Københavns Byret Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 11. juli 2014 i sag nr. BS 44C-204/2014: Fagligt Fælles Forbund som mandatar for Forhåbningsholms Alle 19, 3. th. 1904 Frederiksberg C mod Advokatn

§ 218a. Oplysningerne i sagen Der er i sagen fremlagt Advokatnævnets kendelse af 20.

december 2013, som er til prøvelse i den foreliggende sag: "K E N D E L S E Sagens parter: I denne sag har Carlsberg Danmark A/S klaget over advokat Part 1 , København V. Sagens tema: Carlsberg Danmark A/S har klaget over, at advokat Part 1 har tilsidesat god advokatskik ved på vegne af 3F at rette direkte henvendelse til en produktionsleder hos Carlsberg Danmark A/S i forbindelse med en verserende arbejdsskadesag, hvor 3F repræsenterede en tidligere medarbejder hos Carlsberg Danmark A/S. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D18 Side 2/10 Datoen for klagen: Klagen er modtaget i Advokatnævnet den

1. juni
2. Sagsfremstilling: I forbindelse med en arbejdsskade i 2009 lagde advokat Part 1 Carlsberg Danmark A/S på vegne af en tidligere medarbejder. for 3F sag an mod Carlsberg Danmark A/S blev repræsenteret af en ekstern advokat – Advokat . Den
3. juni 2012 skrev advokat Part 1 en e-mail til produktionsleder Person 1 hos Carlsberg Danmark A/S, hvori han anmodede Person 1 om at redegøre for en række forhold til brug for den verserende retssag, idet Person 1 tidligere havde været involveret i sagen. Advokat Part 1 havde ikke forinden eller samtidig med e-mailen informeret Carlsberg Danmark A/S’ advokat om hans henvendelse til Person 1 . Advokat Part 1 havde endvidere ikke oplyst Person 1 om, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Samme dag skrev jurist hos Carlsberg Danmark A/S, , til advokat Person 2 Part 1 og anmodede ham om at trække sin e-mail tilbage samt beklage forholdet over for Person 1 , hvilket advokat Part 1 ikke gjorde. Herefter var der en del e-mailkorrespondance mellem advokat Part 1 , jurist og Advokat Person 2 , om hvorvidt advokat Part 1's henvendelse kunne anses som værende en tilsidesættelse af god advokatskik. Parternes påstande og anbringender: Klager: Carlsberg Danmark A/S har påstået, at advokat Part 1 har tilsidesat god advokatskik ved at rette direkte henvendelse til en produktionsleder/medarbejder hos Carlsberg Danmark A/S, selv om Carlsberg Danmark A/S var repræsenteret af en advokat. Carlsberg Danmark A/S har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at pkt. 17.3 i de advokatetiske regler også omfatter Carlsberg A/S’ medarbejdere – og som minimum omfatter de medarbejdere, der har deltaget eller deltager i behandlingen af den konkrete sag samt medarbejdere, som har en ledelsesfunktion, hvilket Person 1 har. Indklagede: Advokat Part 1 har påstået frifindelse og har til støtte herfor særligt anført, at Person 1 ikke kan være omfattet af det processuelle partsbegreb, at klientforholdet i henhold til pkt. 17.3 i de advokatetiske regler for et selskab ikke kan udstrækkes til også at omfatte medarbejderne til klienten/selskabet – på nær en snævert afgrænset kreds af bestyrelsesmedlemmer og lederpositioner med direktionsbeføjelser. Advokat Part 1 har endvidere anført, at der ikke er et direkte opdrag til Person 1 , hvilket der i medfør af pkt. 8.1 i de advokatetiske regler er krav om, at Carlsberg Danmark A/S ikke har retlig interesse, da Person 1 ikke selv har fremsat kritik eller oplyst, at henvendelser i forbindelse med den pågældende sag skal rettes til Advokat , og at Person 1 ikke kan anses for at have deltaget i behandlingen af den konkrete sag på Carlsberg Danmark A/S’ vegne. Advokatnævnets behandling: Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 11 medlemmer. Nævnets afgørelse og begrundelse: Det følger af

§ 126, stk.

1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D18 Side 3/10 Advokatnævnet finder, at Carlsberg Danmark A/S har en retlig interesse i at klage over advokat Part 1's adfærd, idet advokat Part 1 rettede henvendelse til Carlsberg Danmark A/S’ medarbejder, herunder en medarbejder, der ifølge sagens oplysninger tidligere havde været involveret i sagen. Advokatnævnet finder, at advokat Part 1 ved at have rettet henvendelse til Person 1 med konkrete faktiske spørgsmål om sagen, hvor hans arbejdsgiver Carlsberg Danmark A/S var modpart og repræsenteret af en ekstern advokat, har tilsidesat god advokatskik, jf.

§ 126

. Advokatnævnet har herved lagt vægt på, at Person 1 i kraft af sit ansættelsesforhold har en sådan tilknytning til Carlsberg Danmark A/S, at advokat Part 1 under de givne omstændigheder burde have underrettet om sin henvendelse til Advokat Person 1 . Advokatnævnet pålægger derfor i medfør af

§ 147c, stk.

1, advokat Part 1 en bøde på 10.000 kr. Advokat Part 1 kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf.

§ 147

d. Herefter bestemmes: Advokat Part 1 pålægges en bøde på 10.000 kr." Derudover er der i sagen blandt andet fremlagt e-mail af

1. juni 2012 med emnet ” Person 3 (P3) – Arbejdsskade d.
2. juli 2009” fra sagsøger til , ansat hos Carlsberg A/S, hvoraf fremgår: Person 1 ”Hej Person 1 Jeg skriver til dig, idet der er en vis tvist om hændelsesforløbet i anledning af ovenstående arbejdsskade. Jeg forstår, at du i sin tid var involveret i sagen og blandt andet har stået for en del af korrespondancen med P3 i anledning af skaden, og blandt andet har bedt om lægeerklæring m.v. efter at den var indtrådt. P3 oplyser, at han også skulle have haft ringet til dig dagen efter skaden og fortalt, at han var nødt til at sygemelde sig, og at det skyldes en skade der var sket i renseanlægget dagen forinden i forbindelse med løft af en fyldt fustage. Hvor meget kan du efterhånden huske fra hændelsesforløbet? Og kan du bekræfte det oplyste om, at P3 og hvordan den var indtruffet? ringede til dig efter ulykken og fortalte, hvor Hvis du er uenig i noget af dette, må du meget gerne redegøre for dine erindringer om hændelsesforløbet. Hvis der derudover er oplysninger, som du mener er relevante, må du også meget gerne orientere mig om disse. Med venlig hilsen Part 1 Advokat” STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D18 Side 4/10 Forklaringer Der er afgivet forklaring af sagsøger. Sagsøger har forklaret, at han fik sin advokatbestalling i 2012 hos Ret & Råd i Hillerød. Herefter fik han tilbud om ansættelse i 3F. Hos 3F overtog han i løbet af maj 2012 et større sagskompleks fra sin forgænger. Sagen vedrørende var ikke særligt godt oplyst. Forgængerens prioP3 riteter havde ligget et andet sted, nemlig ved hans eget firma. Sagen bar desuden præg af at være en ”arvesag”. Sagen havde således været forbi en yderligere advokat allerede før forgængeren fik den. Sagsøger forklarede videre, at det stod i sagen, at der skulle følges op på processen omkring sygemelding og på, om det var , sagen var bleP3's Person 1 vet meldt til. Spørgsmålet vedrørende Person 1's rolle i sagen var dog ikke noget kardinalpunkt, blot ét punkt på en lang liste. Sagsøger rettede henvendelse til den
3. juni 2012, kl. 11:
4. Samme dag kl. Person 1 13:17 skrev en jurist hos Carlsberg A/S til sagsøger og anmodede ham om, at trække sin e-mail tilbage og beklage forholdet overfor . Kl. Person 1 14:43 sendte sagsøger en kopi af sin mail til til Carlsberg A/ Person 1 S’ . Herefter havde sagsøger og Advokat Advokat drøftelser om, hvem der skulle føre som vidne. De kom frem Person 1 til, at var Carlsberg A/S’ vidne, men at begge parter kunne Person 1 kontakte vidnet. Det var sagsøgers opfattelse, at han og Advokat var enige om dette. Adspurgt hvorfor han ikke satte i kopi på sin e-mail til Advokat , forklarede sagsøger, at der foregik meget korrespondance i Person 1 sagen. Desuden havde ikke nogen personlig interesse i saPerson 1 gen, og der var således ikke tale om nogen form for partsrepræsentation. Der var med tale om en fuldstændig almindelig mand på gulvet, Person 1 som ikke var involveret i ulykken. Person 1's eneste engagement i sagen var, at det tilfældigvis var ham, der modtog sygeP3's melding. Det er det eneste, der ligger, i sagsøgers formulering i dennes mail til om at var ”involveret i sagen”. Person 1 Person 1 Parternes synspunkter Sagsøger har i påstandsdokument af
5. maj 2014 anført følgende: "Sagens betydning og omfang Sagens omfang og konsekvenser er betydelig mere omfattende end blot det konkrete forhold, der ligger til grund for denne. Sagen vedrører således det ganske væsentlige og principielle spørgsmål om, hvorvidt en advokat for en lønmodtager og/eller lønmodtagerorganisation kan rette henvendelse til almindelige ’menige’ medarbejdere hos en virksomhed, hvor selve virksomheden er repræsenteret af en advokat. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D18 Side 5/10 Forholdet er ikke afklaret i hverken teori eller praksis, ligesom der heller ikke er taget stilling til det i De Advokatetiske Regler (AER), som regulerer advokaters adfærd. Den af sagsøgte afsagte kendelse, der ligger til grund for sagen, beror på et synspunkt om, at der er pligt til at orientere virksomhedens advokat om enhver sådan korrespondance med medarbejdere i virksomheden, uanset virksomhedens størrelse og uanset medarbejderens engagement i den konkrete sag. Hvis dette synspunkt tages til følge, vil det få overordentlig vidtrækkende konksekvenser derved, at samtlige lønmodtager-advokater de facto vil blive afskåret fra at føre fortrolige samtaler med kollegaer, vidner m.v. hos virksomheder i anledning af enhver tvist eller uenighed med virksomheden, herunder i samtlige ansættelses- og arbejdsretlige forhold, arbejdsskadesager m.v. Synspunktet vil tillige indebære, at lønmodtager-advokater vil være nødsaget til at afvise henvendelser fra medarbejdere i sådanne virksomheder, eller som minimum orientere virksomhedens advokat om henvendelsen, uanset at den medarbejder, der har forestået henvendelsen, har ønsket at tale i fortrolighed. Der findes ikke i hverken AER eller i gældende nævns- eller domstolspraksis regler, der begrænser dette forhold. Tværtimod vil en sådan henvendelse være i overensstemmelse med både nuværende AER og domstolspraksis. Sagsøgtes afgørelse er alene afsagt på baggrund af en generaliserende betragtning af

§ 126, stk.

1 og uden hjemmel i AER, og nærværende sag vedrører således tillige, om der er grundlag for at udstede en normalbøde for overtrædelse af en sådan ikke-kodificeret og udefineret generel betragtning, som er væsentlige mere vidtrækkende, end hvad det gældende advokatetiske regelsæt foreskriver. Sagens retslige grundlag Der er enighed mellem parterne om, at begrebet ’god advokatskik’ og derved nærværende sag er til pådømmelse efter

§ 126, stk.

1. Begrebet ’god advokatskik’ udfyldes og suppleres imidlertid af AER, som Advokatrådet i medfør af Advokatsamfundets vedtægter § 31 er forpligtet til at udfærdige. AER udgør derved en væsentlig rettesnor til advokaters forståelse og fortolkning af ’god advokatskik’ på lige fod med domstols- ellers Advokatnævnspraksis. Der foreligger ikke domstols- eller nævnspraksis vedrørende grundlaget for nærværende sag, hvorfor AER i medfør af vedtægternes § 31, stk. 3 er og skal være fyldestgørende: ”På områder, som ikke er afklaret i Advokatnævnets eller domstolenes praksis, udtrykker de advokatetiske regler Advokatrådets opfattelse af god advokatskik til vejledning for advokater og offentlighed.” Sagsøger har under nærværende retssag flere gange forsøgt at formå sagsøgte til at oplyse, hvilke retningslinjer eller principper fra AER, som sagsøgtes kendelse er afsagt med udspring i. I sin duplik har sagsøgte herefter gjort gældende, at afgørelsen ikke er afsagt med udspring i nogen af de gældende advokatetiske regler, men ud fra et generaliserende princip om, at Pe Person 1 tilhørte ’modpartens retslige sfære’, og at der derfor burde være sket underret-rs ning til modpartens advokat ved henvendelsen til denne. on 1 Det er ikke angivet, hvad der forstås ved begrebet ’modpartens retslige sfære’, men den anlagte fortolkning indebærer en betydelig udvidelse af samtlige regler og forpligtigelser, der STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D18 Side 6/10 følger af AER, og begrebet har ikke hjemmel i hverken AER eller den juridiske litteratur og/eller praksis. Sagsøger kunne heller ikke på anden måde have forudset, at han i situationen ville være omfattet af en definition af ’god advokatskik’, der gik væsentligt udover, hvad der fulgte af AER. Idet der er tale om et område, som er uafklaret i praksis, kunne sagsøger med rette have indrettet sig efter, at der ikke var tale om en overtrædelse af ’god advokatskik’ idet henvendelsen til Person 1 skete i overensstemmelse med AER. Relevante bestemmelser fra AER Der er to bestemmelser i AER, som regulerer forhold af interesse for nærværende sag, og sagsøgers adfærd må nødvendigvis vurderes i lyset af de pågældende. AER 17.3 – Henvendelse til nogen, der er repræsenteret af advokat AER 17.3 indeholder et forbud mod at henvende sig til personer, der ’er repræsenteret’ af en advokat, og bestemmelsen forudsætter således et egentligt klient/advokat-forhold. Bestemmelsen skal ses i lyset af AER pkt. 8.1, hvori kravet om et direkte klient/advokat-forhold understreges, idet det fremgår at: ”En advokat må alene påtage sig en sag for en klient efter direkte anmodning fra klienten […]”. Endelig er advokaten i medfør af AER pkt. 13-15 forpligtet til, inden denne påbegynder behandlingen af sagen, at give klienten en betydelig række oplysninger, herunder blandt andet om omfanget og karakteren af dennes opdrag. Sammenfattende beror AER således på, at en part udelukkende kan blive repræsenteret af en advokat efter direkte og eget ønske, og at advokaten er udtrykkeligt forpligtiget til at orientere pågældende klient om omfanget af arbejdet og opdraget. Det anses for uomtvistet, at Person 1 ikke var klient hos en advokat på tidspunktet for sagsøgers henvendelse til denne, og at det alene var tilfældet for dennes arbejdsgiver, Carlsberg. Det vil tilsvarende være i strid med samtlige af de anførte regler i AER at forsøge at gennemtvinge advokatrepræsentation af en medarbejder uden dennes samtykke, og blot i kraft af, at dennes arbejdsgiver er repræsenteret af en advokat. At den pågældende medarbejder ikke blot kan anses for omfattet af arbejdsgiverens advokatrepræsentation understøttes navnlig af, at der i nærværende tilfælde er tale om virksomheden Carlsberg, der målt på omsætning er blandt Danmarks 10 største virksomheder, og efter egne oplysninger beskæftiger mere end 40.000 medarbejdere. AER 18.3 – Henvendelse til vidner Det er uomtvistet, at Person 1 ikke var anført som vidne i retssagen af nogen parter, på tidspunktet for sagsøgers henvendelse til ham. Tværtimod var der på tidspunktet for sagsøgers henvendelse forløbet mere end 3 år siden skaden, og mere end 2 år efter at der var rejst erstatningskrav overfor Carlsberg, uden at nogen af sagens parter havde inddraget Person 1 i sagen, eller så meget som havde henvist til ham under den indbyrdes brevveksling. Tilsvarende var der under retssagen udvekslet både stævning og svarskrift, uden at Person 1 STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D18 Side 7/10 var påberåbt som vidne af nogen af sagens parter. Såvel sagsøger som sagsøgte er forpligtede til allerede i første processkrift at angive de vidner, som de ønsker at føre under sagen, jf. hhv. RPL § 348, stk. 2, nr. 5 samt RPL § 351, stk. 4, nr.
2. På denne baggrund kunne sagsøger med rette lægge til grund, at Carlsberg ikke anså Person 1 for vidne i sagen, og i øvrigt heller ikke havde til hensigt at føre ham som sådan. AER kan ikke tages til udtryk for et udvidet vidne-begreb, som også omfatter ikke-påberåbte vidner - navnlig ikke personer, som advokaten er positivt vidende om, at modparten ikke anser for at være et vidne under retssagen. I U.2010.2711H underkendte Højesteret tilsvarende en virksomheds synspunkt om, at en medarbejder automatisk skulle anses for at have vidnestatus for virksomheden, og Højesteret fastslog princippet om, at medarbejderes vidnestatus alene skal vurderes ud fra det almindelige princip om, at den, der først begærer vidnerne ført, kan anse dem for sine vidner. Tilsvarende er fastslået i V.L.K. B-0950-97 af 23.10.2002, gengivet i U.2003B.147, hvor landsretten specifikt fastslog, at der kun forelå vidnemæssig særstatus for personer med partslignende stillinger i en virksomhed. Det er i nærværende sag uomtvistet, at Person 1 alene har position som en ’mand på gulvet’, og derved ikke er omfattet af den anførte særlige partslignende vidnestatus. Forseelsens grovhed Afslutningsvist skal det påpeges, at den givne henvendelse havde karakter af en saglig, objektiv og neutral forespørgsel om konkrete faktuelle omstændigheder. Henvendelsen har således hverken haft til hensigt eller reelt kunne indebære, at modtageren blev sat i en sådan situation, at den var egnet til på nogen måde at påvirke hans erindringer eller ageren i sagen. Herudover må det lægges til grund, at modtageren end ikke selv anså sig for hverken at være repræsenteret af advokat eller at være et vidne i sagen. Person 1 havde endvidere ikke været involveret i den sag, som henvendelsen vedrørte, men alene modtaget en sygemelding fra den skadelidte. Han havde således heller ikke hverken kendskab til, engagement i eller interesse i den underliggende tvist. Tilsvarende må det anses for højest tvivlsomt, om Carlsberg selv eller virksomhedens advokat i det hele taget var af den overbevisning, at der forelå advokatrepræsentation af modtageren og Carlsbergs øvrige 40.000 medarbejdere i den givne sag, eller at samtlige de pågældende medarbejdere måtte anses for vidner i sagen. Endelig er rækkevidden af AER pkt. 17.3 og 18.3 behæftede med en betydelig usikkerhed, når det kommer til virksomhedsansatte medarbejdere, hvilket ikke skal komme sagsøger til skade, herunder navnlig i lyset af, at det direkte af Advokatsamfundets vedtægters § 31, stk. 3 fremgår, at de regler, der fremgår af AER på området, er og skal være fyldestgørende. Idet den givne henvendelse således ingen reel skadevirkninger har kunnet have, og idet der hverken var tale om advokatrepræsentation eller vidnestatus, samt idet en bøde på 10.000 kr. vedrører en klar overtrædelse af AER - hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag - må sanktionen allerede af denne årsag formildes." STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D18 Side 8/10 Sagsøgte har i påstandsdokument af
3. maj 2014 anført følgende: "
8. Advokatnævnets kendelse af
9. december 2013 (bilag 1) er lovlig og udtryk for god advokatskik under de konkrete omstændigheder. Der er en retlig – og dermed beskyttelsesværdig – interesse for klager i relation til henvendelser til en medarbejder hos klager, der har været involveret i en sag, som klager er part i. En advokat må respektere denne retlige interesse, når der rettes henvendelse til medarbejdere hos en virksomhed, der er part i en retlig konflikt, hvor medarbejderen har været involveret. Det kontradiktoriske princip er generelt afgørende for advokaters optræden, og en henvendelse til en person, der tilhører modpartens retlige sfære, må fordre underretning til modpartens advokat, hvor en sådan optræder for modparten. Den af advokatnævnet fastsatte sanktion er passende." Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed. Rettens begrundelse og afgørelse Det følger af forarbejderne til

§ 126, stk.

1, at kravene til advokaters adfærd løbende må tilpasses ændringer i samfundsforholdene og deraf følgende ændrede krav til advokaterne. Den nærmere fastlæggelse af begrebet ”god advokatskik” foretages af Advokatnævnet ved afgørelse af konkrete sager, under domstolskontrol. Advokatnævnet er i den forbindelse ikke er bundet af de af Advokatrådet udarbejdede vejledende regler om god advokatskik (”de advokatetiske regler”). Det er derfor ikke korrekt, når sagsøger anfører, at sagsøgers adfærd nødvendigvis må vurderes i lyset af punkt 17.3 og 18.3 i de advokatetiske regler. Punkt 17.3 og 18.3 i de advokatetiske regler kan dog være vejledende for rettens afgørelse, idet de er udtryk for Advokatrådets opfattelse af, hvad der er alment accepteret god opførsel på området. Punkt 17.3 vedrører en advokats henvendelse til nogen, som i en konkret sag er repræsenteret af anden advokat. Her bestemmes det, at advokaten i alle tilfælde samtidig eller uden ugrundet ophold skal underrette den anden advokat om enhver sådan henvendelse. Punkt 18.3 vedrører henvendelse til vidner. Her bestemmes det, at advokaten, når det er påkrævet, skal orientere modpartens advokat om den kontakt, advokaten agter at tage eller har haft med et vidne. Sådan information skal navnlig gives, hvis vidnet har en særlig relation til modparten. Der er således i de advokatetiske regler lagt op til, at henvendelse til en person som led i en konkret sag i hvert fald ”når det er påkrævet” skal ledsages af en orientering af vedkommendes og/eller modpartens advokat, og at der i visse tilfælde ligefrem gælder en pligt hertil. I den foreliggende sag henvendte sagsøger sig til ved e-mail Person 1 af

1. juni 2012 med henblik på blandt andet at få bekræftet, at sagsøgers klient ringede til dagen efter skaden og fortalte, at han var nødt Person 1 STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D18 Side 9/10 til at sygemelde sig, og at det skyldtes en skade, der var sket i renseanlægget dagen forinden i forbindelse med løft af en fyldt fustage. Herefter kan det lægges til grund, at der med er tale om en medarbejder hos Person 1 Carlsberg A/S, der ifølge sagens oplysninger tidligere har været involveret i sagen. Under hensyn hertil kan retten tiltræde Advokatnævnets vurdering, hvorefter i kraft af sit ansættelsesforhold har haft en sådan tilknytning Person 1 til Carlsberg Danmark A/S, at sagsøger under de givne omstændigheder burde have underrettet om sin henvendelse til Person 1 Advokat . Denne vurdering findes i øvrigt at være i overensstemmelse med det princip om underretning, som kan udledes af de advokatetiske regler punkt 17.3 og 18.
2. Med hensyn til de konsekvenser, som sagsøger gør gældende, at af Advokatnævnets afgørelse vil få, herunder at lønmodtager-advokater vil være nødsaget til at afvise henvendelser fra medarbejdere i virksomheder i anledning af enhver tvist eller uenigheden med virksomheden, herunder i samtlige ansættelses- og arbejdsretlige forhold, arbejdsskadesager m.v., eller som minimum vil være nødsaget til at orientere virksomhedens advokat om henvendelsen, skal retten bemærke, at Advokatnævnets vurdering til enhver tid vil afhænge af de konkrete omstændigheder i en sag, og at afgørelsen i den foreliggende sag derfor ikke automatisk kan overføres på sådanne situationer. Som følge heraf finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte Advokatnævnets afgørelse, hvorefter advokat har handlet i strid med god Part 1 advokatskik, jf.

§ 126, stk.

1, ved at undlade at underrette om sin henvendelse til . Advokat Person 1 Idet den idømte sanktion findes passende, stadfæster retten i det hele Advokatnævnets kendelse. Efter sagens udfald skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte. Under hensyn til, at skriftveksling og bevisførelse har været beskeden, fastsættes omkostningerne til 10.000 kr. Thi kendes for ret: Advokatnævnets kendelse af 20. december 2013 stadfæstes. Advokat skal inden 14 dage betale 10.000 kr. i Part 1 sagsomkostninger til Advokatnævnet. De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a. Dommer STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D18