pkt. Landsretten finder, at der – uanset byrettens meddelelse af 13. decem-ber 2024 til parterne – ikke er grundlag for undtagelsesvis at tillade fort-sat behandling af sagen efter fristens udløb, jf.
pkt., jf. § 372, stk. 2. Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse.” Anbringender Kærende 1 og Kærende 2 har anført navnlig, at opfyldelse af byrettens frist er tilstrækkelig til at lade sagen optage til fortsat behandling. Byretten meddelte to dage efter landsrettens afgørelse, at sagen var modtaget af landsretten, og anmodede parterne om deres bemærkninger til sagens videre forløb. Det er ikke almindeligt, at retten opfordrer parterne til proces-suelle og procesøkonomiske retsskridt i en sag, som retten ikke selv anser som verserende. Når retten af egen drift sender meddelelse til parterne, skaber det en berettiget forventning om, at en hjemvist sag er optaget til behandling. Hvis overholdelse af byrettens frist ikke er tilstrækkelig til at lade sagen optage til fortsat behandling, berettiger byrettens fristbrev og omstændighederne til oprejsningsbevilling, jf.
pkt., jf. § 372, stk. 2. Oprejsningsbevilling bør meddeles, under hensyn til at fristen fastsat af byretten blev overholdt, at der alene forløb to dage mellem denne og fristen i
, at en afvisning har store procesøkonomiske konsekvenser for kærende, 4 og at indkærede ikke har haft en berettiget forventning om, at kærende ikke har haft til hensigt at lade sagen fortsætte behandlingen i byretten. Videre må det i vurderingen indgå, om byrettens fristbrev under de foreliggende omstændig-heder må sidestilles med forkert appelvejledning. Hertil kommer, at landsrettens afgørelse er i strid med artikel 6 i Den Europæ-iske Menneskerettighedskonvention. Overdreven formalisme i national ret kan udgøre en krænkelse af artikel 6, hvorfor det vil udgøre en krænkelse heraf, hvis sagen nægtes optaget til fortsat behandling, eller der ikke meddeles oprejsningsbevilling. Endelig kan Højesterets kendelse af 13. februar 2025 (UfR 2025.1359) ikke finde direkte anvendelse på sagen. I den sag fremsendte byretten meddelelse til parterne om at komme med bemærkninger til sagens videre behandling efter ud-løbet af fristen i
, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag, hvor meddelelsen blev sendt i umiddelbar forlængelse af landsrettens afgørelse og inden udløbet af fristen. Tryg Forsikring som mandatar for Indkærede 1 m.fl. har anført navnlig, at
indebærer, at det er op til parterne at vurdere, om de finder det hensigtsmæssigt at fortsætte den ”tilbageblivende sag” . Det er således ikke givet på forhånd, at en hjemvist sag vil blive fulgt op fra parternes side med en anmodning om genoptagelse. Der er utvivl-somt ikke hjemmel i
til, at underinstansen på eget initiativ kan beslutte, at en hjemvist sag skal genoptages. Kærende kan ikke på baggrund af byrettens meddelelse af 13. december 2024 have haft en berettiget forventning om, at sagen var genoptaget på byrettens initiativ. Kærende havde heller ikke en faktisk forventning herom, da kærende – efter at indkærede havde anmodet om sagens afvisning – anmodede om en genoptagelse efter
Byrettens meddelelse var desuden afgivet af en kontormedarbejder, hvilket forekommer meget usædvanligt, hvis der havde været tale om en retlig afgørelse. Da anmodning om genoptagelse ikke blev fremsat inden udløbet af fristen i
R 2025.1359 H. Med hensyn til spørgsmålet om oprejsningsbevilling er det ikke muligt at forene Højesterets kendelse af
Højesterets begrundelse og resultat Ved Retten i Holstebros dom af
pkt., og at sagen derfor ikke kan genoptages. Kærende 1 6 Kærende 1og Kærende 2 har anført, at anmodningen om genopta-gelse var rettidig, og anmodet om oprejsningsbevilling, hvis det ikke var tilfæl-det. Det fremgår af
pkt., at enhver af parterne ved hjemvisning af sagen inden 4 uger efter dommens afsigelse kan indgive skriftlig anmodning om fornyet behandling af sagen til den ret, til hvilken sagen er hjem-vist. Det følger af 2. pkt., at retten i tilfælde af fristoverskridelse undtagelsesvis kan tillade genoptagelse. Højesteret finder, at fristen i
pkt., er absolut, og at rettens meddelelse af
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.