ECLI:DK:OLR:2022:BS0000002222 HistoriskDokument

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________ Den

1. maj 2018 satte Østre Landsret retten i retsbygningen, Bredgade 42, København. Som dommere fungerede landsdommerne Ib Hounsgaard Trabjerg, Henrik Bitsch og Kristine Kjellerup Hansen (kst.), førstnævnte som rettens formand. Der foretoges
2. afd. nr. B-455-18: Klager 1 (advokat Eskil Nielsen) mod Gæld i SKAT (tidligere SKAT inddrivelse) (Selv) Ingen var mødt eller indkaldt. Det tidligere fremlagte var til stede. Klager 1 har nedlagt påstand om, at udlægssagen nægtes fremme, og at parke- ringsafgift af
3. oktober 2016 ikke stadfæstes. Gæld i SKAT har nedlagt påstand om stadfæstelse. -2- Klager 1 har navnlig gjort gældende, at afgiften er pålagt uden fornøden hjem- mel. Det almindelige, strafferetlige princip vedrørende krav om udtrykkelig hjemmel finder anvendelse i en sag om parkeringsafgift til det offentlige som en konsekvens af Højesterets kendelse af
4. januar 2010 (UfR 2010.1027). Der kan ikke køre biler gennem indgangsdøren til Nyhavn 14, og færdselslovens § 29, stk. 3, nr. 2, kan ikke udvides til – ud over ind- og udkørsler – også at omfatte indgangsdøre i almindelighed. Der kan heller ikke finde ind- og udkørsel sted med cykler gennem døren, da der ikke er fri passage bag døren, og da døren automatisk lukker. Cykler kan bæres eller trækkes ind og ud gennem døren, hvis døren holdes åben af en behjælpelig person eller ved hjælp af en kile. Indgangspartiet fremtræder ikke som en ind- og udkørsel, da døren er flankeret af fastforankrede paneler af træ, der ikke kan åbnes, og da indgangspartiet er befæstet med granitsten med ca. 195 cm’s mellemrum, hvilket er under normer for porte til ind- og udkørsel. Administrative hensyn kan derfor ikke begrunde afgiften, ligesom forudsigeligheden i retsanvendelsen for den almindelige borger må føre til, at afgiften ikke kan pålægges. Endvidere er det gjort gældende, at det afgørende må være, om der foreligger en tilladelse til ”ind- og udkørsel” for den pågældende indretning. I sagen er det ikke godtgjort, at der foreligger en sådan indkørsel, og bevisbyrden herfor påhviler Gæld i SKAT. Indgangspartiet til Nyhavn 14 kan ikke tjene til at sikre fri afvikling af trafik med køretøjer af nogen art, og al kørende færdsel til Nyhavn 14-16 sker gennem porten til Nyhavn
5. Indgangspartiet er af en fast konstruktion og dermed en bebyggelse i medfør af byggeloven med den virkning, at porten ikke kan anvendes til ind- og udkørsel. Gæld i SKAT har henholdt sig til det for fogedretten anførte og til præmisserne i kendelsen og har herudover navnlig gjort gældende, at porten ved Nyhavn 14 fremstår som en indkørsel med afvigende belægning på overkørsel, hvor den nedsænkede kantsten er bibeholdt, hvorfor porten fortsat må anses for en ind- og udkørsel til ejendommen. Uanset om der kan passere biler gennem porten, er der fortsat tale om en ind- og udkørsel i færdselslovens forstand, idet eksempelvis cykler kan passere ud og ind. Det følger endvidere af Vestre Landsrets kendelse af 13, oktober 2017 (UfR 2018.570), at der fortsat er tale om en ind- og udkørsel i færdselslovens forstand, selv om kørsel gennem en eksisterende ind- og udkørsel måtte være umuliggjort. Fogedretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse. -3- Efter votering afsagdes kendelse: Landsretten bemærker, at det ved Højesterets kendelse af
6. januar 2010 (UfR 2010.1027) er fastslået, at behandling af en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebærer en stillingtagen til en ”anklage for en forbrydelse”, således som dette udtryk er anvendt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, og at det følger heraf, at retten ved behandling af en sådan sag skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager. Det er ubestridt, at Klager 1 med sin bil parkerede foran Nyhavn 14 på det anfør- te tidspunkt. Det følger af færdselslovens § 29, stk. 3, nr. 2, at parkering ikke må ske ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom. Efter færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 4, og stk. 5, kan politiet pålægge en afgift på 1.020 kr. for overtrædelse af dette forbud. På baggrund af de fremlagte fotos af adressen Nyhavn 14 finder landsretten, at det pågældende sted må anses som en ind- og udkørsel til ejendommen i færdselslovens forstand. Landsretten har lagt vægt på, at fortorvet på det pågældende sted er afbrudt af en belægning med brosten, som med nedsænkede kantsten ses at være ført ned i niveau med vejen foran, og at porten med cementsten i hver side er bibeholdt. Hertil kommer, at området er opmærket med gul kantstensmarkering, jf. vejafmærkningsbekendtgørelsens § 56, T62 (parkeringsforbud). Det forhold, at der i ejendommen er foretaget sådanne foranstaltninger, at porten ikke nu kan benyttes som ind- og udkørsel for biler, kan ikke føre til et andet resultat. Da parkering således ikke må ske på det pågældende sted, er parkeringsafgiften pålagt med rette. Landsretten stadfæster derfor fogedrettens afgørelse. Thi bestemmes: -4- Fogedrettens afgørelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part. Retten hævet. (Sign.)