HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 26. juni 2026 Sag BS-62061/2025-HJR (2. afdeling) Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 (advokat Claus Bonnez, beskikket for begge) m

§ 51a (Folketingstidende 2021-22, lovforslag nr.

L 76, tillæg A), fremgår af lovforslagets side 7-8 og 10-13 bl.a.: ”2.2.2. Justitsministeriets overvejelser Indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser og er blevet idømt den strengeste straf herfor. Justitsministeriet finder, at sådanne indsat-tes mulighed for at komme på udgang bør begrænses. Det skyldes, at det efter Justitsministeriets opfattelse kan krænke ofre og pårørende at se gerningsmanden i samfundet inden for en kortere årrække efter, at forbrydelserne er begået. Derudover strider det gene-relt mod retsfølelsen, hvis livstids- og forvaringsdømte kort tid efter forbrydelsen bevæger sig rundt i det offentlige rum. … Justitsministeriet finder på baggrund af ovenstående, at der bør sættes en fast tidsmæssig grænse for, hvornår livstidsdømte og forvarings-dømte, der er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, får mulighed for at opnå tilladelse til udgang. Ministeriet finder, at en tidsgrænse på 10 år udgør en rigtig balancering mellem på den ene side hensynet til retsfølelsen og på den anden side den indsattes muligheder for resocialisering og senere udslusning. Uanset den foreslåede tidsmæssige grænse på 10 år finder Justitsministeriet, at der skal være mulighed for at tillade udgang, hvis dette sker til bestemte særlige formål eller med henblik på at vurdere den forvaringsdømtes farlighed. Derudover bør der i helt ekstraordinære situationer være mulighed for at meddele den pågældende tilladelse til ud-gang, eksempelvis hvis der er særlige hensyn at tage til den indsattes børn. 2.2.3. Den foreslåede ordning Det foreslås, at en indsat, der er idømt fængselsstraf på livstid eller forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, ikke kan opnå tilladelse til udgang, før der er udstået 10 år af den idømte 7 straf af fængsel på livstid, eller indtil vedkommende har været anbragt i forvaring i 10 år, medmindre det sker til bestemte sær-lige formål eller med henblik på at vurdere den forvaringsdømtes far-lighed. 11 Den foreslåede bestemmelse indebærer, at livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes muligheder for at opnå ret til udgang begrænses tidsmæssigt. Bestemmelsen indebærer ikke, at de gældende regler, herunder praksis for livstids- og forvaringsdømtes muligheder for at opnå ret til udgang, i øvrigt ændres. Når de 10 år er forløbet, vil der således som i dag skulle foretages en konkret vurdering af, om udgang kan tillades. Den ind-satte har således ikke automatisk ret til udgang efter udløbet af de 10 år. Uanset ovenstående og den tidsmæssige grænse på 10 år kan der meddeles tilladelse til udgang, hvis det sker til bestemte særlige formål eller med henblik på at vurdere den forvaringsdømtes farlighed. Det forudsættes med bestemmelsen, at indsatte kan opnå tilladelse fra kriminalforsorgsområdet til udgang efter udgangsbekendtgørelsen § 31, stk. 1. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formålet med udgangen er at besøge en nærtstående, som er alvorligt syg, at være til stede ved en nærtståen-des begravelse eller at møde i retten eller for en anden offentlig myn-dighed i tilfælde, hvor vedkommende myndighed finder det påkrævet. Omvendt forudsættes det, at der ikke meddeles tilladelse til udgang ef-ter bestemmelsen til de formål, som er nævnt i udgangsbekendtgørel-sens § 31, stk. 2. Det omfatter f.eks. udgang til at besøge nærtstående personer ved vigtige familiebegivenheder. … Det forudsættes desuden, at der kan meddeles tilladelse til udgang før de 10 år i helt ekstraordinære situationer. Det kan være tilfældet, hvis der er særlige hensyn at tage til den indsattes børn. Det kan eksempel-vis være tilfældet, hvis der foreligger dokumentation for, at det i særlig grad vil være skadeligt for den indsattes mindreårige barn at komme på besøg i fængslet, eller hvis der foreligger dokumentation for, at et så-dant barn har alvorligere problemer, som helt eller delvist vurderes at kunne afhjælpes ved, at den indsatte får udgang, eksempelvis alvorli-gere psykiatriske diagnoser. Et særligt hensyn kan også foreligge, hvis den indsattes barn lider af en livstruende uhelbredelig sygdom, uden at sygdommen er så fremskreden, at formålet med udgangen er omfattet af udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, nr. 1. … 2.3.2. Justitsministeriets overvejelser Indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser, og Justitsministeriet finder, at der af hensyn til retsfølelsen hos ofre og pårørende samt hensynet til de personer, som den dømte i fremtiden måtte indgå i en rela- 12 tion med, bør ske en begrænsning i sådanne indsattes muligheder for at modtage besøg, brevveksle og telefonere. … Set i lyset af karakteren og alvorligheden af de forbrydelser, som de indsatte i sådanne situationer er dømt for, er der et særlig hensyn at tage til retsfølelsen hos ofre og pårørende, herunder et hensyn at tage til, at det ikke over for disse skal fremstå sådan, at livstidsdømte og visse forvaringsdømte kan leve et tilnærmelsesvist normalt liv med kontakt til omverdenen mv. Varetagelsen af et sådant hensyn indebæ-rer efter Justitsministeriets opfattelse bl.a., at sådanne dømte i et tids-rum under afsoningen ikke bør kunne indgå nye relationer. Hvad angår nye relationer, er der set eksempler på, at livstidsdømte indgår i tætte relationer med unge mennesker, som ikke på tidspunktet for indgåelse af relationen kan overskue de konsekvenser for eget liv, som det har at indgå i en tæt relation med en person, som har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser. Der er således et beskyttelses-hensyn at varetage over for sådanne personer. Det er Justitsministeriets opfattelse, at den indsatte fortsat bør kunne have kontakt med nærtstående og andre personer, som den pågæl-dende har været i kontakt med, før vedkommende blev varetægts-fængslet. Da den indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen primært reguleres af reglerne om ret til besøg, brevveksling og telefonering, finder Justitsministeriet, at disse adgange bør begrænses for at varetage de ovennævnte hensyn. En begrænsning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes ret til brevveksling, besøg og telefoni, skal balanceres over for hensynet til den indsattes mulighed for resocialisering og senere udslusning i sam-fundet samt den indsattes ret til at have et familieliv og til at etablere og udvikle relationer til andre mennesker og omverdenen. Uanset at den indsatte er idømt fængsel på livstid eller forvaring, løslades denne efter praksis ofte efter nogen tid. Justitsministeriet finder derfor, at reglerne om begrænsning af besøg, brevveksling og telefoni alene bør gælde, indtil der er udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil vedkommende har været i anbragt i forvaring i 10 år. Ministeriet finder, at en tidsgrænse på 10 år udgør den rigtige balancering mellem på den ene side hensynet til retsfølelsen og hensynet til at beskytte an-dres rettigheder og friheder og på den anden side den indsattes mulig-heder for resocialisering og senere udslusning. 13 Justitsministeriet finder desuden, at der af hensyn til varetagelsen af de nævnte hensyn til resocialisering og senere udslusning bør indføres en mulighed for, at kriminalforsorgen konkret kan give tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni med andre end nærtstående og personer, som den indsatte tidligere har haft kontakt med. Det kan være relevant, hvis den pågældende indsatte ikke har familie eller andre kontakter. Justitsministeriet finder desuden, at reglerne om begrænsning af så-danne indsattes ret til besøg, brevveksling og telefoni bør udformes som en tilladelsesordning, således at det i alle tilfælde vil være et krav for sådanne indsatte at indhente tilladelse fra kriminalforsorgen til at modtage besøg, brevveksle og telefonere. 2.3.3. Den foreslåede ordning Det foreslås, at en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, skal have tilladelse, før den indsatte kan modtage besøg, brevveksle eller telefonere. Det foreslås, at det enkelte kriminalforsorgsområde er kompetent til at meddele tilladelse efter bestemmelsen, og at afgørelsen træffes så hurtigt, som det er muligt. Det forudsættes desuden, at området dokumenterer, at der er meddelt tilladelse, eksempelvis ved at føre en liste over de personer, som den indsatte har mulighed for at have kontakt med. Det foreslås, at kriminalforsorgen meddeler tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni, hvis der er tale om kontakt til nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen. Omvendt vil der som udgangspunkt ikke blive meddelt tilladelse, hvis der er tale om kontakt med personer, som den pågældende ikke havde kontakt til før varetægtsfængslingen, det vil sige nye relationer. Ved ”nærtstående” forstås ægtefæller eller samlevende, børn, børne-børn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre perso-ner, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestil-les med disse familiebånd. Hvis der ikke er tale om nærtstående, vil det efter bestemmelserne være afgørende for, om der skal meddeles tilladelse, at den indsatte har haft kontakt til den pågældende før varetægtsfængslingen. … Det foreslås, at reglerne om begrænsning af livstidsdømtes og visse forvaringsdømtes adgang til besøg, brevveksling og telefoni skal gælde, indtil der er udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil vedkommende har været anbragt i forvaring i 10 år. 14 Når der er forløbet 10 år, gælder de almindelige regler om besøg, brevveksling og telefoni. … Det foreslås, at kriminalforsorgsområdet kan give tilladelse til besøg, brevveksling og telefoni i relation til andre end nærtstående og de personer, som den livstids- eller forvaringsdømte havde kontakt til før varetægtsfængslingen, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Bestemmelsen er bl.a. tiltænkt anvendt i de situationer, hvor det kan konstateres, at den indsatte ikke har familie eller i øvrigt kontakt med andre, eller hvis den indsattes familie eller sådanne kontakter ikke ønsker at være i kontakt med den indsatte. Hvis kriminalforsorgen konstaterer, at dette er tilfældet, skal det overvejes, om den indsatte skal tilbydes kontakt til eksempelvis en besøgsven. Det er således ikke en forudsætning, at den indsatte selv spørger om lov til at kommunikere med andre end nærtstående eller tidligere kontakter, før bestemmelsen finder anvendelse. Kriminalforsorgen skal af egen drift være opmærksom på, om den indsatte bør tilbydes kontakt, hvis de ovenstående omstændigheder gør sig gældende. Bestemmelsen er desuden tiltænkt anvendt i de situationer, hvor en retshjælpsorganisation eller lignende ønsker at komme i kontakt med den pågældende indsatte for at bistå denne. Bestemmelsen er endelig tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor den indsatte i øvrigt ønsker at opnå kontakt til medierne, f.eks. igennem brevveksling, for eksempelvis at gøre opmærksom på fængselsfor-holdene eller andre relevante forhold. Den indsatte vil skulle orienteres om, at personer uden for fængslet har forsøgt at kontakte pågældende og om afsenderens identitet. Der kan eksempelvis være tale om, at en person sender et brev til den indsatte. Den indsatte vil da skulle orienteres om modtagelsen af et brev og afsenders identitet, således at den indsatte kan bede om tilladelse til brevveksling. Hvis den indsatte ikke får tilladelse til brevveksling, vil brevet skulle sendes tilbage til afsender.” Af justitsministerens besvarelse af 13. december 2021 af spørgsmål nr. 6 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende det pågældende lovforslag (L 76) fremgår bl.a.: 15 ”Lovforslaget påvirker ikke livstidsdømte og de omfattede forvaringsdømtes ret til at indgå ægteskab efter de relevante regler herom. Som det fremgår bl.a. af punkt 2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, forstås der ved begrebet ”nærtstående” i lovforslaget ægtefæller eller samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd. Som det ligeledes fremgår af punkt 2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, foreslås det, at det enkelte kriminalforsorgsområde skal være kompetent til at meddele tilladelse til kontakt efter de foreslåede regler om indskrænkning af mulighed for besøg, brevveksling og telefoni. Således vil det i praksis være kriminalforsorgen, der vil skulle tage stilling til, om der er tale om kontakt til en ”nærtstående” i lovforslagets forstand, da kriminalforsorgen i sådanne tilfælde vil skulle meddele tilladelse til kontakt, jf. henholdsvis de foreslåede bestemmelser i § 51 a, stk. 2, § 55 a, stk. 2, og § 57 a, stk. 2. Som det fremgår af definitionen af begrebet ”nærtstående” vil det ikke være en forudsætning for at udgøre en person, der er omfattet af begrebet, at der er indgået ægteskab. Således vil samlevende efter omstændighederne også kunne være omfattet. Lovforslaget giver desuden mulighed for, at der kan meddeles kontakt til andre end nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Denne bestemmelse er tiltænkt anvendt i de situationer, hvor det kan konstateres, at den indsatte ikke har familie eller i øvrigt kontakt med andre, eller hvis den indsattes familie eller sådanne kontakter ikke ønsker at være i kontakt med den indsatte. Bestemmelsen er desuden tiltænkt anvendt i de situationer, hvor en retshjælpsorganisation eller lignende ønsker at komme i kontakt med den pågældende indsatte for at bistå denne. Bestemmelsen er endelig tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor den indsatte i øvrigt ønsker at opnå kontakt til medierne, f.eks. igennem brevveksling, for eksempelvis at gøre opmærksom på fængselsfor-holdene eller andre relevante forhold.” Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12 lyder: 16 ”Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.” Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og den tidligere Europæiske Menneskerettighedskommission har truffet afgørelser og afgivet rapporter om retten til at indgå ægteskab, herunder om indsattes ret til at indgå ægteskab. Menneskerettighedskommissionen udtalte i en rapport af 10. juli 1980 i sag nr. 8186/78 (Draper mod Storbritannien), hvor klager, der afsonede en livstidsstraf for drab begået i forbindelse med et røveri, ikke havde mulighed for at indgå ægteskab, da han fik afslag på udgang med henblik på at indfinde sig for en vielseskompetent myndighed, bl.a.: “59. Nevertheless the Commission must consider whether there are any particular circumstances arising from the applicant's position as a life sentence prisoner with little or no prospect of an early release, which could justify the interference in the present case. The respondent Government have submitted in particular that the Commission should have regard to the fact that he could not live with his wife before his eventual release. They have also pointed to various circumstances which may give rise to difficulty in the case of the marriage of life sentence prisoners. 60. As to the former point, the Commission does not regard it as rele-vant that the applicant could not cohabit with his wife or consummate his marriage whilst serving his sentence. The essence of the right to marry, in the Commission's opinion, is the formation of a legally binding association between a man and a woman. It is for them to decide whether or not they wish to enter such an association in circumstances where they cannot cohabit. 61. As to the latter point, in the Commission's opinion no general consideration of public interest arising from the fact of imprisonment itself can justify the denial of the right to marry for a substantial period as in the present case. In this context the Commission recalls its view that persons deprived of their liberty remain in principle entitled to the right to marry (…). As it has also already pointed out, no particular difficulties are involved in allowing the marriage of prisoners. In addition there is no evidence before the Commission to suggest that, as a general proposition, it is in any way harmful to the public interest to allow the marriage of prisoners. Marriage may, on the contrary, be a stabilising and rehabilitative influence. In the Commission's opinion 17 these considerations apply generally in the case of life sentence prisoners as they do to others. 62. In explaining the reasons for the practice followed in the specific case of life sentence prisoners, the Government have mentioned various particular types of case, notably involving prisoners convicted of crimes in a family context (such as murder of a spouse) or offences against women or children, where marriage or re-marriage of the prisoner could give rise to public outrage or difficulties concerning release. It is not the Commission's task to express an opinion in abstracto as to whether in any of the cases mentioned by the Government the right to marry of the prisoner might legitimately be restricted under Art. 12 “according to the national laws governing the exercise of this right” . It is conceivable that in cases involving certain types of offence, a restric-tion on the right to marry could be justified on the basis of considera-tions of public interest (…), regardless of the type or length of sentence imposed on the perpetrator. However in the Commission's opinion a general restriction on all life sentence prisoners cannot be so justified. Furthermore the offence of which the present applicant has been con-victed, however serious it may have been, does not fall into any of the categories of case mentioned by the Government in this context.” Menneskerettighedsdomstolens dom af 5. januar 2010 i sag nr. 22933/02 (Frasik mod Polen) angik en varetægtsfængslet mand, der fik afslag på at blive gift i arresten med den kvinde, han var anklaget for at have voldtaget. Afslaget var begrundet i hensynet til at forhindre kvinden i at påberåbe sig vidnefritagelse, at arresthuset ikke var et passende sted for en vielse, og at oprigtigheden i parrets ønske om at indgå ægteskab var tvivlsom. I dommen udtalte Domstolen bl.a.: ”(

1. a)Principles deriving from the Court’s case-law 88. Article 12 secures the fundamental right of a man and a woman to marry and to found a family. The exercise of this right gives rise to personal, social and legal consequences. As to both procedure and substance it is subject to the national laws of the Contracting States, but the limitations thereby introduced must not restrict or reduce the right in such a way or to such an extent that the very essence of the right is impaired (see F. v. Switzerland, 18 December 1987, Series A no. 128, § 32, and Christine Goodwin v. the United Kingdom [GC], no. 28957/95, § 29, ECHR 2002- VI). In consequence, the matter of conditions for marriage in the national laws is not left entirely to Contracting States as being within their 18 margin of appreciation. This would be tantamount to finding that the range of options open to a Contracting State included an effective bar on any exercise of the right to marry. The margin of appreciation cannot extend so far (see R. and F. v. the United Kingdom (dec.), no. 35748/05, 28 November 2006). 89. The Convention institutions have accepted that limitations on the right to marry laid down in the national laws may comprise formal rules concerning such matters as publicity and the solemnisation of marriage. They may also include substantive provisions based on generally recognised considerations of public interest, in particular concerning capacity, consent, prohibited degrees of affinity or the prevention of bigamy. In the context of immigration laws and for justified reasons, the States may be entitled to prevent marriages of convenience, entered solely for the purpose of securing an immigration advantage. However, the relevant laws – which must also meet the standards of accessibility and clarity required by the Convention – may not otherwise deprive a person or a category of persons of full legal capacity of the right to marry with the partners of their choice (see Hamer v. the United Kingdom, no. 7114/75, Comm. Rep. 13 December 1979, D.R. 24, pp. 12 et seq., §§ 55 et seq.; Draper v. the United Kingdom, no. 8186/78, Comm. Rep., 10 July 1980, D.R. 24, § 49; Sanders v. France, no. 31401/96, Com. Dec., 16 October 1996, D.R. no. 160, p. 163; F. v. Switzerland, cited above; and B. and L. v. the United Kingdom, no. 36536/02, 13 September 2005, §§ 36 et seq.). 90. This conclusion is reinforced by the wording of Article 12. In contrast to Article 8 of the Convention, which sets forth the right to respect for private and family life, and with which the right “to marry and to found a family” has a close affinity, Article 12 does not include any permissible grounds for an interference by the State that can be imposed under paragraph 2 of Article 8 “in accordance with the law” and as being “necessary in a democratic society” , for such purposes as, for instance, “the protection of health or morals” or “the protection of the rights and freedoms of others” . Accordingly, in examining a case under Article 12 the Court would not apply the tests of “necessity” or “pressing social need” which are used in the context of Article 8 but would have to determine whether, regard being had to the State’s margin of appreciation, the impugned interference was arbitrary or disproportionate. 91. Personal liberty is not a necessary pre-condition for the exercise of the right to marry. Imprisonment deprives a person of his liberty and also – unavoidably or by implication – of some civil rights and 19 privileges. This does not, however, mean that persons in detention cannot, or can only very exceptionally, exercise their right to marry. As the Court has repeatedly held, a prisoner continues to enjoy funda-mental human rights and freedoms that are not contrary to the sense of deprivation of liberty, and every additional limitation should be justi-fied by the authorities (see Hirst (no. 2) v. the United Kingdom, [GC], no 74025/01, § 69, ECHR 2005- IX, with further references). 92. In the above-mentioned case of Hirst (no.2), the Grand Chamber of the Court referred to a non-exhaustive list of rights that a detained person may exercise. For example, prisoners may not be ill-treated, or subjected to inhuman or degrading punishment or conditions contrary to Article 3 of the Convention. They continue to enjoy the right to respect for private and family life, the right to freedom of expression, the right to practice their religion, the right of effective access to a lawyer or to a court for the purposes of Article 6 and the right to respect for their correspondence (ibid.). In the same way, as emphasised by the European Commission of Human Rights in the case of Hamer v. the United Kingdom (cited above, § 89), they enjoy the right to marry. The principle that any restrictions on those other rights must be justified in each individual case is also explicitly stated in the European Prison Rules which, in Rule 3, stipulate that “[r]estrictions placed on persons deprived of their liberty shall be the minimum necessary and proportionate to the legitimate objective for which they are imposed” (…). 93. While such justification may well be found in the considerations of security, in particular the prevention of crime and disorder, which inevitably flow from the circumstances of imprisonment, there is no question that detained persons forfeit their right guaranteed by Article 12 merely because of their status. Nor is there any place under the Convention system, where tolerance and broadmindedness are the acknowledged hallmarks of democratic society, for any automatic interference with prisoners’ rights, including their right to establish a marital relationship with the person of their choice, based purely on such arguments as what – in the authorities’ view – might be acceptable to or what might offend public opinion (see, mutatis mutandis, Hirst (no. 2), cited above, § 70; Dickson v. the United Kingdom, [GC], no. 44362/04, §§ 67-68, ECHR 2007-...; Hamer v. the United Kingdom, cited above, § 67; Draper v. the United Kingdom, cited above, § 54; and F. v. Switzerland, cited above, §§ 43 et seq.). (
2. b)Application of the above principles in the present case 20 94. The Court observes at the outset that the applicant’s complaint is not directed against the laws governing marriage in Poland, their quality or their application in his particular case. The object of the applicant’s grievance is the Kraków District Court’s refusal to grant him leave to marry in the Kraków Remand Centre, which, in his submission, constituted an arbitrary and unjustified interference with his right to marry guaranteed by Article 12 (…). The Government agreed that the grounds relied on by the court had not been appropriate but refrained from ta-king a position on the merits of the complaint (…). One of the presiding judge’s principal reasons for the refusal was to prevent I.K. – the victim – from marrying the applicant so that she could exercise her right not to testify against him. The judge also considered that the remand centre was not an appropriate place for holding a marriage ceremony and that the sincerity of the couple’s intentions was open to doubt given that they had not “officialised their life” previously (…). Indeed, already at the opening of the trial I.K. relied on testimonial privilege, arguing that she was in a “particularly close relationship” with the applicant and requesting the court to absolve her from testifying against him (…). 95. It is beyond question that it was for the trial court, in the exercise of its independent judicial decision-making power, to determine whether, for the purposes of Article 185 of the Code of the Criminal Procedure, I.K. satisfied the requirements entitling her to testimonial privilege, and to draw such consequences as it saw fit from her change of attitude towards the applicant when assessing evidence before it or deciding on his continued detention. However, the Court sees no reason why the trial court should have assessed – as it did – whether the quality of the parties’ relationship was of such a nature as to justify their decision to get married, or to analyse and decide which time and venue were or were not suitable for their marriage ceremony (…). The choice of a partner and the decision to marry him or her, whether at liberty or in detention, is a strictly private and personal matter and there is no universal or commonly accepted pattern for such a choice or decision. Under Article 12 the authorities’ role is to ensure that the right to marry is exercised “in accordance with the national laws” , which must themselves be compatible with the Convention, as stated above; but they are not allowed to interfere with a detainee’s decision to establish a marital relationship with a person of his choice, especially on 21 the grounds that the relationship is not acceptable to them or may offend public opinion (…). It goes without saying that detention facilities are neither designed, nor freely and normally chosen for that purpose. What needs to be solved in a situation where a detained person wishes to get married is not whether or not it is reasonable for him to marry in prison but the practical aspects of timing and making the necessary arrangements, which – as the third party rightly pointed out (…) – might, and usually will, be subject to certain conditions set by the authorities. Otherwise, they may not restrict the right to marry unless there are important considerations flowing from such circumstances as danger to prison security or prevention of crime and disorder (…). 96. In the present case there is no indication that such circumstances existed. Nor was the parties’ eligibility or compliance with the condi-tions for marriage laid down in Polish law put in question at any stage in the proceedings. The main reason why the applicant was denied leave to marry in prison was the trial court’s conviction that the marriage would have adverse consequences for the taking of evidence against him. This, the court considered, was an obstacle justifying the imposition of a ban on his right to marry during the trial, a ban which in reality had no legal basis since under Polish law the relation “accu-sed-victim” in criminal proceedings is not a legal or factual impediment to contracting a marriage (…). If the applicant had not been in detention, there would have been no means to prevent him and I.K. from marrying in the registry office at any chosen time during the trial. Nor would the genuineness of his feelings – which, in order to justify his requests, he was compelled to express and show before the court – have been debated by the registry authorities before the solemnisation of the relationship. As pointed out by the Supreme Court, only the fact that the applicant was in detention made it impossible for him and I.K. to decide autonomously to get married, and, had he been a free man, he would not have had to prove and demonstrate before any authorities the depth and quality of his feelings (…). In consequence, the Court cannot but fully endorse the Supreme Court’s assessment that the interference with the applicant’s right to marry was disproportionate and arbitrary. 97. The Government did not contest the Supreme Court’s conclusion in respect of a breach of Article 12 (…). They nevertheless argued that the applicant could have married I.K. after his release, that is to say some 1 year and 5 months after he was denied leave to marry in the remand 22 centre. They also referred to the fact that he had apparently not made any attempts to obtain such leave after his conviction became final, about one year after the refusal. They maintained that these considera-tions should be taken into account in the assessment of the breach of Article 12 alleged by the applicant (…). The Court does not accept this argument. The Government seem to be suggesting that the fact that the applicant had the possibility of marrying I.K. in the future, which in his case meant a period of more than one year, could alleviate the consequences of the District Court’s refusal. However, a delay imposed, before getting married, on persons of full age and otherwise fulfilling the conditions for marriage under national law, be it as a civil sanction or the practical consequence of such a refusal as in the instant case, cannot be considered justified under Article 12 of the Convention (see F. v. Switzerland, cited above, §§ 33-37).” Menneskerettighedsdomstolen gentog de generelle principper fra sagen Frasik mod Polen i dom af 5. januar 2010 i sag nr. 24023/03 (Jaremowicz mod Polen), præmis 48-53. Sagen angik en indsats afslag på at blive gift i fængslet med en kvinde, som han havde lært at kende under afsoning. Afslaget var begrundet i, at de ikke kendte hinanden forud for, at de blev fængslet, og således havde lært hinanden at kende på ”ulovlig måde i fængslet” , og at forholdet var ”meget overfladisk” . Domstolen udtalte om den konkrete sag bl.a.: “56. Turning to the circumstances of the present case, the Court notes that the authorities dealing with the applicant’s request for leave to marry justified their refusal by reference to grounds which were in no way linked to prison security or prevention of disorder but limited to their assessment of the nature and the quality of his relationship with M.H. First of all, they considered that since the applicant and M.H. could not “substantiate” their acquaintance as being prior to their stay in the same prison, such a relationship had, in their words, been “illegal” or “developed illegally” . This conclusion was based on the fact that the applicant and M.H. had apparently become acquainted with each other when she had been temporarily detained in the same establishment and that they had maintained contact through sending kites – a form of correspondence forbidden in prison (…). Second, the authorities held that the circumstances in which the couple’s bond had originated – “in prison” and “certainly illegally” – meant that it was “very superficial” and “unworthy” from the point of view of the applicant’s social rehabilitation (…). 23 57. Whilst the above arguments clearly reflect the authorities’ own highly subjective opinion on what kind of relationship should not deserve solemnisation through a marriage, they bear no relation whatsoever to the provisions of the Polish Family and Custody Code governing the exercise of the right to marry and enumerating the grounds on which an authority may refuse an adult person to enter into a marriage. Under Polish law this is for the civil status, not for any other, authorities to determine whether there are any legal obstacles to the parties’ marriage, failing which they cannot be refused to marry each other at any given chosen time following the statutory waiting period of 1 month (…). 58. The Court accepts that the prison authorities were entitled to make their permission subject to conditions on which the applicant’s marria-ge was to take place, in particular having regard to the demands of security and prevention of disorder in prison (…). However, it does not see any reason why they should – as they did in the present case – evaluate the depth of the applicant’s feelings, debate on the quality of his relationship and make remarks implicitly or explicitly criticising his decision to marry a particular person, based solely on the circumstances in which he found and chose his intended wife. Obviously, detention facilities are not typical places for bringing toge-ther future partners but the fact that the bond between a man and a woman developed when they both have been detained does not auto-matically render their relationship “illegal” , “superficial” , having no rehabilitative value or not deserving respect. 59. The choice of a partner and the decision to marry him or her, at liberty and in prison alike, is a strictly private and personal matter and there is no universal or commonly accepted pattern for such a choice or decision. Except for overriding security considerations and in order to ensure that the right to marry is exercised “in accordance with the national laws” – which, as said above, must themselves be compatible with the Convention – the authorities are not allowed under Article 12 to interfere with a prisoner’s decision to establish a marital relationship with a person of his choice, especially on the grounds that the relation-ship is not acceptable to them or deviates from prevailing social con-ventions and norms (…). Some administrative arrangements must of course be made by the prison authorities before a prisoner can marry. However, the same applies to other Convention rights, such as the right of access to a court, the right to vote and the right to respect for family life and correspon- 24 dence, the exercise of which in prison requires, by the nature of things, a positive action on the part of the authorities to make the enjoyment of those right effective (see Hirst (no. 2) cited above, § 68; Draper cited above, § 55; and paragraphs 51-52 above). 60. The essence of the right to marry is the formation of a legal union of a man and a woman. It is for them to decide whether they wish to enter such relationship in circumstances in which there are objective obstacles to their living together (see Hamer cited above and paragraph 48 above). In the present case the only reason why the applicant was unable to exercise his right to marry was not his ineligibility caused by the existence of any statutory obstacle listed in the Polish Family and Custody Code but the fact that the authorities disputed his decision to marry M.H. and refused him permission to have the necessary civil status celebration held in prison. In practice, the refusal had identical consequences as an effective legal bar on the exercise of his right guaranteed by Article 12. This, having regard to the scope of the State’s discretion accorded under this provision (…), cannot be justified by any conceivable legitimate aim pursued by the authorities. 61. The Government argued that the applicant had finally been granted leave to marry M.H. in prison and that he could in any event have married her after his release. In their submission, these circumstances were relevant for the applicant’s status as a victim and for the assess-ment of the merits of his complaint under Article 12 (…). The Court does not accept this argument. The Government seem to suggest that the fact that the applicant obtained the leave he sought some 5 months after he had made his request to the authorities (…) or that he retained the possibility of marrying M.H. at some unspecified future stage could alleviate the consequences of the initial ban placed on the exercise of his right to marry. However, a delay imposed before entering into a marriage in respect of persons of full age and otherwise fulfilling the conditions for marriage under the national law, be it a civil sanction or the practical consequence of such a refusal as in the instant case, cannot be considered justified under Article 12 of the Convention (see F. v. Switzerland cited above, § 33-37). Consequently, the Court rejects the Government’s plea of inadmissibility on the ground of incompatibility ratione personae (…). 62. The third party drew the Court’s attention to another, general aspect of the case, namely the lack of any procedure for contracting marriage in prison under Polish law. It submitted that, as shown by the facts supplied by the applicant, the authorities’ discretion in granting or 25 refusing a detained person the right to marry is unlimited. There are no rules stating in which circumstances a request for leave to marry in a detention facility can be refused and no time-limits are set for handling such requests (…). 63. It is true that Polish law leaves to the relevant authorities a complete discretion in deciding on a detainee’s request for leave to marry in prison (…). It is also true that no specific provision of the national law deals with marriage in detention but, in the Court’s view, Article 12 does not require the State to introduce separate laws or specific rules on marriage of prisoners; thus, as stated above, detention is not a legal obstacle to marry (…). Nor can it be said that there is any difference in legal status in respect of eligibility between unmarried persons at liberty and unmarried persons detained. 64. The essential element of the violation of Article 12 of the Convention alleged in the present case is not the scope of discretion afforded to the Polish authorities but the arbitrary fashion in which they exercised their decision-making power. The discretion available in theory may be very wide, but the decisive element is how it is applied in practice. In the applicant’s case the Convention breach was caused by the authorities’ failure to strike a fair balance of proportionality among various public and individual interests at stake in a manner compatible with the Convention, rather than by the absence of detailed rules on marriage in prison. As a result, the measure applied impaired the very essence of the applicant’s right to marry. Accordingly, the Court concludes that there has been a violation of Article 12 of the Convention.” Af Menneskerettighedsdomstolens Guide on Article 12 of the Convention – Right to marry af 28. februar 2026 fremgår bl.a.: ”33. Detention, as such, does not prevent the exercise of the right to marry (Hamer v. the United Kingdom, Commission decision, 1977). Although imprisonment deprives a person of his liberty and also – unavoidably or by implication – of some civil rights and privileges, personal liberty is not a necessary pre-condition for the exercise of the right to marry. However, Article 12 does not require the States to introduce separate laws or specific rules on marriage of prisoners (Frasik v. Poland, 2010, § 99; Jaremowicz v. Poland, 2010, § 63). 34. It was conceivable that in cases involving serious types of offences, a restriction on the right to marry be justified on the basis of public inte- 26 rest considerations, regardless of the type or the length of the sentence imposed on the perpetrator. However, a general restriction on all life sentence prisoners could not be so justified (Draper v. the United Kingdom, Commission report, 1980, § 62).” Anbringender Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 og Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 har anført navnlig, at myndighedernes afslag på både udgang fra og besøg i et fængsel med henblik på vielse er en krænkelse af retten til at indgå ægteskab efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12. Retten til ægteskab kan ikke begrænses til en formel ret efter ægteskabslovgivningen, hvis staten samtidig afskærer den praktiske mulighed for at gennemføre vielsen på den måde, som dansk ret kræver. Ægteskabsloven forudsætter, at parterne møder samtidigt for vielsesmyndigheden. Når den ene part er indsat i et fængsel og ikke kan møde for vielsesmyndigheden eller modtage besøg uden myndighedernes tilladelse, må reglerne om udgang og besøg anvendes på en måde, der efterlader en reel og effektiv ad-gang til at indgå ægteskab. Straffuldbyrdelseslovens §

§ 51

a samt udgangsbekendtgørelsens regler skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med artikel

1. Det følger også af forarbejderne til de særlige regler om livstidsdømtes adgang til udgang og besøg, at reglerne ikke tilsigtede at ændre livstidsdømtes ret til at indgå ægteskab. Reglerne kan derfor ikke administreres sådan, at retten til at indgå ægteskab i praksis suspenderes i den periode, hvor 10-årsbegrænsningen gælder. Styrelsen for Danmarks Fængsler kan ikke undgå ansvar for besøgsafslaget ved at henvise til, at den formelle afgørelseskompetence lå hos fængslet. Myndighederne har ikke foretaget den konkrete proportionalitetsvurdering, som artikel 12 kræver. Der er ikke taget tilstrækkelig stilling til, om vielsen kunne gennemføres under kontrollerede og sikkerhedsmæssigt forsvarlige vilkår, eksempelvis ved kortvarig ledsaget udgang eller ved et tidsmæssigt begrænset og overvåget besøg i fængslet. Der gøres ikke krav på almindeligt samvær eller fri udgang, men alene på den praktiske adgang, der er nødvendig for at gennemføre vielsen. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om indsattes ret til at indgå ægteskab viser, at frihedsberøvelse ikke i sig selv kan begrunde, at retten til at indgå ægteskab gøres illusorisk. Myndighederne kan fastsætte vilkår og begrænsninger, men der skal foreligge en konkret og proportional begrundelse, hvis en indsat og dennes partner nægtes den praktiske adgang til at blive gift. 27 Generelle henvisninger til afsonerens status som livstidsdømt, til retsfølelsen eller til beskyttelseshensyn kan ikke i sig selv bære et afslag på både udgang og besøg. Landsrettens begrundelse for at frifinde Styrelsen for Danmarks Fængsler vedrørende udgang kan ikke opretholdes. Landsretten lagde vægt på, at afslag på udgang ikke i sig selv afskar ægteskab, fordi en vielse eventuelt kunne gennemføres ved besøg i fængslet. Dette forudsætter imidlertid, at besøg reelt er en mulighed. Når også besøg er afslået, er resultatet, at de hverken kan blive gift ved udgang eller ved besøg. De har hver krav på godtgørelse. En konstatering af krænkelse er ikke tilstrækkelig, da myndighedernes afgørelser konkret og over en længere periode har forhindret dem i at udøve en grundlæggende personlig rettighed. Godtgørelsen bør fastsættes skønsmæssigt til 60.000 kr. til hver. Storstrøm Fængsel og Styrelsen for Danmarks Fængsler har til støtte for afvisning af den principale påstand 2 anført navnlig, at efter påstandenes ordlyd og den fremførte argumentation er det reelt den subsidiære påstand 2, der vil skulle prøves, og den principale påstand 2 bør derfor afvises. Med hensyn til frifindelsespåstanden over for den subsidiære påstand 1 gøres det gældende, at Styrelsen for Danmarks Fængsler ikke er rette sagsøgte, da det er kriminalforsorgsområdet, der kan træffe en afgørelse om at meddele besøgstilladelse, jf. bekendtgørelse nr. 1022 af
2. juni 2022 (besøgsbekendtgørelsen) §
3. Styrelsen har ikke truffet en afgørelse om afslag på Appellant 1's, tidligere Sagsøger 2 ansøgning om besøgstilladelse. Det forhold, at styrelsen har vejledt Storstrøm Fængsel om fortolkningen af bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 51 a, ændrer ikke herpå. Til støtte for de nedlagte påstande om frifindelse (herunder stadfæstelse af landsrettens frifindelsesdom) gøres det gældende, at det er i overensstemmelse med reglerne i straffuldbyrdelsesloven og udgangsbekendtgørelsen, at der ikke er givet tilladelse til udgang eller besøg, at der heller ikke for nuværende skal gives sådanne tilladelser, og at nægtelsen af tilladelserne ikke udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
4. Da der ikke foreligger en krænkelse af artikel 12, er der allerede derfor ikke grundlag for at tilkende Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 eller Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 nogen godtgørelse. Såfremt Højesteret måtte finde grundlag for at statuere en krænkelse af artikel 12, vil den blotte konstatering heraf udgøre tilstrækkelig oprejsning. Såfremt Højesteret dog måtte finde grundlag for at tilkende en godtgørelse, bør denne 28 godtgørelse udmåles til et betydeligt lavere beløb end 60.000 kr. og ikke over 5.000 kr. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 afsoner fængsel på livstid for bl.a. seksuelt overgreb af særlig farlig karakter, drab og efterfølgende usømmelig behandling af liget. Han har været frihedsberøvet i sagen siden den
5. august
6. Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 havde ikke kontakt med hinan-den, før hun i begyndelsen af 2018, hvor hun var 17 år, ved brev kontaktede ham i fængslet. Den
7. oktober 2022 anmodede han om tilladelse til, at fængselspræsten kunne vie dem. Den
8. november 2023 meddelte Storstrøm Fængsel afslag på, at han kunne få besøg af Appellant 1, tidligere Sagsøger 2, så de kunne indgå ægteskab i fængslet. Den
9. august 2024 ansøgte han om tilladelse til udgang med det formål at indgå ægteskab med hende på rådhuset. Den
10. august 2024 fik han af Direktoratet for Kriminalforsorgen (nu Styrelsen for Danmarks Fængsler) afslag på tilladelse til udgang. Efter ægteskabslovens § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, er det en gyldighedsbetingelse, at begge parter samtidig er fysisk til stede ved vielsen. Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 kan derfor kun indgå ægteskab, hvis han får udgangs-tilladelse, eller hun får besøgstilladelse. For Højesteret angår sagen, om de har krav på at få udgangs- eller besøgstilladelse med henblik på, at de kan indgå ægteskab, jf. straffuldbyrdelseslovens §

51 a samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12 om retten til at indgå ægteskab. Straffuldbyrdelseslovens §

§ 51

a Efter straffuldbyrdelseslovens § 49 a kan en indsat, der er idømt en fængsels-straf på livstid, ikke opnå tilladelse til udgang, før der er udstået 10 år af den idømte straf, medmindre udgang sker til bestemte særlige formål. Efter straffuldbyrdelseslovens § 51 a, stk. 1, må en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid, ikke uden tilladelse få besøg i de første 10 år. Efter bestemmelsens stk. 2,

1. pkt., meddeler kriminalforsorgen (fængslet) tilladelse til besøg fra nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen. Efter stk. 2,
2. pkt., kan der meddeles tilladelse til besøg af andre end de i
3. pkt. nævnte personer, hvis særlige omstændigheder taler herfor. De nævnte bestemmelser blev indsat i straffuldbyrdelsesloven ved lov nr. 157 af
4. januar 2022 og trådte i kraft den
5. februar
6. 29 Det fremgår af forarbejderne (Folketingstidende 2021-22, lovforslag nr. L 76, tillæg A, s. 4, 7 og 11), at formålet var at sætte hårdt ind over for de personer, der har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser og som konsekvens har fået den hårdest mulige straf. I særligt grove sager er der efter forarbejderne et helt særligt hensyn at tage til retsfølelsen, herunder hos ofre og pårørende, for hvem det er krænkende at se, hvordan den dømte kan leve et liv, hvor vedkommende i fængslet tilegner sig nye relationer som andre, der lever et liv uden for kriminalforsorgens institutioner. Der er efter forarbejderne også et hensyn at tage til unge og letpåvirkelige mennesker, som den dømte ikke havde kontakt til før varetægtsfængslingen, og som ikke kan overskue de konsekven-ser for eget liv, som det har at indgå i en tæt relation med en person, som har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser. Ifølge forarbejderne er tids-grænsen på 10 år en rigtig balancering mellem på den ene side hensynet til retsfølelsen og hensynet til at beskytte andres rettigheder og friheder og på den anden side den indsattes muligheder for resocialisering og senere udslusning. Det fremgår af forarbejderne til § 49 a (Folketingstidende 2021-22, lovforslag nr. L 76, tillæg A, s. 21), at det forudsættes, at der ikke meddeles tilladelse til ud-gang til de formål, som er nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 31, stk.
7. Det indebærer, at der i de første 10 år ikke kan meddeles tilladelse til udgang med henblik på at indgå ægteskab, jf. bekendtgørelsens § 31, stk. 2, nr.
8. Det fremgår af forarbejderne til § 51 a, stk. 2,
9. pkt. (Folketingstidende 2021-22, lovforslag nr. L 76, tillæg A, s. 23), at muligheden for at give besøgstilladelse til en person, som den dømte ikke havde kontakt til før varetægtsfængslingen, bl.a. er tiltænkt situationer, hvor den indsatte ikke har nogen at være i kontakt med. Under sådanne omstændigheder kan der gives tilladelse til besøg af en besøgsven. Efter forarbejderne kan der også gives besøgstilladelse til personer fra retshjælpsorganisationer eller lignende, der ønsker at bistå den indsatte, eller til personer fra medierne, hvis den indsatte ønsker at gøre opmærksom på fængselsforholdene eller andre relevante forhold. Højesteret finder, at forarbejderne til § 51 a, stk. 2,
10. pkt., må forstås sådan, at bestemmelsen ikke giver mulighed for besøgstilladelse til en person, som den indsatte ikke havde kontakt til før varetægtsfængslingen, med henblik på, at vedkommende og den indsatte indgår ægteskab. Justitsministerens besvarelse af
11. december 2021 af spørgsmål nr. 6 vedrørende det pågældende lovforslag giver ikke grundlag for en anden forståelse. Efter det anførte finder Højesteret, at straffuldbyrdelseslovens §

§ 51

a isoleret set fører til, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 ikke på nuværende tidspunkt har krav på udgangstilladelse med henblik på at indgå ægteskab, og at Appellant 1, tidligere Sagsøger 2, som han ikke havde kontakt til før varetægtsfængslingen, 30 tilsvarende ikke har krav på besøgstilladelse med henblik på, at de indgår ægteskab i fængslet. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12 Efter Menneskerettighedskonventionens artikel 12 har giftefærdige mænd og kvinder ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale regler om udøvelsen af denne ret. Som nævnt fører straffuldbyrdelseslovens §

§ 51

a isoleret set til, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 ikke på nuværende tidspunkt har krav på udgangs- eller besøgstilladelse med henblik på at indgå ægteskab. Bestem-melserne må imidlertid fortolkes i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel

1. Spørgsmålet er derfor, om artikel 12 giver dem et sådant krav. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og den tidligere Menneskerettighedskommission har udtalt sig om betydningen af artikel 12, herunder for fængselsindsattes ret til at indgå ægteskab. Dette er bl.a. sket i kommissionsrapport af
2. juli 1980 i sag nr. 8186/78 (Draper mod Storbritannien) og i domme af
3. januar 2010 i sag nr. 22933/02 (Frasik mod Polen) og sag nr. 24023/03 (Jaremowicz mod Polen). Efter denne praksis har medlemsstaterne en vis skønsmargin ved fastsættelse af regler om udøvelse af retten til at indgå ægteskab, men national lov må ikke begrænse retten på en sådan måde eller i et sådant omfang, at selve kernen heri gøres indholdsløs. Begrænsning i retten til at indgå ægteskab må ikke være vilkårlig eller uproportional. Dette gælder også for indsatte i fængsler, herun-der livstidsdømte. Der ses ikke at foreligge sager, hvor Menneskerettighedsdomstolen eller Menneskerettighedskommissionen har taget stilling til en situation som den foreliggende. Det fremgår imidlertid af kommissionsrapport af
4. juli 1980 (Draper mod Storbritannien), præmis 62, at det for afsonere af visse typer af straffelovsovertrædelser kan være retfærdiggjort at gøre begrænsninger i retten til at indgå ægteskab ud fra samfundsmæssige hensyn (”It is conceivable that in cases involving certain types of offences, a restriction on the right to marry could be justified on the basis of considerations of public interest.”). Højesteret finder, at denne tilkendegivelse må anses for opretholdt i Domstolens efterfølgende praksis, jf. herved Menneskerettighedsdomstolens Guide on Article 12 – Right to marry af
5. februar 2026, pkt. 33-
6. Om den konkrete sag bemærker Højesteret herefter følgende: Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 er idømt fængsel på livstid for bl.a. seksuelt overgreb af særlig farlig karakter, drab og usømmelig behandling af liget. Ifølge straffe- 31 dommen var der tale om et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde, Udeladt. Af de under straffesagen indhentede retspsykologiske erklæringer og Retslæge-rådets udtalelse herom fremgår bl.a., at Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 er svært personlighedsmæssigt afvigende, abnormt selvoptaget (narcissistisk) med psykopatiske træk og i udtalt grad seksuelt afvigende. Han er udtalt glat med overfladisk charme, præget af grandios selvfølelse, patologisk løgnagtighed samt manipulation. Risikoen for fremtidig seksualkriminalitet er høj. Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 var 17 år, da hun tog kontakt til Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 ved at skrive et brev til ham i fængslet. Hun har aldrig mødt ham. Højesteret finder efter en samlet vurdering, at de anførte omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 1 personlige forhold, tilsiger, at parternes ret til at indgå ægteskab begrænses for at varetage samfundsmæssige hensyn. På den anførte baggrund finder Højesteret, at Menneskerettighedsdomstolens praksis om artikel 12 ikke giver grundlag for at fastslå, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 1 og Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 i videre omfang end efter straffuldbyrdelses-lovens §

§ 51

a har krav på udgangs- eller besøgstilladelse med henblik på, at de kan indgå ægteskab. Konklusion og sagsomkostninger Højesteret frifinder Storstrøm Fængsel og Styrelsen for Danmarks Fængsler. Under hensyn til sagens principielle karakter finder Højesteret, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret og for Højesteret til nogen anden part eller til statskassen. THI KENDES FOR RET: Storstrøm Fængsel og Styrelsen for Danmarks Fængsler frifindes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret og Højesteret til nogen anden part eller til statskassen. Publiceret til portalen d. 26-06-2026 kl. 12:00 Modtagere: Advokat (H) Claus Allan Bonnez, Advokat (H) Paw Bladt Fruerlund