HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 18. juni 2026 Sag BS-60017/2024-HJR (1. afdeling) Dansk Erhverv Arbejdsgiver som mandatar for Flair Group A/S (tidligere Adecco A/S) (advokat Peter Steentoft) mod HK

§ 9, stk.

1, nr.

1. 4 Hvis Appellant 1, Appellant 2 og Appelindstævnte, tidligere Appellant 3 ikke har krav på godtgørelse efter vikarloven, kan de gøre krav på godtgørelse for overtrædelse af reglerne i lov om tidsbegrænset ansættelse i medfør af § 8 i denne lov. Dansk Erhverv Arbejdsgiver har anført navnlig, at Appelindstævnte, tidligere Appellant 3, Appellant 1 og Appellant 2 var omfattet af vikarlo-ven under deres udsendelser til henholdsvis Siemens og Boeing, da udsendel-serne var midlertidige i lovens forstand. Hverken vikarloven eller vikardirektivet indeholder begrænsninger af længden på et vikariat, ud over at det skal være ”midlertidigt” . EU-Domstolen har fastslået, at en vikarudsendelse ikke er midlertidig, hvis den er udtryk for misbrug af vikarinstituttet, hvilket beror på en samlet konkret vurdering, herunder om der er en objektiv forklaring på, hvorfor brugervirksomheden tyer til successive forlængelser. Begrebet midlertidig skal ifølge Arbejdsrettens dom af
2. august 2025 i sag 2023-171 (SGL-sagen) forstås bredt. De omhandlede vikarers udsendelser opfylder kravet om at være midlertidige. Alle forlængelserne af Appelindstævntes, tidligere Appellant 3 udsendelse til Boeing var sagligt begrundet i Boeings driftsmæssige behov. Alle forlængelserne af Appellant 1's og Appellant 2's udsendelser til Siemens var sagligt begrundet i Siemens’ behov for fleksibilitet grundet usikkerheden om, hvornår outsourcing af IT-afdelingen kunne gennemføres. Det er ubestridt, at alle tre vikarer var omfattet af HK-Funktionæroverenskomsten. Hvis Højesteret når frem til, at ansættelserne var omfattet af vikarloven, henhører det derfor under Arbejdsrettens enekompetence at træffe afgørelse om kravene på løn under sygdom og godtgørelse, jf. vikarlovens § 3, stk. 7,

§ 9, stk.

1, nr.

1. Under alle omstændigheder har Appellant 1, Appellant 2 og Appelindstævnte, tidligere Appellant 3 ikke krav på løn under sygdom efter vikarlo-ven, da det ikke er godtgjort, at de er blevet forskelsbehandlet i forhold til de re-levante vilkår hos brugervirksomhederne. Kravet om saglig begrundelse ved successive udsendelser i vikarlovens § 3, stk. 4, finder ikke anvendelse i sagen, eftersom vikarerne var omfattet af HK-Funktionæroverenskomsten, jf. lovens § 3, stk.
2. 5 Vikarerne var på intet tidspunkt omfattet af funktionærloven, hvilket skyldes, at de ikke indtog en tjenestestilling, da de ikke var underlagt Flair Groups instruktionsbeføjelse. Vikarbureauvikarer omfattet af vikarloven er som klart udgangspunkt ikke omfattet af funktionærloven, og funktionærstatus kommer kun på tale i omgåelsestilfælde. Der er ikke i disse sager tale om omgåelsestil-fælde, og vikarerne har derfor ikke krav på løn i en opsigelsesperiode eller løn under sygdom efter funktionærlovens regler. Hvis Højesteret finder, at Appelindstævnte, tidligere Appellant 3 er omfattet af funktio-nærloven, skal hans opsigelsesvarsel regnes fra den
3. april 2020, hvor Flair Group sendte ham en mail om, at hans ”contract termination period” ville ud-løbe den
4. juli
5. Højesterets begrundelse og resultat Sagernes baggrund og problemstillinger Appelindstævnte, tidligere Appellant 3, Appellant 1 og Appellant 2 blev ved tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ansat hos vikarbureauet Adecco A/S (nu Flair Group A/S). Appelindstævnte, tidligere Appellant 3 blev udsendt den
6. december 2016 til at arbejde som Stilling hos The Boeing Company. Den tidsbegrænsede an-sættelse og udsendelsen til Boeing blev forlænget fire gange og varede uden af-brydelser til den
7. juli 2020, hvor ansættelsesforholdet ophørte. Appellant 1 og Appellant 2 blev udsendt den
8. septem-ber 2017 til at arbejde som it-supportere hos Siemens Wind Power A/S (nu Sie-mens Gamesa Renewable Energy A/S). Begge tidsbegrænsede ansættelser og udsendelser til Siemens blev forlænget i alt syv gange og varede uden afbrydel-ser til den
9. september 2019, hvor ansættelsesforholdene ophørte. De tre ansættelser var omfattet af HK-Funktionæroverenskomsten (Funktionæroverenskomst for Handel, Viden og Service mellem Dansk Erhverv Arbejdsgi-ver og HK/Privat og HK Handel), som Flair Group har tiltrådt. Sagen angår, om Appelindstævnte, tidligere Appellant 3, Appellant 1 og Appellant 2 havde ret til løn under sygdom og løn i opsigelsesperiode samt ret til godtgørelse efter vikarloven eller lov om tidsbegrænset ansættelse. Sagen rejser to hovedspørgsmål, som har betydning for Højesterets stillingtagen til de fremsatte krav. For det første er spørgsmålet navnlig, om vikarer, der er omfattet af vikarloven, samtidig kan være funktionærer omfattet af funktionær- 6 loven. For det andet er spørgsmålet, hvornår udsendelse af en lønmodtager må anses for midlertidig og dermed omfattet af vikarloven. Samspillet mellem vikarloven og funktionærloven Efter vikarlovens § 2, nr. 2, er en vikar defineret som en lønmodtager, der har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et dansk eller uden-landsk vikarbureau og af vikarbureauet udsendes til brugervirksomheder i Danmark for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og le-delse. Et vikarbureau er i § 2, nr. 1, defineret som en fysisk eller juridisk person, der indgår en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vikarer med henblik på at udsende dem til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsop-gaver under disses tilsyn og ledelse. Det fremgår af forarbejderne til vikarloven, at det med hensyn til funktionærloven er fastslået i retspraksis, at vikarer ikke er funktionærer, da de som anført i Højesterets dom af
10. september 1997 (UfR 1997.1495) ikke er i en tjenestestilling, selv om de udfører funktionærarbejde i brugervirksomheden. I denne højesteretsdom er det lagt til grund, at en vikar, som ikke var forpligtet til at påtage sig tilbudt arbejde, som uden varsel kunne bringe sit arbejdsfor-hold til ophør, og som var berettiget til at tage ansættelse hos brugervirksomhe-den, hverken i forhold til vikarbureauet eller brugervirksomheden kunne anses for at indtage en tjenestestilling, således som dette begreb må forstås efter funktionærloven. I dommen har Højesteret ikke taget stilling til, om vikarer med andre ansættelsesvilkår heller ikke er funktionærer, således som det er forudsat i forarbejderne til vikarloven. Funktionærloven blev ikke ændret i forbindelse med vedtagelsen af vikarloven. Om en vikar, der er omfattet af vikarloven, ikke samtidig kan være funktionær i henhold til funktionærloven som forudsat i forarbejderne til vikarloven, beror på fortolkning af funktionærlovens § 1, stk.
11. Efter denne bestemmelse er det bl.a. en betingelse for lovens anvendelse, at den pågældende ”indtager en tjenestestilling, således at han er undergivet arbejdsgiverens instruktioner” . Det er som nævnt kendetegnende for en vikar, der er omfattet af vikarloven, at den pågældende er ansat i et vikarbureau med henblik på at blive udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes til-syn og ledelse. Det er desuden kendetegnende for vikarer, at de har ret til at af-slå et tilbudt vikararbejde og således kun er forpligtet til at udføre arbejde i det enkelte vikariat, som de har påtaget sig. I en eventuel opsigelsesperiode kan de dog være forpligtet til at påtage sig et andet vikariat med henblik på at be-grænse vikarbureauets tab. 7 Højesteret finder i overensstemmelse med det, som er forudsat i forarbejderne til vikarloven, at de nævnte kendetegn for vikarer, der er omfattet af vikarloven, indebærer, at disse vikarer ikke samtidig kan anses for funktionærer efter funktionærloven. I forhold til vikarbureauet indtager disse vikarer ikke en tjenestestilling. Delegationen af instruktionsbeføjelsen til brugervirksomheden er i denne situation saglig og medfører ikke, at lønmodtageren står uden retsbeskyttelse, jf. vikarlo-vens ligebehandlingsprincip. Vikarerne er heller ikke funktionærer i brugervirksomheden og af denne grund omfattet af funktionærloven. Vikarerne er som nævnt ansat i vikarbureauet, hvilket indebærer, at det er vikarbureauet, som over for vikarerne hæfter for ydelserne i henhold til de ansættelsesretlige regler (løn, feriebetaling og løn un-der sygdom mv.). Vikarerne indtager derfor ikke i forhold til brugervirksomhe-den en tjenestestilling som nævnt i funktionærlovens § 1, stk.
12. En udsendt lønmodtager, der udfører funktionærarbejde hos brugervirksomhe-den, er ikke omfattet af vikarloven, hvis udsendelsen ikke kan anses for midler-tidig. Højesteret finder, at lønmodtageren i denne situation må anses for at være i en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet og dermed omfattet af funktio-nærloven, jf. lovens § 1, stk.
13. Dette gælder, selv om den pågældende under udsendelsen efter aftale med vikarbureauet er undergivet brugervirksomhe-dens tilsyn og ledelse, idet delegationen af instruktionsbeføjelsen i denne situa-tion ellers vil føre til, at lønmodtageren hverken er beskyttet efter vikarloven el-ler funktionærloven. Vikarlovens krav om ”midlertidigt” Efter vikarlovens § 1, stk. 1, finder loven anvendelse på vikarer, som har ind-gået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et dansk eller et uden-landsk vikarbureau og af vikarbureauet udsendes til brugervirksomheder i Danmark for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og le-delse. Efter lovens § 3, stk. 4, må et vikarbureau ikke anvende successive udsen-delser af en vikar uden saglig begrundelse herfor. Hverken loven eller direktiv 2008/104/EF af
14. november 2008 om vikararbejde (vikardirektivet) indeholder en definition af udtrykket ”midlertidigt” . Formuleringen af vikarlovens § 1, stk. 1, og vikardirektivets artikel 1, stk. 1, (”for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver…”) taler imidlertid for, at der bl.a. må lægges vægt på, om det i forbindelse med en vikarudsendelse, herunder en eventuel forlængelse af udsendelsen, har været tilsigtet, at udsendelsen skulle være mid-lertidig. 8 Vikardirektivet har efter artikel 2 til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling gælder for vikaransatte, og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere. Der skal samtidig tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde. Dette formål tilsiger, at udtrykket ”midlertidigt” skal forstås bredt, jf. herved også Arbejdsrettens dom af
15. august 2025 i sag nr. 2023-171 (SGL). Det følger af praksis fra EU-Domstolen, at direktivet ikke indeholder krav om national lovgivning, der fastsætter faste grænser for antallet og varigheden af successive udsendelser, men at direktivet skal få medlemsstaterne til at sikre, at vikararbejde hos samme brugervirksomhed ikke ender med at blive en perma-nent situation, jf. EU-Domstolens dom af
16. oktober 2020 i sag C-681/18 (KG), navnlig præmis 42 og
17. Det følger endvidere af EU-Domstolens praksis, at misbrug af vikarordningen foreligger i de tilfælde, hvor successiv udsendelse af en vikar til samme brugervirksomhed fører til en tjenesteperiode hos denne virksomhed, der er længere, end hvad der med rimelighed kan anses for ”midlertidigt” under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, og såfremt der ikke er givet nogen objektiv forklaring på, hvorfor den berørte brugervirksom-hed tyer til flere på hinanden følgende kontrakter om vikararbejde, jf. EU-Dom-stolens dom af
18. marts 2022 i sag C-232/20 (Daimler), navnlig præmis
19. Højesteret finder på den anførte baggrund, at varigheden af en udsendelse eller antallet af forlængelser ikke i sig selv bringer ansættelsesforholdet uden for vikarlovens anvendelsesområde. Den samlede varighed af en vikarudsendelse må dog ikke være længere, end hvad der med rimelighed kan anses som mid-lertidigt under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, og varigheden skal objektivt kunne forklares med forhold, der understøtter, at brugervirksom-heden har et sagligt behov for at tidsbegrænse udsendelserne. Sagen vedrørende Appelindstævnte, tidligere Appellant 3 (BS-60017/2024) Appelindstævnte, tidligere Appellant 3 blev som nævnt udsendt til at udføre arbejde som Stilling hos Boeing. Udsendelsen skete for en periode på 1 år fra den
20. december 2016, men blev forlænget fire gange og varede uden afbrydel-ser til den
21. juli
22. Som anført af landsretten er vikarbureauets oplysning om, at Boeing forventede at lukke det servicecenter i By, som Appelindstævnte, tidligere Appellant 3 var udsendt til, ikke understøttet af sagens skriftlige materiale eller søgt belyst gen-nem vidneforklaringer. Der er ikke fremlagt nye beviser for Højesteret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at det i forbindelse med den oprindelige udsen- 9 delse og forlængelserne har været tilsigtet, at udsendelserne skulle være midlertidige. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at vikarloven ikke finder anvendelse på hans udsendelser. Han er efter det ovenfor anførte om samspillet mellem vikarloven og funktionærloven omfattet af funktionærloven og er derfor beretti-get til løn under sygdom under hele sin ansættelse, jf. funktionærlovens § 5, stk.
23. Højesteret tiltræder endvidere, at de tidsbegrænsede ansættelser af Appelindstævnte, tidligere Appellant 3 er i strid med funktionærlovens § 1, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, i lov om tidsbegrænset ansættelse. Da ansættelsen af ham derfor må anses for tids-ubegrænset, har han desuden krav på løn i en opsigelsesperiode på 4 måneder, der regnes fra stillingsophøret den
24. juli
25. Højesteret bemærker herved, at mailkorrespondancen fra april 2020 ikke har en sådan klarhed, at den kan anses som en opsigelse af ansættelsesforholdet i forhold til Flair Group. Appelindstævnte, tidligere Appellant 3 er herefter berettiget til godtgørelse efter § 8, stk. 1, i lov om tidsbegrænset ansættelse. Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at godtgørelsen er fastsat til 25.000 kr. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom i sag 60017/
26. Sagen vedrørende Appellant 1 og Appellant 2 (BS-60105/2024) Appellant 1 og Appellant 2 blev som nævnt udsendt til at udføre arbejde som itsupportere hos Siemens. Udsendelserne skete for en peri-ode på tre måneder fra den
27. september 2017, men blev forlænget syv gange og varede uden afbrydelser til den
28. september
29. Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der er givet en objektiv forklaring på forlængelserne, der efter det oplyste skyldes, at den itsupportfunktion i Siemens, som Appellant 1 og Appellant 2 var udsendt til, skulle nedlægges. Det må i den forbindelse lægges til grund, at det ved udsendelserne og forlængelserne har været tilsigtet, at udsen-delserne skulle være midlertidige, og at dette var sagligt begrundet, jf. herved vikarlovens § 3, stk.
30. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at vikarudsendelserne af Appellant 1 og Appellant 2 var midlertidige, og at vikarloven derfor fin-der anvendelse. 10 Efter det ovenfor anførte om samspillet mellem vikarloven og funktionærloven finder funktionærloven ikke anvendelse på Appellant 1 og Appellant
31. Herefter tiltræder Højesteret, at de ikke har krav på løn i en opsigelsesperiode eller løn under sygdom efter funktionærlovens regler. De har heller ikke har krav på godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse, jf. lovens §
32. Spørgsmålet er herefter, om ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 3, stk. 1, er krænket, således at Appellant 1 og Appellant 2 har krav på løn under sygdom og godtgørelse efter vikarlovens § 8, stk. 3, for krænkelse af ligebehandlingsprincippet. I denne henseende må der først tages stilling til, om det falder inden for de almindelige domstoles kompetence at foretage denne vurdering. Efter vikarlovens § 3, stk. 1, skal vikarbureauet sikre, at vikaren under dennes udsendelse til en brugervirksomhed har visse arbejds- og ansættelsesvilkår mindst svarende til, hvad der ville have været gældende i medfør af bl.a. lov-givning eller kollektiv overenskomst, hvis vikaren havde været ansat direkte af brugervirksomheden til at udføre samme arbejdsopgave. Det fremgår af vikarlovens § 3, stk. 5, at ligebehandlingsprincippet i § 3, stk. 1, ikke finder anvendelse, hvis vikarbureauet omfattes af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område, hvorved den generelle beskyttelse af vikarer respekteres. Som anført i Arbejdsrettens dom af
33. november 2025 i sag nr. 2025-150 (Randstad) kan en fravigelse af ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 3, stk. 1, kun ske, hvis der – ud over, at den pågældende kollektive overenskomst er ind-gået af de mest repræsentative parter og gælder på hele det danske område – tildeles kompenserende fordele efter de principper, som fremgår af EU-Dom-stolens dom af
34. december 2022 i sag C-311/21 (TimePartner). Flair Group har tiltrådt en kollektiv overenskomst (HK-Funktionæroverenskomsten), og parterne er enige om, at den er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder på hele det danske område. Som anført i Højesterets dom af
35. december 2019 (UfR 2020.845) følger det af vikarlovens § 3, stk. 7,

§ 9, stk.

1, nr. 9, at det hører under Arbejdsrettens enekompetence at tage stilling til, om HK-Funktionæroverenskomsten lever op til den direktivmæssige beskyttelse af vikarer. Det følger endvidere af vikarlovens § 3, stk. 6,

§ 9, stk.

5, at Arbejdsretten 11 kan tage stilling til overholdelse af ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 3, stk. 1, hvis vikaren er medlem af en faglig organisation. Arbejdsretten kan i den forbindelse træffe afgørelse om efterbetaling og godtgørelse, jf. arbejdsretslo-vens § 12, stk.

1. Højesteret finder herefter, at Appellant 1's og Appellant 2's krav om betaling af løn under sygdom og godtgørelse efter vikarlovens § 8, stk. 3, for krænkelse af ligebehandlingsprincippet i § 3, stk. 1, skal afvises fra de al-mindelige domstole, idet Arbejdsretten i givet fald skal tage stilling hertil. Arbejdsretten skal ikke tage stilling til spørgsmålet om godtgørelse efter vikarlovens § 8, stk. 3, for krænkelse af lovens § 3, stk. 4, da Højesteret – som led i prøvelsen af, om udsendelserne til Siemens har været midlertidige – har fast-slået, at § 3, stk. 4, ikke er krænket. Det bemærkes, at Højesteret ikke har taget stilling til, om det efter vikardirektivets artikel 5, stk. 3, er muligt ved kollektiv overenskomst, som nævnt i vikarlovens § 3, stk. 5, at fravige lovens § 3, stk. 4, der har til formål at implementere vikardirektivets artikel 5, stk.
2. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom i sag 60105/2024 med den præcisering, at også kravet om løn under sygdom som følge af krænkelse af ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 3, stk. 1, afvises fra de almindelige dom-stole. Samlet konklusion Højesteret stadfæster landsrettens dom. Efter sagernes udfald og karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostnin-ger for Højesteret til nogen anden part. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part. Publiceret til portalen d. 18-06-2026 kl. 12:00 Modtagere: Appellant Dansk Erhverv s.m.f. Flair Group ApS (tidligere Adecco A/S), Mandatar DANSK ERHVERV, Biintervenient Dansk Arbejdsgiverforening, Biintervenient Dansk Industri, Mandatar HK Danmark, Advokat (H) Jeppe Wahl-Brink, Advokat (H) Lisbeth Walthersdorf Katafai, Biintervenient Fagbevægelsens Hovedorganisation, Advokat (H) Peter Steentoft, Indstævnte HK Danmark s.m.f. Appelindstævnte, tidligere Appellant 3, Advokat (H) Jacob Goldschmidt