Retten på Frederiksberg Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 31. maj 2018 i sag nr. BS G-2462/2015: Bundesbahnvermögen -Rechtsfähiges Sondervermögen der Bundesrepublik Deutschland Diensstelle Mitte Sal

§ 14a, jf.

bilag E, side

1. Efter gennemgang af sagen meddelte sagsøgte den
2. februar 2011, at der STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D66 / Side 6/10 var grundlag for udbetaling af erstatning for tab af forsørger, idet dog sagsøgte var uenig i selve beregningen. Sagsøgte udbetalte forsørgertabserstatning med kr. 963.405 tillagt rente fra månedsdagen efter at selskabet modtog opgørelse med dertilhørende bilag og afregnede desuden overgangsbeløb med kr. 144.500 tillagt rente. Afdødes ægtefælle, den direkte berettigede Person 2, accepterede udbetalingen, jf. bilag G, og sagen vedrørende Person 1's dødsfald kunne herefter for hendes vedkommende betragtes som afsluttet. Den
3. maj 2011, bilag H, meddelte Advokat da også, at erstatningsbeløbet var overført til Person
4. Sagsøgte opfattede herefter sagen vedrørende Person 1's dødsfald som afsluttet. Dette som en konsekvens af, at sagsøgte havde udbetalt ethvert beløb i erstatning og godtgørelse, som Person 1's dødsfald kunne udløse i henhold til dansk ret og uden fradrag, der kunne give anledning til regres, jf. § 17 og § 22, da der, jf. §

§ 14aikke er adgang dertil.

Således fragår ydelser fra andre forsikringsordninger som den efterladte måtte være omfat-tet af eller offentlig forsørgelse ikke ved beregningen af erstatning i henhold til §

§ 14a

. Forbud mod tilbagesøgning Af erstatningsansvarslovens § 16 fremgår, at godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhen-te de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse og at beløb, der er udbetalt af skadevolder ikke senere kan kræves tilbagebe-talt eller modregnet i andre erstatningsposter. Se i den anledning U.2017.1167H, hvor en kommune skulle tilbagebetale beløb, som den havde fået refunderet af et forsikringsselskab til dækning af udbetalte sygedagpen-ge, idet det senere viste sig, at selskabet havde betalt for meget. Kommunen påberåbte sig, at kommunen var indtrådt i skadelidtes rettighe-der i henhold til § 16 og derfor ikke kunne mødes med et tilbagesøgnings-krav. Dette afviste Højesteret der om § 16 udtalte: Efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1,

1. pkt., kan godtgørelse og erstatning kræves be-talt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del efter
2. pkt. forlanges udbetalt efter reglerne i
3. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan efter
4. pkt. ik-ke senere kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter. Højesteret finder, at § 16, stk. 1,
5. pkt., efter forarbejderne må anses for begrundet i sociale og økono-miske beskyttelseshensyn, der alene gør sig gældende i forhold til skadelidte. På denne baggrund finder Højesteret, at § 16, stk. 1,
6. pkt., ikke omfatter krav rejst af et ansvarsfor-sikringsselskab mod en kommune om tilbagebetaling af et for meget betalt regresbeløb, og at bestemmelsen derfor ikke afskærer Topdanmark fra at kræve det for meget betalte beløb tilbage. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D66 / Side 7/10 Sagsøgte vil derfor ikke kunne tilbagesøge det til Person 2 betalte erstatningsbeløb. Regres mod den erstatningsansvarlige Af erstatningsansvarslovens § 17 og § 22, stk. 2 følger, at der i udgangspunktet ikke er regres for ydelser betalt i henhold til social lovgivning eller livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring. Der har selskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den erstatningsansvarlige. Også spørgsmålet om regres for udenlandske ordninger, herunder forsikringsordninger skal i udgangspunktet bedømmes efter dansk ret og dermed erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1 og § 22, stk. 2, hvorefter der er regresforbud. En undtagelse dertil følger imidlertid af EU’s forordninger, hvoraf følger, at regresspørgsmålet når det gælder i medlemslande baserede sociale sikringsordninger skal afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat hvor vedkommende sikringsordning har hjemsted. Se i den anledning U.1999.773H, hvor Højesteret udtalte: Af EF-domstolens domme i sagerne 44/65, Hessische Knappschaft, 78/72, Ster, og 72/76, Töpfer, fremgår utvetydigt, at artikel 93, stk. 1, i Rådets forordning nr. 1408/71 (artikel 52 i Rådets forordning nr. 3) skal forstås således, at bestemmelsen alene regulerer spørgsmålet om lovvalget vedrørende institutionens ret til regres mod skadevolderen, og at institutionens krav ikke - heller ikke i de tilfælde, hvor det har karakter af et selvstændigt krav, jf. litra b -kan overstige det krav, som skadelidte kunne gøre gældende mod skadevolderen efter reg-lerne i den lov, som finder anvendelse på forholdet mellem disse, dvs. i almindelighed ska-destedets lov. Denne fortolkning kan ikke anses for ændret ved dommen i sag C-428/92, DAK, jf. herved navnlig denne doms præmis
7. Det udtales her, at »Bestemmelsen har ik-ke til formål at ændre de regler, der finder anvendelse ved afgørelsen af, om og i hvilket omfang skadevolderen har pådraget sig et erstatningsansvar uden for kontraktforhold«. Der er ikke grundlag for, at denne udtalelse alene sigter til spørgsmålet om ansvarsgrundlag. Endvidere henvises uden forbehold til dommene i sagerne 44/65, Hessische Knappschaft, og 78/72, Ster. At en ændring af de tidligere domme ikke har været tilsigtet, støttes også af generaladvokatens forslag til afgørelse. Der består herefter ikke nogen rimelig tvivl om, at det af artikel 93, stk. 1, følger, at Deuts-che Bundesbahns krav mod Tryg-Baltica ikke kan overstige det krav, som skadelidte efter dansk ret kunne have gjort gældende mod skadevolderen. Der er derfor ikke anledning til at forelægge spørgsmål for EF-domstolen vedrørende fortolkningen af artikel 93, stk.
8. Et er om der overordnet set kan udøves regres. Noget andet er, om der konk-ret i den enkelte sag består et restkrav for hvilket der kan udøves regres. Spørgsmålet om der overordnet set er adgang til at udøve regres er således et anliggende der reguleres efter tysk ret. I overensstemmelse hermed, jf. U.1999.773H og U.1995.341Ø, har dansk retspraksis lagt sig fast på, at f.eks. tyske sociale sikringsordninger har regresret over for den ansvarlige skadevolder men kun inden for rammerne af den erstatningsansvarliges erSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D66 / Side 8/10 statningspligt i henhold til dansk ret, det vil sige, at erstatningsansvarslovens regler og dermed det beløb skadelidte selv kan kræve maksimerer regressen. Spørgsmålet om der konkret set er adgang til at udøve regres er et materia-let anliggende og det skal, jf. lovvalgsreglerne, afgøres efter dansk ret her-under erstatningsansvarslovens regler. Det vil sige, at spørgsmålet om den erstatningsansvarlige har opfyldt sine forpligtelser og derfor er frigjort for enhver betalingsforpligtelse og derfor ikke længere kan mødes med et krav afgøres efter dansk ret. Det vil også si-ge, at spørgsmålet om den erstatningsansvarlige kan mødes med et regre-skrav fordi den regresberettigede skulle have en ”forrang” ligeledes afgøres efter dansk ret. Sagsøgte har noteret sig, at sagsøger er enig i, at krav i denne sag, uanset de fremføres af sagsøgerne eller afdødes enke aldrig ville kunne overstige det beløb som enken har krav på efter erstatningsansvarslovens regler. Ingen bestemmelser i erstatningsansvarsloven hjemler en regresberettiget el-ler en instans der subrogerer i rettigheder en forrangsposition, sådan at for-stå, at der i loven skulle være indeholdt et forbud mod betaling til den direk-te skaderamte. Sagsøgte har opfyldt enhver forpligtelse overfor afdødes enke i henhold til erstatningsansvarsloven. Sagsøgte kan allerede af den grund ikke mødes med et regreskrav vedrøren-de samme ydelser som allerede er udbetalt i overensstemmelse med den ovenfor beskrevne opgørelse af den efterlevendes krav i henhold til erstatningsansvarslovens §

§ 14a

. At sagsøgerne efter de tyske regler indtræder i enkens krav over for skadevolder er i den sammenhæng uden betydning, da spørgsmålet om der konk-ret er en regresadgang eller en adgang til at indtale yderligere krav er af ma-teriel karakter, og derfor skal afgøres efter dansk ret, jf. det ovenfor anførte om lovvalg. Det bemærkes i den forbindelse, at erstatningsansvarsloven § 18 indeholder et specifikt forbud mod transport af erstatning og godtgørelse, og at der er tale om en materiel specialregel. § 18, stk. 1 er sålydende: Krav om erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, kan ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. Forbuddet omfatter både overdragelse til eje og til sikkerhed, herunder til sikring af et krav om tilbagebetaling sociale eller forsikringsmæssige ydelsSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D66 / Side 9/10 er. Således har sagsøgerne efter de danske regler intet selvstændigt krav med forrang, og der er i loven indeholdt et forbud mod enhver form for transport. Sagsøgernes krav er dernæst maksimeret til det krav enken kunne indtale, og for så vidt enken har indtalt et krav og modtaget fuld erstat-ning, er der intet restkrav at indtræde i. I modsat fald skulle sagsøgte kunne forpligtes til at betale erstatning to gange for den samme skade, og dette resultat tilsiger reglerne i EU’s forordninger ikke. Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgte udbetalte erstatning til enken den

1. februar 2011, bilag F, og at sagsøgte, jf. bilag A, den
2. februar 2012 afviste regreskravet. Kravene og indtrædelse i øvrigt Når det gælder begravelsesudgift består der i øvrigt ikke nogen ret for en-ken, jf. § 12 sammenholdt med § 14a til at indtale et sådant krav og der er derfor allerede af den grund ikke noget krav som sagsøgerne havde kunnet subrogere i. Enken kunne ikke indtale et selvstændigt krav om erstatning for udgifter til begravelse. Følgelig kan sagsøgerne ikke indtale et sådant krav. Allerede af den grund skal sagsøgte frifindes. Det er ikke dokumenteret, hvornår de enkelte udbetalinger er foretaget, og i den forbindelse skal det fremhæves, at det fremlagte bilagsmateriale ikke er blevet oversat. Sagsøgerne hævder i øvrigt at være indtrådt i enkens rettigheder straks fra dødsfaldstidspunktet. Dette bestrides, og en sådan materiel retsstilling følger ikke af de danske regler, tværtimod. Dernæst har enken, sagsøgte bekendt, ikke efter det tidspunkt hvor en sådan transport blev mulig, jf. § 18, transporteret sine eventuelle krav mod sagsøg-te til sagsøgerne, ligesom en sådan transport i øvrigt ikke er ”meddelt” sag-søgte på noget tidspunkt, inden sagsøgte opfyldte sine forpligtelser overfor afdødes enke." Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed. Rettens begrundelse og afgørelse. Der er mellem parterne enighed om, at regresspørgsmålet skal afgøres efter tysk ret. Det er ubestridt, at Codan Forsikring A/S har opfyldt sine forpligtelser over STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D66 / Side 10/10 for Person 1's enke i henhold til erstatningsansvarsloven. Artikel 93, stk. 1, i Rådets forordning nr. 1408/71 skal forstås således, at bestemmelsen alene regulerer spørgsmålet om lovvalget vedrørende sociale institutioners ret til regres mod skadevolderen, og at institutionernes krav ikke kan overstige det krav, som skadelidte efter dansk ret kunne have gjort gældende mod skadevolderen. På denne baggrund finder retten, at Codan Forsikring A/S er frigjort for enhver betalingsforpligtelse. Herefter, og idet det af sagsøgerne i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge. Vedrørende sagens omkostninger forholdes under hensyn til sagens karakter, forløb og udfald som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand 75.000 kr. Beløbet er incl. moms. Retten har ved fastsættelsen af beløbets størrelse taget udgangspunkt i de gældende takster, som retten ikke har fundet grundlag for at fravige. Thi kendes for ret: Sagsøgte, Codan Forsikring A/S, frifindes. Sagsøgerne, Bundesbahnvermögen -Rechtsfähiges Sondervermögen der Bundesrepublik Deutschland og Krankenversicherung für Bundesbahnbeamten Bezirksleitung Wuppertal, skal inden 14 dage in solidum betale sagens omkostninger til sagsøgte, Codan Forsikring A/S, med 75.000 kr. Dommer STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D66 / /