HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 27. april 2022 Sag BS-37060/2020-HJR (2. afdeling) Ankestyrelsen (advokat Henrik Nedergaard Thomsen) mod Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart og Assurancefore

§ 29, stk.

2, kunne indtræde i hans krav på erhvervsevnetabserstatning, således at UFDS kunne udbetale et beløb sva-rende til POEA-kompensationen til SKULD. Ved afgørelse af 28. juli 2016 fandt Ankestyrelsen, at SKULD ikke kunne indtræde. Spørgsmålet er, om Ankestyrelsen med rette har fundet, at betingelserne for indtræden

§ 29, stk.

2, ikke var opfyldt. Vurdering Fem dommere – Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt, Oliver Talevski og Kristian Korfits Nielsen – udtaler:

§ 29, stk.

2, har den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab krav på at få godtgjort erstatning eller godtgørelse fra arbejdsskadeforsikringsselskabet, når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes. For at SKULD efter § 29, stk. 2, havde krav på at få godtgjort et beløb svarende til POEA-kompensationen fra arbejdsskadeforsikringsselskabet (UFDS), skal POEAkompensationen være ”af samme art” som den tilkendte erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. 6 Af forarbejderne til § 29, stk. 2, fremgår, at formålet med bestemmelsen er at undgå dobbelterstatning. Det fremgår endvidere, at det ved bestemmelsen pointeres, at erstatningskravet og erstatningsforpligtelsen skal vedrøre samme erstatningsart (erhvervsevnetabserstatning contra erhvervsevnetabserstatning, méngodtgørelse contra méngodtgørelse og så videre). Eksemplifikationen bygger på det danske erstatningssystems opdeling i forskellige erstatnings-poster, og der er ingen omtale i forarbejderne af, hvornår en udenlandsk er-statning for en arbejdsskade skal anses for at være ”af samme art” som f.eks. en tilkendt erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsskadesikringsloven gælder også for udlændinge, der arbejder på et dansk skib, jf. lovens § 2, stk.

1. Udlændinge, der udsættes for en arbejdsskade, mens de arbejder på et dansk skib, kan tillige være omfattet af en kompensa-tionsordning i henhold til lovgivningen i deres hjemland. Udtrykket ”af samme art” i § 29, stk. 2, er rummeligt. Henset hertil og til formålet om at undgå dob-belterstatning finder vi – ligesom landsretten – at det ikke kan kræves, at en erstatning eller godtgørelse, der er udbetalt efter udenlandske regler, for at være ”af samme art” skal være fuldstændig identisk med den erstatning eller godtgørelse, der udbetales efter arbejdsskadesikringsloven. Person 1 har som nævnt fået udbetalt kompensation efter de filippinske arbejdsretlige regler (POEA-regler), der som krævet af de filippinske myndigheder indgår i hans ansættelseskontrakt med rederiet Torm. Kompensationen er tilkendt efter POEA-reglernes artikel 20, litra B, nr.
2. Bestemmelsen omhandler en arbejdsgivers forpligtelser (”liability”), når sømanden pådrager sig en arbejdsrelateret skade (”work-related injury”) under sin ansættelse, og den fastsætter, at i tilfælde af sømandens varige fuldstændige eller delvise invaliditet (”disability”) på grund af bl.a. tilskadekomst, skal sømanden mod-tage kompensation i henhold til tabellen i artikel
3. Som anført af landsretten følger det af domme afsagt af de filippinske domstole, herunder den filippinske Højesteret, vedrørende POEA-reglerne, at ”disability should not be understood more on its medical significance but on the loss of earning capacity” , og at ”in disability compensation it is not the injury which is compensated, but rather it is the incapacity to work resulting in the impairment of one’s earning capacity” . At den POEA-kompensation, som Person 1 har fået udbetalt, har til formål at dække forringelsen af hans evne til at erhverve indkomst, fremgår også af den filippinske dom, hvorved han blev tilkendt kompensationen. Vi finder, at der ved vurderingen af, om der i den foreliggende sag er tale om erstatninger ”af samme art” , må lægges afgørende vægt på det formål med POEA-kompensationen, som er angivet af de filippinske domstole. Heroverfor kan det ikke tillægges særlig vægt, at POEA-kompensationen opgøres efter en 7 tabel uden en konkret vurdering af skadelidtes fremtidige indtjeningsevne. Det er herefter mest nærliggende at sidestille POEA-kompensationen med erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, således at der er tale om erstatninger ”af samme art” .

§ 29, stk.

2, er det som nævnt ”den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab” , der har krav på at få godtgjort erstatning fra arbejdsskadeforsikringsselskabet, når der er udbetalt erstatning som følge af arbejdsskaden til den tilskadekomne. Spørgsmålet er herefter, om SKULD, der i henhold til P&I-forsikringen udbe-talte POEAkompensationen til Person 1, må anses for skade-volderens ”ansvarsforsikringsselskab” som nævnt i § 29, stk.

1. Rederiet Torm var efter POEA-reglerne med hensyn til arbejdsrelaterede skader på objektivt grundlag forpligtet til at betale kompensation for sømandens va-rige fuldstændige eller delvise invaliditet (”permanent total or partial disabi-lity”). Dette objektive ansvar var dækket af P&I-forsikringen. Vi finder herefter, at SKULDs betaling af POEA-kompensation til Person 1 for den arbejdsskade, han var udsat for, må anses for at være sket i SKULDs egenskab af ansvarsforsikringsselskab for rederiet som nævnt i arbejdsskadesikrings-lovens § 29, stk.
2. Sammenfattende er det vores opfattelse, at betingelserne

§ 29, stk.

2, var opfyldt, således at SKULD – ud af den erstatning for erhvervsevnetab, der efter arbejdsskadesikringsloven tilkom skadelidte – fra arbejdsskadeforsikringsselskabet (UFDS) kunne kræve at få godtgjort et beløb svarende til POEA-kompensationen. Vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom. Dommerne Anne Louise Bormann og Rikke Foersom udtaler: Som nævnt er det en betingelse for indtræden

§ 29, stk.

2, at der er tale om erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art. Uanset at bestemmelsens sigte er at undgå dobbelterstatning, indebærer denne betingelse, at det vil kunne forekomme, at en skadelidt samlet set får udbetalt for meget i erstatning. I den foreliggende sag ønsker SKULD at indtræde i et krav på erhvervsevnetabserstatning.

§ 17, stk.

1, har en skadelidt ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har nedsat den pågældendes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til den skadelidtes muligheder for at skaffe sig ind-tægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende 8 efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning, jf. lovens § 17, stk.

1. Erhvervsevnetabserstatning kompenserer den enkelte skadelidtes økonomiske tab som følge af tab eller forringelse af erhvervsevnen ud fra et individuelt skøn over skadens betydning. Den kompensation, som SKULD har udbetalt til Person 1, er fastsat efter POEAreglerne, hvorefter arbejdsgiveren skal kompensere den sø-farende i tilfælde af ”permanent total or partial disability” som følge af ulykke eller sygdom, jf. artikel 20, litra B, nr. 6, jf. artikel
2. Kompensationen fastsættes på grundlag af en læges vurdering af skaden og ud fra en tabel, der indeholder en opregning af skader på forskellige legemsdele, der hver især er tildelt en ”disability grade” , som svarer til en bestemt procent-del af den maksimale kompensation på 50.000 USD. Kompensationen fastsættes således alene ud fra skadens art, herunder hvilken legemsdel skaden har ramt, og ikke ud fra en konkret vurdering af skadens betydning for skadelidtes er-hvervsevne, og det er uden betydning for fastsættelsen af erstatningen, om ska-delidte har lidt et økonomisk tab. Kompensationen på 10.075 USD til Person 1 blev i overens-stemmelse med POEA-reglerne fastsat på grundlag af en ”disability grade” på 10 svarende til tabellens angivelse af de skader, som han havde pådraget sig på fingrene på den ene hånd. Der blev ikke ved opgørelsen af kompensationsbelø-bet foretaget en konkret vurdering af skadens betydning for hans erhvervsevne. På den anførte baggrund finder vi, at den kompensation, som SKULD har udbetalt til Person 1, adskiller sig så afgørende fra erhvervsevne-tabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven, at der ikke er tale om erstat-ningsbeløb af samme art. Udtalelserne fra de filippinske domstole om formålet med kompensationen efter POEA-reglerne kan ikke føre til en anden vurdering. Vi har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om SKULDs betaling af POEA-kompensation til Person 1 må anses for at være sket i SKULDs egenskab af ansvarsforsikringsselskab for rederiet som nævnt i ar-bejdsskadesikringslovens § 29, stk.
3. Vi stemmer herefter for at stadfæste byrettens dom, således at Ankestyrelsen frifindes. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Konklusion og sagsomkostninger Højesteret stadfæster landsrettens dom. 9 Under hensyn til sagens karakter finder Højesteret, at hver part skal bære egne omkostninger for Højesteret. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part.