HistoriskDokument

DOM afsagt den 1$. juni 2014 af Vestre Landsrets

1. afdeling (dommerne FabHn, Eva Staal og Peter Flügge (kst.)) i ankesag V.L. B—0042—13 Part 1 (Appellanten) (advokat Lene Astrup Treffer, Aulborg) mod Part A (Appelindstævnte) (advokat Peter Lau Lauritzen, Aalborg) Skifteretten i Hjørring har den
2. december 2012 afsagt dom i
3. instans (rettens nr. SKS SKIF-548/201 1). I medfør afretsplejelovens § 253 er det bestemt, at hovedforhandlingen foreløbig begræn ses til sporgsmålet om, hvorvidt Part A's , særeje omfatter hele land brugsvirksomheden eller kun de faste ejendomme. Påstande For landsretten har Part A om, at Part A Part 1 , nedlagt påstand skal anerkende, at særejet alene omfatter de faste ejendomme. har påstået dommen stadfæstet. Parterne er enige om, at der ikke i den indankede dom er taget stilling til delingen af fæl I esej et. Det er oplyst, at ægteskabssagen ikke er afsluttet for så vidt angår spørgsmålet om Part 1's krav på et beløb efter § 56 i den tidligere ægteskabslov. -7- Også for landsretten har begge parter haft fri proces. Forklaringer Part 1 og Part A ten. Der er endvidere afgivet forklaring af Part 1 har afgivet supplerende forklaring for landsret Vidne 1 og Vidne 2 har supplerende forklaret, at det var Part A og hans forældre, der tog initiativ til oprettelsen afægtepagten i 2004, fordi Part A skulle overtage halvdelen af gården. De var til moder hos LandboNord, og der var et enkelt møde hos advokaten. Hun husker ikke, hvad der blev talt om på møderne hos LandboNord. Hun vil tro, at Part A fik gården til en særlig favorabel pris af sine forældre. På mødet hos advokaten blev ægtepag ten vist læst op, som hun forklarede i skifteretten, men hun husker ikke nærmere, hvad der blev drøftet på mødet, hvor ægtepagten blev skrevet under. Hun fik det indtryk, at der skul le oprettes en ægtepagt, hvis det ikke gik godt med gården. Part A havde købt et hus i 1999, og det skulle også være hans særeje. Der blev talt om, at hun kunne få dette hus, hvis det ikke gik godt med gården. Part A og hans forældre var til mode hos LandboNord, da Part A skulle overtage forældrenes halvpart af gården i
4. 1 forbindelse med underskriften af den anden ægtepagt hos advokat Halkier blev der ikke talt om indholdet. Hun husker ikke, hvordan bestemmelsen om, at hendes pensionsordning skulle være hendes særeje, kom ind i ægtepagten. Hun har aldrig fået at vide, hvad der skulle være særeje, og hvad der skulle være fælleseje, og det har hun aldrig talt med Part A om. Hendes løn gik ind på Part A's konto, som hun kunne hæve på med sit dankort. Part A overforte på et tidspunkt penge til kontoen, da den var i minus. Hun ved ikke, hvordan hun opfattede ordene “virksomheden som så dan”, “gården” og “virksomheden”, som hun har brugt under afgivelse af forklaringer i retten, og hun har ikke nærmere tænkt over, om f.eks. køerne og maskinerne hørte til “virksomheden” og “gården”, men hun er nok gået ud fra, at det var særeje. Hvis hun hav de vidst, at det var alt, hvad der hørte til ejendommene, der skulle være Part A's særeje, ville hun ikke have skrevet under på ægtepagterne, for så ville hun ikke have noget i tilfælde af skilsmisse. Part A var meget mere inde i forståelsen af bestemmelserne i ægtepagten, end hun var, for han havde deltaget i alle møderne hos LandboNord. Part A har supplerende forklaret, at han var til mange møder hos LandboNord i for bindelse med overtagelsen af forældrenes gård, for der var mange ting, der skulle tages -3- stilling til. Han forlangte, at Part 1 skulle deltage i moderne, for at hun kunne vide, hvad der var aftalt med forældrene. På moderne blev der bl.a. talt om prisen for maskinerne, besætningen og mælkekvoteme rn.v. Han undrede sig ved oprettelse afægtepagteme ikke over, at der stod, at det var landbrugsejendommene, der skulle være hans særeje. Han kan ikke forklare, hvorfor Part 1's løn ikke skulle være hendes særeje. Part 1's far var imod oprettelsen af den første ægtepagt. Han sagde til Part 1 , at de ikke kunne blive gift, hvis der ikke blev oprettet ægtepagt. Der havde været problemer i deres forhold på et tidspunkt omkring 2001, og det havde lian også i tankerne, da ægtepagten blev oprettet. Advokat Salling må have ffiet oplysningerne til brug for ægtepagten fra LandboNord. Hans drifts konto har aldrig haft noget at gøre med driften aflandbrugsejendommene. I forbindelse med købet af den første halvpart af gården, blev der oprettet et interessentskab, og det skul le have været i drift nogle år, før han kunne overtage den anden halvpart. Det var vist ad vokat Halkier, der foreslog, at Part 1's pensionsordninger skulle være hendes særeje. Han husker ikke, om Part 1 stillede spørgsmål i forbindelse med underskrivelseme afægtepag terne. Vidne 1 har forklaret, at hans advokatfinna i 2004 i en længere periode havde haft et samarbejde med LandboNord. Firmaet var husadvokat for LandboNord, og samarbejdet indebar, at LandboNord anbefalede hans kontor over for klienteme. Det var ham, der for mulerede ægtepagten fra
5. Han havde i mange år været advokat for BRF, hvor han især havde beskæftiget sig med tilbehør og udskillelse heraf, og han var ikke i tvivl om, at begrebet landbrugsejendom omfattede hele beddften efter tinglysningslovens §
6. det vil sige alt det, der skal til for at drive en landbrugsejendom. Han husker ikke, hvad der fore gik på underskrifimodet, men han plejede at gøre opmærksom på, at ægtepagten ville bety de, at manden kunne beholde gården i tilfælde af skilsmisse, ligesom han også plejede at gore opmærksom på, hvad der skulle være fælleseje. Det var en bestillingsopgave, lian havde ffiet af LandboNord. og han havde ikke set eller talt med ægtefællerne, for de skulle underskrive ægtepagten. Vidne 2 har forklaret, at han i 2007 var advokat i advokatfirmaet Hjortlund & Partne re. Han havde været advokat for Part A's forældre i mange år. Han husker ikke, om det var Part A eller LandboNord, der bad ham skrive ægtepagten. Det er helt sædvanligt inden for landbruget, at ægtefæller aftaler skilsmissesæreje, for ellers kan en landmand ikke beholde gården, hvis ægtefællerne skal skilles. LandboNord havde stået for aftalerne om overdragelsen af moderens halvpart af landbrugsejendommene til Part A . Han -4- var ikke i tvivl om, hvad overdragelsen omfattede. Han husker ikke, om han havde sendt ægtepagtsudkastet til ægtefællerne før underskrivelsen, men det ville have været normalt. Han husker, at de på mødet talte om, at alt fra landbrugsejendommene skulle være Part A's særeje, mens resten skulle være fælleseje. For at dele sol og vind lige blev det bestemt, at det, Part 1 havde, nemlig hendes pensionsordning, skulle være hendes særeje. Han er sik ker på, at begge parter forstod, hvad ægtepagten betød, og han husker, at Part 1 sagde, at hun syntes, at det var rimeligt, at gården skulle være Part A's særeje. Han repræsenterede begge ægtefæller, og da begge ægtefæller var enige om, at gården skulle være særeje, op fordrede han ikke ægtefælleme til at lade sig repræsentere af hver sin advokat. Procedure Part 1 har til støtte for sin påstand under delhovedforhandlingen bla. gjort gældende, at det kun er de specifikke ejendomme, der er Part A's særeje, og det fremgår ikke afægtepagterne, at driftsmidlerne, besætningen m.v. også skulle være særeje. Specifikationskravet er ikke opfyldt, og dermed er det ikke efter retsvirkningslovens § 37 gyldigt bestemt, at andet end selve ejendommene skulle være særeje. Ægtepagterne skal fortolkes indskrænkende med udgangspunkt i ordlyden, og fortolkningen skal ses i lyset at at ægtepagterne er formuleret af Part A og hans rådgivere. Det er uden betydning, hvordan parterne har opfattet ægtepagternes indhold. Part A har til støtte for stadfæstelsespåstanden bl.a. gjort gældende, at ægtepagterne er tinglyst i personbogen og dermed gyldige, jf. retsvirkningslovens § 37, og rækkevidden af betegnelsen “landbrugsejendomme” skal fortolkes som omfattende både ejendommene i snæver forstand, men også den tilknyttede landbrugsvirksomhed med samtlige dertil hø rende aktiver. I modsat fald ville bestemmelsen vedrørende indtægter af særejet savne me ning. Landbrugsejendommene er registreret og pantsat som landbrugsejendomme med den konsekvens, at pantet i ejendommene omfatter samtlige ejendommenes erhvervsmæssige aktiver, jf. tinglysningslovens §
7. Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at parter ne frem til ægteskabets ophør har haft en fælles forståelse af, hvad særejet omfattede, og der har på intet tidspunkt været risiko for, at sesærejet for fællesejemidler. Part A vilkårligt kunne forøge skilsmis Landsrettens begrundelse og resultat Det kan efter bevisførelsen lægges til grund. at det i forbindelse med Part A's overta gelse af først den ene halvpart aflandbrugsejendommene i 2004 og senere den anden halvpart var et krav fra forældrene og Part A's Part A Part A særeje, for at , at landbrugsejendommene skulle være i tilfælde af skilsmisse kunne beholde landbrugs- ejendommene. Det kan endvidere efter parternes forklaringer under denne sag. ægtefælleskiftesagen og ægteskabssagen lægges til grund, at parterne har forstået ægtepagterne på den måde, at det var alle aktiverne med tilknytning til landbrugsejendommene, som blev overdraget fra for ældrene, der skulle være Part A's særeje. Med denne begrundelse stadfæster landsretten skifterettens dom. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen. Thi kendes for ret: Skifterettens dorn stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen. Fabdn Eva Staal Peter Flügge (kst.) Appelindstævntes Anonymiseret