Højesteret stadfæster Østre Landsrets kendelser af 22. september 2021 og 29. december 2021 om fortsat varetægtsfængsling i surrogat på psykiatrisk afd

Varetægtsfængsling i surrogat Sag 110/2021 og 12/2022 Kendelse afsagt den

1. maj 2022 Anklagemyndigheden mod T Fortsat varetægtsfængsling i surrogat på psykiatrisk afdeling var ikke uproportional T blev i maj 2021 varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Han var tiltalt for bl.a. at have truet en offentligt ansat på en psykiatrisk skadestue med en kniv. Byretten afsagde i juni 2021 kendelse om, at T skulle mentalundersøges. I mentalerklæringen konkluderede man bl.a., at T var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og man anbefalede derfor – såfremt han findes skyldig – dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling. Retslægerådet afgav efterfølgende i november 2021 en erklæring om T, hvor man også konkluderede, at han var omfattet af straffelovens § 16, stk.
2. Retslægerådet anbefalede imidlertid dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen. Ved Østre Landsrets kendelser af
3. september og
4. december 2021 blev varetægtsfængslingen af T i surrogat forlænget. Sagerne for Højesteret angik, om proportionalitetskravet i retsplejelovens § 762, stk. 3, var til hinder for fortsat varetægtsfængsling på tidspunktet for landsrettens kendelser. Højesteret udtalte, at proportionalitetsvurderingen i en sag som den foreliggende må foretages ud fra en konkret afvejning af varetægtssurrogatets udstrækning over for den foranstaltning, der efter kriminalitetens karakter og oplysningerne om sigtedes personlige forhold, herunder tidligere kriminali-tet, må forventes idømt. Ud fra den vurdering og henset til oplysningerne i de i sagen fremlagte lægelige erklæringer om karakteren og alvoren af T’s psykiske lidelse og om hans forhold i øvrigt, tiltrådte Højesteret, at fortsat varetægtsfængsling i surrogat af T på tidspunktet for landsrettens kendelser af
5. september og
6. december 2021 ikke var i strid med proportionalitetskravet i retsplejelovens § 762, stk.
7. Landsretten var nået til samme resultat. / /