ECLI:DK:ESB:2022:BS0000001270 Sag om, hvorvidt den ulykke, som sagsøger var udsat for, var en arbejdsskade og dermed omfattet af lov om arbejdsskadesi

RETTEN I ESBJERG DOM Afsagt den

1. december 2017 i sag nr. BS 50-1164/2016: Sagsøger Adresse 6800 Varde mod Ankestyrelsen Teglholmsgade 3 2450 København SV Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag, der er anlagt den
2. december 2016, drejer sig om, hvorvidt den ulykke, som Sagsøger, var udsat for den
3. februar 2009 var en arbejdsskade og dermed omfattet af lov om arbejdsskadesikring. Sagsøgeren har påstået, at sagsøgte, Ankestyrelsen tilpligtes at anerkende, at skaden som overgik Sagsøger den
4. februar 2009, er omfattet af ar­‐ bejdsskadesikringsloven, og derfor skal anerkendes som en arbejdsskade § 5 i jf. lov om arbejdsskadesikring. Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning. Oplysningerne i sagen Sagsøger kom søndag den
5. februar 2009 ca. kl. 07.30 til skade i et trafikuheld. I anmeldelsesrapporten fra færdselsuheldet af
6. februar 2009 er det oplyst, at Sagsøger mistede kontrollen over sin personbil på grund af glat føre og endte i grøften. Der skete personskade samt store materielle skader. Sagsøger var på uheldstidspunktet ansat som social- og sundhedsassistentvikar ved Virksomhed ApS. Sagsøger var på ulykkestidspunktet på vej fra sit hjem til arbejde i sin bil. Ved ulykken brækkede Sagsøger nakken 2 steder og pådrog sig alvorligt brud på venstre ben samt brud på venstre hånd. Den
7. juni 2011 blev ulykken anmeldt som en arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen. Ved afgørelse af
8. december 2011 afviste Arbejdsskadestyrelsen at anerkende ulykken som en arbejdsskade. Den
9. januar 2012 påklagede Sagsøger afgørelsen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse den
10. juni
11. Den
12. januar 2013 anmodede Sagsøger Arbejdsskadestyrelsen om, at genoptage sagen på grundlag af nye oplysninger vedrørende kørselsgodtgørelse. Ved afgørelse af
13. februar 2013 fastholdt Arbejdsskadestyrelsen sin afgørelse. Den
14. marts 2013 indbragte Sagsøger afgørelsen for Ankestyrelsen. Ved afgørelse af
15. december 2013 afviste Ankestyrelsen at anerkende ulykken som en arbejdsskade. Det hedder i Ankestyrelsens afgørelse af
16. december 2013 blandt andet: Begrundelsen for afgørelsen Vi har tidligere ved afgorelse af
17. juni 2012 vurderet, at du ikke var omfattet af loven, da du kom til skade. Vi lagde vagt pt, at du var på vej fra dit hjem til et midlertidigt arbejdssted, da skaden skete. Skader, der sker under transport mellem hjem og arbejdsplads, er notmalt ikke omfattet af loven. Vi fandt, at der ikke var grundlag for at fravige hovedreglen i dit tilfælde. Arbejdsskadestyrelsen har genoptaget din sag, idet du har oplyst, at du fik kørselsgodtgørelse. Vi vurderer fortsat, at din skade ikke er en følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet er foregået under, idet skaden skete under omstændigheder, som må sidestilles en privat handling. Din transport mellem hjem og arbejde har ikke haft karakter af egentligt arbejde i din arbejdsgivers interesse. Det forhold, at du fik kørselsgodtgørelse, kan ikke fore til et andet resultat. Vi henviser i denne sammenhang til praksis, som er beskrevet i Principafgorelse U-7-
18. Denne sag omhandlede en lignende situation, hvor føreren af en bil kom til skade på vej hjem efter arbejdstids ophor. Skaden var ikke omfattet af loven. Vi tog samtidig stilling til, at det var uden betydning, at skadelidte modtog vederlag under transporten. Arbejdsskadeloven omfatter personer, som er antaget til at udføre arbejde her i landet eller på dansk skib. Loven gælder også for personer, der midlertidigt er udstationeret af en arbejdsgiver her i landet. Bemærkninger til klagen Advokat Person har ved klage af
19. marts 2013 anført, at det på baggrund af dokumenteret kørselsgodtgørelse må udledes, at arbejdet blev påbegyndt, da du kørte hjemmefra. Vi bemærker, at dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen, men at de ikke kan medføre en andren afgørelse. Vi henviser i øvrigt til begrundelsen for afgørelsen ovenfor." Det er i ansættelsesaftale mellem Virksomhed ApS og Sagsøger af
20. maj 2008 blandt andet anført: Kørselsgodtgørelse: Når vikaren bruger sin egen bil skal der laves kørselsregnskab. Vikaren føre alle kørte km til og fra hjemmet på timesedlen. Der udbetales kørselsgodtgørelse efter skattevæsenets fastsatte satser. Vikaren får godtgørelse for alle km. Timesedler: Vikaren skal udfylde en timeseddel med navn, stilling samt arbejdssted. Det er vigtigt at påføre lønnummer. Timesedlen skal altid underskrives af en ansat på arbejdsstedet. Inden denne underskrives, skal de kørte km skrives på timesedlen. Til sidst underskriver vikaren timesedlen. Har vikaren siddet fast vagt, skal timerne også skrives på linjen "Fast vagt antal timer"." Sagsøger har navnlig forklaret, at hun i 2009 var ansat som vikar hos Virksomhed ApS som social- og sundhedsassistent. Hun ringede til sin arbejdsgiver hver morgen for at høre, om der var arbejdsopgaver til hende. Derefter kørte hun direkte fra sit hjem til sin arbejdsplads. Hun modtog dagens opgaver, når hun nåede frem. Hun kørte i egen bil. Der var ikke mulighed for at få en firmabil. Hun fik godtgørelse for kørsel mellem hjem og arbejdsplads. Da hun blev ansat, spurgte Vidne, om hun havde bil. Det job, hun havde den
21. februar 2009, havde hun haft i ca. 3 måneder. Hun skulle tilse en patient på Esbjerg Sygehus. Hun havde kun kontakt med Vidne, når hun skulle have en ny opgave. Hun talte derfor ikke med Vidne om morgenen den
22. februar
23. Det er muligt, at køre med bus til Esbjerg Sygehus. Hun havde ikke fået instruktion om transporten mellem hjem og arbejde. Hun modtog ikke anden godtgørelse end kørselsgodtgørelse . Vidne har navnlig forklaret, at hun driver Virksomhed ApS. Hun udlejer vikarer til Esbjerg Sygehus og Psykiatrisk afdeling. Sagsøger var ansat som løs vikar. Vikarerne skal ofte møde med kort varsel, da det som regel er ved sygdom eller lignende, at der er behov for midlertidig arbejdskraft. Derfor er det hensigtsmæssigt, hvis vikarerne har egen bil. Ved kørsel i egen bil får vikarerne kørselsgodtgørelse. Det er ikke noget krav, at hendes medarbejdere har bil. Dem, der kunhar en cykel, får job i Esbjerg. Der er ikke nogen af hendes ansatte, der bruger offentlig transport. Det vigtigste er, at vikarerne møder til tiden. Hun betaler kørselsgodtgørelse efter statens takster. Parternes synspunkter Sagsøgeren har gjort gældende, at der foreligger fornødent sikkert grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes afgørelse af den
24. december
25. Det gøres herudover gældende, at sagsøgers tilskadekomst den
26. februar 2009 er omfattet af arbejdsskadesikringslovens §
27. Befordring mellem hjem og arbejdsplads er som udgangspunkt ikke sikret arbejde, idet transporten anses at være arbejdsforholdet eller virksomheden uvedkommende. Der gælder dog visse undtagelser til dette udgangspunkt, som er udmøntet i bekendtgørelse nr. 939 af den
28. november 2003 jf. arbejdsskadesikringslovens § 4, stk. 3, samt praksis. Det følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 1,
29. pkt. at; "Befordring til og fra fast eller midlertidig arbejdsplads er sikret under loven, og skade, der opstår under sådan befordring, kan anerkendes som arbejdsskade, hvis tjenesteforholdet til arbejdsgiveren eller hensynet til virksomhedens interesser har indflydelse på befordringen." Idet sagsøger var ansat som vikar og havde skiftende arbejdssteder, må kørslen til de forskellige arbejdssteder anses at ske i arbejdsgiverens interesse. Sagsøger blev hver morgen ringet op af vikarbureauet, som herefter tilbød hende arbejde ved forskellige arbejdssteder. Sagsøger skulle herefter selv sørge for at komme ud til de forskellige kunder, og skulle ikke forinden møde ind ved arbejdsgiveren. Som det fremgår af både ansættelsesaftalen og lønsedlerne modtog sagsøger skattefri kørselsgodtgørelse fra arbejdsgiveren for al kørsel mellem sit hjem og de forskellige kunder/arbejdssteder. Selvom arbejdstiden ikke begyndte ved kørsel fra hjemmet eller ved arrangeret kørsel fra arbejdsgiverens side, må kørslen anses at være sket i arbejdsgiverens interesse. Et vikarbureau lever af at stille arbejdskraft til rådighed i form af vikarer, som træder ind som midlertidig hjælp på forskellige arbejdspladser. Det er derfor i bureauets interesse, at de tilknyttede vikarer står til rådighed og kan møde ind på skiftende arbejdssteder med kort varsel efter behov. For vikarbureauet må det derfor anses som den bedste løsning, at de tilknyttede vikarer kan transportere sig i egen bil. Sagsøgte har i sin afgørelse henvist til en principafgørelse U-7-
30. I denne sag kom den ansatte til skade i sin bil på vej hjem fra arbejdsstedet. Der var tale om en ferieafløser, som i en periode skulle udføre arbejde på et fast arbejdssted. Arbejdet foregik på en lille ø, og det var aftalt at den ansatte skulle benytte egen bil til transport til og fra arbejdsstedet mod et aftalt vederlag, og det var derudover aftalt, at transporttiden blev indregnet i arbejdstiden. Denne sag adskiller sig på afgørende punkter fra ovennævnte praksis. Først og fremmest er der for sagsøger ikke tale om et fast arbejdssted, men skiftende arbejdssteder. I den pågældende sag må de særlige aftaler vedrørende kørselsgodtgørelse og indregning af transporttiden i arbejdstiden anses at være et udslag at den forventelige ulempe for den ansatte ved at møde ind i en ferieperiode på et fast arbejdssted på en ø. Afgørelsen er derfor begrundet i meget konkrete forhold. I denne sag, må den skattefri kørselsgodtgørelse til sagsøger anses at være et udslag af, at kørslen skete i arbejdsgiverens interesse. Dette understøttes også af de skattemæssige regler omkring skattefri kørselsgodtgørelse. Denne godtgørelsesordning kan alene anvendes, når der er tale om erhvervsmæssig kørsel. Hovedreglen er i øvrigt, at der som udgangspunkt kun kan ydes skattefri kørselsgodtgørelse for kørsel mellem hjem og en arbejdsplads i maksimalt 60 dage. Hvis antallet af arbejdsdage på samme arbejdsplads overstiger 60 dage anses arbejdspladsen for fast - og befordringen er dermed privat. Der er derudover indført en formodningsregel for at lette hverdagen for de personer, som har mange forskellige arbejdspladser. Efter denne regel gælder der en formodning for at lønmodtagerens befordring er erhvervsmæssig, hvis vedkommende har et kørselsmønster med befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at vedkommende kører mellem sin sædvanlige bopæl og en af sine arbejdspladser i mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder. Privat kørsel mellem hjem og arbejdsplads udløser alene et skattemæssigt fradrag for det antal km. der køres ud over 24 km. om dagen. Denne fradragsordning er udtryk for en skattemæssig fordel for lønmodtagere, som er villige til transportere sig længere væk for at komme på arbejde. Ankestyrelsen har ikke ved afgørelsen taget højde for principafgørelse 2610, hvor landsretten kom frem til, at en håndværkers kørsel mellem hans bolig og den byggeplads, hvor han på det tidspunkt var beskæftiget, var omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Kørsel skete i arbejdsgiverens interesse, selvom kørslen ikke i detaljer var fastsat af arbejdsgiveren. Landsretten lagde vægt på, at skadelidte i overensstemmelse med hvad der måtte antages at være almindeligt på bygningsområdet som led i en effektiv udnyttelse af arbejdstiden, ikke mødte på virksomhedens adresse, men på den byggeplads, hvor han på det tidspunkt var beskæftiget. Videre lagde landsretten vægt på, at det i overenskomsten var aftalt, at medarbejderen blev kompenseret for kørsel mellem sin bopæl og arbejdsstedet uden for den aftalte arbejdstid med kørepenge ved kørsel i eget befordringsmiddel. I forhold til principafgørelse 26-10 skal det bemærkes, at det her fremgår, at man fraviger udgangspunktet hvis kørslen er tilrettelagt af arbejdsgiver eller hvis kørslen sker i firmabil. Sagsøgte afviser herefter, at afgørelsen finder anvendelse idet kørslen ikke skete i firmabil. Der er dog ikke tale om kumulerede betingelser som ordlyden af afgørelsen fremstår og det er derfor tilstrækkeligt, hvis arbejdsgiver har tilrettelagt kørslen. Som det fremgår af sagens bilag 16, havde arbejdsgiver tilrettelagt virksomheden således at medarbejderne kørte fra deres bopæl og direkte til arbejdspladsen af hensyn til planlægning og økonomi i virksomheden. Det var således arbejdsgiver som havde tilrettelagt arbejdsgangen således. På den baggrund gøres det derfor gældende, at undtagelsen i principafgørelse 26-10 fortsat finder anvendelse . Det gøres sammenfattende gældende, at transporten til og fra arbejde skete i arbejdsgivers interesse. Det fremgår således af sagens bilag 16, at Sagsøger kørte direkte fra hjemmet og ud til de virksomheder hvor hun skulle vikariere, var således den måde hvorpå arbejdsgiveren havde indrettet arbejdsgangen i virksomheden. Det fremgår ligeledes at indretningen var sket med henblik på at optimere virksomheden både planlægningsmæssigt og økonomisk. Skaden skete således under forhold som må anses for at være i arbejdsgiversinteresse. Sagsøgers kørsel på vej fra hendes hjem til arbejdsstedet i Esbjerg må derfor anses at være erhvervsmæssig kørsel i arbejdsgiverens interesse, som er sikret under arbejdsskadesikringsloven. Ulykken som skete i forbindelse med denne transport er derfor omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 5 og bør anerkendes som arbejdsskade. Sagsøgte har gjort gældende, at der er ikke grundlag for at tilsidesætte An­ kestyrelsens afgørelse af
31. december 2013, hvor Ankestyrelsen afviste at anerkende den anmeldte hændelse af
32. februar 2009, som omfattet af lov om arbejdsskadesikring . Ulykkestilfælde, der indtræffer på vej til og fra arbejde, er som udgangspunkt ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Undtagelsen i bekendtgørelse nr. 939 af
33. november 2003 om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde (dagældende) giver ikke grundlag for at fravige lovens udgangspunkt i den foreliggende situation. Sagsøgers arbejdsgiver har hverken haft indflydelse på eller ansvar for, hvorledes transporten foregik, og hændelsen den
34. februar 2009 er dermed ikke en følge af arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under. Skaden skete i forbindelse med Sagsøgers transport mellem hjem og arbejde, og transporten mellem hjemmet og arbejdet har ikke karakter af egentligt arbejde i arbejdsgiverens interesse. Skaden skete derimod under omstændigheder, som må sidestilles med en privat handling. Skiftende arbejdspladser Det forhold, at Sagsøger var vikar og af den grund havde skiftende arbejdssteder, medfører ikke i sig selv, at kørslen fra hjemmet til det pågældende arbejdssted skete "i arbejdsgiverens interesse",jf.V 1991.962 H. I den sag var skadelidte på vej hjem fra et midlertidigt arbejdssted (et kursusophold), hvortil skadelidte var bevilget tjenestefrihed og kørselsgodtgørelse, og her kom Højesteret frem til, at skaden ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven. I overensstemmelse hermed er afgørelsen fra Direktoratet for Ulykkesforsikringen, D.f.U 7979/62 (gengivet i Mikael Kielberg, Arbejdsskadesikringsloven med kommentarer,
35. udg. 2016, side 159), hvor skadelidte nedlagde telefonkabler og derfor skiftede arbejdssted jævnligt. Han kom til skade under kørslen til arbejde, og skaden var ikke dækket. Som Mikael Kielberg også anfører på side 173 i den kommenterede arbejdsskadesikringslov