ECLI:DK:HBK:2022:FS0000000062 Sag om, hvornår forældelsesfristen på en parkeringsafgift skal beregnes fra

Retten i Holbæk Den

1. marts 2016 kl. 13:00 blev fogedretten sat på rettens kontor af . Dommer Der blev foretaget FS 40-1087/2016 PARKZONE A/S Valhøjs Alle 174 2610 Rødovre mod Debitor Adresse 1 4300 Holbæk Der blev fremlagt: Betalingspåkrav Det skyldige beløb blev opgjort således: Krav Betalingspåkrav -grundafgift Civil sag Retsafgift tilbagebetalt Ialt: 1.114,92 kr. 400,00 kr. 100,00 kr. -100,00 kr. 1.514,92 kr. Der blev afsagt Kendelse I dette betalingspåkrav er tale om en parkeringsafgift pålagt af kreditor. I sagsfremstillingen er anført, at parkeringen er sket 17-01-2013, at kreditor har fremsendt betalingspåkrav med krav om betaling 29-012013 og at betalingsfristen i dette er sat til 12-02-
2. Endelig er anført, at forældelsen regnes fra 12-02-2013, jf. forældelseslovens § 2, stk. 2, da der er indrømmet skyldner en betalingsfrist. Betalingspåkravet er modtaget i fogedretten den 10-02-
3. Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt til hvilket kreditor kunne kræve at få fordringen opfyldt. Af stk. 2 fremgår, at såfremt der er indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist indenfor hvilket betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb. Det er en forudsætning for anvendelses af stk. 2, at skyldneren efter lovgivningen eller kontrakten har krav på en vis betalingsfrist. Begyndelsestidspunktet udskydes ikke, hvis kreditor ensidigt indrømmer skyldneren en vis frist for betaling. Fogedretten har bedt kreditor redegøre for på hvilket grundlag, at betalingsfristen er indrømmet. Kreditor har i den anledning fremsendt en redegørelse, hvori er anført følgende: ”Ved parkering på et privat parkeringsareal indgås en privatretlig aftale på baggrund af skiltningen på pladsen jf. Højesterets dom af
4. oktober 2014 i sag 295/
5. Bekendtgørelse om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder finder således anvendelse. Det følger af ovenstående bekendtgørelses § 1 at meddelelse om en kontrolafgift pålagt på private parkeringsområder skal være skriftlig. Det følger i denne forbindelse af Højesterets afgørelse af den af
6. marts 2010 i sag 140/2008 at en kontrolafgift ikke kan betragtes som kommet frem, alene på baggrund af placering af kontrolafgiften på bilen. Det følger herefter af retspraksis, at såfremt bilisten ikke retter henvendelse på baggrund af kontrolafgiften, skal der sendes et betalingspåkrav for at sikre at bilisten er bekendt med kravet. Det følger af ovennævnte bekendtgørelses § 2, pkt. 4 at meddelelse om at kontrolafgift er pålagt skal indeholde oplysning om fristen for betaling af kontrolafgiften. Det følger herefter af lovgivningen at der skal gives en frist til betaling. Samt af retspraksis at denne frist skal oplyses ved fremsendelse af betalingspåkrav til bilisten, medmindre bilisten forinden har rettet henvendelse. Idet bilisten i nærværende sag ikke har haft rettet henvendelse, finder ovennævnte retspraksis anvendelse. Det er herefter vores vurdering at forældelseslovens § 2 stk. 2 finder anvendelse, idet bilisten ifølge lovgivningen har krav på en frist til betaling af udeståendet.” Efter det oplyste skulle indrømmelsen af en betalingsfrist således følge af lovgivningen. Allerede fordi den påberåbte bekendtgørelse er udstedt med hjemmel i færdselslovens § 122c, stk. 2, der først blev indsat i færdselsloven med lov nr. 169 af
7. februar 2014, kan bekendtgørelsen ikke anses for på lovbestemt grundlag at have fastsat en ret til en betalingsfrist for den person, betalingspåkravet er rettet mod. I følge sagsfremstillingen er parkeringen således foretaget i
8. Ingen af de påberåbte Højesterets afgørelser tager i øvrigt stilling til fra hvilket tidspunkt, at forældelse af krav i anledning af en parkering skal regnes. Da den, der har foretaget parkeringen, ikke i øvrigt på andet lovmæssigt grundlag ses at have ret til en betalingsfrist, og da der efter det oplyste ikke er tale om et aftalt vilkår mellem parterne, finder forældelsesloven § 2, stk. 2, herefter ikke anvendelse. Forældelsen skal derfor på det foreliggende grundlag regnes fra det tidligste tidspunkt til hvilket kreditor kunne kræve betaling, jf. forældelseslovens § 2, stk.
9. I denne sag er det den 17-01-
10. Da forældelsesfristen er 3 år og da betalingspåkravet er modtaget i fogedretten den
11. februar 2016, er et eventuelt krav i anledning af parkering forældet. Fogedretten afviser derfor betalingspåkravet, jf. retsplejelovens § 477c, stk.
12. Derfor bestemmes Betalingspåkravet afvises. Retsafgift for indledning af retssag på baggrund af betalingspåkravet tilbagebetales. Betalingspåkravet returneres med en udskrift af denne fogedbog. Sagen sluttet. Fogedretten hævet. Dommer EA207A0E-B299-4372-98E9-D35DF4372760