1. Endvidere tiltrædes det, at de oplysninger om borgeres helbredsmæssige og sociale for-hold, som tiltalte fik kendskab til i forbindelse med sit arbejde, og som hun videregav til -5journalist Person 1, var fortrolige og derfor omfattet af hendes tavshedspligt, jf.
3. Herudover tiltrædes det af de af byretten anførte grunde, dels at tiltalte har videregivet oplysninger om Forurettede 1's helbredsmæssige og sociale forhold til Person 1, jf. for-hold 1, dels at tiltalte har videregivet sagsakter vedrørende 88 andre borgeres helbreds-mæssige og sociale forhold til Person 1, jf. forhold 3-6 og 8-91, hvilket i øvrigt er ube-stridt. Hvorvidt tiltalte kan straffes for overtrædelse af
1, for den skete videregivelse af fortrolige oplysninger, afhænger af, om hun må anses for at have handlet ”i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv” , jf.
2, idet denne bestemmelse er udtryk for en angivelse af tilfælde, hvor videregivelsen af fortrolige oplysninger ikke kan anses for ”uberettiget” efter § 152, stk. 1. Begrebet ”åbenbar almeninteresse” i § 152 e, nr. 2, henviser til samfundsmæssig interesse, og spørgsmålet om, hvorvidt videregivelsen har været berettiget efter § 152, stk. 1, beror således på en afvejning af hensynet til den samfundsmæssige interesse, der blev varetaget ved videregivelsen, over for hensynet til den krænkelse, som de i sagerne omhandlede borgere blev udsat for ved videregivelsen. Ved denne afvejning skal bestemmelserne i
1, og § 152 e, nr. 2, fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. På den ene side må der herefter lægges vægt på, hvilket er ubestridt, at videregivelsen af oplysningerne skete til en journalist til brug for udarbejdelsen af en artikel, som omhandle-de spørgsmål af væsentlig samfundsmæssig interesse, og som i øvrigt indgik i eller kom til at indgå i en aktuel debat om borgeres mulighed for at få tilkendt førtidspension og iværksættelse af ressourceforløb. Endvidere må der lægges vægt på, at videregivelsen skete, for-di tiltalte var af den opfattelse, at borgerne blev ladt i stikken på grund af kommunens sagsbehandling, hvilket hun o plevede som ”sagsmishandling” . Hertil kommer, at videregivelsen skete, fordi det var tiltaltes opfattelse, at kommunens sagsbehandling var i klar strid med reglerne på rehabiliteringsområdet. Herudover må der lægges vægt på, at hun internt i Frederiksberg Kommune forud for videregivelsen havde stillet spørgsmål ved kommunens sagsbehandling på området, hvilket efter tiltaltes opfattelse ikke havde den ønskede effekt. -6Heroverfor står imidlertid, at tiltalte i ikke-anonymiseret form har videregivet sagsakter indeholdende særdeles personfølsomme oplysninger – herunder oplysninger om borgernes diagnoser, psykiske og sociale forhold – og at der er videregivet sagsakter om i alt 89 borgere, hvor tiltalte i øvrigt for ca. halvdelen af sagernes vedkommende ikke var involveret i sagsbehandlingen. Hertil kommer, at en belysning af sagsbehandlingen i Frederiksberg Kommune kunne – når henses til navnlig den lange periode, tiltalte havde sagsakterne i sin besiddelse på sin bopæl – være sket ved, at hun havde videregivet sagsakterne i anonymiseret form. Endvidere kunne belysningen af sagsbehandlingen i Frederiksberg Kommune kunne være sket ved, at tiltalte ved en gennemlæsning af sagsakterne kunne have udvalgt de sager, hvor det efter hendes opfattelse var særligt klart, at der var foretaget en sagsbehandling i strid med reglerne på rehabiliteringsområdet. Disse udvalgte sager kunne hun herefter have videregivet til journalist Person 1 i anonymiseret form. Efter en samlet afvejning finder landsretten, at hensynet til at få belyst Frederiksberg Kommunes sagsbehandling på rehabiliteringsområdet ikke berettigede til den krænkelse, som de i alt 89 borgere blev udsat for ved videregivelsen. Det gælder, uanset at videregivelsen skete til én enkelt journalist, der var ansat ved et dagblad. Landsretten tiltræder herefter, at videregivelsen af de fortrolige oplysninger ikke var berettiget efter
1, jf. § 152 e, nr. 2, således som disse bestemmelser skal fortolkes i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsretten tiltræder herefter, at tiltalte i det af byretten anførte omfang er fundet skyldig i overtrædelse af
, når også henses til sagsakternes an-tal, og at de indeholdt særdeles personfølsomme oplysninger. Endvidere finder landsretten, at tiltalte har overtrådt
45 sager, som hun ikke var involveret i. Det forhold, at overtrædelsen af
havde det formål, at sagsakterne skulle videregives til en journalist med henblik på, at denne kunne skrive om sagsbehandlingen i Frederiksberg Kommune, kan ikke føre til et andet resultat, når henses til antallet af sager, karakteren af oplysningerne samt den lange periode, hvor tiltalte opbevarede sagerne på sin bopæl, mens hun var ansat i Frederiksberg Kommune. Strafudmålingen Uanset, at formålet med videregivelsen var at få belyst forhold af væsentlig samfundsmæssig interesse, finder landsretten, at straffen er passende bestemt, når henses til antallet af sager, karakteren af oplysningerne, der blev videregivet, samt den lange periode, hvor tiltalte opbevarede sagerne på sin bopæl. Konklusion Landsretten stadfæster herefter byrettens dom, i det omfang den er anket. Thi kendes for ret: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte, stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.