der i hele perioden fra juni 2016 til maj 2017 var fornøden hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, til ordningen med rutinemæssige undersøgelser af, hvilke effekter Appelindstævnte havde i sin besiddelse i sin celle og på sin person. Med hensyn til personundersøgelserne bemærkes,
1, indeholder hjemmel til
foretage undersøgelser, der indebærer fuldstændig afklædning. Ved vurderingen af undersøgelsesordningen skal det tillægges betydelig vægt,
Appelindstævnte var sigtet for terrorkriminalitet relateret til Islamisk Stat, og
han under en tidligere afsoning over for en af Kriminalforsorgens ansatte havde givet udtryk for
være tilhænger af Islamisk Stat. Undersøgelsesordningen var i hele perioden nødvendig for
sikre overholdel-se af ordensbestemmelser og iagttagelse af sikkerhedshensyn, navnlig for
forhindre Appelindstævnte i
påvirke retssagen og radikalisere andre indsatte. Undersøgelsesordningen var endvidere i overensstemmelse med Kriminalforsorgens vejledninger om risiko- og analysebaseret håndtering af anholdte og arrestanter mv. og om håndtering af klienter med særlig skærpet opmærksom-hed. Kriminalforsorgen foretog gennem hele perioden løbende konkrete vurderinger af, om og i hvilket omfang der fortsat var grundlag for
opretholde undersøgelsesordningen, og der er ikke grundlag for
tilsidesætte Kriminalforsorgens vurdering, hvorefter ordningen på intet tidspunkt indebar et uforholdsmæssigt indgreb, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 4. Undersøgelsesordningen indebar ikke krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling eller artikel 8 om ret til respekt for privatliv. Det skal herved tillægges vægt,
der ikke skete berøring som led i personundersøgelserne,
der ikke deltog kvindeligt personale i undersøgelser, der indebar afklædning, og
der ikke skete arbitrær eller nedværdigende behandling med det formål
ydmyge Appelindstævnte. / 3 Med hensyn til celleundersøgelserne skal det tillægges vægt,
de var nødvendige for
forebygge uro eller forbrydelse, og
der ikke fandtes andre og mindre indgribende foranstaltninger, der var egnede til
tilgodese disse hensyn. Hvis der foreligger en krænkelse af Appelindstævntes rettigheder efter Menneskerettighedskonventionen, og denne krænkelse berettiger til godtgørelse, skal godtgørelsen fastsættes til et lavere beløb end 30.000 kr. Appelindstævnte har anført navnlig,
han fra juni 2016 til maj 2017 uberettiget var underlagt en ordning med daglige undersøgelser af sin celle og sit legeme. Undersøgelserne af hans legeme indebar fuld afklædning, og de skete automa-tisk og uafhængig af, om der var konkret mistanke om uretmæssig besiddelse af effekter eller lignende. I alt blev han udsat for sådanne legemsundersøgelser i over 300 tilfælde. Straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, indeholder ikke hjemmel til personundersøgelse, der indebærer fuld afklædning. En sådan undersøgelse kan kun foretages, hvis de skærpede krav i § 60, stk. 3, er opfyldt. Der er endvidere ikke hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 60 eller loven i øvrigt til
iværksætte og opretholde en ordning med daglige person- og celleundersøgelser. Selv om straffuldbyrdelsesloven måtte indeholde hjemmel til
iværksætte en ordning med rutinemæssige automatiske undersøgelser, var den konkrete undersøgelsesordning ikke lovlig, da den blev gennemført på en sådan måde,
den efter sit formål og den krænkelse og det ubehag, som den forvoldte, var et uforholdsmæssigt indgreb, jf. lovens § 60, stk. 4. Undersøgelsesordningen indebar krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3 om forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling og artikel 8 om ret til respekt for privatliv. Der skal herved lægges vægt på undersøgelsernes hyppighed og ordningens varighed, hvilket må sammenholdes med det forhold,
han ikke på noget tidspunkt blev fundet i uretmæssig besiddelse af effekter. Det må også indgå,
han på intet tidspunkt optrådte på en sådan måde,
ordningen var nødvendig af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. For så vidt angår personundersøgelserne skal der lægges særlig vægt på,
disse blev gennemført ved fuld afklædning. Undersøgelserne indebar i mange / 4 tilfælde inspektion af anus, ligesom han blev beordret til
indtage ydmygende stillinger. Kriminalforsorgens beslutninger om
iværksætte og opretholde undersøgelsesordningen er ugyldige. Efter krænkelsernes karakter, omfang og den lange periode, som de strakte sig over, skal godtgørelsen fastsættes til 80.000 kr. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstilling Appelindstævnte blev den
han dagligt skulle personundersøges, have sin celle un-dersøgt og detekteres med mobildetektor. Der blev i alt foretaget 301 undersøgelser af hans person og 318 undersøgelser af hans celle. Ingen af disse undersøgelser førte til fund af effekter, som han uretmæssigt var i besiddelse af. Hovedspørgsmålet er, om ordningen med daglige undersøgelser af Appelindstævntes person og celle var i strid med straffuldbyrdelseslovens § 60 og indebar krænkelse af hans rettigheder efter artikel 3 og artikel 8 i Den Europæiske Men-neskerettighedskonvention. Personundersøgelserne Højesteret lægger som landsretten til grund,
Appelindstævnte i forbindelse med undersøgelserne af sin person som regel skulle tage sit tøj af, og
han der-efter skulle dreje rundt og i nogle tilfælde også gå ned i hugsiddende stilling, li-gesom han i enkelte tilfælde skulle sprede ballerne. Som anført af landsretten kan det ikke lægges til grund,
der medvirkede kvindeligt personale ved un-dersøgelser, der indebar afklædning, eller
der i forbindelse med undersøgel-serne blev fremsat nedladende kommentarer. Appelindstævnte har anført,
1, ikke indeholder hjemmel til personundersøgelse, der indebærer fuld afklædning, og
sådan undersøgelse kun kan foretages, hvis de skærpede krav i § 60, stk. 3, er opfyldt. / 5 Straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, indeholder hjemmel til
undersøge en indsats person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for
sikre,
ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages. Efter § 60, stk. 3, kan der af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn træffes bestemmelse om nær-mere undersøgelse af den indsattes person, hvis der er bestemte grunde til
antage,
den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. Undersøgelse skal i alle tilfælde ske under iagttagelse af reglen om forholdsmæssighed i § 60, stk. 4, og undersøgelse, der indebærer afklædning, må kun foretages og overværes af personer af samme køn som den indsatte, medmindre der er tale om sundhedspersonale, jf. § 60, stk. 6. Efter § 60, stk. 7, må en undersøgelse som nævnt i stk. 3, kun foretages under medvirken af en læge, der tager stilling til, om indgrebets gennemførelse er lægeligt forsvarligt under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den indsattes tilstand. Af forarbejderne til § 60 fremgår det om personundersøgelser efter stk. 1,
der med udtrykket ”undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse på sin person” sigtes til indgreb, der har karakter af legemsbesigtigelse, dvs. indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøjemed. Det fremgår om stk. 3 (tidligere stk. 2),
bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af adgangen til
fore-tage en nærmere undersøgelse af den indsattes person, dvs. indgreb, hvor befø-ling af legemet er et led i selve undersøgelsen. Endvidere fremgår,
bestem-melsen i stk. 7 (tidligere stk. 6), hvorefter undersøgelse af den indsatte som nævnt i stk. 3 kun må foretages under medvirken af læge, svarer til reglerne om medvirken af læge ved legemsundersøgelse i retsplejelovens § 792 e, stk. 3, jf. § 792, stk. 1, nr. 2 (Folketingstidende 1999-00, tillæg A, lovforslag nr. L 145, s. 3787). Efter ordlyden af straffuldbyrdelseslovens § 60 og sammenhængen mellem bestemmelsens stk. 1, 3, 6 og 7, sammenholdt med de nævnte forarbejder finder Højesteret,
1, indeholder hjemmel til personundersøgelse, der indebærer fuld afklædning. Spørgsmålet er herefter, om undersøgelserne af Appelindstævntes person opfyldte kravene om nødvendighed og forholdsmæssighed, jf. § 60, stk. 1, jf. stk. 4. Appelindstævnte var sigtet for hvervning og træning til terror relateret til Islamisk Stat. Han var på den baggrund og på grund af stor risiko for ulovlig kommunikation underkastet forholdsordre om særlig skærpet opmærksomhed, hvilket indebar en ordning med bl.a. daglige undersøgelser af hans person. Undersøgelserne i henhold til ordningen blev gennemført rutinemæssigt og systematisk over mere end 11 måneder, herunder på dage hvor Appelindstævnte / 6 ikke havde forladt sin celle. Som nævnt førte ingen af undersøgelserne til fund af effekter, som han uretmæssigt var i besiddelse af. På den baggrund finder Højesteret,
personundersøgelserne i en række til-fælde var i strid med straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, jf. stk. 4. Højesteret finder som landsretten,
de retsstridige undersøgelser efter deres karakter og omfang indebar nedværdigende behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Celleundersøgelserne Højesteret lægger til grund,
undersøgelserne af Appelindstævntes celle var meget grundige,
cellen blev efterladt, som den var inden undersøgelsen, og
han blev orienteret før eller efter undersøgelsen. Straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, indeholder hjemmel til
undersøge en indsats celle, hvis sådan undersøgelse er nødvendig for
sikre,
ordensbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages. Også med hensyn til undersøgelserne af Appelindstævntes celle er spørgsmålet, om undersøgelserne opfyldte kravene om nødvendighed og forholdsmæssig-hed, jf. § 60, stk. 1, jf. stk. 4. Ved vurderingen af nødvendigheden og forholdsmæssigheden af disse indgreb må det indgå,
celleundersøgelse ikke er så indgribende som personundersø-gelse. Det må imidlertid tillige indgå,
celleundersøgelserne blev gennemført i henhold til en ordning, der også indebar daglige rutinemæssige undersøgelser af hans person. Celleundersøgelserne blev i henhold til ordningen gennemført rutinemæssigt og systematisk over mere end 11 måneder, herunder på dage hvor Appelindstævnte ikke havde forladt sin celle, og uden
han i nogen tilfælde blev fundet i uretmæssig besiddelse af effekter. På den baggrund finder Højesteret,
celleundersøgelserne i en række tilfælde var i strid med straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, jf. stk.
forebygge uro og forbrydelse. Højesteret finder,
de undersøgelser af Appelindstævntes celle, der var i strid / 7 med straffuldbyrdelseslovens § 60, også indebar en krænkelse af artikel 8. Godtgørelse Højesteret tiltræder,
Appelindstævnte har krav på godtgørelse for de skete krænkelser af artikel 3 og 8, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med Menneskerettighedskonventionens artikel
Direktoratet for Kriminalforsorgen skal anerkende,
det var retsstridigt
iværksætte en undersøgelsesordning, hvorefter Appelindstævnte i perioden fra den
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.