Sag om, hvorvidt sagsøgte var berettiget til at bortvise sagsøger fra sit ansættelsesforhold eller om sagsøger som konsekvens af den uberettigede bort

RETTEN I HILLERØD RETSBOG Den

1. december 2021 holdt Retten i Hillerød møde i retsbygningen. Dommer behandlede sagen. Sag BS-4017/2021-HIL Sagsøger mod Sagsøgte ApS Redegørelse efter retsplejelovens § 218a, stk.
2. Under hovedforhandlingen blev der afgivet følgende forklaringer: Sagsøger, forklarede bl.a., at hun har været ansat i klinikken siden
3. Hun startede med at arbejde for de nuværende ejeres forældre. Der blev gennemført et generationsskifte, og Person og Vidne 2 har været hendes arbejdsgivere i nogen år. Hun er ikke tidligere blevet bedt om dokumentation for sygefravær. I august 2020 havde hun stærke skulder- og nakkesmerter og havde svært ved at dreje hovedet. Generne stammer formentligt fra en ulykke i april 2019, hvor hun brækkede skulderen. Hun tog smertestillende medicin, men maven voldte hende problemer, så hun blev nødt til at stoppe for ikke hele tiden at skulle på toilettet. Hun kontaktede egen læge samme dag, tirsdag den
4. august 2020, men lægen havde først en tid om torsdagen. Ved konsultationen om torsdagen blev hun undersøgt, bl.a. ved at løfte armene, hvilket var vanskeligt. Hun og lægen talte om, hvorvidt hun ville være i stand til at udføre sit arbejde – lægen / 2 mente også, at hun skulle sygemeldes. Lægen bad hende spørge, om det var en muligheds- eller en friattest, som arbejdsgiveren ville have. Hun fik ikke friattesten med, fordi hun ikke kunne betale for den med det samme. På hendes forespørgsel svarede lægen, at regningen ikke kunne sendes til klinikken – det kunne kun lade sig gøre, hvis klinikken havde et EAN-nummer. Den manglende betaling er således baggrunden for, at friattesten ikke blev sendt til klinikken. Hun har/havde ikke andre konti med midler til rådighed. Hun havde en kæreste, men han kunne ikke hjælpe hende. Hun undersøgte i sit netværk, om det kunne hjælpe med at lægge ud for erklæringen, men det lykkedes ikke. Det er rigtigt, at hun i starten af august trak sin konto over, men hun blev straks kontaktet af banken og blev i øvrigt pålagt rykkergebyr – hun havde derfor ikke mulighed for at trække over. Hun ville gerne lægge ud for erklæringen, men hun havde ganske enkelt ikke midlerne. Hun var glad for sit arbejde og ville gerne fortsætte der. Hun drøftede ikke med lægen, om hun kunne udføre andre funktioner i klinikken. Det var lægen, der konkluderede, at hun var uarbejdsdygtig. Der blev udskrevet smertestillende medicin, og hun blev opfordret til at kontakte en fysioterapeut. Hun ville gerne vide, hvilken form for attest, der skulle indhentes – med en mulighedsattest ville hun jo – måske – kunne varetage andre funktioner. Baggrunden for hendes første besked om at ”få den på torsdag” drejede sig om tidspunktet for konsultationen – da havde hun ikke øje for finansieringen. Hun har ikke andre bankkonti, men har lån i bl.a. Santander, der står noteret som bankkonti, men hun kan naturligvis ikke ”trække penge” fra lånekontiene. Hun ville klare sig igennem den sidste uge af august ved de indkøb, hendes kæreste allerede havde foretaget. Hun blev naturligvis bekymret over beskeden om ansættelsesmæssige konsekvenser. Vidne 2 forklarede bl.a., at han sammen med sin kone har ejet klinikken siden
5. De overtog den fra hendes forældre. De er ca. 20 ansatte, herunder 6 tandlæger. I Perioden op til bortvisningen var de lige kommet ud af coronanedlukningen i foråret
6. Det var deres indtryk, at Sagsøgers engagement og mødestabilitet var dalende. Der havde nok været 10 sygedage, men det var især, at hun efter at være flyttet til By var begyndt med jævne mellemrum at komme for sent, hvilket blev påtalt. De bad allerede ved sygemeldingen den
7. august 2020 om en sygesamtale den
8. august
9. Den fandt sted på klinik-ken, hvor Sagsøger blev præsenteret for forskellige muligheder, bl.a. regulering af hendes arbejdstid, således at hendes boligsituation kunne imødekommes. Sagsøger ønskede løsningen som permanent, / 3 men klinikken ønskede, at den skulle genforhandles f.eks. månedligt. Han kan ikke huske, om der blev talt om smerter i skulderen. Sagsøger sagde til slut, at ”det bedste ville være, hvis de fyrede hende, så hun kunne få noget erstatning” . Han forstod ikke helt meningen med det. De besluttede sig herefter for at være ”hurtigere på aftrækkeren” . De kunne ikke se, hvordan de skulle kunne løse problemerne, hvis Sagsøger havde den holdning, som hun netop havde givet udtryk for. Det er ikke normalt, at de beder om friattest så hurtigt. Klinikken havde ikke selv kontakt med Sagsøgers læge. De har tidligere drøftet Sagsøgers økonomiske forhold, idet Sagsøger måneden inden manglede penge til et indskud til en anden bolig. Han tilbød hende et forskud på løn, og at hun kunne låne af klinikken. Det blev dog ikke til noget – Sagsøger ville gerne have pengene af kassen, hvilket ikke var det, han havde forestillet sig. Der var ikke anden drøftelse af finansieringen af friattesten end sms-korrespondancen. Da bad om en friattest, fordi de ville have klarlagt, om der var tale om lovligt fravær. De var på det tidspunkt forbi andre løsningsmuligheder, Sagsøgers kommentar om fyring taget en mente. Sagsøger forklarede supplerende, at hun ikke har sagt noget om, at hun gerne ville fyres. Det er rigtigt, at der var en drøftelse af, om hun kunne flytte tættere på arbejdspladsen, men det ville være dyrere. Der blev så talt om, hvorvidt klinikken kunne hjælpe hende med indskuddet. Hun mener, at hun underskrev Vidne 2's dokument, men boligen blev ”taget” af andre. Vidne 1 forklarede bl.a., at hun på det tidspunkt var Sagsøgers læge. En friattest koster 500 kr. Hun tilså Sagsøger i sin konsultation den
10. august
11. Sagsøger havde ondt i sin skulder. De drøftede lægeerklæring og talte om, hvilken type, det skulle være, hvilket Sagsøger ikke var helt klar over. Sagsøger vente tilbage og sagde, at det skulle være en friattest. Sagsøger havde ondt, og der var derfor belæg for at udstede en friattest. Der var en bevægeindskrænkning i skulderen. Hun og Sagsøger drøftede betalingen, og Sagsøger sagde, at hun ikke kunne betale de 500 kr., attesten kostede. Sagsøger ville prøve at kontakte sin arbejdsgiver og herefter vende tilbage. EAN-numre anvendes kun af offentlige myndigheder. De har i klinikken valgt, at de ikke foretager undersøgelser/udsteder attester uden straks at få betaling – de sender ikke regning. Det normale udgangspunkt er en mulighedserklæring. Det er ikke normalt, at de kommunikerer med arbejdsgivere – bortset fra gennem mulighedserklæringen – ligesom de i øvrigt er underlagt tavshedspligt, hvilken Sagsøger naturligvis ville kunne give afkald på. Retten sluttede sagen. /