ECLI:DK:KOL:2022:BS0000001135 Sag om, hvorvidt en tvangsindlæggelse var lovlig

Retten i Kolding DOM Afsagt den

1. august 2015 i sag nr. BS 17-1687/2014: Sagsøger Adresse By (advokat Charlotte Szocska, Kolding) mod Region Syddanmark Damhaven 12 7100 Vejle Sagens baggrund og parternes påstande Sagen er anlagt den
2. september
3. Sagen drejer sig om, hvorvidt en tvangsindlæggelse af Sagsøger i 1981 var lovlig. Sagsøger har i stævningen påstået Region Syddanmark dømt til at anerkende, at tvangsindlæggelsen af ham den
4. september 1981 på Augustenborg Sygehus og den efterfølgende tvangsbehandling var ubeføjet og må betegnes som tortur, legemsangreb og frihedsberøvelse. Han har endvidere påstået Region Syddanmark dømt til at anerkende at være erstatningsansvarlig for de helbredsmæssige skader, han har pådraget sig som følge af tvangsindlæggelsen og fejlagtig medicinering. Region Syddanmark har principalt påstået sagen afvist, subsidiært påstået frifindelse. Retten har udskilt afvisningsspørgsmålet til særskilt afgørelse i medfør af retsplejelovens §
5. Retten har i medfør af retsplejelovens § 259, stk. 2, pålagt Sagsøger at antage en advokat og har i medfør af retsplejelovens § 259, stk. 3, sidste punktum, beskikket advokat Charlotte Szocska for ham. Oplysningerne i sagen Den
6. september 1981 blev Sagsøger tvangsindlagt og -tilbageholdt på Augustenborg Sygehus. Han indbragte i medfør af retsplejelovens § 43a sagen for Retten i Aabenraa. Af en erklæring af
7. oktober 1981 fra Overlæge 1, Augustenborg Sygehus, fremgår blandt andet, at Sagsøger var lidende af sindssygdom med vrangforestillinger. Retslægerådet udtalte i en erklæring af
8. oktober 1981, at Sagsøger led af en sindssygdom med svære systematiserede vrangforestillinger, idet han STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D44 / Side 2/4 følte sig forfulgt og udspioneret. Retten i Aabenraa fandt i dom af
9. november 1981 tvangstilbageholdelsen lovlig. Afgørelsen blev stadfæstet af Vestre Landsret den
10. december
11. Den
12. februar 1997 anlagde Sagsøger sag mod Sønderjyllands Amtskommune ved Retten i Aabenraa, som i dom af
13. oktober 1997 afviste sagen. Afgørelsen blev stadfæstet af Vestre Landsret den
14. april
15. I landsrettens præmisser hedder det: "Landsrettens begrundelse og afgørelse Spørgsmålet om lovligheden af appellantens tvangsindlæggelse og den efterfølgende tvangstilbageholdelse på Augustenborg Sygehus må anses for endeligt afgjort ved Vestre Landsrets ankedom af
16. december 1981, og landsretten finder ikke, at der i sagen foreligger sådanne nye oplysninger, at appellanten kan få en fornyet domstolsprøvelse af dette spørgsmål. ..." Den
17. juli 2000 anlagde Sagsøger på ny sag mod Sønderjyllands Amtskommune ved Retten i Aabenraa, som i dom af
18. oktober 2001 afviste sagen. Afgørelsen blev stadfæstet af Vestre Landsret den
19. juni
20. Den
21. november 2003 anlagde Sagsøger på ny sag mod Sønderjyllands Amtskommune ved Retten i Aabenraa, som den
22. april 2004 afviste sagen. Afgørelsen blev stadfæstet af Vestre Landsret den
23. august
24. Den
25. februar 2013 blev der på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital afholdt et dialogmøde på opfordring af Patientombuddet. Af et brev af
26. februar 2013 fra Overlæge 2 til Patientombuddet fremgår, at overlægen vurderede: "... at Sagsøger har en enkel paranoia karakteriseret af et sæt af vrangforestillinger som har været til stede siden
27. Sagsøger er ikke utilregnelig bortset fra de nævnte vrangforestillinger. ...” Forklaring Sagsøger har forklaret, at han ikke var psykisk syg, da han blev tvangsindlagt den
28. september
29. Han var kun psykisk syg i de seks uger, hvor han fik psykofarmaka. Han var udsat for tortur under indlæggelsen. Han havde ytret sig om sine observationer i form af chikane og indtrængning i sit og ægtefællens hus, som ingen ville tro på, heller ikke hans hustru, som var ansat i sygehusvæsnet. Efter at Vestre Landsret havde godkendt tvangstilbageholdelsen, blev han tvangsmedicineret. Formålet var STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D44 / Side 3/4 at få ham til at afsværge de observationer, han havde gjort med hensyn til chikane og indtrængning i hans hus. Efter 6 ugers tvangsmedicinering kapitulerede han og tilpassede sig. Han ville ikke ofre sit gode helbred på sagen. Derfor afsværgede han sine observationer, som man forlangte. Han blev dog ikke udskrevet med det samme. Siden har han fulgt sagen konstant. Der er nu kommet nye oplysninger i sagen idet Odense Universitetshospitals udredningsteam har konkluderet, at den oprindelige diagnose, hvorefter han led af en altomfattende paranoia, var forkert. Diagnosen er reduceret til enkel paranoia. Der er sket en udvikling i diagnoserne indenfor psykiatrien, hvorimod der ikke er sket nogen udvikling med hans tilstand. Han har betalt med 33 år af sit liv for at være eksperimentaloffer. Ifølge Overlæge 2 på Odense Universitetshospital kan enkel paranoia ikke behandles medicinsk. Overlægen ville ikke behandle ham. Den samme vurdering burde man have foretaget i
30. Omstændighederne er de samme bortset fra, at han dengang havde en hustru at være uenig med. Han har ikke været indlagt, siden han blev udskrevet i
31. Han blev udskrevet til ambulant behandling. Han tog dog kun sin medicin i nogle få dage, hvorefter han smed resten ud. Siden har han ikke fået nogen form for medicin. Han er fortsat ikke sindssyg og er uenig i diagnosen enkel paranoia. De observationer, han har gjort sig, ligger inden for virkelighedens rammer. Han har fortsat mistanke om, at hans kone ville give ham et medikament for at stimulere kønslivet. Det var ikke for at forgive ham, men for at de kunne genoptage samlivet. Han anmodede om skilsmisse, men anmodningen blev henlagt, da han blev tvangsindlagt. Han er gennem TV og radio blevet oplyst som alle andre og måske lidt ekstra i form af metaforer, som var specielt henvendt til ham Parternes synspunkter Sagsøger har til støtte for påstanden gjort gældende, at der blev truffet en forkert beslutning i
32. Den diagnose, han dengang fik stillet, er ikke den samme diagnose, som Odense Universitetshospital i dag finder, at han har. Det bør ikke komme ham til skade, at der har været tale om et langvarigt forløb, da årsagen hertil er, at han har haft svært ved at få aktindsigt. Region Syddanmark har til støtte for påstanden gjort gældende, at sagen blev prøvet ved domstolene i 1981, og der er ikke fremkommet væsentlige nye oplysninger, som kan medfører, at Sagsøger kan få en ny domstolsprøvelse. Subsidiært gøres det gældende, at Sagsøger på grund af passivitet har mistet muligheden for at få prøvet tvangsindlæggelsen igen. Rettens begrundelse og afgørelse Spørgsmålet om lovligheden af tvangsindlæggelsen i 1981 blev endeligt afgjort af Vestre Landsret i dommen af
33. december
34. Ved Vestre / STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D44 / Side 4/4 Landsrets domme af
35. april 1998,
36. juni 2002 og
37. august 2004 blev det konstateret, at der ikke var fremkommet sådanne nye oplysninger, at der var grundlag for en fornyet domstolsprøvelse af tvangsindlæggelsen. Overlæge 2 har den
38. februar 2013 betegnet Sagsøgers diagnose som ”enkel paranoia” . Det indebærer ikke, at der nu foreligger nye oplysninger om Sagsøgers tilstand i
39. Sagsøger kan derfor ikke kræve en fornyet domstolsprøvelse af omstændighederne ved tvangsindlæggelsen i 1981 og den efterfølgende tvangstilbageholdelse. Retten tager derfor Region Syddanmarks påstand til følge. Efter sagens karakter og da Region Syddanmark ikke har været repræsenteret af advokat, skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden. Thi kendes for ret: Denne sag afvises. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden. Dommer STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D44 /