← Danmark

Stadfæstelse af landsrettens dom om, hvorvidt indstævnte som arbejdsgiver var uberettiget til at standse appellantens lønudbetaling og til at bortvise

Tilbageholdelse af løn og bortvisning berettiget Sag BS-47627/2019-HJR Dom afsagt den

  1. august 2021 A mod Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for X Biintervenient til støtte for A: Fagbevægelsens Hovedorganisation Tilbageholdelse af løn og senere bortvisning af lønmodtager var berettiget, da han flere gange afviste at deltage i en samtale med henblik på udarbejdelse af mulighedserklæring A, der var funktionær, sygemeldte sig i 2017 fra sin stilling hos X. Han afviste efterfølgende flere gange at deltage i en samtale med henblik på udarbejdelse af mulighedserklæring efter sygedagpengelovens § 36 a. På den baggrund tilbageholdt X hans løn og ophævede senere an-sættelsesforholdet. Sagen angik navnlig, om X var berettiget til at iværksætte disse reaktioner. Højesteret udtalte, at sygedagpengelovens § 36 a efter sin ordlyd og sit formål må forstås således, at den gælder, uanset om lønmodtageren efter f.eks. funktionærlovens § 5 modtager løn under sygdom. Bestemmelsen må endvidere forstås således, at det er arbejdsgiveren, der af-gør, om der skal udarbejdes en mulighedserklæring og i den forbindelse afholdes en samtale som nævnt i § 36 a, stk. 2 og
  2. Arbejdsgiverens beføjelse må imidlertid anses for undergivet almindelige principper om saglighed og proportionalitet i udøvelsen af ledelsesretten, bl.a. så-ledes at der ikke kan indkaldes til samtale, hvis det efter de oplysninger, der foreligger for ar-bejdsgiveren, må anses for sikkert, at lønmodtageren ikke vil kunne varetage nogen arbejds-opgaver. Der må i den forbindelse tilkomme arbejdsgiveren et vidt skøn. Højesteret tiltrådte, at X under de foreliggende omstændigheder var berettiget til at indkalde A til en samtale. Da X meddelte A, at man ville tilbageholde hans løn, havde X indkaldt A til samtale to gange. Ved begge lejligheder havde X vejledt A om muligheden for at tage samtalen telefonisk og samtidig taget forbehold for at tilbageholde hans løn og ophæve ansættelsesforholdet, hvis han ikke deltog i samtalen. A havde meddelt X bl.a., at han ikke så nogen grund til at deltage i en samtale, og at han anså en samtale for ”spild af min tid” . Højesteret udtalte, at sygedagpengeloven ikke regulerer spørgsmål om tilbageholdelse af løn ved uberettiget udeblivelse fra en samtale efter lovens § 36 a, stk. 2 og 5, og at spørgsmålet derfor må bedømmes efter almindelige ansættelsesretlige regler. A havde som funktionær ret til løn under sin sygdom, men han havde pligt til at deltage i samtalen efter de nærmere regler i bestemmelsen. Højesteret fandt herefter, at A ved under de foreliggende omstændigheder at udeblive fra samtalen groft misligholdt sine forpligtelser, og at X derfor på dette tidspunkt kunne have ophævet ansættelsesforholdet. På den baggrund tiltrådte Højesteret, at X var berettiget til i stedet – som en mindre indgribende reaktion – at tilbageholde A’ s løn som sket. Højesteret tiltrådte endvidere, at X var berettiget til senere at ophæve ansættelsesforholdet, da A udeblev fra endnu en samtale efter sygedagpengelovens § 36 a. Landsretten var nået til samme resultat. / /

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.