Ikke stemmeret i rekonstruktion Kendelse afsagt den 18. marts 2020 Sag 31/2019 Skyldner ApS, Virksomhed 3 ApS, Person 1 og advokat Person 2 mod Gældsstyrelsen Overdragelse af fordringer kort før anmodning om rekonstruktion var ikke loyal og gav ikke erhververen stemmeret vedrørende rekonstruktionsforslag Få dage efter at skattemyndighederne havde varslet konkursbegæring og afslået Skyldner ApS' anmodning om frivillig akkord, solgte tre selskaber, som var nærstående til Skyldner ApS, sine fordringer mod selskabet til et andet – ikke-nærstående – selskab, Virksomhed 2 ApS. Dagen efter overdragelsen indgav Skyldner ApS begæring om rekonstruktion. Spørgsmålet for Højesteret var, om konkurslovens § 13 d, stk. 3 – hvorefter fordringer, der tilhører skyldnerens nærstående, ikke giver stemmeret – afskar Virksomhed 2 ApS fra stemmeret vedrørende rekonstruktionsforslaget. Højesteret udtalte, at overdragelsen ikke kunne anses for at være sket loyalt, men med det formål at sikre de tre sælgende selskaber indvirkning på afstemningen om rekonstruktion af Skyldner ApS. Højesteret fastslog, at Virksomhed 2 ApS allerede derfor ikke havde stemmeret med hensyn til rekonstruktionsforslaget. Landsretten var nået til samme resultat. / /
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.