ECLI:DK:HJR:2022:BS0000001391 Dom

HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den

1. april 2022 Sag BS-49769/2021-HJR Udlændingenævnet (advokat Søren Horsbøl Jensen) mod Indkærede, tidligere Appellant (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja) I tidligere instans er afsagt kendelse af Østre Landsrets
2. afdeling den
3. oktober 2021 (BS-29592/2021-OLR). I påkendelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Oliver Talevski, Anne Louise Bormann, Kristian Korfits Nielsen og Rikke Foersom. Påstande Kærende, Udlændingenævnet, har nedlagt påstand om, at landsrettens ken-delse ændres, således at anmodningen om, at anken tillægges opsættende virk-ning, ikke tages til følge. Indkærede, tidligere Appellant, har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært stadfæstelse. Sagsfremstilling Afslag på forlængelse af opholdstilladelse Den
4. september 2009 fik Indkærede, tidligere Appellant opholdstilladelse i Danmark som følge af sit ægteskab med Vidne
5. Den
6. oktober 2012 blev opholdstilladelsen forlænget til den
7. oktober
8. 2 Den
9. maj 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at der ikke kunne ske forlængelse af opholdstilladelsen. Begrundelsen for afslaget var, at betingel-serne for Indkæredes, tidligere Appellant opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, idet hun ikke havde dokumenteret, at hun og hendes ægtefælle rådede over egen bolig af rimelig størrelse. Styrelsen fastsatte en udrejsefrist til den
10. juni
11. Den
12. maj 2017 påklagede Indkærede, tidligere Appellant Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, der ved afgørelse af
13. februar 2018 stadfæ-stede afgørelsen. Nævnet fastsatte en ny udrejsefrist til den
14. marts
15. Den
16. oktober 2018 anmodede Vidne 2 Udlændingenævnet om genoptagelse af nævnets afgørelse af
17. februar
18. Ved brev af
19. oktober 2018 bekræftede nævnet modtagelsen af anmodningen og oplyste i den for-bindelse, at anmodningen ikke havde opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen for Indkærede, tidligere Appellant. Ved afgørelse af
20. juni 2020 afslog Udlændingenævnet at genoptage sagen. Af afgørelsen fremgår bl.a.: ”Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at genoptage sagen. Hvis Deres klient ikke allerede er udrejst, påhviler det Deres klient at udrejse af Danmark straks. … Faktiske omstændigheder af betydning for afgørelsen … Den
21. september 2009 blev Deres klient meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført i Danmark. Det fremgik af opholdstilladelsen, at den var gyldig fra den
22. januar 2009 til den
23. januar 2011, og at opholdstilladelsen var betinget af blandt andet, at Deres klients ægtefælle rådede over egen bolig af rimelig størrelse. Det fremgik endvidere af opholdstilladelsen, at Deres klient kunne miste sin ret til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne for opholdstilladelsen ikke var opfyldt. Den
24. oktober 2012 forlængede Udlændingestyrelsen Deres klients opholdstilladelse. Det fremgår af Deres klients forlængelse af opholdstilladelse, at den var gyldig til den
25. oktober 2015, og at den fortsat var 3 betinget af, at Deres klients ægtefælle råder over egen bolig af rimelig størrelse. Den
26. august 2015 indgav Deres klient online en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til Udlændingestyrelsen. Det fremgik af ansøgningen, at Deres klient var bosiddende på Adresse 3, By 3, ligesom Deres klient oplyste at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Vedlagt ansøgningen var blandt andet kopi af lejekontrakt af
27. februar 2014 indgået mellem Vidne 1,Adresse 5, 3200 Helsinge og Virksomhed ApS, Adresse 2,By 2, hvoraf det fremgik, at Virksomhed ApS pr.
28. februar 2014 i en periode på tre år har lejet et nedlagt landbrug med brugsret til samtlige bygninger beliggende på adressen, at lejemålets areal udgør 760 m2, hvoraf erhvervslokaler udgør 600 m2, samt at det var aftalt, at lejer købte ejendommen pr.
29. februar 2017 til en fastsat købesum på 2.500.000 kr. Det fremgik ikke af lejekontrakten på hvilken adresse lejemålet var beliggende. Det fremgår af UdlændingeInformationsPortalen (UIP), at Deres klient den
30. februar 2016 blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse. Ved brev af
31. februar 2016 til Deres klient oplyste Udlændingestyrelsen, at styrelsen var i gang med at behandle Deres klients ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen oplyste i den forbindelse, at adressen på den lejede bolig ikke fremgik af den tidligere fremsendte lejekontrakt, og styrelsen anmodede på den baggrund De-res klient om at fremsende ny dokumentation for Deres klients bolig. Ved e-mail af
32. februar 2016 fremsendte Deres klient til Udlændingestyrelsen kopi af lejekontrakt af
33. marts 2014 indgået mellem Virksomhed og Deres klient og hendes ægtefælle, hvoraf det fremgår, at Deres klient og hendes ægtefælle pr.
34. april 2014 har lejet et enkeltværelse beliggende By 3, at boligens areal udgør 150 m2, at den månedlige leje er 7.000 kr., og at lejen fratrækkes i nettoløn-nen. Det fremgik ikke af lejekontrakten, at denne skulle være tidsbe-grænset. Ved brev af
35. september 2016 anmodede Udlændingenævnet Deres klient om yderligere oplysninger, herunder dokumentation for at Virksomhed havde tilladelse til at fremleje boligen på de vilkår, som fremgik af lejekontrakten indgået mellem 4 Virksomhed og Deres klient og hendes ægtefælle, idet Virksomhed ikke stod registreret som ejer af boligen. Styrelsen oplyste i den forbindelse at dokumentation f.eks. kunne være en lejekontrakt mellem ejeren af boligen og Virksomhed. Ved brev af
36. oktober 2016 meddelte Udlændingestyrelsen Deres klient en frist på tre måneder til at opfylde boligkravet. Det fremgik af Udlændingestyrelsens brev blandt andet, at Deres klient havde ind-sendt kopi af lejekontrakt, men at kontrakten ikke dokumenterede, at Deres klient og hendes ægtefælle rådede over en bolig af rimelig stør-relse, idet det fremgik af lejekontrakten, at udlejeren var Virksomhed, men at firmaet ikke stod registreret som ejer af boligen, og der derfor var behov for dokumentation for, at firmaet havde tilladelse til at fremleje boligen på de vilkår, der fremgik af den fremsendte lejekontrakt. Det fremgik endvidere af brevet, at boligkravet på denne baggrund ikke sås opfyldt, at Deres klient inden tre måneder skulle sende dokumentationen for bolig, at såfremt Deres klient og ægtefælle boede til fremleje, skulle parret sende en kontrakt, som do-kumenterede fremlejeforholdet, samt at Udlændingestyrelsen ville foretage en vurdering af, om der var grundlag for at nægte at forlænge Deres klients opholdstilladelse eller bevare den, såfremt Udlændinge-styrelsen ikke modtog tilstrækkelig dokumentation for parrets bolig. Ved brev af
37. marts 2017 anmodede Udlændingestyrelsen om Deres klients bemærkninger til, at Deres klient og hendes klients ægtefælle ikke rådede over egen bolig af rimelig størrelse, samt at Deres klient udfyldte skemaet ”Oplysninger om personlige forhold og tilknytning til Danmark” . Udlændingestyrelsen vejledte endvidere Deres klient om, at Udlændingestyrelsen, når Udlændingestyrelsen modtog hendes bemærkninger, ville vurdere, hvorvidt grundlaget for opholdstilladel-sen fortsat var til stede, eller om opholdstilladelsen kunne nægtes for-længet. Ved e-mail af
38. april 2017 modtog Udlændingestyrelsen Skemaet ”Oplysninger om personlige forhold og tilknytning til Danmark” i udfyldt stand fra Deres klient. Deres klient har i skemaet oplyst blandt andet, at Deres klient og hendes ægtefælle bor i en lejebolig, som parret overtog den
39. april 2014, at boligen er lejet af deres firma, da firmaet holdt til på den samme adresse, at parret forventede at købe ejendom-men senest den
40. januar 2018, at ejeren af lejemålet havde givet parret fuld råderet over ejendommen fra lejeperiodens begyndelse, at det var firmaet, der stod som lejer af ejendommen, da de fleste bygninger be-nyttedes af firmaet, og at Deres klient og hendes ægtefælle boede i stue-huset, hvor parret også havde kontor. 5 Den
41. maj 2017 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge Deres klients opholdstilladelse, idet Deres klient ikke havde dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at hun og hendes ægtefælle opfyldte boligkravet. Ved e-mail af
42. maj 2017 til Udlændingestyrelsen påklagede Deres klients ægtefælle Udlændingestyrelsens afgørelse af
43. maj
44. Den
45. juni 2017 fremsendte Udlændingestyrelsen Deres klients klage til Udlændingenævnet. Deres klients ægtefælle anførte til støtte for klagen blandt andet, at parret fra 2009 til 2014 havde boet sammen i et hus, som Deres klients ægtefælle ejede. Da Deres klients ægtefælle i septem-ber 2013 blev erklæret personligt konkurs, kunne parret ikke fortsætte med at bo i huset, hvorfor de herefter havde boet til leje på en gård, som parrets firma lejede, hvorved parrets husleje til firmaet blev en del af den løn, som parret fik fra firmaet. Deres klients ægtefælle oplyste endvidere, at parret havde en mundtlig aftale med udlejeren om, at de kunne gøre, hvad de ville med boligen, når bare de ikke ødelagde den, at parret nu var ved at få udlejeren til at skrive aftalen ned, men at parret endnu ikke havde modtaget denne skriftlige dokumentation fra udlejeren. Den
46. februar 2018 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af
47. maj 2017 om nægtelse af forlængelse af Deres klients opholdstilladelse, da Udlændingenævnet fandt, at Deres klients ægtefælle ikke rådede over egen bolig af rimelig størrelse, og da der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af Deres klients opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende for hende. Udlændingenævnet kunne ved afgørelsen ikke lægge til grund, at Deres klient og Deres klients ægtefælle rådede over egen bolig af rime-lig størrelse, idet Deres klient og Deres klients ægtefælle ikke havde indsendt dokumentation herfor trods flere opfordringer fra Udlændin-gestyrelsen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Deres klient eller Deres klients ægtefælle heller ikke overfor Udlændingenævnet havde dokumenteret, at Deres klient og Deres klients ægtefælle rådede over en bolig af rimelig størrelse, og at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendi-ge til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller ar- 6 bejder lovligt her i landet. Ved e-mail af
48. oktober 2018 anmodede Deres klients ægtefælle om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af
49. februar
50. Det er til støtte for anmodningen om genoptagelse anført blandt andet, at Deres klient og Deres klients ægtefælle var ved at finde en passende mulighed for finansiering med henblik på at købe ejendommen beliggende på Adresse 3, By 3, hvor Deres klient og Deres klients ægte-fælle boede, at Deres klient og Deres klients ægtefælle ikke kunne blive enige med ejeren af ejendommen om købesummen, at ejeren af ejen-dommen opsagde Deres klient og Deres klients ægtefælles lejekontrakt med meget kort varsel, at Deres klient og Deres klients ægtefælle var i fogedretten, hvor de med rettens hjælp fandt frem til et passende var-sel, at alt dette foregik i februar 2018, hvor Deres klient var i Thailand, at Deres klient og Deres klients ægtefælle havde halvanden måned til at flytte virksomheden og den private bolig, da Deres klient kom hjem fra Thailand, at omstændighederne omkring boligsituationen har betydet, at Deres klient og Deres klients ægtefælle først har fået styr på det hele på tidspunktet for anmodningen om genoptagelse, og at Deres klient og Deres klients ægtefælle nu er flyttet til Vestsjælland i en stor ejendom. Ved e-mail af
51. oktober 2018 fremsendte Deres klients ægtefælle kopi af lejekontrakt af
52. marts 2018 indgået mellem udlejeren Virksomhed I/S og Deres klients ægtefælle, hvoraf det fremgår blandt andet, at Deres klients ægtefælle pr.
53. marts 2018 har lejet et hus beliggende på Adresse 4, By 4, at boligens areal udgør cirka 300 m2, og at den månedlige leje er 9.000 kr. Ved e-mail af
54. november 2018 til Udlændingenævnet har De anført blandt andet, at grundlaget for Udlændingenævnets stadfæstelse ses knyttet til, at der ikke er givet tilstrækkelige oplysninger til bedømmel-se af om boligkravet i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 6, var opfyldt, at Deres klients ægtefælles virksomhed udlejede lejemålet til Deres klient og Deres klients ægtefælle, samt at Deres klient og Deres klients ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse rådede over en egnet bolig, idet Deres klient og Deres klients ægtefælle bebo-ede ejendommen frem til marts 2018, hvorefter de flyttede videre til deres nuværende bolig. Vedhæftet e-mailen var blandt andet kopi af lejekontrakt af
55. marts 2014 indgået mellem Virksomhed ApS, Adresse 3, By 3, og Deres klients ægtefælle, hvoraf det fremgår blandt andet, at Deres klient og Deres klients ægtefælle pr.
56. april 2014 lejer en lejlighed beliggende på adressen By 3, at det boligens areal 7 udgør 150 m2, at den månedlige leje udgør 7.000 kr., og at lejen fratrækkes i nettolønnen. Det fremgår ikke af lejekontrakten, at lejemålet er tidsbegrænset. Vurdering De har ikke anført nye, væsentlige oplysninger, som kan føre til en ændret vurdering af sagen. Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at De ved e-mail af
57. november 2018 har anført, at boligkravet i udlændinge-lovens § 19, stk. 1, nr. 6, var at anse for opfyldt, at Deres klients ægtefæl-les virksomhed udlejede lejemålet til Deres klient og Deres klients ægtefælle, samt indsendte kopi af lejekontrakt af
58. marts 2014 indgået mellem Virksomhed ApS, Adresse 3, og Deres klients ægtefælle. Lejekontrakten er efter sit indhold enslydende med den lejekontakt, der blev fremsendt til Udlændingestyrelsen den
59. februar
60. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviser herved til, at oplysnin-gerne om lejemålet allerede indgik i grundlaget for Udlændingenæv-nets afgørelse af
61. februar 2018, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at Deres klient og Deres klients ægtefælle ikke havde dokumenteret, at Deres klients ægtefælle rådede over egen bolig af rimelig størrelse til trods for at Udlændingestyrelsen flere gange havde anmodet Deres klient om at fremsende dokumentation for, at Virksomhed ApS havde ret til at udleje boligen til Deres klient og Deres klients ægtefælle på sammen vilkår, som firmaet havde ret til at leje boligen. Det forhold, at Deres klient og Deres klients ægtefælle er flyttet til et nyt lejemål pr.
62. marts 2018, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette er omstændigheder, som er indtrådt efter Udlændingenævnet traf afgørelse den
63. februar
64. Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til sin afgørelse af
65. februar 2018.” Den
66. september 2020 indbragte Indkærede, tidligere Appellant Udlændingenævnets afgørelser af
67. februar 2018 og
68. juni 2020 for Retten i Holbæk med påstand om ophævelse og hjemvisning af sagen til fornyet behandling (sag nr. BS33988/2020-HBK). 8 Indkærede, tidligere Appellant har under byrettens behandling af sagen afgivet følgende skriftlige erklæring: ”ERKLÆRING FRA Indkærede, tidligere Appellant Dato:
69. maj 2021 Jeg hedder Indkærede, tidligere Appellant. Efternavnet Navn fik jeg da jeg blev gift med min mand, d. 2D. januar 2009 på By 1 Rådhus. Der gik ca. 2 mdr. efter jeg blev gift med min mand, før jeg kunne starte på Sprogskole i By 1 Jeg gik på skolen ca. 3 gange om ugen over 2,5 år, hvor jeg bestod det jeg skulle. Normalt havde man 3 år til at bestå de prøver der krævedes den gang. Jeg taler i dag dansk med min mand og vores venner, men har mit hovedsprog fra Thailand. Samtidig passede jeg min mands hus med rengøring og madlavning, da min mand arbejdede meget. Vi fik hurtigt en masse fælles venner via min sprogskole, samtidig med at min mand havde, og har en stor familie og vennekreds, som vi ser en del. Jeg har det godt med min mands familie, og er altid blevet behandlet godt, både af venner og familie. Jeg har et godt liv i Danmark, og føler mig hjemme her, men har selvfølgelig mine 3 store børn og min mor i Thailand, som jeg næsten snakker med dagligt via nettet. Efter sprogskolen begyndte jeg at arbejde sammen med min mand i hans firma, og har gjort det siden, samtidig med jeg har passet hus og hjem, da min mand arbejder så meget at han ikke har den store tid til at passe hjemmet. Vi plejer at tage til Thailand ca. 1 gang om åre sammen, og så har jeg haft et par enkelt soloture da der var nogle ting der skulle tages af, i Thailand. Jeg føler en stærk tilknytning til Danmark og det danske samfund. Min mand og jeg har kobberbryllup her til august.” Ved Retten i Holbæks dom af
70. juli 2021 blev Udlændingenævnet frifundet. Af byrettens begrundelse fremgår bl.a.: 9 ”Sagsøger blev den
71. september 2009 meddelt opholdstilladelse blandt andet på betingelse af, at hendes ægtefælle rådede over sin egen bolig af rimelig størrelse. Opholdstilladelsen blev den
72. oktober 2012 forlænget til den
73. oktober 2015 blandt andet på samme betingelse. Det kan efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at sagsøger og hendes ægtefælle boede i stuehuset på Adresse 3, By 3 fra den
74. marts 2014 til den
75. marts
76. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele udlændingemyndighederne de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om opholdstilladelsen skulle inddrages eller bortfalde. Det fremgår af sagen, at både Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet flere gange i forbindelse med behandlingen af sagen opfor-drede sagsøger til at fremsende dokumentation for, at hun opfyldte bo-ligkravet. Hun har til udlændingemyndighederne fremsendt en lejekontrakt af
77. februar 2014 mellem Vidne 1 og Virksomhed ApS, en lejekontrakt af
78. marts 2014 mellem Virksomhed ApS (CVR nr. 1) og Vidne 2 og Indkærede, tidligere Appellant, og en lejekontrakt af
79. marts 2014 mellem Virksomhed (CVR nr. 2) og Vidne 2 og Indkærede, tidligere Appellant. På baggrund af de to første lejekontrakter og forklaringerne i sagen, lægger retten til grund, at sagsøgers anpartsselskab Virksomhed ApS havde lejet ejendommen af Vidne 1 på en tidsbe-grænset lejekontrakt fra den
80. februar 2014 og 3 år frem, og at selska-bets havde fremlejet stuehuset helt eller delvist til sagsøger og hendes ægtefælle. Virksomhed ApS blev taget under konkursbehandling den
81. marts
82. Der er ikke under konkursboets behandling taget stilling til lejemålet eller fremlejemålet. Sagsøger startede herefter i april 2015 den personligt drevne Virksomhed, der herefter har drevet virksomhed fra ejendommen, men uden at overtage lejemålet fra konkursboet og uden at have en skriftlig lejekontrakt med udlejer. 10 På baggrund af de fremlagte kvitteringer for betalinger fra sagsøger til Vidne 1 henholdsvis den
83. august 2015, den
84. december 2017 og den
85. januar 2018, sammenholdt med Vidne 1s forklaring om, at han i hele perioden modtog husleje fra en virksomhed, og kurators oplysninger om de sparsomme oplysninger, hun havde om lejemålet, lægger retten til grund, at det var den personligt drevne virksomhed, der betalte husleje fra dets stiftelse i april 2015 og frem. Som fremlejer havde sagsøger ikke bedre ret til lejemålet end lejer. Fremlejemålet, der udsprang af anpartsselskabets lejemål, ophørte der-for samtidig med anpartsselskabets lejemål. På baggrund af oplysnin-gerne fra kurator sammenholdt med oplysninger om oprettelsen af den personligt drevne virksomhed og dettes betaling af leje til udlejer må det lægges til grund, at anpartsselskabets lejemål de facto ophørte, da den personlig drevne virksomhed helt eller delvist overtog lejemålet. Den personlig drevne virksomhed blev stiftet i april 2015, og det må an-tages, at den formentlig samtidig lejede ejendommen Adresse
86. Sagsøger og dennes ægtefælles fremlejemål i forhold til anpartsselskabets lejemål må derfor anses for ophørt inden indgivelse af ansøgningen til Udlændingestyrelsen den
87. august
88. Lejekontrakterne mellem Vidne 1 og anpartsselskabet og fremlejekontrakten mellem anpartsselskabet og sagsøger og hendes ægtefælle er derfor uden betydning som dokumentation for sagsøger og hendes ægtefælles rådighed over en bolig på ansøgningstidspunktet den
89. august 2015 og frem. Det fremgår af sagen at den personligt drevne Virksomhed blev oprettet med startdato i april
90. Der er ikke i sagen fremkommet nogen forklaring på, hvordan virksomheden har kunnet indgå en fremlejekontrakt, længe før den var opstar-tet, ligesom der ikke er fremkommet oplysninger om, hvornår fremlejekontrakten rent faktisk er oprettet og underskrevet. Retten finder på den baggrund ikke, at den fremlagte fremlejekontrakt i sagen kan tillægges afgørende betydning som dokumentation for, at sagsøger og hendes ægtefælle havde rådighed over en rimelig bolig fra august 2015 og 1 ½ år frem. Retten tiltræder derfor, at den af sagsøger fremlagte skriftlige dokumentation for sagsøgers og ægtefællens rådighed over en rimelig bolig ikke udgør behørig dokumentation. 11 Sagsøger havde således trods opfordring fra udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet ikke godtgjort, at hun opfyldte kravet om rådighed over en rimelig bolig. Det er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte udlændingestyrelsens afgørelse herom. På baggrund af de oplysninger, der er fremkommet under nærværende retssag, må det endvidere lægges til grund, at sagsøger og hendes ægtefælles rådighed over boligen på ansøgningstidspunktet den
91. august 2015 og resten af den tid, de boede på ejendommen, beroede på en formentlig mundtlig eller stiltiende fremlejeaftale med den personligt drevne virksomhed, hvis lejemål også beroede på en mundtlig eller stiltiende lejeaftale, som udlejer i øvrigt nægtede at bekræfte skriftligt. Hvad den personlig drevne virksomhed præcist havde lejet og på hvilke vilkår, herunder om retten til at fremleje stuehuset, og den tids-mæssige udstrækning af lejemålet, var derfor uafklarede. Sagsøger og hendes ægtefælles ret til at råde over stuehuset som fremlejere var der-for også uafklaret. Det kan derfor også lægges til grund, at sagsøger og hendes ægtefælle heller ikke med de oplysninger, der fremgår af nærværende sag ville kunne have dokumenteret, at hun og hendes ægtefælle havde den nødvendige rådighed over en rimelig bolig i det nødvendige tidsinterval. Udlændingenævnet har i sin afgørelse om ikke at forlænge sagsøgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19 foretaget en skønsmæs-sig vurdering af, om en nægtelse af at forlænge sagsøgers opholdstilla-delse ville virke særlig belastende for sagsøger på baggrund af de i udlændingelovens § 26 anførte forhold. Retten har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte Udlændingenævnets skøn herom. Det kan lægges til grund, at sagsøger er thai statsborger. Hendes mor og 3 børn bor i Thailand, og der er ikke oplyst om forhold, der indike-rer, at hendes familieliv med ægtefællen ikke vil kunne ske i Thailand. Afgørelsen findes herefter heller ikke at stride imod den europæiske menneskerettighedskonventions art.
92. Udlændingenævnet frifindes derfor.” Byrettens dom er anket af Indkærede, tidligere Appellant, der har anmodet om, at anken tillægges opsættende virkning, således at hun ikke udsendes af Danmark under landsrettens behandling af sagen. 12 Ved kendelse af
93. oktober 2021 bestemte landsretten, at Indkærede, tidligere Appellant under landsrettens behandling af sagen kan opholde sig her i landet. Af landsrettens kendelse fremgår bl.a.: ”Domstolene kan uden udtrykkelig lovhjemmel tillægge et søgsmål vedrørende prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Afgørelsen heraf beror på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for omfanget og arten af den skade, som den pågældende derved kan blive påført. Det må desuden tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for den nedlagte påstand, jf. herved UfR 2018.790H. Indkærede, tidligere Appellant har i perioden fra januar 2009 til oktober 2015 haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr.
94. I august 2015 indgav hun ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, men blev ved Udlændingestyrelsens afgørelse af
95. maj 2017 meddelt afslag herpå, da hun trods flere opfordringer ikke havde dokumenteret, at hun og hendes ægtefælle rådede over egen bolig af rimelig størrelse. Den
96. februar 2018 stadfæstede Udlændingenævnet afgørelsen, og den
97. juni 2020 afslog næv-net at genoptage sagen. Det kan som ubestridt lægges til grund, at Indkæredes, tidligere Appellant ægtefælle siden medio marts 2018 har rådet over egen bolig af rimelig størrelse, og at udlændingemyndighederne – uanset kendskab til Indkæredes, tidligere Appellant fortsatte ophold her i landet – først i oktober 2021 har taget skridt til at tvangsudsende hende. Under disse omstændigheder finder landsretten, at det offentliges interesse i håndhævelsen af Udlændingenævnets afgørelser må vige for den særlige interesse, som Indkærede, tidligere Appellant har i at kunne forblive sammen med sin ægtefælle i Danmark, mens landsretten behand-ler ankesagen. Landsretten imødekommer derfor Indkæredes, tidligere Appellant anmodning, således at hun kan opholde sig her i landet, så længe sagen verse-rer for landsretten, idet det forudsættes, at ankesagen fremmes uden unødig forsinkelse.” Det er oplyst, at der er berammet hovedforhandling i ankesagen den
98. august
99. Udrejsekontrol mv. Der er for Højesteret fremlagt supplerende oplysninger om udrejsekontrol mv., herunder rapport af
100. oktober 2021 fra Midt- og Vestsjællands Politi, hvoraf det 13 fremgår, at Indkærede, tidligere Appellant denne dag blev anholdt med henblik på tvangsmæssig udsendelse. Den
101. oktober 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af Indkærede, tidligere Appellant med indrejseforbud i 2 år. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, der ved brev af
102. januar 2022 til Indkæredes, tidligere Appellant advokat meddelte, at klagen havde opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, således at hun havde ret til at blive her i landet, indtil Udlændingenævnets afgørelse forelå. Den
103. marts 2022 traf Udlændingenævnet afgørelse i sagen om udvisning. Udlændingenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Det fremgår af afgørelsen, at Indkæredes, tidligere Appellant ret til at blive i landet ophørte samtidig med afgørelsen. Anbringender Udlændingenævnet har anført navnlig, at udgangspunktet efter grundlovens § 63, stk. 1,
104. pkt., er, at indbringelse af en administrativ afgørelse for domstolene ikke har opsættende virkning. Efter Højesterets praksis kan domstolene dog uden udtrykkelig lovhjemmel tillægge et søgsmål vedrørende prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Afgørelsen heraf beror på en interesseafvejning. Det må desuden tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for den nedlagte påstand. Indkæredes, tidligere Appellant interesse i at kunne blive i Danmark under ankesagens behandling overstiger ikke udlændingemyndighedernes klare interesse i at kunne håndhæve udlændingelovgivningen. Det forhold, at Indkærede, tidligere Appellant ikke forud for den
105. oktober 2021 var blevet anholdt med henblik på gennemførelse af en tvangsmæssig udrejse, kan ikke føre til, at interesseafvejningen skal falde ud til hendes fordel. Retligt set må udgangspunktet nødvendigvis være sådan, at en udlænding er forpligtet til at rette sig efter lovens ord. At der ikke måtte blive skredet til gennemførelse af en tvangsmæssig udrejse, kan derfor ikke i sig selv give en udlænding, der har valgt at ignorere sin pligt til at udrejse, en berettiget forventning om, at udrejsepligten ikke vil blive håndhævet. Udlændingemyndighederne har ikke ved deres adfærd givet særlig anledning til en forventning om, at udrejsepligten ikke ville blive søgt håndhævet. Tvært-imod blev Indkærede, tidligere Appellant ved Udlændingenævnets afgørelse af
106. 14 februar 2018 meddelt en frist for udrejse, ligesom Udlændingenævnet den
107. oktober 2018 meddelte, at genoptagelsesanmodningen ikke havde opsættende virkning, og at hun skulle udrejse straks, hvis hun ikke allerede var udrejst. Udrejsepligten blev endvidere indskærpet af Udlændingenævnet ved brev af
108. november 2018 og ved afgørelsen af
109. juni
110. Hertil kommer, at udrejsepligten flere gange er blevet indskærpet af politiet i forbindelse med udrejsekontrol. Indkærede, tidligere Appellant kan ikke have været i tvivl om, at Udlændingenævnet stod fast på, at hun skulle opfylde sin lovbestemte udrejsepligt, hvilket understøttes af, at hun gik under jorden, da politiet efter anmodning fra Udlændingenævnet indledte en udrejsekontrol. Ved afvejningen af, om Indkæredes, tidligere Appellant interesse i at kunne forblive i Danmark under ankesagens behandling overstiger udlændingemyndighedernes klare interesse i at kunne håndhæve udlændingelovgivningen, kan det ikke tillægges nogen betydning, at hun og hendes ægtefælle siden marts 2018 antageligt har rådet over egen bolig af rimelig størrelse. Oplysningen giver ikke noget rimeligt grundlag for at antage, at hun vil kunne få medhold i sin påstand om ophævelse af Udlændingenævnets afgørelser af
111. februar 2018 og
112. juni
113. Det bemærkes i den forbindelse, at Højesteret har fastslået, at domstolsprøvel-sen af Udlændingenævnets afgørelser skal ske på grundlag af de faktiske omstændigheder, der forelå på tidspunktet for afgørelsen, og at der ikke kan læg-ges vægt på senere indtrufne omstændigheder, jf. bl.a. UfR 2000.2223, UfR 2006.639 og UfR 2010.
114. Det forhold, at ankesagen angår en prøvelse af et afslag på forlængelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse, kan ikke føre til, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der undtagelsesvis er grundlag for at tillægge ankesagen opsættende virkning. Indkæredes, tidligere Appellant almindelige interesse i fortsat at kunne udøve familielivet med sin ægtefælle her i landet medfører heller ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder. For så vidt angår Indkæredes, tidligere Appellant påstand om afvisning bemærkes, at Udlændingenævnet den
115. marts 2022 traf afgørelse i klagesagen vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse af
116. oktober 2021 om udvisning med indrejseforbud. Det fremgår af afgørelsen, at hendes ret til at blive her i landet un-der nævnets behandling af sagen ophørte samtidig med afgørelsen. Grundlaget for hendes afvisningspåstand er herefter ikke længere til stede. Indkærede, tidligere Appellant har vedrørende påstanden om afvisning anført navnlig, at Udlændingenævnet ikke har retlig interesse i at få prøvet spørgsmå- 15 let om opsættende virkning af den fastsatte udrejsefrist, idet nævnet den
117. januar 2022 har tilladt, at hun kan opholde sig i Danmark under nævnets behandling af klagesagen om udvisning med indrejseforbud. Vedrørende påstanden om stadfæstelse har hun anført navnlig, at der efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder er grundlag for at tillægge ankesagen opsættende virkning. Udlændingenævnets interesse i en håndhævelse af udlændingelovgivningen overstiger ikke hendes særlige interesse i at blive i Danmark under ankesagens behandling. Efter Højesterets praksis skal der foretages en konkret afvejning af alle sagens omstændigheder. Der er ingen holdepunkter for at antage, at det ikke kan indgå i afvejningen, at myndighederne i en lang periode ikke har håndhævet udrejsefristen. Det er i den forbindelse uden betydning, om hun som følge af myndighedernes adfærd har haft en berettiget forventning om, at hun kunne opholde sig i Danmark, indtil der forelå en endelig afklaring af hendes sager. Hun har ikke været gået under jorden eller holdt sig skjult for myndighederne. Myndighederne har været fuldt vidende om hendes opholdsadresser i Dan-mark. Hun har et rimeligt grundlag for sin påstand om ophævelse af Udlændingenævnets afgørelser. Ugyldigheden knytter sig ikke alene til spørgsmålet om opfyldelse af udlændingelovens boligkrav, men også til spørgsmål om overhol-delse af Menneskerettighedskonventionens artikel
118. Med hensyn til artikel 8 om retten til respekt for familieliv er spørgsmålet, om indgrebet kan anses for at være proportionalt i lyset af bl.a. hendes langvarige ophold i Danmark, hendes fastetablerede og mangeårige familieliv med sin danske ægtefælle og deres aktuelle opfyldelse af boligkravet. Det må i den for-bindelse indgå i afvejningen, at afslaget på forlængelse af hendes opholdstilla-delse alene var begrundet i, at Udlændingenævnet vurderede, at boligkravet i en kort periode ikke var opfyldt. Højesterets begrundelse og resultat Indkærede, tidligere Appellant fik i september 2009 opholdstilladelse i Danmark med henvisning til sit ægteskab med Vidne
119. Opholdstilladel-sen blev i 2012 forlænget til oktober
120. Udlændingenævnet tiltrådte den
121. februar 2018 Udlændingestyrelsens afgø-relse om ikke at forlænge Indkæredes, tidligere Appellant opholdstilladelse. Begrundelsen for afslaget var, at hun og hendes ægtefælle ikke havde dokumente- 16 ret at råde over egen bolig af rimelig størrelse, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at være særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fastsatte en ny udrej-sefrist til den
122. marts
123. Udlændingenævnet afslog den
124. juni 2020 at gen-optage hendes sag og meddelte, at hun skulle udrejse straks. Ved Retten i Holbæks dom af
125. juli 2021 blev Udlændingenævnet frifundet for Indkæredes, tidligere Appellant påstand om ophævelse af nævnets afgørelser og hjemvisning af sagen til fornyet behandling. Dommen er anket af Indkærede, tidligere Appellant, der har anmodet om, at anken tillægges opsættende virk-ning. Landsretten har ved kendelse af
126. oktober 2021 taget hendes anmodning til følge. Kæremålet angår, om det er med rette, at landsretten har tillagt anken opsæt-tende virkning, således at Indkærede, tidligere Appellant ikke udsendes af Dan-mark under landsrettens behandling af sagen. Højesteret finder, at Udlændingenævnet har retlig interesse i at få prøvet landsrettens afgørelse om, at anken tillægges opsættende virkning. Som anført af landsretten kan domstolene uden udtrykkelig lovhjemmel til-lægge et søgsmål vedrørende prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Afgørelsen heraf beror på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for omfanget og arten af den skade, som den pågældende derved kan blive påført. Det må desuden tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for den nedlagte påstand. Ved byrettens dom blev Udlændingenævnet som nævnt frifundet. Herefter og efter en samlet vurdering af sagen finder Højesteret, at Indkæredes, tidligere Appellant interesse i at forblive sammen med sin ægtefælle i Danmark, mens lands-retten behandler ankesagen, ikke overstiger udlændingemyndighedernes klare interesse i, at udsendelsen af hende ikke udsættes yderligere. Oplysningerne om hendes boligforhold efter den
127. marts 2018 og om håndhævelsen af udrej-sepligten kan ikke føre til en anden vurdering. Højesteret ændrer herefter landsrettens kendelse, således at Indkæredes, tidligere Appellant anmodning om, at anken tillægges opsættende virkning, så hun ikke udsendes af Danmark under landsrettens behandling af sagen, ikke tages til følge. THI BESTEMMES: 17 Indkæredes, tidligere Appellant anmodning om, at anken til landsretten tillægges opsættende virkning, tages ikke til følge. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part. Kæreafgiften for Højesteret tilbagebetales.