ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 20. marts 2020 Sag BS-5552/2019-OLR (3. afdeling) Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart og Assuranceforeningen SKULD (Gjensidig) Filial København (Filial af Assura

§ 17, der er tabs-afhængigt, jf.

bestemmelsens kriterier. At POEA-ordningen ikke er en kompensationsordning, der beror på en konstate-ring af et erhvervsevnetab, der beregnes ud fra en hidtidig årsløn og en anslået fremtidig indtjening, illustreres af den … fremlagte dom af

1. oktober 2013 fra den filippinske Court of Appeals, Third Division, Manila, i en sag mellem Person 1 og bl.a. Torm A/S (…). Det fremgår således af dommen, at kompensation for "disability" ydes baseret på varigheden af en tilskadekommens (fuldstændige) uarbejdsdygtighed, således at "total disability" er "temporary", hvis den har en varighed af mindre end 120 dage, og "permanent" hvis den udstrækker sig til mere end 120 dage (eller efter omstæn-dighederne 240 dage). Hvis "disability" under disse omstændigheder skulle svare til erhvervsevnetab efter ASL, ville det indebære, at en tilskadekommen skulle til-kendes erstatning for 100 % erhvervsevnetab, hvis han efter en skade var ude af stand til arbejde i 120 (eller 240) dage. En sådan fortolkning savner ethvert holde-punkt i dansk ret. Hertil kommer, at erhvervsudygtigheden i POEA-ordningen fastsættes af en læge ud fra en gradueringsskala fra 1-14, hvor Person 1's tilfælde blev henført til grad 10 ud fra følgende observation (…): ”grad 10 – tab af gribeevne om små objek-ter i leddet på fingeren på den ene hånd.” Denne konstatering modsvarer POEA-reglernes tabel, …, Hænder, pkt. 4, og tilsvarende …, samt …, hvoraf det fremgår, at skaden takseres til 20,15 pct af det maksimale erstatningsbeløb på USD 50.000, og derfor udløste en kompensation på USD 10.
2. Der blev ikke herved taget hen-syn til Person 1's hidtidige eller skønnede fremtidige indkomst, hans alder, mu-lighed for rehabilitering osv. At ordningen har til formål at kompensere for erhvervsudygtighed er ikke nok til at sidestille ordningen med erstatning for er-hvervsevnetab. De fleste ulykkesforsikringer kan siges at have samme formål, selv om der er tale om summaforsikringer. Appellanterne har gjort gældende, at POEA-erstatningen subsidiært må sidestilles med méngodtgørelse, og at forsikringsselskabet derfor måtte kunne foretage modregning i den udbetalte godtgørelse, der havde en størrelse, der oversteg mod-værdien af USD 10.
3. Dette bestrides. Det anføres således i den ovennævnte dom fra den filippinske Court of Appeal, …, at POEA-beløbet ikke skal kompensere ”hans skade eller sygdom, men hans manglende evne til at arbejde, resulterende i forringelse af hans evne til at erhverve indkomst. Med andre ord skal erhvervsu-dygtighed (disability) forstås mindre i sin medicinske betydning og mere som tab af evne til at erhverve indkomst.” Det må således lægges til grund, at POEA-beløbet ikke har samme formål som en méngodtgørelse. Og uanset om POEA-beløbet kan siges at dække over både er-hvervsevnetab og visse former for mén (vansiring) (…), er pointen netop, at ASL i forarbejderne til § 29, stk. 2, skelner mellem erhvervsevnetab og méngodtgørelse, altså ”enten-eller” . Appellanternes argumentation, der må forstås som et anbrin-gende om, at POEA-beløb er ”både-og” , kan derfor ikke begrunde en modreg-ningsadgang. Ankestyrelsen er ikke enig i, at en indretning af det filippinske retssystem, som medfører, at POEA-kompensationen i visse tilfælde kommer til udbetaling før ud-betalingen af ydelser efter ASL, i sig selv kan medføre, at der er adgang til modreg- / 17 ning efter ASL § 29, stk. 2, i nærværende sag. Modregningsreglerne i Filippinerne er uden retsvirkning ved en bedømmelse efter ASL. Det gøres gældende, at de synspunkter, der er anført af biintervenienten Danske Rederier om konsekvenserne for rederiernes konkurrencedygtighed, ikke kan på-virke fortolkningen af ASL § 29, stk. 2, idet argumentationen snarere er af interesse i forbindelse med en lovændring. Det samme gælder en henvisning til et ønske om at undgå dobbeltkompensation. Landsretten kan ikke i medfør af et sådant hensyn fravige lovens ordlyd og klare forarbejder. I den forbindelse henviser jeg til det for-slag til ændring af ASL § 29, der er medtaget i … Forslaget gik ud på at indføre en modregningsadgang for at undgå dobbeltkompensation, men forslaget blev opgi-vet under Folketingets behandling, …, fordi problemstillingen skulle overvejes nærmere. Den vedtagne, reducerede lovændring er medtaget i …. Den af appellanterne påberåbte dom af
4. september 2004 i Østre Landsrets sag B-1052-04 (…) vedrørte et krav i anledning af en sikrets død, hvorfor ydelsen var af samme art som overgangsbeløb

§ 19(dengang § 35).

De af appellanterne påberåbte domme FED.2014.5Ø og FED.2014.14Ø (…) kan ikke begrunde et andet resultat i denne sag, da der i begge domme er tale om ydelser af samme art som efter ASL (erstatning for tab af erhvervsevne). Det gør derfor ingen forskel, at udbetalingerne fulgte af en frivillig udvidelse af lovens dækningsområde.” Danske Rederier har som biintervenient i sit indlæg til støtte for de påstande, som appellanterne har nedlagt, anført bl.a.: ”KOLLEKTIV OVERENSKOMST På skibe, der er indregistreret i Dansk Internationalt Skibsregister, bruges filippin-ske søfarende i så stort omfang, at Danske Rederier som interesseorganisation for de danske redere, har indgået en kollektiv overenskomst (CBA) med det filippin-ske sømandsforbund “Associated Marine Officers’ and Seamen’s Union of the Phi-lippines (AMOSUP)” . CBA’en stammer helt tilbage fra 1988, og den regulerer generelt arbejdsforholdene for filippinske søfarende, der arbejder ombord på dansk indregistrerede skibe. Da de danske arbejdsskaderegler gælder for filippinske søfarende og alle andre natio-naliteter, der arbejder ombord på de danskflagede skibe, tager CBA’en blandt an-det højde for sammenspillet mellem den danske og den filippinske lovgivning om kompensation for arbejdsskader (henholdsvis ASL-kompensation og POEA-kom-pensation). I takt med ændringer i de danske og filippinske regler har CBA’en såle-des gennem tiden undergået mange ændringer og opdateringer. Den nyeste ver-sion af CBA’en trådte i kraft den

1. april
2. I forbindelse med de løbende forhandlinger af CBA’en har det konsekvent været begge parters klare intention, at der ikke må opstå situationer, hvor filippinske sø-farende, der arbejder ombord på danske skibe, modtager dobbelt kompensation for arbejdsskader. Til trods for, at dobbeltkompensation umiddelbart kan virke som en positiv ting for AMOSUPs enkelte medlemmer, har AMOSUP således arbejdet sammen med / 18 Danske Rederier for at afværge dobbeltkompensationen. AMOSUP’s interesse heri er at sikre konkurrencedygtighed for redernes samlede omkostninger ved at an-sætte filippinske søfarende På baggrund af parternes enighed om at undgå dobbeltkompensation, er det be-sluttet at forsøge at løse problemstillingen ved at aftale, at POEA-kompensationen skal udbetales efter ASL-kompensationen, og udbetalt ASL-kompensation modreg-nes derefter i den POEAkompensation, der efterfølgende kommer til udbetaling, jfr.CBA’ens artikel 10: ” Intet krav på kompensation efter POEA Reglerne kan fastlægges inden en endelig afgørelse om kompensationer efter den danske arbejdsskadesikringslov er blevet truffet. Ved udmåling af kompensationer efter POEA Reglerne, skal alle ydelser efter den danske arbejdsskadesikringslov modregnes.” Denne bestemmelse har ikke i alle tilfælde hindret udbetaling af dobbeltkompensa-tion. Dette skyldes Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings lange sagsbehandlingstid sammenholdt med, at POEA-kompensationen som udgangspunkt udbetales senest efter 120 eller 240 dage efter arbejdsskadens indtræden. POEA-kompensationen kommer (trods CBA’ens vilkår) til udbetaling først og herefter opstår spørgsmålet om den senere udbetaling af ASLkompensationen skal ske til søfareren, eller til den som har udbetalt POEA-kompensationen. Efter Danske Rederiers opfattelse bør nærværende sag medføre en retstilstand, hvor POEAkompensation og ASL-kompensation modregnes uanset i hvilken ræk-kefølge kompensationerne udbetales således, at vilkårlig udbetaling af dobbelt-kompensation til filippinske søfarende undgås. SAGENS IMPLIKATIONER FOR DANMARK SOM MARITIM NATION Hvis Ankestyrelsen får medhold i sin påstand om, at UFDS ikke har ret til at kom-pensere SKULD for den udbetalte POEA-kompensation, vil det i sidste ende med-føre, at Danmarks konkurrenceevne som flagstat påvirkes negativt. En retstilstand, hvor redere med dansk indregistrerede skibe i visse tilfælde skal udbetale dobbeltkompensation (eller have højere forsikringsudgifter), vil gøre det mindre attraktivt for redere at registrere deres skibe under dansk flag. En sådan forringelse af konkurrenceevnen er stik imod de politiske visioner og am-bitioner for Danmark som flag stat og som maritim nation. Som eksempel kan nævnes, at Regeringen i maj 2016 nedsatte “Vækstteamet for Det Blå Danmark” be-stående af 10 medlemmer, som repræsenterer den danske maritime sektor, der har fremsat en række anbefalinger til regeringen om hvordan de danske rederiers kon-kurrenceevne kan forbedres. Så sent som 1.januar 2020 trådte en ændring af DIS-loven i kraft, hvorved denne nu også omfatter offshore aktiviteter knyttet til havvind. Regeringens ambition om at give de danske rederier de bedst mulige konkurrencevilkår fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der blev fremsat 20 november 2019 (Lovforslag L72): “Forslaget skal derfor medvirke til, at arbejdsgiverne kan nedsætte deres lønomkostninger for i højere grad at kunne matche omkostningsniveauet for skibe, som er registreret med hjem sted i tredjelande...” / 19 Danske Rederier har igennem sine medlemmer forhørt sig hos nogle af de interna-tionale P&Iklubber vedrørende deres erfaringer med andre landes lovgivning, og ingen af de adspurgte P&I-klubber er bekendt med, at der eksisterer tilsvarende ri-siko for dobbeltkompensation for deres medlemmer, der har registreret skibe un-der andre flag. Ifølge de tilbagemeldinger Danske Rederier har fået, er begrundelsen tilsyneladen-de, at de andre landes nationale arbejdsskaderegler enten ikke omfatter udenland-ske søfarende, eller at lovgivningen tillader modregning. Som eksempel kan næv-nes Norge, hvor søfarende, som i forvejen er dækket af en ordning, der er fastsat i en overenskomst eller i de søfarendes nationale lovgivning, er undtaget fra yderli-gere norsk arbejdsskadedækning. En ting er, at man i Danmark har valgt, at udenlandske søfarende ombord på dan-ske skibe skal være dækket lige så godt som danske søfarende, men at de søfaren-de skal modtage dobbeltkompensation kan ikke have været hen sigten og må anses for et sådant utidssvarende og unødvendigt særkrav. Som det fremgår, er der i folketinget og i regeringen fokus på at styrke Dan marks konkurrenceevne som maritim nation, og det vil være stik imod denne udvikling og lovgivers hensigt, hvis Ankestyrelsen får medhold i styrelsens påstand i denne sag.” Dansk Metalarbejderforbund har som biintervenient i sit indlæg til støtte for Ankestyrelsens påstand anført bl.a.: ”Person 1's ret til POEA-kompensation var bundet op på hans an-sættelseskontrakt og på overenskomstbestemmelse. Ordningen er ganske vist en ratificering af minimumsvilkår, som filippinske sømænd skal tilbydes i overens-stemmelse med filippinsk lovregulering, men der er grundlæggende tale om en af-talebaseret, overenskomstbestemt sikring af kompensationsbetaling blandt andet ved mere alvorlig tilskadekomst, medførende død eller sygdom. POEA-kompensationen skal læses og forstås i nær sammenhæng med de øvrige rettigheder og forpligtelser, der følger af overenskomsten og ansættelseskontrakten samt det filippinske sociale sikringssystem eller manglen på samme. Det er i øvrigt helt almindeligt, at lønmodtagere er omfattet af en eller flere ordnin-ger, der sikrer kompensation ved invaliditet eller erhvervsudygtighed. Sådanne ordninger kan være rent forsikringsmæssige eller knyttet til pensionsordninger, der følger overenskomstmæssige bestemmelser. Ordningerne kan desuden helt el-ler delvist have til formål at kompensere lønmodtageren for en nedgang i indtje-ningsevnen. Danske sømænd er qua overenskomstbestemmelser omfattet af sådanne forsik-ringsordninger, konkret hos PFA Pension […]. Det følger således heraf, at danske sømænd er omfattet af en ordning, som tilgode-ser dem bl.a. med løbende ”erhvervsevnetab” med et fastsat årligt beløb, hvis stør-relse er afhængig af sømandens løn, såfremt man opfylder betingelserne i den afta-lebaserede ordning. Denne aftalebaserede ordning forudsætter dels en nedsættelse / 20 af den generelle erhvervsevne med 50%, dels et konstateret økonomisk tab på mindst 10%, […]. Det forhold, at en sådan kompensation ydes, og at den eventuelt ydes som led i en aftalebestemmelse knyttet til et ansættelsesforhold betyder imidlertid ikke, at ord-ningen er omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2 eller en analogi heraf. Appellanterne har gjort gældende, at der skal kunne indtrædes/modregnes i erhvervsevnetabserstatning eller subsidiært i godtgørelse for varigt mén. Afgørelsen om godtgørelse for varigt mén blev truffet den
3. december 2011, og godtgørelsen er udbetalt. Der er således i den konkrete sag ikke mulighed for at udbetale méngodtgørelsen til Assuranceforeningen SKULD. Søgsmålsfristen (forældelsesfristen) var den
4. december 2014, jf. arbejdsskadesik-ringslovens § 36, stk.
5. I spørgsmålet om, hvorvidt appellanten, SKULD, kan indtræde/foretage modreg-ning i Person 1's ret til erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsska-desikringslovens § 17, stk. 1, er det bl.a. et krav, at den udbetalte kompensation skal være af samme art som den erstatning, der ønskes indtræden i. Det er i den sammenhæng ikke tilstrækkeligt, at det er den samme begivenhed, der har udløst kompensationen, som giver anledning til erstatning efter arbejdsska-desikringsloven. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at det bagvedliggende formål med kompensationen henholdsvis erstatningen helt eller delvist måtte være den samme. Det er alene en blandt flere forudsætninger for ret til indtræden, at den POEA-kompensation, Person 1 har modtaget, er af samme art, som den erhvervsevnetabserstatning, han er berettiget til efter arbejdsskadesikringsloven. Erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven er konkret tabsafhæn-gig erstatning for netop erhvervsevnetabserstatning, rettere bestemt det faktisk lid-te indtægtstab, og det er POEA-kompensationen ikke. POEA-kompensationen udmåles på baggrund af en standardiseret tabellariske fastsættelse, hvor forskellige typer af skader gradueres mellem 1 og 14, […]. Tabellen har visse lighedspunkter med det invaliditetsgradsystem, som det danske regelsæt om arbejderskader var opbygget efter frem til 1976, ulykkesforsikringslo-ven, på hvilket tidspunkt man i stedet indførte det tabsafhængige erhvervsevne-tabsbegreb. Det fremgår af dommen af
6. oktober 2013 fra filippinernes Court of Appeal i Ma-nila vedrørende Person 1, at han efter POEA-ordningen har fået en kompensation på USD 10.075 ud fra en såkaldt ” grade 10 disability – loss of gripping power of small objects between the fold of the fingers and one hand” . Person 1's indtjening før og efter skaden har ingen selvstændig be-tydning haft for den udbetalte POEA-kompensation, og kompensationen har såle-des alle de karaktertræk, der er knyttet til en summaforsikring. / 21 Mere generelt bemærkes det, at POEA-kompensationssystemet ikke indebærer et krav om sygdom/uarbejdsdygtighed udover 120 eller under særlige omstændighe-der 240 dage, og således er renset for det varighedskrav, som er en grundlæggende betingelse for at opnå erhvervsevnetabserstatning

§ 17, stk.

1. Dertil gælder, at POEA-kompensationen i tilfælde af fortsat manglende afklaring af invaliditetsniveauet efter 240 dage automatisk fastsættes til fuld invaliditet (120 %), uanset skadens nærmere karakter eller dens eventuelle indvirkning på den fremtidige erhvervsevne. Erhvervsevnetabserstatning

§ 17, stk.

1 fastsættes derimod ikke ud fra skadelidtes fysiske skade eller ud fra en betingelse om syg-dom/uarbejdsdygtighed i 120 eller 240 dage, men ud fra hvorledes skadelidtes er-hvervsevne har udviklet sig med udgangspunkt i dennes konkrete indtægt før og efter skaden. Dette stemmer helt overens med indholdet af Østre Landsrets dom af

1. november 2014 vedrørende Person 1's erhvervsevnetab. Det er ud fra en sammenligning af den konkrete indtjening før og efter skaden, at erhvervsevnetabsprocenten efter arbejdsskadesikringsloven fastsættes, og det er også indtjeningen før skaden, der er afgørende for, hvilket konkret erstatningsbe-løb, der udmåles på baggrund af erhvervsevnetabsprocenten. Der er ikke tale om en standardiseret erstatningsudmåling, som appellanten synes at gøre gældende …, men derimod en individuel tabsafhængig udmåling af indtægtstabet udtrykt i erhvervsevnetabsprocenten. Erhvervsevnetabserstatningens direkte tabsrelaterede karakter er yderligere un-derstøttet af arbejdsskadesikringslovens § 42, der omhandler genoptagelse af et er-statningsspørgsmål, hvis der sker væsentlige ændringer i de forhold, der er lagt til grund for den oprindelige afgørelse. Bestemmelsen fastsætter bl.a. en forpligtelse til, at modtageren af en løbende erhvervsevnetabserstatning skal underrette forsik-ringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan medføre en nedsættelse eller bortfald af den løbende erhvervsev-netabsydelse. Den POEA-kompensation, Person 1 har modtaget, er således ikke af samme art som erhvervsevnetabserstatningen efter arbejdsskadesikringsloven. Det bemærkes i den forbindelse også, at ændringen i erhvervsevnetabsprocenten efter arbejdsskadesikringsloven ingen betydning har haft for Person 1's ret til yderligere kompensation efter POEA-aftalen. POEA-kompensationen adskiller sig også fra arbejdsskadesikringslovens méngodt-gørelse. POEA-kompensationen fordrer således et længerevarende sygdomsforløb og i hvert fald en midlertidig indvirkning på evnen til at varetage arbejdet som sø-mand. Sådanne betingelser er ikke en del af arbejdsskadesikringslovens méngodt-gørelsessystem. Dertil kommer, at der som ovenfor anført gælder en regel om juridisk fuld invali-ditet (120 %), såfremt der ikke er sket en lægelig fastsættelse af invaliditetsgraden indenfor 240 dage efter tilskadekomsten. Dermed er der ikke hjemmel til den af appellanterne ønskede modregning/udbeta-ling til SKULD. / 22 Det er i den sammenhæng irrelevant, at der i øvrigt heller ikke er tale om dobbeltkompensation, ligesom dobbeltkompensation som følge af overenskomstindgåede erhvervsudygtighedsforsikringer/aftaler er almindeligt forekommende, uden at det derved får betydning for ydelserne efter arbejdsskadesikringsloven, idet der netop ikke er tale om ydelser af samme art. Sygedagpengeloven, der har et midlertidigt forsørgelsesmæssigt sigte, er uden be-tydning for, om en lønmodtager via overenskomst eller aftale kan opnå kompensa-tion udløst af arbejdsskade udover den i arbejdsskadesikringsloven fastsatte erstat-ning. Dertil kommer, at hverken arbejdsskadesikringsloven eller erstatningsansvarslo-ven tilsigter en samordning af erstatningssystemet med det sociale sikringssystem eller med private forsikringsordninger. Dette har været et tema i det lovforberedende arbejde og udvalgsarbejde i relation til såvel arbejdsskadesikringsloven som erstatningsansvarsloven stort set siden dis-ses indførelser, uden at der har været et ønske eller vilje fra lovgivningsmagten til at iværksætte en sådan samordning mellem de lovfæstede erstatninger og andre ydelser. Østre Landsret skal i nærværende sag hverken fortolke eller håndhæve aftalen mellem Person 1 og arbejdsgiveren Torm A/S og den dertil høren-de forsikrngsaftale med Assuranceforeningen SKULD, men derimod alene afgøre, om der er hjemmel i den beskyttelsespræceptive arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2 til at foretage modregning i ydelser efter arbejdsskadesikringsloven, fordi der er udbetalt kompensation under POEAordningen. En sådan hjemmel er der ikke i arbejdsskadesikringsloven.” Retsgrundlaget Bestemmelsen i arbejdsskadessikringslovens § 29, stk. 2, lyder således: ”Stk.
2. Den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringssel-skab har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra arbejdsskadeforsik-ringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne eller dennes efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.” Den citerede bestemmelse blev som § 40, stk. 2, indført ved lov nr. 390 af
3. maj 1992 og fik følgende affattelse: ”Stk.
4. Er der som følge af arbejdsskaden udbetalt skadelidte eller dennes efterladte erstatning af en erstatningsansvarlig skadevolder eller dennes forsikringsselskab, har skadevolderen henholdsvis forsikringsselskabet krav på af arbejdsskadeforsikringsselskabet at få godtgjort det erstatningsbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.” / 23 I det lovforslag, der lå til grund for den nævnte lov – jf. lovforslag nr. L 168 af
5. december 1991 – hedder det følgende i de specielle bemærkninger til bestemmelsen: ”Bestemmelsens stk. 2, som er ny, må ses i sammenhæng med den gældende lovs § 55, efter hvilken skadelidtes krav mod en erstatningsansvarlig skadevolder ned-sættes svarende til arbejdsskadeerstatningen. Den foreslåede bestemmelse tager højde for de situationer, hvor skadelidte eller de efterladte har modtaget erstat-ningsbeløb fra skadevolderen eller dennes ansvarsforsikringsselskab, men endnu ingen eller kun delvis erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Bestemmelsens sigte er undgåelse af dobbelterstatning. Ved bestemmelsen pointeres, at erstat-ningskravet og erstatningsforpligtelsen skal vedrøre samme erstatningsart (er-hvervsevnetabserstatning contra erhvervsevnetabserstatning, méngodtgørelse con-tra méngodtgørelse og så videre). Endvidere pointeres, at arbejdsskadeforsikringsselskabet kun kan forpligtes indenfor det beløb, der på tidspunktet for kravets fremsættelse stadig er pligtigt at betale efter arbejdsskadesikringsloven. Har skade-lidte på dette tidspunkt eksempelvis fået udbetalt erhvervsevnetabserstatning som engangskapital, skal arbejdsskadeforsikringsselskabet naturligvis ikke godtgøre et fremsat krav for tab af erhvervsevne.” Bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1 og 2, om tab af erhvervsevne lyder således: ”§
6. Har arbejdsskaden nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Der ydes ik-ke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct. Stk.
7. Ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssige omskoling og optræning.” Erstatning for tab af erhvervsevne blev indført som en selvstændig erstatnings-art i § 27 i lov nr. 79 af
8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring. Bestemmelsens stk. 1 og 2 havde følgende affattelse: ”§
9. Har en arbejdsskade medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der ham erstatning for tab af erhvervsevne. Erstat-ning ydes dog ikke, såfremt erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct. Stk.
10. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal sikringsstyrelsen tage hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med ri-melighed kan forlanges af ham efter hans evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.” Arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978 afløste ulykkesforsikringsloven fra
11. Med arbejdsskadeforsikringsloven blev invaliditetserstatning opdelt i ménerstatning og erhvervsevnetabserstatning, jf. side 8 i betænkning nr. 792/1977 vedrørende arbejdsskadeforsikring, som arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978 var udarbejdet på grundlag af. Af betænkningen fremgår i øvrigt følgende om be- / 24 dømmelsen af erstatning for erhvervsevnetab efter ulykkesforsikringsloven og den foreslåede arbejdsskadeforsikringslov, jf. betænkningen side 16 f.: ”b) Erstatning for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. 1o Indledning Efter gældende lov kan skadelidte tilkendes invaliditetserstatning, såfremt hans er-hvervsevne varigt nedsættes. Efter lovens ordlyd kunne man tro, at invaliditets-procenten herefter blev fastsat på grundlag af en vurdering af skadelidtes indtje-ningsevne før og efter skadens indtræden. I praksis har man imidlertid ved vurderingen af, hvor meget – med hvor mange procent – erhvervsevnen må anses for forringet i det enkelte tilfælde, siden den første ulykkesforsikringslov lagt afgørende vægt på skadens medicinske art og om-fang og dermed dens gennemsnitlige forventede indflydelse på skadelidtes er-hvervsevne og i mindre grad taget hensyn til, hvilken faktisk betydning skaden har haft for skadelidtes erhvervsmuligheder. Der er udarbejdet tabeller med angivelse af procentsatser for en række typiske ska-der, og man har i overensstemmelse hermed f. eks. fastsat samme invaliditets- (er-hvervsevnetabs-) procent – 30 – ved tab af en fod uanset tabets betydning for den skadelidtes fremtidige indtjeningsevne. … … 3o Erstatning for tab af erhvervsevne Erstatning for tab af erhvervsevne bør efter udvalgets opfattelse være en erstatning for den af skaden forvoldte forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller er-hvervsmuligheder. En korrekt erstatningsudmåling forudsætter herefter en vurde-ring af skadelidtes erhvervsmæssige muligheder, såfremt skaden ikke var sket, sammenholdt med en vurdering af hans erhvervsmuligheder den skete skade taget i betragtning. Efter udvalgets opfattelse bør den medicinske følge af arbejdsskaden, som efter gældende lov har afgørende betydning for erhvervsevnetabsprocentens fastsættel-se, ikke have nogen selvstændig indflydelse på denne fastsættelse, men alene til-lægges betydning for fastsættelsen af den ovenfor omtalte ménerstatning. …” . De principper for bedømmelsen af erstatning for tab af erhvervsevne, som blev indført ved lov nr. 79 af
12. marts 1978, er ikke ændret efterfølgende. Landsrettens begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Person 1 fik i løbet af 2011 som følge af den arbejdsskade, han pådrog sig den
13. september 2010 under udførelsen af sit arbejde som båds-mand for rederiet Torm A/S, tilkendt en méngodtgørelse på i alt 104.560 kr. Den
14. september 2014 fik han som følge af den nævnte arbejdsskade af Torm A/S’ forsikringsselskab SKULD udbetalt 10.075 USD i såkaldt POEA-kompensation, der blev udbetalt i fortsættelse af en dom af
15. oktober 2013 afsagt af en filip-pinsk appeldomstol. / 25 Østre Landsret traf den
16. november 2014 afgørelse om, at Person 1's erhvervsevnetab – som følge af den nævnte arbejdsskade – udgjorde 85 procent, hvorefter Arbejdsskadestyrelsen den
17. december 2014 forhøjede hans månedlige erstatning for tab af erhvervsevne til 4.233 kr. Den af
18. marts 2015 traf styrelsen afgørelse om bl.a., at kapitalbeløbet udgjorde 115.830 kr., og at be-løbet ville blive udbetalt af Torm A/S’ forsikringsselskab Ulykkesforsikringsfor-bundet for Dansk Søfart. Henset til appellanternes endelige anbringender angår sagen for landsretten spørgsmålet om, hvorvidt Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart i med-før af arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, kunne modregne den allerede udbetalte POEA-kompensation på 10.075 USD, der var udbetalt af SKULD, i den erhvervsevnetabserstatning, som blev udbetalt i fortsættelse af Østre Landsrets dom af
19. november 2014, således at Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart med frigørende virkning kunne udbetale et beløb svarende til 10.075 USD af erhvervsevnetabserstatningen til SKULD. Vurdering Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, at et ansvarsforsikringsselskab (SKULD) har krav på at få godtgjort erstatning eller godtgørelse fra arbejdsskadeforsikringsselskabet (Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart), når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse (POEA-kompensationen) som følge af en arbejdsskade til tilskadekomne. Dette gælder under betingelse af, at kravet fra ansvarsforsikringsselskabet omfatter erstatnings- eller godtgørelses-beløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes. Spørgsmålet er herefter, om POEA-kompensationen kan betragtes som erstat-ning for tab af erhvervsevne og derved er ”af samme art” som erhvervsevnetabserstatningen efter arbejdsskadesikringsloven. Landsretten finder, at det forhold, at POEA-kompensationen ligesom erhvervsevnetabserstatningen måtte være en lovpligtig social sikringsordning, ikke medfører, at der allerede af denne grund er tale om erstatnings- eller godtgørelsesbeløb af samme art, da det må bero på en konkret bedømmelse af de pågældende erstatnings- eller godtgørelsesbeløb. Dette gælder, uanset at der er tale om kompensation eller erstatning som følge af den samme arbejdsskade. Heller ikke det forhold, at det af artikel 10 i Collective Bargaining Agreement følger, at alle ydelser efter arbejdsskadesikringsloven skal modregnes ved udmåling af kompensation efter POEA-reglerne, har betydning ved bedømmelsen af, om der kan ske modregning i POEA-kompensationen

§ 29, stk.

1. / 26 Ved den konkrete bedømmelse af, om POEA-kompensationen – der i den foreliggende sag vedrører ”disability compensation” , jf. de dagældende POEA-reglers artikel 20, litra B, nr. 6, jf. artikel 32 – kan betragtes som erstatning for tab af erhvervsevne, må der lægges afgørende vægt på, hvordan POEA-kom-pensationen karakteriseres af de filippinske domstole. Det følger af domme afsagt af de filippinske domstole, herunder den filippinske Højesteret, vedrøren-de POEAreglerne, at “disability should not be understood more on its medical significance but on the loss of earning capacity” , og at “[i]n disability compensation it is not the injury which is compensated, but rather it is the incapacity to work resulting in the impairment of one’s earning capacity” . Herudover må der lægges vægt på, at det af forarbejderne til lov nr. 79 af
2. marts 1978, hvorved tab af erhvervsevne blev indført som en selvstændig erstatningsart, følger, at den medicinske følge af arbejdsskaden ikke skal have nogen selvstændig indflydelse på fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten, og at erstatning for tab af erhvervsevne er en erstatning for den af skaden for-voldte forringelse af skadelidtes indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder, jf. betænkning nr. 792/1977 vedrørende arbejdsskadeforsikring side 16 ff. På den anførte baggrund – herunder navnlig i lyset af formålet med POEAkompensationen – finder landsretten, at POEA-kompensationen må betragtes som kompensation for den tilskadekomnes tab af erhvervsevne. Det forhold, at beregningen af POEA-kompensationen er standardiseret og således i modsætning til erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven ikke er konkret tabsafhængig, kan herefter ikke føre til et andet resultat. I den forbindelse har landsretten også lagt vægt på, at modregningsadgangen

§ 29, stk.

2, jf. § 2, stk. 4, tillige gælder i forhold til personer, der arbejder på et dansk skib, og at det ikke kan kræves, at en godtgørelse eller erstatning, der er udbetalt efter udenlandske regler i alle henseender skal være fuldstændig identisk med den godtgørelse eller erstat-ning, der udbetales efter arbejdsskadesikringsloven. Endelig har landsretten lagt vægt på, at formålet med arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, er at und-gå dobbelterstatning. Landsretten finder således, at Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart med frigørende virkning kunne have udbetalt et beløb svarende til 10.075 USD af erhvervsevnetabserstatningen til SKULD. Henset til sagens principielle karakter og betydning for appellanterne findes sagsomkostningerne efter omstændighederne at burde ophæves for begge instanser. Såvel parterne som biintervenienter skal herefter bære egne omkostninger. / 27 THI KENDES FOR RET: Byrettens dom ændres således, at Ankestyrelsens afgørelse af 28. juli 2016 i j.nr. 2015-5014-47153 ophæves, og at Ankestyrelsen tilpligtes at anerkende, at Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart skulle have udbetalt et beløb svarende til 10.075 USD til Assuranceforeningen SKULD (Gjensidig) Filial København (Filial af Assuranceforeningen SKULD (Gjensidig), Norge) som arbejdsgivers forsikringsselskab. Ingen af parterne eller biintervenienterne skal betale sagsomkostninger for byretten eller landsretten til nogen anden part eller biintervenient. / /