed eller afslå henstand er – på grund af formålet med henstandsreglerne – en undtagelse, der udelukkende kan bringes i anvendelse, hvis henstand uden sikkerhedsstillelse vil inde-bære en nærliggende fare for, at kravet senere ikke kan inddrives, eller at inddrivelsesmuligheden forringes... Med hensyn til de omstændigheder, som kan begrunde krav om sikker hedsstillelse, henviser Bonaventura til (bl.a.) Højesterets dom i SKM2014.198.H, som viser, at udgangspunktet er henstand uden sik kerhed, og at fravigelse heraf kræver ganske særlige omstændigheder. Højesterets afgørelse om sikkerhedsstillelse i den omtalte sag var såle des begrundet i helt andre og langt grovere forhold end i denne sag, herunder i en verserende straffesag om grov skattesvig, uregistreret virksomhed og betydelig usikkerhed om skatteyderens økonomiske for hold. Sådanne forhold foreligger ikke tilnærmelsesvis i denne sag. ­ ­ ­ ­ Bonaventura gør videre gældende, at det påhviler Skatteministeriet at godtgøre, at der foreligger en nærliggende fare for manglende betaling, og at Skatteministeriet ikke har løftet denne bevisbyrde. Retspraksis og praksis ved Landsskatteretten viser samstemmende, at det er Skattestyrelsens bevisbyrde, at der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, og at inddrivelsesmulighederne forringes i løbet af henstandsperioden. De omtvistede afgiftskrav kan ikke i sig selv begrunde sikkerhedsstil lelse Bonaventura gør gældende, at det vil stride imod formålet med hen standsreglerne og den hidtidige praksis, hvis henstanden med betalin gen af de afgiftskrav, der bestrides ved domstolene, betinges af, at der stilles sikkerhed for netop disse afgifter. ­ ­ ­ Insolvens (som ikke længere foreligger) eller økonomisk belastning, som alene skyldes det omtvistede skatte- eller afgiftskrav, kan efter Bo naventuras opfattelse ikke i sig selv føre til krav om sikkerhedsstil ­ lelse… Skatteministeriets inddrivelsesmulighed er ikke forringet Bonaventura gør gældende, at vurderingen efter § 51, stk. 4, må bero på en sammenligning mellem inddrivelsesmuligheden i en situation uden henstand og inddrivelsesmuligheden i en situation med henstand. Efter Bonaventuras opfattelse viser sammenligningen, at Bonaventuras mu ­ lighed for senere at betale de afgifter, der er under prøvelse ved Retten i Lyngby, ikke vil blive forringet, men tværtimod vil blive forbedret, mens retssagen herom verserer… Bonaventura gør videre gældende, at Skatteministeriets individuelle økonomiske stilling er blevet forbedret og ikke forringet, sådan som det hævdes af Skatteministeriet. For det første er Bonaventuras evne til at betale Skatteministeriet (og andre eksterne kreditorer) blevet forbed ­ ret... For det andet er Skattestyrelsens krav blevet væsentligt reduceret i den forløbne tid som følge af Landsskatterettens afgørelser, Skattesty ­ ­ 29 relsens egne ændringsafgørelser og de betalinger, der er sket som følge af Gældsstyrelsens udlæg… Tilbagetrædelseserklæringerne skal tillægges vægt Det gøres gældende, at udviklingen i Bonaventuras regnskaber, de lø ­ bende sambeskatningsbidrag, den lovpligtige forrentning af koncern ­ mellemregninger og tilgodehavende omkostningsgodtgørelse fra de vundne skattesager alle peger i samme retning: at Bonaventuras økono ­ miske stilling i relation til de eksterne kreditorer er blevet styrket og ikke svækket i henstandsperioden. Bonaventura gør videre gældende, at den afgivne tilbagetrædelseser klæring indebærer, at den koncerninterne gæld træder tilbage for ek sterne kreditorer, herunder Skattestyrelsen, og at dette skal indgå ved vurderingen af selskabets betalingsevne og Skattestyrelsens aktuelle og senere inddrivelsesmuligheder… ­ ­ Der kan ikke være tvivl om, at tilbagetrædelseserklæringerne har bin ­ dende virkning, allerede fordi de er offentliggjort i årsregnskaberne, og i hvert fald fordi der efterfølgende er afgivet en særskilt erklæring om tilbagetrædelse, der er stilet direkte til Skattestyrelsen og Gældsstyrel ­ sen. Bonaventura bestrider, at der er grundlag for at se bort fra erklærin ­ gerne under henvisning til de efterstillede kreditorers egne økonomiske forhold, herunder en hypotetisk risiko for omstødelse i tilfælde af kon ­ kurs. Dette ikke mindst med den udvikling, der har været i Scandza Danmark ApS' økonomiske forhold... Afviklingen er sket under behørig hensyntagen til kreditorlighed Bonaventura gør gældende, at selskabets afvikling er sket under behø rig hensyntagen til princippet om ligebehandling af kreditorerne. Efter Bonaventuras opfattelse indebærer dette princip ikke, at bestridte af giftskrav straks skal betales eller kontant hensættes fuldt ud, men at der ikke må foretages utilbørlige dispositioner til skade for kreditorfælles skabet… ­ ­ ­ Bonaventura gør i den forbindelse gældende, at de dispositioner, der er foretaget under afviklingen – herunder indfrielse af pantesikret gæld, fortsat drift med henblik på at undgå misligholdelse af rammeaftaler samt betaling af visse driftsrelaterede krav til opretholdelse af værdierne i selskabet – har været sagligt begrundede dispositioner, der sam ­ let set har forbedret kreditorernes, herunder Skattestyrelsens, stilling. Det bestrides, at der er foretaget utilbørlig begunstigelse af enkelte kre ­ ditorer, og at der er gennemført dispositioner, der har forringet Skatte ­ ministeriets stilling. Der er endvidere midler til betaling af Skatteministeriets krav, hvis disse opretholdes af domstolene, jf. således Bonaventuras seneste års rapport for
  4. Bonaventura bestrider i den forbindelse, at de af Skatteministeriet på beråbte højesteretsdomme om kreditorlighed kan overføres på denne ­ ­ 30 sag, og fremhæver i stedet, at den praktiske afvikling uden konkurs har begrænset lønmodtagerkrav, misligholdelseskrav, erstatningskrav og bobehandlingsomkostninger, hvilket alt er til fordel for kreditorerne, herunder Skattestyrelsen. Konkursens praktiske betydning for domstolsprøvelsen Bonaventura bestrider, at

regler, som giver mulighed for, at konkursboet efter den skattepligtige eller en kreditor heri teore tisk vil kunne indtræde i og videreføre skatte- eller afgiftsretssagen, ta ler for en indskrænkende fortolkning af skatteforvaltningslovens §

  1. ­ ­ Formålet med henstandsreglerne er netop at forhindre, at bestridte krav i sig selv fremkalder konkurs og dermed i praksis afskærer eller væ ­ sentligt vanskeliggør prøvelsen af bestridte krav… Den praktiske virkelighed er, at konkursboer ofte ikke har incitament eller midler til at videreføre sager, der alene kan føre til reduktion af simple krav, og at dette medfører, at konkurs er en reel hindring for en effektiv domstolsprøvelse af omtvistede skatte- og afgiftskrav.” Landsrettens begrundelse og resultat Sagen angår, om Skattestyrelsen kan stille krav om sikkerhedsstillelse på samlet 8.575.560 kr. som vilkår for at meddele Bonaventura Sales Co. A/S (nu ApS) henstand med betalingen af en række omtvistede afgiftskrav af en samlet tilsva rende størrelse, hvorom der verserer sag ved domstolene. ­ Skatteankestyrelsen bestemte ved tre afgørelser truffet den
  2. februar 2024, at der ikke skulle stilles krav om sikkerhed. Der er mellem parterne enighed om, at også omstændigheder efter den
  3. februar 2024 kan indgå i landsrettens af ­ gørelse. Efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen efter ansøgning give henstand med betaling af en skat, hvis afgørelsen er indbragt for domstolene eller påklaget. Efter § 51, stk. 4, kan henstand gøres betinget af sikkerhedsstillelse, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes. Af bemærkningerne til § 51 i lovforslaget til skatteforvaltningsloven, L 110, fremsat den
  4. februar 2005, fremgår bl.a., at bestemmelsen er en lovfæstelse af hidtidig praksis, hvorefter der, når der klages over en skatteansættelse, som ud gangspunkt gives henstand med betaling af den del af skatten, som klagen ved rører. Dette gælder dog ikke, hvis der er nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand. Ud over disse bemærkninger indeholder hverken loven eller forarbejderne i øv rigt en nærmere angivelse af de kriterier, der skal indgå i vurderingen af, om ­ ­ ­ 31 der i en given situation bør gives eller nægtes henstand, eller om der alternativt skal stilles krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for henstand. Det er fastslået i retspraksis, jf. herved U.2014.1747H, at det forhold, at der ikke er en aktuel inddrivelsesmulighed hos en fysisk person, ikke i sig selv er til hin der for, at der kan gives afslag på henstand for den pågældende, og at bedøm melsen af, om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, ikke kan begrænses til en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmu lighed og den forventede mulighed ved en eventuel henstandsperiodes udløb. Landsretten finder, at de samme betragtninger også gør sig gældende i forhold til spørgsmålet om henstand med krav om sikkerhedsstillelse over for en juri disk person. ­ ­ ­ ­ Ledelsen i Bonaventura Sales Co. besluttede den
  5. december 2021 at iværk ­ sætte afvikling af driften i selskabet, hvorefter selskabets drift efterfølgende har været under afvikling og i det væsentlige uden anden aktivitet end at føre af ­ giftssagen. Det fremgår af årsrapporten for 2022 bl.a., at selskabet havde en lik ­ vid beholdning på 12.954.457 kr., at selskabet i regnskabsåret havde indfriet simpel gæld til leverandører for mere end 6 mio. kr., og at der var en betydelig samhandel med koncernforbundne selskaber. Det fremgår dernæst af de efter ­ følgende årsrapporter, at selskabets likviditet, som bl.a. hidrørte fra salg af en ejendom i 2022, var blevet udlånt til et koncernforbundet selskab, for hvilket der modtages en årlig renteindtægt. Bonaventura Sales Co.’s egenkapital var ifølge årsrapporterne negativ med 24.529.863 kr. i 2021, 38.360.236 kr. i 2022, 39.781.931 kr. i 2023, 41.866.612 kr. i 2024 og 44.047.355 kr. i 2025, hvor selskabet var blevet omdannet til et anparts ­ selskab. Scandza Danmark ApS har overtaget al koncernforbunden gæld, hvil ­ ket i henhold til årsrapporten for 2025 udgjorde 44.292.992 kr., og har afgivet til ­ bagetrædelseserklæring. Hvis man ser bort fra den tilknyttede gæld, var egen ­ kapitalen i 2025 således positiv med 245.637 kr. Landsretten bemærker, at det ikke som følge heraf kan lægges til grund, at Bonaventura Sales Co. ApS vil være i stand til at betale afgiftskravet, såfremt dette opretholdes, når sagen er afgjort i den pt. berosatte sag ved domstolene, samt at der fortsat ikke er afgivet støtteerklæringer eller garantier fra selskabets kapitalejere til at dække forpligtelsen. Det bemærkes dernæst, at Scandza Dan ­ mark ApS på tidspunktet for afgivelsen af tilbagetrædelseserklæringen den
  6. maj 2025 – efter det oplyste i selskabets mellembalance pr.
  7. februar 2026 – havde en betydelig negativ egenkapital. Landsretten finder efter de forelig ­ gende oplysninger, at der, uanset det i øvrigt anførte i denne ikke-reviderede mellembalance og revisors forklaring herom, ikke kan ses bort fra risikoen for omstødelse af tilbagetrædelseserklæringen i tilfælde af selskabets konkurs. 32 På denne baggrund finder landsretten efter en samlet vurdering, at det er beret ­tiget af Skattestyrelsen at stille krav om sikkerhedsstillelse på samlet 8.575.560 kr. som betingelse for at meddele henstand. Under hensyn til, at der ikke er drift i selskabet, og at dette i henhold til seneste årsregnskab havde aktiver for 21.586.386 kr., findes det dernæst ikke uproportionalt at kræve sikkerhedsstillelsen. Skatteministeriets principale påstande tages herefter til følge. Efter sagens udfald skal Bonaventura Sales Co. ApS i sagsomkostninger betale 54.500 kr. til Skatteministeriet. 50.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, og 4.500 kr. af beløbet er til dækning af afholdt rets ­‐ afgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb. THI KENDES FOR RET: Bonaventura Sales Co. ApS skal vedrørende Skatteankestyrelsens sag nr. 240007058 anerkende, at Skattestyrelsen kan kræve sikkerhedsstillelse for et beløb på 1.078.247 kr. som vilkår for at meddele Bonaventura Sales Co. ApS henstand med betaling af chokolade- og sukkervareafgifter for årene 2014, 2015, 2016 og
  8. Bonaventura Sales Co. ApS skal vedrørende Skatteankestyrelsens sag nr. 240007060 anerkende, at Skattestyrelsen kan kræve sikkerhedsstillelse for et beløb på 504.890 kr. som vilkår for at meddele Bonaventura Sales Co. ApS henstand med betaling af chokolade- og sukkervareafgifter for årene 2016, 2017, 2018 og
  9. Bonaventura Sales Co. ApS skal vedrørende Skatteankestyrelsens sag nr. 240007062 anerkende, at Skattestyrelsen kan kræve sikkerhedsstillelse for et beløb på 6.992.423 kr. som vilkår for at meddele Bonaventura Sales Co. ApS henstand med betaling af chokolade- og sukkervareafgifter for årene 2017, 2018 og
  10. I sagsomkostninger skal Bonaventura Sales Co. ApS inden 14 dage betale 54.500 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 13-05-2026 kl. 10:00 Modtagere: Advokat (H) Jakob Tingskov Sørensen, Sagsøgte Bonaventura Sales Co. ApS, Advokat (H) Morten Plannthin, Sagsøger Skatteministeriet

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.