Obsah (5)

§ 721§ 61§ 864§ 841§ 925

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ KENDELSE Afsagt den 18. december 2012 af Østre Landsrets 11. afdeling (landsdommerne Karsten Bo Knudsen, Katja Høegh og Olaf Tingleff). 11. afd. nr. S-1

§ 721, stk.

1, nr.

1. Vicepolitikommissær Vidne 20 afgav vidneforklaring under hovedforhandlingen i byretten om politiets efterforskning mod Person 1 som mulig gernings-mand. Tiltalte 1 nedlagde den
2. april 2012 påstand om, at rettens tre juridiske dommere var inhabile og skulle vige deres sæde, jf.

§ 61

. Ved kendelse afsagt samme dag afviste de tre juridiske dommere at vige sædet med følgende begrundelse: ”Under en straffesag er det de juridiske dommeres opgave at tage stilling til processuelle spørgsmål, der måtte opstå, herunder om bevisførelsens karakter og omfang. Det fremgår således blandt andet af

§ 864, stk.

1, at retten kan beslutte at afslutte bevisførelsen enten i det hele eller om et enkelt punkt, inden alle beviserne er fremført. Det fremgår af kommentaren til denne bestemmelse, at reglen sigter til tilfælde, hvor det er øjensynligt, at den bevisførelse, der er tale om, vil vise sig irrele-vant. På denne baggrund kan det forhold, at de juridiske dommere – efter en begæ-ring fremsat af anklagemyndigheden – har afskåret en bevisførelse ikke i sig selv medføre dommernes inhabilitet. I sin begrundelse for kendelse af

1. april 2012 har retten blandt andet anført: ”… En eventuel afhøring af Person 1 og de hertil relaterede vidner Person 8, Person 9, Person 5 og Person 6 vil omhandle en mistanke, der på et tidligt tidspunkt i efterforskningen har været mod Person 1, men som efter en omfattende efterforskning er resulteret i en påtaleopgivelse, idet mistanken blev anset for grundløs, jf. retsplejelo-vens § 721, stk. 1, nr.
2. -3Under disse omstændigheder må bevisførelse vedrørende denne mistanke anses for overflødig, og bevisførelsen afvises derfor. …” Retten har ikke herved – hverken direkte eller indirekte – taget stilling til skyldsspørgsmålet vedrørende Tiltalte 1 eller andre.” Tiltalte 1, som i byretten blev fundet skyldig i drabene og idømt livsvarigt fængsel, har for landsretten gentaget anmodningen om at afhøre Person 1 og de yderligere vidner. Landsretten har ved kendelse af
3. oktober 2012 delvist imødekommet begæringen og tilladt Tiltalte 1 at afhøre socialrådgiver Person 8 som vidne. Parternes anbringender Tiltalte 1 har til støtte for påstanden om ophævelse af byrettens dom og hjemvisning gjort gældende, at forsvaret allerede under forelæggelsen i byretten gjorde opmærksom på, at forsvarets formål med at indkalde Person 1, dennes socialrådgiver, Person 8, samt hans hustru og 2 yderligere medlemmer af hans familie som vidner var at opnå byrettens prøvelse af den del af efterforskningen, der vedrørte Person 1, med henblik på at byretten kunne foretage en vurdering af, hvorvidt den pågældende kunne være en mulig gerningsmand. Forsvaret havde dermed varslet et centralt bevistema. Det er i den forbindelse et legitimt forsvar at basere sig på, at der kan være en anden mulig gerningsmand, jf. tilsvarende for eksempel ”Suldrup -sagen V.L. 0274” . Det påtænkte fo rsvar var endvidere sagligt i og med, at politiet har foretaget efterforskning i relation til Person 1 og på baggrund af det hævnmotiv, han havde, og de af ham frem-satte trusler anholdt og sigtet ham for at have begået drabene. Da der var tale om et sagligt og legitimt forsvar, var den manglende adgang til at føre de pågældende vidner i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om tiltaltes ret til en retfærdig rettergang. Kendelsen af
4. april 2012 betød, at de juridiske dommere var inhabile, jf.

§ 61, og de skulle derfor have veget deres sæde den 23.

april 2012 som påstået. Henvisningen til at påtale mod Person 1 var endeligt opgivet af politiet indebar således, at der, før spørgsmålet var procederet, blev taget endelig stilling til et bevistema, som forsvaret havde varslet var centralt, idet de juridiske dommere klart tilkendegav, at -4Person 1 ikke kunne anses for en mulig gerningsmand. Dermed foretog de juridiske dommere reelt en prøvelse af politiets efterforskning vedrørende Person 1 og godkendte denne. Dette må ses som udtryk for, at de før proceduren reelt havde taget stilling til skyldsspørgsmålet, hvilket da også var den opfattelse af kendel-sen, der kom til udtryk i pressen. At rettens juridiske dommere ikke var upartiske, da de afsagde kendelsen om at nægte at tillade de af forsvaret begærede vidner ført, understøttes også af, at retten på det tidspunkt, hvor afgørelsen blev truffet, havde hørt hele anklage-myndighedens bevisførelse igennem 3 retsdage og dermed var blevet påvirket af denne i en sådan grad, at dommerne ikke objektivt kunne tage stilling til forsvarets begæring. Havde dommerne taget stilling til begæringen forud for hovedforhandlingen, jf.

§ 841

, ville forsvarets begæring sandsynligvis være blevet imødekommet.

§ 61

og Tiltalte 1s ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, stk. 1, blev følgelig krænket, da de juridiske dommere nægtede at vige sædet. Det samme gælder hans ret efter konven-tionens artikel 6, stk. 2, til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld måtte være blevet bevist. Tiltalte 1 har tilkendegivet, at han ikke finder, at den omstændighed, at de juridiske dommere afslog hans begæring om afhøring af vidnerne, i sig selv gjorde dommerne inhabile. Anklagemyndigheden har bestridt, at de tre juridiske dommere var inhabile og har herved henvist til byrettens begrundelse for ikke at vige sædet i kendelsen af

1. april
2. I tillæg hertil har anklagemyndigheden anført, at der ikke er fremkommet et eneste bevis, der peger på Person 1 som en mulig gerningsmand. Det var derfor med rette, at de juridiske dommere besluttede ikke at udsætte ham for yderligere krænkelse ved at pålægge ham og andre at afgive vidneforklaring om de udokumenterede beskyldninger, der var fremført mod ham. At byrettens juridiske dommere - som følge af anklagemyndig-hedens ønske om at høre Tiltalte 1s forklaring, før den tog stilling til forsvarets be-visbegæring - først kom til at tage stilling til begæringen efter 3 dages bevisførelse, gjorde ikke dommerne inhabile. Landsrettens begrundelse og resultat Ved afgørelsen af om den af forsvaret begærede vidneførsel skulle imødekommes, måtte adgangen for Tiltalte 1 til at tilrettelægge sit forsvar og herunder indkalde de vidner, -5som forsvaret fandt nødvendige og relevante, og de omstændigheder forsvaret havde anført, tages i betragtning. Hensynet til at undgå unødig bevisførelse og i den forbindelse særligt at undgå unødig krænkelse af Person 1, over for hvem påtale var opgivet som grundløs, måtte tillige indgå. Landsretten finder, at der som kendelsen af
3. april 2012 er formuleret, ikke er taget stilling til, om Tiltalte 1 er skyldig eller i øvrigt fremsat udsagn, som indebærer, at de tre juridiske dommere herefter måtte anses for inhabile, jf.

§ 61, som denne bestemmelse må fortolkes i lyset af artikel 6, stk.

1 og 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den omstændighed, at kendelsen om forsvarets bevisbegæring er afsagt efter 3 dages hovedforhandling, hvorunder anklagemyndighedens vidner havde været afhørt – hvilket skyldtes, at anklagemyndigheden først på dette tidspunkt endeligt modsatte sig den af forsvaret begærede vidneførsel, jf.

§ 841– kan heller ikke medføre, at dommerne var inhabile.

Der er som følge heraf ikke grundlag for i medfør af

§ 925, stk.

1, jf. § 912, stk. 1, nr. 1, at tage Tiltalte 1s principale påstand om ophævelse af byrettens dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved byretten til følge. T h i b e s t e m m e s: Tiltalte 1s principale påstand om ophævelse af byrettens dom og hjemvisning af sa-gen til fornyet behandling ved byretten tages ikke til følge. (Sign.)