Sag om erstatning hjemvist til fortsat behandling ved byretten

Sag hjemvist til fortsat behandling ved byretten Der skulle ikke ske afvisning af hjemvist sag, selv om der ikke var anmodet om genoptagelse af sagen inden fristens udløb Sag BS-53729/2025-HJR Kendelse afsagt den

1. marts 2026 Kærende 1 og Kærende 2 mod Tryg Forsikring A/S som mandatar for Indkærede 1, Indkærede 2, Indkærede 3, Indkærede 4, Indkærede 5, Indkærede 6, Indkærede 7, Indkærede 8, Indkærede 9, og Indkærede 10 Under forberedelsen af en sag, hvor Kærende 1 og Kærende 2 havde krævet erstatning af et revisionsfirma Indkærede 1 og interessenterne i firmaet blev spørgsmålet om, hvorvidt kravet var forældet udskilt til særskilt afgørelse. Ved Retten i Holstebros dom af
2. februar 2024 blev Indkærede 1 og interessenterne i firmaet frifundet for Kærende 1 og Kærende 2’ krav. Vestre Landsret ændrede ved kendelse af
3. december 2024 dommen og hjemviste sagen til byretten til fortsat behandling. Byretten meddelte den
4. december 2024, at retten havde modtaget sagen retur fra landsretten og fastsatte en frist til den
5. januar 2025 for parterne til at komme med bemærkninger til sagens videre forløb. Den
6. januar 2025 sendte Kærende 1 og Kærende 2 en meddelelse til byretten og anmodede om en frist på 4 uger til indlevering af et processkrift med henblik på tilskæring af sagen efter landsrettens afgørelse. Fristen for at anmode om genoptagelse af sagen efter retsplejelovens § 388 udløb imidlertid den
7. januar
8. Højesteret fastslog, at fristen i retsplejelovens § 388 er absolut, og at rettens meddelelse af
9. december 2024 ikke kunne ændre på, hvornår fristen udløb. Højesteret udtalte imidlertid, at rettens meddelelse af
10. december 2024 var egnet til at skabe en forventning om, at en anmodning om genoptagelse af sagen den
11. januar 2025 ville være rettidig, og at det måtte lægges til grund, at dette var årsagen til, at Kærende 1 og Kærende 2 først den
12. januar 2025 anmodede retten om at fastsætte en frist for at afgive et processkrift med henblik på tilskæring af sagen efter landsrettens afgørelse. På den baggrund, og da Kærende 1 og Kærende 2 med det samme, da de blev opmærksomme på, at fristen i § 388,
13. pkt., ikke var overholdt, anmodede om, at der blev set bort fra overskridelsen af fristen, bestemte Højesteret, at der undtagelsesvis var grund til at tillade genoptagelse trods fristoverskridelsen, jf. § 388,
14. pkt. Sagen blev derfor hjemvist til fortsat behandling ved byretten. Landsretten var nået til et andet resultat.