HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 20. april 2022 Sag 6/2021 Anklagemyndigheden mod Tiltalte (advokat Claus Bonnez) I tidligere instanser er afsagt kendelser af Retten i Sønderborg den 10. juni 20

§ 124, stk.

1, om undvigelse, ved Vestre Landsrets dom af

1. april 2011 og ved Københavns Byrets dom af
2. maj
3. Det fremgår af retsbogen for retsmødet bl.a.: ”Retten konstaterede, at tiltalte var iført håndjern på ryggen, og at 4 personer fra Krimi-nalforsorgen var mødt sammen med tiltalte. De fremmødte fra Kriminalforsorgen modsatte sig straks, at håndjernene skulle fjernes. Kriminalforsorgen begrundede dette med henvisning til tiltaltes flugthistorik, at tiltalte har virket flugtorienteret over en periode, og at Kriminalforsorgen frygter, at tiltalte kunne finde på at flygte, såfremt håndjernene fjernes. Forsvareren redegjorde for, hvorfor tiltalte skulle frigøres for håndjern. Forsvareren oplyste, at såfremt retten måtte nægte at fjerne håndjernene, ønskedes ken-delse afsagt herom. Retten holdt 5 minutters pause. Efter pausen redegjorde forsvareren yderligere for, hvorfor håndjernene skulle fjernes. Kriminalforsorgen fastholdt modsættelsen af, at håndjernene skulle fjernes. ” Retten bestemte herefter, at Tiltalte skulle forblive i håndjern under sagens behandling. Begrundelsen lyder: ”Henset til, at tiltalte tidligere er dømt

§ 124, stk.

1, at overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, er til pådømmelse under dagens retsmøde, og at Kriminalforsorgen har observeret, at tiltalte over en periode har virket flugtorienteret, finder retten, at tiltalte forbliver i håndjern under retsmødet.” Tiltalte kærede byrettens kendelse til Vestre Landsret. Ved kendelse af

1. juli 2020 afvi-ste landsretten kæremålet. Begrundelsen lyder: ”Den påkærede kendelse er ikke omfattet af den beskrivelse i retsplejelovens § 968, stk. 4, af kendelser og beslutninger afsagt under en sags hovedforhandling, som kan kæres. - 3 - Da kendelsen ikke vedrører principielle spørgsmål eller spørgsmål af væsentlig betyd-ning for sagens videre behandling, afviser landsretten kæremålet.” Anbringender Tiltalte har anført navnlig, at selv om byrettens kendelse blev truffet under hovedforhandlingen, så vedrørte kendelsen ikke hovedforhandlingen som sådan. Kærebegrænsnings-reglen i retsplejelovens § 968, stk. 4, er begrundet i et hensyn til at undgå forsinkelse af ho-vedforhandlinger. Hovedforhandlingen var afsluttet, da kæremålet blev iværksat. Der har der-for ikke været nogen risiko for, at sagens behandling ville blive udsat som følge af kæremålet. Kære kunne derfor ske efter § 968, stk.
2. Landsretten har tidligere behandlet kæremål om brug af håndjern under hovedforhandlinger. Hvis Højesteret finder, at kæremålet er omfattet af § 968, stk. 4, gøres det gældende, at kære-målet rejser spørgsmål af principiel betydning, hvorefter kære kan ske efter den i praksis ud-viklede kæreadgang for spørgsmål af principiel karakter eller af væsentlig eller fundamental betydning for sagens videre behandling. Højesteret bør realitetsbehandle kæremålet af procesøkonomiske hensyn, og da spørgsmålet om, hvorvidt en tiltalt skal være ilagt håndjern i retten, i sig selv er principielt og ikke tidlige-re er behandlet af Højesteret. Der ses ikke i trykt praksis at være opretholdt nogen afgørelser om, at en tiltalt skal være iført håndjern under en hovedforhandling. Byrettens afgørelse udgør en krænkelse af hans rettig-heder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, sammenholdt med artikel 48 i EUs charter om grundlæggende rettigheder og artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/343 af
3. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsfor-modningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager, ligesom byrettens afgø-relse henset til den tidsmæssige udstrækning udgør en overtrædelse af Den Europæiske Men-neskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling, navnlig henset til, at der kunne være anvendt et mindre smertefuldt og indgriben-de middel end håndjern. - 4 Anklagemyndigheden har anført navnlig, at byrettens kendelse er truffet under hovedforhand-lingen og ikke er omfattet af de spørgsmål i retsplejelovens § 968, stk. 4, som kan gøres til genstand for kære under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse. Det er anerkendt i praksis, at principielle spørgsmål eller spørgsmål af fundamental betydning for sagens videre behandling, kan kæres. Der er ikke tale om et sådant spørgsmål i denne sag. Hensynet bag § 968, stk. 4, er et ønske om at sikre hovedforhandlingens hurtige fremme. Det er antaget i litteraturen, at hvis kendelsen ikke direkte vedrører – og dermed ikke forsinker – hovedforhandlingen, kan kære ikke anses for udelukket. Det kan anføres, at spørgsmålet om anvendelse af håndjern under hovedforhandlingen ikke direkte vedrører hovedforhandlingen. Højesteret fandt i UfR 2005.1004, at en afgørelse om ikke at imødekomme de tiltaltes begæ-ring om, at der ikke skal ske bevogtning af dem i venterum, ikke opfyldte de krav, der efter praksis måtte stilles for at tillade kæremålet. På denne baggrund, og da der hverken efter ord-lyden af § 968, stk. 4, eller den domstolsskabte praksis er adgang til at kære spørgsmålet, bør landsrettens kendelse stadfæstes. Hvis Højesteret finder, at spørgsmålet kan kæres, gøres det gældende, at det af hensyn til at forebygge flugtrisiko var nødvendigt, at Tiltalte forblev i håndjern under hovedforhandlingen. Han var tidligere dømt

§ 124, stk.

1, og han var i den aktuelle sag tiltalt

§ 124, stk.

1. Anvendelse af fysiske tvangsforanstaltninger anses i almindelighed ikke for at udgøre en krænkelse af uskyldsformodningen, jf. bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/343 artikel 5, stk.
2. Direktivet er ikke til hinder for, at der anvendes fysiske tvangsforanstaltnin-ger, der er nødvendige for at forhindre mistænkte eller tiltalte i at flygte. Der er ikke grundlag for at antage, at foranstaltningen gik videre end nødvendigt for at forhindre flugt. Der er såle-des hverken sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller artikel 6, stk.
3. Højesterets begrundelse og resultat Det følger af retsplejelovens § 968, stk. 4, at kendelser og andre beslutninger, der afsiges un-der hovedforhandlingen eller dennes forberedelse i en straffesag – med de i bestemmelsen - 5 nævnte undtagelser – ikke kan påkæres. Den påkærede kendelse er ikke omfattet af de nævnte undtagelser, og Højesteret finder, at det spørgsmål, der er rejst under sagen, ikke opfylder de krav, der efter praksis må stilles for alligevel at tillade kæremålet. Spørgsmålet findes således ikke at have fundamental betydning for sagens videre behandling eller at være af vidtrækken-de principiel betydning. Anklagemyndighedens påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse tages derfor til følge. Thi bestemmes : Landsrettens kendelse stadfæstes.