HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 4. juni 2026 Sag BS-17276/2026-HJR Randers Kommune (advokat Elsebeth Aaes-Jørgensen) mod Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Indkærede (advokat Mathilde Thyk

§ 226, stk.

1.” Landsretten afviste ved kendelse af

1. marts 2026 at behandle sagen som
2. instans og hjemviste sagen til byretten til fortsat behandling. Af landsrettens begrundelse fremgår: ”Efter

§ 226, stk.

1, kan byretten efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af princi-piel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsud-viklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der efter omstændighederne vil være tale om en skønspræget vurdering, hvor det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan sikres, og derfor bør kunne indbringes for Højesteret som

1. instans uden særlig tilladelse. Det fremgår endvidere heraf, at det må tages i betragtning, at retten som alternativ til henvisning kan beslutte, at sagen skal undergives kollegial behandling i byretten. Hovedtvisten i sagen er, hvorvidt Randers Kommune foretog indirekte forskelsbehandling ved at anvende en række udvælgelseskriterier, da kommunen skulle afskedige et antal medarbejdere som følge af besparelser, samt i hvilken udstrækning Randers Kommune overholdt sine forpligtelser efter forskelsbehandlingslovens § 2 a, herunder en eventuel pligt til at foretage omplacering. Landsretten finder, at sagens udfald i det væsentlige vil bero på en konkret bevismæssig vurdering af forholdene i forbindelse med opsigelsen af Indkærede. Herefter og efter en samlet vurdering af sagen finder landsretten, at betingelserne for at henvise sagen til landsretten i
2. instans i medfør af

§ 226, stk.

1, ikke er opfyldt. Det forhold, at parterne er uenige om fortolkningen af Højesterets dom af

1. december 2024 i sag 4 BS-19728/2024-HJR (U.2025.774H) og EU domstolens afgørelse i sag C-485/20 (HR Rail) kan ikke føre til andet resultat. Landsretten ophæver derfor byrettens kendelse og hjemviser sagen til behandling i byretten i
2. instans, jf.

§ 226, stk.

5, jf. stk. 1.” Anbringender Randers Kommune har til støtte for anmodningen anført navnlig, at parternes uenighed særligt vedrører rækkevidden af Højesterets dom af

1. december 2024 (UfR 2025.774) og EU-Domstolens dom af
2. februar 2022 i sag C-485/20 (HR Rail), som vedrørte afskedigelser begrundet i medarbejdernes individuelle for-hold. Spørgsmålet om, hvorvidt der i forhold til medarbejdere med handicap er en adgang til omplacering, der rækker videre, end hvad der følger af de generelle rammer for omplacering af overtallige medarbejdere i forbindelse med driftsmæssigt begrundede afskedigelser, er et principielt spørgsmål, der har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, da spørgsmålet er relevant for hele det danske arbejdsmarked. Også spørgsmålet om, i hvilket omfang en arbejdsgiver i forbindelse med driftsmæssigt begrundede afskedigelser kan anvende saglige udvælgelseskriterier, selv om disse muligt måtte stille medarbejdere med handikap ringere end andre, er principielt og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen. At der skal foretages en konkret bevismæssig vurdering af forholdene i forbindelse med opsigelsen af Indkærede fratager ikke sagen sin principielle karakter, idet der fortsat vil skulle foretages en retlig subsumption heraf baseret på forståelsen af de nævnte domme. Ligebehandlingsnævnet som mandatar for Indkærede har anført navnlig, at sagen hovedsageligt skal afgøres på baggrund af en konkret bevismæssig vurdering af Indkæredes forhold mv., Randers Kommunes tilpasningsforanstaltninger og den konkrete anvendelse af de fastsatte afskedigelseskriterier i relation til vurderingen af Indkærede. Den prøvelse og fortolkning, som retten skal foretage af forskelsbehandlingsloven og relateret retspraksis, er ikke af en sådan karakter, at sagen er principiel i medfør af

§ 226, stk.

1. 5 Parters uenighed om fortolkningen af retspraksis er ikke tilstrækkelig til at begrunde en henvisning til landsretten efter

§ 226, stk.

1, men må derimod anses for at være en sædvanlig del i enhver juridisk tvist. Der er ikke tale om et ubesvaret generelt spørgsmål eller et område med divergerende uforenelige retskilder, men derimod blot et spørgsmål om rækkevidden af eksisterende retspraksis. Sagen rejser herefter ikke et principielt spørgsmål eller i øvrigt har ”betydning for hele det danske arbejdsmarked” . Højesterets begrundelse og resultat Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af landsretten, at sagen ikke skal henvises til landsretten som 1. instans, jf.

§ 226, stk.

1. Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse. THI BESTEMMES: Landsrettens kendelse stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Randers Kommune betale 8.000 kr. til Li-gebehandlingsnævnet som mandatar for Indkærede. Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretskendelses afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. Publiceret til portalen d. 04-06-2026 kl. 10:30 Modtagere: Advokat (H) Elsebeth Aaes-Jørgensen, Kærende Randers Kommune, Mandatar Ligebehandlingsnævnet, Indkærede, Advokat, Kærende KL