RETTEN I NYKØBING FALSTER DOM afsagt den 26. februar 2020 Sag BS-5848/2019-NYK Sagsøger (beskikket advokat Troels Kock Nielsen) mod Sagsøgte (advokat Kristian Svith) og Sag BS-23497/2019-NYK Sagsøgte

§ 13, stk.

3, hvorefter nævnet ikke kan behandle en ansøg-ning, hvis nævnet tidligere har behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrø-rende samme lovovertrædelse, og det nye (eller genfremsatte) krav fremsættes mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmin-dre der foreligger særlige grunde. For de krav, som inden forældelsesfristens udløb er indbragt for Erstatningsnævnet, og som er under behandling ved nævnet, kan nævnet oplyse, at det af forældelseslovens § 21, stk. 2, fremgår, at forældelsesfristen tidligst udløber l år efter, at nævnet har givet meddelelse om sin afgørelse. Nævnet skal endvidere bemærke, at der tidligst indtræder forældelse et år efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse for så vidt angår krav, som be-ror på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse. De finder en gennemgang af nævnets praksis vedrørende

§ 13, stk.

3 og anmodninger om suspension i nævnets årsberetning for 2015, side 51-

1. …” Den
2. februar 2018 fremsendte advokat Kock Nielsen en opgørelse af erstatningskravet til Erstatningsnævnet, der ved brev af
3. februar 2018 anerkendte modtagelsen og anførte: ”… / 5 Erstatningsnævnet har den 16-02-2018 modtaget Deres brev af samme dato, hvori De anmoder nævnet om at tilkende Deres klient erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tab uf erhvervsevne (differencekrav). Nævnet kan bekræfte, at sagen er genoptaget for så vidt angår disse krav. Sagen er fortsat under behandling. Den almindelige sagsbehandlingstid i nævnet varierer og udgør for tiden gennemsnit-ligt 10-12 måneder fra nævnets modtagelse af Deres henvendelse. Nævnet bemærker i øvrigt, at nævnet dags dato har anmodet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om akterne i Deres klients arbejdsskadesag. …” Ved afgørelse af
4. november 2018 tog Erstatningsnævnet stilling til kravene om erstatning, idet kravet om erstatning for tab af erhvervsevne blev imødekom-met, mens kravet om erstatning for yderligere svie og smerte samt tabt arbejds-fortjeneste blev afvist med følgende begrundelse. I afgørelsen anføres blandt andet: ”… Din klient har søgt om genoptagelse af kravet om godtgørelse for svie og smerte for pe-rioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-2015 i din erstatningsopgørelse af den 16-02-
5. Nævnet har besluttet at afslå din klients ansøgning. Nævnets afslag skyldes, at ansøgningen er indgivet over 2 år efter, at din klient indså eller burde have indset eksistensen af sit krav. Nævnets afgørelse er truffet i medfør af

§ 13, stk.

3, hvoraf det fremgår, at nævnet ikke kan behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har behand-let erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige grunde. Henset til Højesterets dom i U.2013.1823H, hvor Højesteret fandt, at krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte ikke forældes successivt ef-ter forældelsesloven, og som efter nævnets vurdering kan overføres til forældelsesreg-len i

§ 13

, finder nævnet, at den 2-årige forældelsesfrist i

§ 13, stk.

3 løber fra den 19-02-2015 hvor nævnet traf afgørelse for kra-vet om godtgørelse for svie og smerte for perioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-

1. Din klients anmodning om genoptagelse af krav om godtgørelse for svie og smerte i perioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-2015 er således fremsat mere end 2 år efter, at din klient indså eller burde have indset sit krav senest den 19-02-
2. / 6 Nævnet finder ikke, at der er særlige forhold i din klients sag, som medfører, at nævnet kan se bort fra, at ansøgningen om genoptagelse af kravet om godtgørelse for svie og smerte for perioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-2015 først er indgivet den 16-02-
3. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste Din klient har søgt om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 23-03-2014 til den 18-10-2017 i din erstatningsopgørelse af den 16-02-
4. Ved afgørelse af 19-02-2015 meddelte nævnet afslag på erstatning for tabt arbejdsfortje-neste i perioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-
5. Din klient har søgt om genoptagelse af kravet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-2015 og fremsat krav om yderligere erstat-ning tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra den 05-02-2015 til den 18-10-2017 i din erstat-ningsopgørelse af den 16-02-
6. Nævnet har besluttet at afslå din klients ansøgning. Nævnets afslag skyldes, at ansøgningen er indgivet over 2 år efter, at din klient indså eller burde have indset eksistensen af sit krav. Nævnets afgørelse er truffet i medfør af

§ 13, stk.

3, hvoraf det fremgår, at nævnet ikke kan behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har behand-let erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige grunde. Henset til Højesterets dom i U.2013.1823H, hvor Højesteret fandt, at krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte ikke forældes successivt ef-ter forældelsesloven, og som efter nævnets vurdering kan overføres til forældelsesreg-len i

§ 13

, finder nævnet, at den 2-årige forældelsesfrist i

§ 13, stk.

3 løber fra den 19-02-2015 hvor nævnet traf afgørelse for kra-vet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-

1. Din klients anmodning om genoptagelse af krav erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-2015 er således fremsat mere end 2 år efter, at din klient indså eller burde have indset sit krav den 19-02-2017 og da erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke forældes successivt så finder nævnet, at din klients efterfølgen-de fortløbende krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ligeledes er forældet. Nævnet finder ikke, at der er særlige forhold i din klients sag, som medfører, at nævnet kan se bort fra, at ansøgningen om genoptagelse af kravet om erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste for perioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-2015 først er indgivet den 16-02-
2. / 7 …” Efter afslaget rejste advokat Kock Nielsen ved brev af
3. november 2018 krav overfor advokat Sagsøgte om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte. Advokat Sagsøgte afviste ved brev af
4. november 2018 kravet og an-førte i den forbindelse: ”… Jeg bemærker, at i Erstatningsnævnets afgørelse af
5. november 2018 fremgår det, at Erstatningsnævnets i afgørelse af
6. februar 2015 har afslået erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte. Ved gennemgang af afgørelsen af
7. februar 2018 ses ikke, at der er tale om afslag på svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste, men alene, at man foreløbig har fastsat svie og smerte for 14 dage og herudover udbe-der sig yderligere oplysninger vedr. tabt arbejdsfortjeneste. Jeg har ikke på mit kontor fået oplysninger om, at sagen i øvrigt bliver afsluttet ved Erstatningsnævnet. I det sagen således ikke har været afsluttet og der ikke har været nogen afgørelse om at meddele afslag på svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste er det min vurdering, at forældelse ikke kan være indtrådt, i det sagen stedse har verseret ved Erstatningsnævnet. Således finder jeg retteligt, at Deres anmodning om genoptagelse af sag om tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte, skulle have været en anmodning om fortsat behandling af førnævnte krav. På den baggrund finder jeg, at Erstatningsnævnet bør anerkende at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte for den fulde periode. Jeg skal opfordre Dem til at forfølge dette krav. Mit kontor har i forbindelse med varetagelse af sagen haft en sag mod klients tidligere arbejdsgiver omkring udlevering af ansættelsesbevis, som klients tidligere arbejdsgiver havde forfalsket. Denne sag er efter det for mig oplyste blevet farligt mellem parterne, men jeg fik ikke inden Deres indtræden i sagen forlig omkring dette, samt de oplysnin-ger jeg skulle bruge til brug for udfærdigelse af erstatningsopgørelse. For så vidt angår Deres erstatningskrav bemærker jeg, for så vidt angår tabt arbejds-fortjeneste, at Erstatningsnævnet alene afslår erstatning for perioden
8. marts 2014 til
9. februar 2015, jeg kan ikke af Deres brev udlede, hvorfor man rejser krav udover den-ne periode. For så vidt angår svie og smerte bemærker jeg, at der tidligere er udbetalt svie og smer-te og dette beløb bør som minimum fragå i Deres erstatningsopgørelse. …” / 8 Spørgsmålene om ansvarsgrundlag, afvisning og forældelse er udskilt til sær-skilt behandling. Sagsøger er ved Civilstyrelsens brev af
10. juli 2019 meddelt fri pro-ces. Forklaringer Der er under sagen ikke afgivet forklaring af parterne. Parternes synspunkter Sagsøger har i sit påstandsdokument anført følgende: at der i sager med professionsansvar er et skærpet ansvarsgrundlag, at sagsøgte, som advokat, har et professionsansvar overfor sagsøger i sin sagsbehandling overfor Erstatningsnævnet, at sagsøgte ved sin adfærd (manglende opfølgning på Erstatningsnævnets skrivelse af
11. februar 2015, bilag 3) har handlet erstatningspådragende overfor sagsøger, at

§ 13, stk.

3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18-11-2014, finder anvendelse vedrørende tidligere anmodninger om dokumen-tation, der fremsendes senere end 2 år fra Erstatningsnævnets anmodning om supplerende oplysninger, at forældelse i.h.t.

§ 13, stk.

3, indtræder

1. februar 2017, at sagsøgte burde have indhentet sagsøgers lægejournal, og/eller have foran-lediget lægeerklæring udfyldt, at dette burde være sket umiddelbart efter Erstatningsnævnets afgørelse af
2. februar 2015, bilag 3, og herefter forelagt materialet for Erstat-ningsnævnet. at der herved, allerede i april 2015 (maksimumbeløb, EAL § 3) kunne være gjort op med krav på svie og smerte godtgørelse, jf. EAL § 3, da journaloplysningerne var fuldt tilgængelige i 2015, at sagsøgte burde have fremskaffet, og fremlagt dokumentation for sagsø-gers mistede A-indkomst, 2014, i form af arbejdsgivererklæring, og sup- / 9 plerende lønsedler, de seneste 3 måneder op til overfaldet, den
3. marts 2014, at den manglende opfølgning på Erstatningsnævnets henvendelse af
4. fe-bruar 2015 dermed har medført forældelse af sagsøgers krav på tabt ar-bejdsfortjeneste og svie og smerte godtgørelse, jf.

§ 13, stk.

3, at sagsøgte, som advokat for sagsøger, burde have fulgt op på sin sagsbe-handling overfor Erstatningsnævnet, herunder eventuelt have anmodet om suspension af fristen i

§ 13, stk.

3, hvis sagsøgte var af den opfattelse at der manglede oplysninger til dokumentation af sagsøgers krav, at det ikke er sket på noget tidspunkt mellem

1. februar 2019, og
2. februar 2019 (bilag 8), hvor sagsøgers nuværende advokat modtager aktindsigt i Erstatningsnævnet i sagen, at krav på tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte ikke forældes successivt, jf. U2013.1 823H, at sagsøgte dermed har pådraget sig erstatningsansvar overfor sagsøgte ved sin manglende opfølgning overfor Erstatningsnævnet. Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende:
3. I forhold til Erstatningsnævnet a. Erstatningsnævnets afvisningspåstand Det bestrides, at der er grundlag for helt eller delvist at afvise sagen mod Erstatningsnævnet. Erstatningsnævnets anbringender om, hvorfor sagen bør afvises, har væ-ret fremsat af Erstatningsnævnet i to andre sager, som undertegnede fører mod Erstatningsnævnet henholdsvis på vegne af en advokat og boet efter en advokat, der begge er blevet sagsøgt af en tidligere klient. I ingen af sa-gerne fik Erstatningsnævnet medhold i, at sagen skulle afvises. Kendelser-ne i de to sager er fremlagt som bilag 2 og 3 i sagen mod Erstatningsnæv-net, men er også medtaget i Sagsøgtes materialesamling. Erstatningsnævnets anbringender om afvisning beror på to overordnede misforståelser: / 10 - For det første den misforståelse, at Sagsøgte som udgangspunkt ikke har retlig interesse i at få prøvet sin påstand overfor Erstatningsnævnet, allere-de fordi han ikke var part i sagen. Det bestrides, at der eksisterer et sådant udgangspunkt, jf. grundlovens § 63 og f.eks. U2016.1526H, hvori Højesteret bl.a. anfører: ”Det forhold, at den person, som oplysningerne angår, ikke er part i aktindsigtssa-gen, udelukker ikke, at den pågældende kan være berettiget til få prøvet afgørelsen ved domstolene efter grundlovens § 63, stk. 1,
4. pkt., hvis de almindelige betin-gelser for at anlægge en retssag er opfyldt, herunder kravet om retlig interesse. ” Henset til at Erstatningsnævnets afgørelser af
5. november 2018 (bilag 14) er afgørende for sagsøgers anbringende om, at Sagsøgte har udvist ansvarspådragende adfærd, synes det klart, at Sagsøgte har en retlige in-teresse i at få prøvet, om Erstatningsnævnets afgørelser er korrekte. Kan Sagsøgte ikke det, så er han dømt på forhånd. - Erstatningsnævnets anden misforståelse består i, at Erstatningsnævnet ved sine anbringender forudsætter, at Sagsøgte i sagen mod sagsøger kan få en prøvelse af Erstatningsnævnets afgørelser. Det er imidlertid ikke tilfældet; der henvises til U2019.1616H, hvoraf det fremgår, at en forvaltningsretlig afgørelse, der ikke har karakter af en af-gørelse af en tvist mellem private parter, ikke kan anfægtes i en sag mel-lem private parter. Det synes herefter utvivlsomt, at Sagsøgte har en retlig interesse i søgs-målet mod Erstatningsnævnet, idet det er hans eneste mulighed for at va-retage sine interesser i forhold til det erstatningskrav, som sagsøger har rejst mod ham. b. Sagsøgtes påstande overfor Erstatningsnævnet Det gøres overordnet gældende, at Erstatningsnævnets afgørelser af
6. november 2018 (bilag 14) vedrørende godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ugyldige. Der henvises til følgende omstændigheder: - Erstatningsnævnt har i svarskriftet anerkendt, at der er ansøgt om godtgø-relse og erstatning indenfor 2-års fristen i

§ 13, stk.

3. Da Erstatningsnævnets afgørelser (bilag 14) netop er begrundet med, at ”ansøgningen er indgivet over 2 år efter, at din klient indså eller burde have ind- / 11 set eksistensen af sit krav ”, har Erstatningsnævnet dermed implicit aner-kendt, at afgørelserne ikke er korrekte. Allerede derfor bør afgørelserne kendes ugyldige. Erstatningsnævnet ses ikke at have truffet afgørelse om, at der ikke retti-digt er indgivet dokumentation for det krav, som der rettidigt er ansøgt om. Erstatningsnævnet kan derfor ikke under denne retssag bruge dette anbringende som begrundelse for sine afgørelser (bilag 14). - Det bestrides herudover, at Erstatningsnævnet har hjemmel til at anvende 2årsfristen i

§ 13, stk.

3 for indlevering af doku-mentation for i øvrigt rettidigt anmeldte krav. Erstatningsnævnt har i svarskriftet anerkendt, at der er ansøgt om godtgø-relse og erstatning indenfor 2-års fristen i

§ 13, stk.

3. Tvistepunktet er derfor, om 2-årsfristen i § 13, stk. 3 også finder anvendel-se i det tilfælde, hvor Erstatningsnævnet har bedt den skadelidte om yder-ligere oplysninger med henblik på at opgøre et erstatningskrav, som der rettidigt er ansøgt om. Det bestrides. Den for denne sag relevante version af

§ 13, stk.

3 (i LBKG 2014-11-18 nr. 1209) lød således: ”Stk. 3. Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse og det nye krav fremsættes, mere end 2 år efter at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige grunde. ” Lovens ordlyd giver dermed ikke støtte for Erstatningsnævnets anbrin-gende om, at der i bestemmelsen er hjemmel til at anvende den også i de tilfælde, hvor Erstatningsnævnet har bedt den skadelidte om yderligere oplysninger med henblik på at opgøre et erstatningskrav, som der rettidigt er ansøgt om.

§ 13, stk.

3 blev indført ved lov 2011-04-28 nr.

1. Af forarbejderne dertil (LFF 2011-02-09 nr. 134) er der intet nævnt om, at § 13, stk. 3 skulle finde anvendelse også i den situation, hvor Erstat-ningsnævnet anmoder om indsendelse af yderligere oplysninger. Forarbejderne til bestemmelsen giver dermed heller ikke støtte for Erstatningsnævnets fortolkning af § 13, stk.
2. / 12 Det forhold, at Erstatningsnævnet efter egen praksis har anvendt § 13, stk. 3 også i de tilfælde, hvor Erstatningsnævnet har bedt den skadelidte om yderligere oplysninger med henblik på at opgøre et erstatningskrav, som der rettidigt er ansøgt om, udgør ikke en hjemmel, jf. U2018.491H, U2018.3697H og Højesterets dom af
3. december
4. Som følge heraf bør Sagsøgte få medhold i sine påstande. ---oo0oo--De omstændigheder, som Erstatningsnævnet har påberåbt sig, kan ikke føre til et andet resultat: - Erstatningsnævnet henviser til Offererstatningsloven med kommentarer. Kommentarerne i kommenterede lovsamlinger udgør ikke et hjemmels-grundlag, og det forhold, at Erstatningsnævnet praksis er beskrevet i Offe-rerstatningsloven med kommentarer er ikke dokumentation for, at den praksis har hjemmel. Bemærkningerne i den kommenterede offererstatningslov må – henset til hvem forfatterne er – anses som rene partsindlæg fra Erstatningsnævnets side. - Erstatningsnævnet henviser til ”hensynet bag § 13, stk. 3 ”, hvilket bl.a. er, at Erstatningsnævnet ikke skal behandle alt for gamle krav. Heller ikke dette udgør et hjemmelsgrundlag. Hensynet kan i øvrigt varetages ved, at Erstatningsnævnet fastsætter en frist efter

§ 14, stk.

3, jf. forarbejder til bestemmel-sen (Betænkning 751 fra 1975), hvoraf følgende fremgår: ”Stk. 3 tilsigter at undgå, at behandlingen i nævnet trækker ud på grund af ansø-gerens forhold. Medvirker han ikke til sagens oplysning, skønt han er opfordret hertil, kan nævnet afgøre sagen på det foreliggende grundlag.” Den rette fremgangsmåde for Erstatningsnævnet havde været at sætte en frist for indlevering af dokumentation, og derefter træffe en afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis fristen ikke blev overholdt, jf. Offererstat-ningslovens § 14, stk.

1. - Erstatningsnævnet anfører, at ” Ved lov nr. 486 af
2. april 2019 om ændring af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser blev § 13, stk. 3 ændret, så- / 13 ledes at det nu fremgår direkte af ordlyden, at fristen også gælder i forbindelse med nævnets dokumentationsanmodninger. ” Denne udlægning af bestemmelsens anvendelsesområde bestrides. Den nuværende § 13, stk. 3 angår efter sin ordlyd alene dokumentation, der indsendes mere end 2 år efter, at Erstatningsnævnet har truffet endelig afgørelse i sagen – dvs. behandlet samtlige de fremsatte erstatningskrav, og der således ikke længere verserer en sag hos Erstatningsnævnet. I alle andre tilfælde er det fortsat § 14, der gælder i tilfælde af, at Erstatningsnævnet anmoder om dokumentation. Endvidere bør det fremhæves, at der af lovforslaget til nugældende § 13, stk. 3 (LFF 2019-02-27 nr. 172) fremgår følgende: ”Det forudsættes, at nævnet i sin endelige afgørelse vil vejlede ansøgeren om, hvilke frister der gælder for fremsættelse af eventuelle yderligere krav om erstatning og godtgørelse vedrørende samme lovovertrædelse. Det forudsættes endvide-re, at nævnet i sin endelige afgørelse vil gøre ansøgeren opmærksom på de krav, hvor nævnet ikke har tilkendt erstatning eller godtgørelse som følge af manglende dokumentation, og hvor nævnets anmodning om (yderligere) dokumentation ikke er imødekommet af ansøgeren. Nævnet forudsættes i disse tilfælde at oplyse ansø-geren om, at nævnet kan behandle det/de pågældende krav, hvis ansøgeren inden for 2 år efter afgørelsen indsender dokumentation herfor. ” Vejledningspligten følger også af, at Erstatningsnævnet ved sin sagsbe-handling er underlagt officialprincippet, jf. Justitsministeriets kommente-rede oversigt over indkomne høringssvar af
3. februar 2019, punkt 2.9.
4. Erstatningsnævnet har i denne sag ikke vejledt hverken sagsøger eller Sagsøgte om, at dokumentationen skulle indsendes indenfor 2 år, hvis Erstatningsnævnet skulle behandle kravet. Erstatningsnævnet udnyttede heller ikke mulighederne i § 14, stk. 3 for at fremme sagen, men forholdt sig blot passiv indtil sagsøgers krav – efter Erstatningsnævnets opfattelse – var forældet. Dette synes ikke at være en fremgangsmåde, der er i overensstemmelse med officialprincippet.
5. I forhold til sagsøger Det bestrides, at sagsøger har påvist et ansvarsgrundlag at gøre Sagsøgte erstatningsansvarlig på baggrund af. / 14 Sagsøgers anbringende om, hvorfor Sagsøgte har handlet ansvarspådra-gende, er baseret på, at Erstatningsnævnets afgørelser (bilag 14) om at give sagsøger afslag på godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste er lovlige/gyldige. Da Erstatningsnævnets afgørelser imidlertid er ulovlige/ugyldige på grund af manglende hjemmel, jf. det ovenfor anførte, har Sagsøgte ikke handlet ansvarspådragende overfor sagsøger. Erstatningsnævnet har i sit påstandsdokument anført følgende:
6. TIL STØTTE FOR AFVISNINGSPÅSTANDEN Principalt til støtte for afvisningspåstanden over for Sagsøgtes påstand 1 og 3 Over for Sagsøgtes påstand 1 og 3 gøres det til støtte for Erstatningsnævnets afvisningspåstand principalt gældende, at Sagsøgtes påstand 1 og påstand 3 ikke er egnede til at blive ta-get under påkendelse, idet de to påstande reelt er anbringender for Sagsøgtes påstand
7. Sagsøgte påstår med sin påstand 1 Erstatningsnævnet tilpligtet at anerkende, at de af Sagsøger fremsatte krav, ikke var forældede på tidspunktet for Erstatningsnævnets afgørelse af
8. november 2018 (bilag 14). Med sin påstand 2 påstår Sagsøgte Erstatningsnævnet tilpligtet at anerkende, at Erstatningsnæv-nets afgørelse af
9. november 2018 var ugyldig, og med påstand 3 påstås sagen hjemvist til fornyet behandling ved Erstatningsnævnet. Påstand 1 er dermed et anbringende for påstand
10. Såfremt Sagsøgte får medhold i, at de af Sagsøger fremsatte krav ikke var forældede på tidspunktet for Erstatningsnævnets afgørelse af
11. november 2018 (bilag 14), er retsfølgen heraf således, at Erstatningsnæv-nets afgørelse er ugyldig. Såfremt Sagsøgte får medhold i, at Erstatningsnævnet afgørelse af
12. november 2018 (bilag 14) er ugyldig, er den naturlige følge heraf, at sagen vil blive genbehandlet, idet udmålingen ikke tidligere er vurderet af Erstatningsnævnet, og påstand 3 har dermed ikke et selvstæn-digt sigte ud over hvad der allerede følger af påstand
13. Sagsøgtes påstand 1 og 3 må af disse grunde afvises. / 15 Til støtte for afvisningspåstanden over for Sagsøgtes påstande (principalt for påstand 2, subsidiært for påstand 1 og 3) Det gøres gældende, at Sagsøgte ikke har den fornød-ne retlige interesse i at få prøvet sin påstand overfor Erstatningsnævnet. Sagsøgte er hverken adressat for Erstatningsnævnets afgørelse eller repræsentant for en adressat. Som udgangspunkt har Sagsøgte derfor ikke den efter retsplejelovens § 255 for-nødne retlige interesse i at få prøvet sin påstand overfor Erstatningsnæv-net, jf. sammenfatning af retspraksis i Niels Fenger m.fl., Forvaltningsret, 2018, side 890 ff., og Gorm Toftegaard Nielsen, Forvaltningssager i civil-processen – om søgsmålskompetence, rette sagsøgte, søgsmålsfrister og ci-vile fuldbyrdelsessøgsmål i U.2000B.319

§ 13, stk.

1. Ved sin afgørelse af
2. februar 2015 (bilag 3) tilkendte Erstatningsnævnet Sagsøger en skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte, sam-tidig med at Sagsøger blev anmodet om at dokumentere den resterende del af sit krav om godtgørelse for svie og smerte, samt sit krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det fremgår af

§ 13, stk.

3, at Erstatningsnævnet ik-ke kan behandle en ansøgning efter offererstatningsloven, hvis Erstat-ningsnævnet tidligere har behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde have indset eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige grunde. / 17 Forældelsesfristen i § 13, stk. 3, gælder både nye krav og dokumentationsanmodninger. Dette var Erstatningsnævnets praksis allerede inden indfø-relsen af

§ 13, stk.

3, hvilket bl.a. fremgår af den kommenterede offererstatningslov (Sinding og Lerche: Offererstatningslo-ven med kommentarer, 1. udgave, 2005, side 127 f.): ” Princippet i § 13 [red. nu § 13, stk. 1] finder også anvendelse i tilfælde, hvor nævnet har modtaget første ansøgning inden udløbet af fristen i OEL § 13, men hvor ansøgeren senere søger om supplerende erstatning og godtgørelse el-ler genoptagelse af sagen. En sådan efterfølgende ansøgning vil således ikke bli-ve imødekommet, hvis der er gået mere end to år, siden ansøgeren blev klar over, at ansøgeren havde yderligere krav mod nævnet. Det samme gør sig gæl-dende, hvis ansøgeren undlader at fremsende dokumentation, som nævnet har bedt om.” (min understregning) Af forarbejderne til

§ 13, stk.

3, (lovforslag nr. 134 af 9. februar 2011 om forslag til lov om ændring af retsplejeloven og offererstatningsloven) fremgår det, at: ” Arbejdsgruppen har endvidere noteret sig Erstatningsnævnets praksis, hvorefter principperne i

§ 13

tilsvarende gør sig gældende, hvor der - i tilknytning til en tidligere indgivet erstatningsansøgning - fremsættes en ny ansøgning vedrørende samme lovovertrædelse, hvorved der rejses nye erstatningskrav eller gøres nye anbringender gældende, som ansøger kun-ne og burde have fremsat over for nævnet på et væsentligt tidligere tidspunkt. Nævnets praksis har støtte i forarbejderne til offererstatningsloven, bestemmel-sens formål samt de hensyn, der taler imod, at nævnet behandler alt for gamle krav, der fremsættes i tilknytning til en tidligere indgivet erstatningsansøg-ning. Også i disse tilfælde vanskeliggør en meget sen ansøgning vurderingen af sagen, herunder f.eks. mulighederne for at indhente relevant dokumentation for det fremsatte erstatningskrav. Hertil kommer, at det kan være tiltagende uklart, om der er den fornødne årsagssammenhæng mellem ansøgers skader og lovovertrædelsen. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at nævnets praksis bør lovfæstes.” Som det fremgår, er hensynet bag § 13, stk. 3, netop, at Erstatningsnævnet ikke skal behandle alt for gamle krav. Ved lov nr. 486 af

1. april 2019 om ændring af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser blev § 13, stk. 3, ændret, således at det nu fremgår / 18 direkte af ordlyden, at fristen også gælder i forbindelse med Erstat-ningsnævnets dokumentationsanmodninger. Sidste led af § 13, stk. 3, ly-der således: »Stk.
2. […] Hvis nævnet anmoder om dokumentation for et fremsat krav og dokumentation ikke er fremsendt senest 2 år efter nævnets endelige afgørelse, kan nævnet ikke behandle kravet. 1.-
3. pkt. kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde.« I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (lovforslag nr. 172 af
4. april 2019 om ændring af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydel-ser, punkt 2.5.1.) er det om gældende ret anført, at: ” […] Hvis en sag er under behandling hos Erstatningsnævnet i mere end 2 år, og ansøgeren - mens sagen verserer hos nævnet, men mere end 2 år efter indgi-velse af ansøgningen - fremsætter et yderligere krav om erstatning eller godt-gørelse, som ansøgeren indså eller burde have indset eksistensen af på tids-punktet for indgivelse af den første ansøgning, vil det nye krav blive afvist un-der henvisning til § 13, stk.
5. Fristen i stk. 3 finder efter Erstatningsnævnets faste praksis endvidere anvendelse i de tilfælde, hvor nævnet anmoder om (yderligere) dokumentation for et fremsat krav. I de tilfælde, hvor der ikke er indsendt (tilstrækkelig) dokumenta-tion for et fremsat krav, og nævnet derfor anmoder ansøgeren herom, skal do-kumentationen således indsendes til nævnet inden for 2 år. Hvis ansøgeren ik-ke inden for fristen indsender den fornødne dokumentation, afviser nævnet at behandle kravet. Toårsfristen gælder ikke, hvis der foreligger særlige grunde. […]” Forarbejderne henviser således direkte til, at der efter den for nærværende sag relevante lov, gjaldt en 2-årig frist for fremsættelse af yderligere krav eller indsendelse af dokumentation for allerede fremsatte krav. Dette gjaldt, som det fremgår, uanset at skadelidtes sag allerede var under be-handling i Erstatningsnævnet. Indsættelsen af sidste led i § 13, stk. 3, var således blot en kodificering af den almindeligt anerkendte praksis hos Erstatningsnævnet (se hertil bl.a. Erstatningsnævnets Årsberetning for 2015, punkt 7.8). Det er dermed helt tydeligt, at dokumentation efter anmodning fra Erstatningsnævnet skal fremsendes senest 2 år efter Erstatningsnævnets afgørel-se herom. / 19 Fristen efter

§ 13, stk.

3, begyndte dermed at løbe fra dagen for Erstatningsnævnets dokumentationsanmodning den

1. fe-bruar 2015 (bilag 3). Dokumentationen for Sagsøgers krav skulle således være indgi-vet senest den
2. februar 2017 for at være rettidig i medfør offererstat-ningslovens § 13, stk.
3. Sagsøgers daværende advokat, Sagsøgte, indsendte imidlertid ikke dokumentation inden for denne frist, ligesom han ikke i øvrigt anmodede om fristforlængelse, eller på anden måde tog skridt til at afbryde forældelsesfristen. Først da advokat Troels Kock Nielsen indtrådte som repræsentant i Sagsøgers sag, blev der den
4. januar 2018 fulgt op på nævnets an-modning (bilag A). Opfølgningen på Erstatningsnævnets dokumentations-anmodning i afgørelsen af den
5. februar 2015 (bilag 3), skete dermed først knap tre år efter nævnets anmodning, og dermed knap 1 år efter for-ældelsesfristens udløb den
6. februar
7. Forældelsesfristen udløb dermed for kravene i deres helhed den
8. febru-ar 2017, idet det på baggrund af Højesterets dom i U.2013.1823H må anses for fastslået, at godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke forældes successivt. Erstatningsnævnet har ikke suspenderet forældelsen af kravene Erstatningsnævnet har i øvrigt på intet tidspunkt suspenderet forældelses-fristen i Sagsøgers sag. Erstatningsnævnets formulering i brevet af
9. februar 2018 (bilag 13) om, at Sagsøgers krav om godtgørelse for svie og smerte samt er-statning for tabt arbejdsfortjeneste blev genoptaget, var således alene et udtryk for, at Erstatningsnævnet anså Sagsøgers krav om godt-gørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for fær-digbehandlede, idet der ikke var svaret på Erstatningsnævnets dokumen-tationsanmodning inden forældelsesfristens udløb. Erstatningsnævnet genoptog derfor sagen med henblik på at revurdere, hvorvidt der var ind-trådt forældelse. Sagen var derfor under (gen)behandling fra advokat Tro-els Kock Nielsens anmodning om genoptagelse den
10. februar 2018 (bi-lag 11) og indtil der blev truffet afgørelse den
11. november 2018 (bilag 14). Dette fremgår også af Erstatningsnævnets afgørelse af
12. november 2018 (bilag 14), hvori det er anført, at / 20 ” Ved afgørelse af 19-02-2015 meddelte nævnet afslag på godtgørelse for svie og smerte i den søgte periode udover 14 dages skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte som ved samme afgørelse blev tilkendt. Din klient har søgt om genoptagelse af kravet om godtgørelse for svie og smerte for perioden fra den 23-03-2014 til den 04-02-2015 i din erstatningsopgørelse af den 16-02-
13. Nævnet har besluttet at afslå din klients ansøgning. Nævnets afslag skyldes, at ansøgningen er indgivet over 2 år efter, at din klient indså eller burde have indset eksistensen af sit krav. Nævnets afgørelse er truffet i medfør af

§ 13, stk.

3, hvoraf det fremgår, at nævnet ikke kan behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger sær-lige grunde.” Det bør hertil bemærkes, at Erstatningsnævnets brev af

1. februar 2018 (bilag 12) alene indeholder en tilkendegivelse om, at der ikke indtrådte forældelse af krav, som fortsat var under behandling i Erstatningsnævnet, og som dermed ikke allerede var forældede. Dette var tilfældet for så vidt angik Sagsøgers krav om erhvervsevnetabserstatning, hvilken erstatning han blev tilkendt ved Erstatningsnævnets afgørelse af
2. november 2018 (bilag 14). Erstatningsnævnets brev indebar derimod ikke, at der skete suspension af forældelsesfristen for krav som allerede var forældede efter

§ 13, stk.

3, jf. også det af Erstatningsnævnet eksplicitte anfør-te i brev af 14. februar 2018 (bilag 12).

§ 14, stk.

3, er sagen uvedkommende Det bør endvidere bemærkes, at

§ 14, stk.

3, og § 13, stk. 3, ikke – som anført af Sagsøgte – varetager det samme formål.

§ 13, stk.

3, er en fristregel, som sikrer, at Erstatningsnævnet ikke skal behandle alt for gamle krav, som kunne være frem-sat eller dokumenteret på et tidligere tidspunkt.

§ 14, stk.

3, varetager derimod hensynet til en ef-fektiv fremme af sagsbehandlingen i Erstatningsnævnet. Hvis ikke § 14, stk. 3 (nugældende § 14, stk. 4), eksisterede, kunne ansøgeren således prin- / 21 cipielt svare på hver af Erstatningsnævnets anmodninger på et hvilket som helst tidspunkt indenfor 2 år (forældelsesfristen), og derved bevirke en meget lang sagsbehandlingstid i Erstatningsnævnet. Erstatningsnævnet kan efter bestemmelsen derfor vælge at fastsætte en frist for ansøgerens medvirken til sagens oplysning og afgøre sagen på det foreliggende grundlag, såfremt anmodningen ikke imødekommes inden fristen. Fristen der fastsættes efter lovens § 14, stk. 3, er i sagens natur dermed kortere end forældelsesfristen § 13, stk. 3, idet reglen i modsat fald ikke ville have noget praktisk anvendelsesområde. Ovenstående understøttes endvidere af det forhold, at lovgiver ved æn-dringen af § 13, stk. 3, i 2019 (lov nr. 486 af 30. april 2019) tydeliggjorde, at fristreglen i lovens § 13, stk. 3, også omfatter Erstatningsnævnets dokumentationsanmodninger, og samtidig bibeholdte den dagældende § 14, stk. 3, uændret. Såfremt lovens § 13, stk. 3, og § 14, stk. 3, varetog det sam-me hensyn, må det formodes, at lovgiver havde afskaffet den ene eller den anden bestemmelse.

§ 14, stk.

3, er herefter uvedkommende i forhold til nærværende sag. Erstatningsnævnet gjorde ikke brug af muligheden for at fastsætte en kortere frist efter offererstatningsansvarslovens § 14, stk. 3, hvorfor alene fristen i lovens § 13, stk. 3, fandt anvendelse. Forældelsesloven finder ikke anvendelse, jf. U.2018.491H Højesterets dom trykt i U.2018.491H ændrer ikke på, at dokumentation skulle være indgivet til Erstatningsnævnet senest den 19. februar 2017. Højesteret slog i sagen fast, at der for krav efter offererstatningsloven ikke gælder forældelsesfrister efter forældelsesloven ved siden af fristerne i

§ 13

. Dommen viser dermed, at erstatning efter offererstatningsloven alene afhænger af, om fristerne i

§ 13er overholdt.

Den tvivl, der anføres i lovforslag nr. 172 af 27. februar 2019 om ændring af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser om anvendelsesom-rådet for

§ 13, stk.

3, vedrører ikke spørgsmålet om, hvorvidt § 13, stk. 3, omfatter Erstatningsnævnets dokumentationsanmod-ninger, men vedrører derimod, hvorvidt de almindelige forældelsesregler i forældelsesloven fandt anvendelse ved siden af § 13, stk.

1. Som anført ovenfor, så er denne tvivl endeligt afklaret med Højesterets dom i U2018.491H. / 22 I øvrigt bemærkes det, at ukendskab til retstilstanden ikke kan medføre, at Erstatningsnævnet skulle have set bort fra overskridelsen af fristen i § 13, stk.
2. Ingen særlige grunde, jf.

§ 13, stk.

3, sidste led Der forligger tilmed ikke nogen særlige grunde, som kan begrunde, at Erstatningsnævnet skulle have set bort fra den betydelige fristoverskridelse, jf.

§ 13, stk.

3, sidste led. Derimod kan det konstateres, at Sagsøger under hele sagen har været repræsenteret ved advokat, herunder advokat Sagsøgte i hele den periode, hvor fristen løb (fra den

1. februar 2015 til den
2. februar 2017). I det omfang der var grundlag for et yderligere krav, og der kunne fremskaffes yderligere dokumentation, må det dermed også forventes, at advokat Sagsøgte havde bistået her-med inden for fristen på 2 år efter Erstatningsnævnets dokumentationsanmodning. Sagsøger har også i overensstemmelse hermed rettet sit krav mod Sagsøgte og ikke mod Erstatningsnævnet. Det forhold, at Sagsøgte som advokat for Sagsøger ikke har reageret rettidigt, udgør ikke særlige grunde, der kan be-grunde, at Erstatningsnævnet burde have set bort fra frist-overskridelsen. Fristen udløb den
3. februar 2017 Forældelsesfristen for Sagsøgers krav om godtgørelse for svie og smerte samt for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste udløb dermed i sin helhed 2 år efter Erstatningsnævnets dokumentationsanmodning af
4. februar 2015 (bilag 3). Forældelsesfristen var derfor udløbet godt et år for-inden advokat Troels Kocks henvendelse til Erstatningsnævnet den
5. ja-nuar 2018 (bilag A). Erstatningsnævnets afgørelse af
6. november 2018 (bilag 14) er derfor kor-rekt, og Erstatningsnævnets påstand om frifindelse bør herefter tages til følge. Rettens begrundelse og resultat Ad afvisningspåstanden: Retten finder, at advokat Sagsøgte har en retlig interesse i under en sag mod Erstatningsnævnet at få prøvet om nævnet med rette har afvist at be- / 23 handle Sagsøgers krav på godtgørelse for svie og smerte og på tabt arbejdsfortjeneste fremsat ved brev af
7. februar
8. Retten har i den forbindelse lagt vægt på, at dette har en afgørende betydning for spørgsmålet om Sagsøgtes erstatningsansvar. Det kan herved ikke føre til et andet resultat, at Sagsøgte ikke var adressat for Erstat-ningsnævnets afgørelse om afvisning af Sagsøgers krav. Ad forældelse: Erstatningsnævnet træf den
9. februar 2015 afgørelse om, at Sagsøger blev tildelt godtgørelse for svie og smerte for 14 dage, mens resten af de rej-ste krav ikke blev imødekommet, idet der ikke var fremsendt dokumentation for kravene. Det er ubestridt, at der ikke blev fremsendt dokumentation for kra-vene, før advokat Kock Nielsens anmodning af
10. februar
11. Nævnet tildelte herefter Sagsøger erstatning for tab af erhvervsevne, idet denne del af kravet ikke var forældet, men afviste krav på erstatning for tabt arbejdsfortje-neste og krav på yderligere godtgørelse for svie og smerte. Den dagældende offererstatningslov § 13, stk. 3, var formuleret således: ”Stk.
12. Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere har be-handlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse og det nye krav fremsættes mere end 2 år efter at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der foreligger særlige omstændig-heder.” Af forarbejderne til lovforslaget vedrørende den nugældende formulering af bestemmelsen fremgår, at Erstatningsnævnet efter fast praksis fortolkede bestem-melsen således, at krav også skulle afvises, hvis dokumentationen ikke var ind-sendt inden 2 år. Retten finder, at Erstatningsnævnets faste praksis har hjemmel i en fortolkning af den dagældende bestemmelse, idet formålet med bestemmelsen var at undgå at Nævnet skulle tage stilling til gamle krav, der kunne være rejst (eller doku-menteret) på et tidligere tidspunkt. Retten opfatter således alene den ændrede bestemmelse i

§ 13, stk.

3, som en kodificering af gælden-de ret. Retten tiltræder herefter, at Erstatningsnævnet har afvist at behandle Sagsøgers anmodning om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt yderlige-re godtgørelse for svie og smerte. Ad ansvarsgrundlag: / 24 Sagsøgte har som beskikket bistandsadvokat et professions-ansvar overfor Sagsøger. Det er ubestridt, at Sagsøgte ikke indhentede og fremsendte den af Erstatningsnævnet ønskede dokumentation. Da retten har fastslået, at Erstatningsnævnet med rette har afvist Sagsøgers krav, finder retten, at Sagsøgte har pådraget sig er-statningsansvar over for Sagsøger for det tab, som denne har lidt ved den manglende opfølgning. Sagsøgers påstand herom tages herved til følge. Sagsomkostningerne er i relation til adcitationssagen, der sluttes ved rettens af-gørelse, efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatud-gift med 55.000,00 kr. Erstatningsnævnet er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Erstatningsnævnet frifindes for de af Sagsøgte nedlagte på-stande. Sagsøgte tilpligtes at anerkende at være erstatningsansvar-lig over for Sagsøger, i det omfang der ikke sker dækning efter erstatningsansvarsloven som følge af manglende opfølgning over for Er-statningsnævnet, jf. VOL § 13, stk. 3, ved opgørelse af Sagsøgers per-sonskadekrav. Sagsøgte skal til Erstatningsnævnet betale sagsomkostnin-ger med 55.000,00 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. / / /