ECLI:DK:VLR:2022:BS0000002269 Landsretten stadfæstede byrettens kendelse om afvisning af sagen, da der af sagsfremstillingen ikke fremgik grundlaget f

Vestre Landsrets

1. afdeling holdt den
2. juni 2019 kl. 9.00 møde på tingstedet i Viborg. Som dommere fungerede landsdommerne Lisbeth Parbo, Hans-Jørgen Nymark Beck og Mona B. Andersen (kst.). V.L. B–0091–19 Finans 247 ApS mod Debitor 1 Fremlagte bilag: − kæreskrift med bilag − brev af
3. marts 2019 fra Fogedretten i Holstebro − udskrift af fogedbogen (sag nr. FS 10B-5720/2018). Den
4. januar 2019 har Fogedretten i Holstebro afvist at behandle en sag om inddrivelse af 16.436,37 kr. ved et betalingspåkrav. Kendelsen er kæret af Finans 247 ApS med påstand om, at sagen fremmes i henhold til opgørelsen i betalingspåkravet med tillæg af efterfølgende renteomkostninger, subsidiært at sagen hjemvises til fogedretten til fornyet behandling. Til støtte for den principale påstand har Finans 247 ApS navnlig anført, at rentevilkåret med en debitorrente på 150 % p.a. og en morarentesats på 37 % fremgår af kreditaftalen, der er tiltrådt af debitor. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte rentekravet som ugyldigt, idet kreditaftalens debitor- og morarentesatser er markedskonforme og ikke urimelige. Fogedretten burde i givet fald have nedsat rentesatsen, jf. kreditaftalelovens § 22, i stedet for at afvise sagen. Debitor 1 har ikke udtalt sig i anledningen af kæremålet. Fogedretten i Holstebro har i fremsendelsesbrevet fastholdt sin afgørelse og har uddybet sin begrundelse herfor. Det fremgår af fogedrettens oplysninger bl.a., at der forud for fogedrettens afgørelse havde været fastsat en frist for Finans 247 ApS til at berigtige betalingspåkravet. Landsretten afsagde K e n d e l s e: Retsplejelovens § 477 c, stk. 1, fastslår, at fogedretten skal afvise sagen, hvis et betalingspåkrav ikke opfylder kravene i § 477 a om anvendelsesområdet for betalingspåkrav og § 477 b om fremgangsmåden ved indlevering af betalingspåkrav. Tilsvarende gælder, hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig. Reglerne om betalingspåkrav i retsplejelovens kapitel 44 a bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene) og er indsat i retsplejeloven ved lov nr. 450 af
5. juni
6. Reglerne blev justeret ved lov nr. 518 af
7. juni
8. Af forarbejderne til § 477 c fremgår blandt andet følgende om fogedrettens indledende kontrol med betalingspåkravet (lovforslag nr. L 219, fremsat
9. marts 2004): ”Til § 477 c Bestemmelsen indeholder regler om fogedrettens indledende kontrol af betalingspåkravet. Skyldneren forventes som udgangspunkt ikke at have indsigelser, og betalingspåkravet som forkyndt af retten vil derfor som regel automatisk få retskraft, når fristen for at fremkomme med indsigelser er udløbet, jf. forslaget til § 477 e. Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det derfor efter
10. pkt. en betingelse for, at retten kan forkynde betalingspåkravet, at sagen er omfattet af den foreslåede § 477 a, og at betalingspåkravet opfylder kravene i § 477 b. Fogedretten kan indrømme fordringshaveren en frist til at afhjælpe eventuelle mangler, jf. stk. 2, men afhjælpes sådanne mangler ikke, skal sagen afvises. Der er ikke som ved stævninger mulighed for at forkynde et mangelfuldt påkrav, der dog kan danne grundlag for behandling af sagen. Dette skyldes blandt andet, at der ved forkyndelse af en stævning ikke er taget stilling til, om der kan afsiges udeblivelsesdom, hvis sagsøgte ikke svarer. I modsætning hertil gør beslutningen om forkyndelse af et betalingspåkrav endeligt op med, at kravet kan tillægges retskraft og kan tvangsfuldbyrdes, hvis skyldneren ikke gør indsigelse. Betalingspåkravet skal derfor også afvises, hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig, jf. stk. 1,
11. pkt. Det er forudsat, at fogedrettens kontrol af betalingspåkravet i denne henseende skal være identisk med den kontrol af stævninger, der efter gældende regler og praksis foretages ved afsigelse af udeblivelsesdomme i medfør af retsplejelovens § 354, stk. 3 [nugældende § 352, stk. 1]. I de tilfælde, hvor fordringshaverens krav ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, vil fogedrettens reaktion også være afvisning (eller indrømmelse af frist til afhjælpning af mangler, jf. stk. 2). Der kan ikke blive tale om »frifindelse« af skyldneren, hverken helt eller delvis. Dette gælder også med hensyn til renter og udenretslige inkassoomkostninger. Hvis betalingspåkravet indeholder krav om betaling af renter eller udenretslige inkassoomkostninger, som ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, kan fogedretten kun afvise sagen eller anmode fordringshaveren om at berigtige betalingspåkravet (afhjælpe manglen). Nægter fordringshaveren at frafalde krav på renter eller udenretslige inkassoomkostninger, som fogedretten finder uhjemlede, skal fogedretten afvise sagen, efter anmodning ved kendelse, og fordringshaveren vil kunne kære afgørelsen om afvisning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf. herved den foreslåede § 477 g. …” Betalingspåkravets hovedstol på 10.495 kr. er i betalingspåkravet rubrik 5 beskrevet som forbrug på en kassekredit, som Debitor 1 har oprettet som privatkunde, med en hovedstol på 10.000 kr. og stiftelsesomkostninger på 495 kr. Påløbne renter frem til betalingspåkravets indlevering er opgjort til 5.541,37 kr. med en forrentning på ”150%/37,00% Pr. år.”. Om rentebeløbet anføres i betalingspåkravets sagsfremstilling i rubrik 5 følgende: ”Aftalt rente med 150 % p.a. opkrævet af kreditor fra den
12. maj 2018 til den
13. oktober 2018 beregnet af kr. 10.000,00 udgør kr. 5.054,
14. Rentesatsen er efter overdragelsen til undertegnedes kontor nedsat til 37,00 % p.a., og den beregnede rente udgør pr. fremsendelsesdatoen kr. 486,
15. Renten udgør i alt kr. 5.541,37.” Rentevilkåret på 150 % p.a. og den del af rentepåstanden, der knytter sig hertil, er således begrundet i sagsfremstillingen, herunder med angivelse af at være hjemlet i kreditaftalen og med udtrykkelig angivelse af rentetilskrivningsperioden – svarende til ca. 4½ måned. Debitor 1 har efter betalingspåkravets indhold således mulighed for at vurdere denne del af kravets størrelse og rigtighed. Fogedretten har derfor ikke for denne del af betalingspåkravet haft anledning til at afvise betalingspåkravet under henvisning til, at rentens størrelse ikke er begrundet i sagsfremstillingen. Rentens størrelse har heller ikke i øvrigt kunnet begrunde afvisning. Den beregnede rente på 37 % af 10.000 kr. fra den
16. oktober 2018 er som anført alene begrundet i sagsfremstillingen med en oplysning om, at forrentningen er ”nedsat” af advokat Tom Mortangs kontor. Sagsfremstillingen indeholder ingen nærmere angivelse af grundlaget for opkrævningen af morarente over for Debitor 1 som privatkunde, herunder om morarenten støttes på en aftale mellem parterne, jf. herved bestemmelserne i rentelovens §§ 5 og
17. Denne del af rentekravet er herefter ikke begrundet i sagsfremstillingen. Landsretten tiltræder med denne begrundelse, at betalingspåkravet er afvist som sket. T h i b e s t e m m e s: Fogedrettens kendelse stadfæstes. Kæremålets omkostninger ophæves. Sagen sluttet. Lisbeth Parbo