ECLI:DK:VLR:2022:BS0000002483 Landsretten stadfæster byrettens dom, hvorved Ankenævnet for Patienterstatningen skal anerkende, at sagsøgers eventuelle

VESTRE LANDSRET DOM afsagt den

1. marts 2021 Sag BS-28598/2019-VLR (
2. afdeling) Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Anne Katrine Bay) mod Ankenævnet for Patienterstatningen (advokat Sebastian C. Wilk) og Sag BS-26246/2019-VLR (
3. afdeling) Ankenævnet for Patienterstatningen (advokat Sebastian C. Wilk) mod Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Anne Katrine Bay) Retten i Esbjerg har den
4. maj 2019 afsagt dom i
5. instans (sag BS-5294/2017ESB). Landsdommerne Henrik Twilhøj, Astrid Bøgh og Mathias Staugaard Nielsen (kst.) har deltaget i ankesagernes afgørelse. / 2 Påstande BS-26246/2019-VLR Appellanten, Ankenævnet for Patienterstatningen, har over for indstævnte, Appellant, tidligere Sagsøger, nedlagt følgende påstande:
6. Frifindelse for så vidt angår Retten i Esbjergs dom i relation til behandlingen ved Lægeklinik.
7. Stadfæstelse over for Appellants, tidligere Sagsøger påstand i relation til be-handlingen ved Odense Universitetshospital. BS-28598/2019-VLR Appellant, tidligere Sagsøger, har over for indstævnte, Ankenævnet for Patienterstatningen, nedlagt følgende påstande:
8. Stadfæstelse af byrettens dom, for så vidt angår Appellants, tidligere Sagsøger behandling hos Lægeklinik.
9. Ankenævnet for Patienterstatningen tilpligtes at anerkende, at Appellants, tidligere Sagsøger eventuelle patientskade som følge af behandlingen på Odense Universitetshospital den
10. juli 2012 og frem er anmeldt rettidigt, og at sagen som følge heraf skal hjemvises. Supplerende sagsfremstilling Det er for landsretten oplyst, at der ved MR-skanning af Appellant, tidligere Sagsøger foretaget i foråret 2018 blev konstateret store kroniske iskæmiske forandrin-ger svarende til hele højre hemisfære frontal- og parietallap. Dette blev anmeldt til Patienterstatningen både som en behandlingsskade i relation til Odense Universitetshospital og som en lægemiddelskade i relation til Rigshospitalet. Ved afgørelse af
11. september 2019 har Patienterstatningen afvist at genoptage sagen for så vidt angår behandlingen på Odense Universitetshospital, og afgørelsen er den
12. november 2019 blevet stadfæstet af Ankenævnet for Patienterstatningen. Forklaring Appellant, tidligere Sagsøger har afgivet supplerende forklaring. / 3 Appellant, tidligere Sagsøger har forklaret, at hun ikke på noget tidspunkt talte med sin egen læge om, at hun muligvis skulle have været henvist til undersøgelse for kræft noget før. Hun havde efter den
13. juli 2012 ikke yderligere kontakt med den pågældende læge. Hun fik først kontakt til sin nye praktiserende læge, da hun i 2015 skulle have en statusattest til Jobcenteret. Hun har ikke gennem behandlingen på hverken Odense Universitetshospital el-ler Rigshospitalet hørt nogen bemærke, at hendes egen læge burde have henvist hende til undersøgelse for kræft tidligere. Hun husker ingen af samtalerne med lægerne på Odense Universitetshospital. Der er ingen på Rigshospitalet, der har talt med hende om, at blødningen opstå-et under biopsitagningen kunne være sket ved en lægefejl. Der blev blot talt om, at hendes tilstand var kritisk. Hun fik ikke oplysninger om, at hun kunne have fået en varig skade under biopsitagningen. Hun havde akut leukæmi og for-holdt sig hertil. Hun var meget udtrættet og blev sat i behandling med Predni-solon. Hun blev først opmærksom på hjerneskaden, da hun skulle i gang med afklaring af jobmuligheder og studsede over, at hun ”var lidt langsom i optræk-ket” . Indtil da havde hun levet i en slags boble og havde været indlagt det me-ste af tiden for at undgå infektion. Foreholdt Rigshospitalets journalnotat af
14. juli 2012 om, at der på Odense Universitetshospital var talt med hende og de pårørende om procedurer, tolkninger og svar, har hun forklaret, at dette alene vedrørte behandlingen af kræftlidel-sen. De første par år i forløbet af behandlingen var hun indlagt på Rigshospitalet og afskåret fra omverdenen på grund af faren for infektion. Hun havde behov for pleje på døgnbasis og fik meget stærk medicin. Hun havde svært ved at gennemføre en almindelig telefonsamtale og kunne ikke selv gå i bad eller på toilet. Hun måtte bruge kørestol og rollator og måtte ikke være uden opsyn i eget hjem i forbindelse med kortvarige udskrivelser. Hun blev transporteret liggen-de til de ugentlige kemobehandlinger. Hun opholdt sig på en tomandsstue på Rigshospitalet. En del af de andre patienter var lige så dårlige som hun, og hendes forløb skilte sig ikke specielt ud fra deres. Hun var dog heldig, fordi hun responderede positivt på den intensive kemobehandling og derfor slap for knoglemarvstransplantation, som nogle af de andre patienter var nødt til at få. Hun kom med i ”Ung Kræft” , fordi hun havde behov for et netværk af ligesindede. Hun tog til det første arrangement i maj 2016 i Esbjerg, hvor hun mødte en ildsjæl. Hun har tjekket tidspunktet efter byrettens dom. Hun kunne høre på de andre unges fortællinger, at deres forløb adskilte sig meget fra hendes eget, / 4 og at der var noget, ”der var stukket helt af” i forhold til behandlingen af hen-de. Anbringender Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten. Ankenævnet for Patienterstatningen har yderligere anført, at det må anses for alment kendt, at kræft skal behandles hurtigt, og at diagnosticeringstidspunktet for kræft kan få betydning for behandlingen og kræftlidelsen. Derfor burde Appellant, tidligere Sagsøger allerede i juli 2012, da hun fik stillet diagnosen, have ind-set, at det kunne have gjort en forskel for hendes sygdom og behandlingsforløb, hvis diagnosen var blevet stillet tidligere. Fristen for anmeldelse efter Lov om klageog erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59 begyndte herefter at løbe fra dette tidspunkt. Det er uden betydning for Appellants, tidligere Sagsøger subjektive tilregnelse, hvad det lægefaglige personale har anført i journalerne om diagnosticeringstidspunk-tet og betydningen heraf, hvis hun selv på baggrund af de foreliggende om-stændigheder indså eller burde indse, at den for sene diagnosticering kunne få betydning for behandlingsforløbet og skadernes omfang. Det er i øvrigt ikke afgørende, om det klart fremgår, hvad der skal tilskrives grundlidelsen, og hvad der skal tilskrives den forsinkede diagnosticering. Dette vil ofte først blive afdækket i forbindelse med den materielle behandling af sa-gen. Appellant, tidligere Sagsøger har yderligere anført, at informationen om, at hun led af akut leukæmi, ikke i sig selv kan begrunde, at hun burde have indset, at der i relation til egen læge kunne være tale om en patientskade i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Det bestrides, at det må anses for alment kendt, at kræft skal behandles hurtigt, og at diagnosticeringstidspunktet kan få betydning for behandlingsforløbet og kræftlidelsen. Det er desuden ikke enhver komplikation, der i sig selv bør lede patientens tan-ke hen på en mulig patientskade. Informationen om komplikationerne med blødning under biopsitagningen, og at den indsatte stent forventeligt skulle bli-ve permanent, medfører ikke, at der er opstået den fornødne viden om, at hen-des symptomer kunne udgøre en patientskade omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Landsrettens begrundelse og resultat Som anført af byretten er det afgørende for, om Appellants, tidligere Sagsøger even-tuelle krav på erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er forældet, jf. lovens § 59, stk. 1, om hun før den
15. august / 5 2013 havde eller burde have fået kendskab til ikke blot selve skaden, men også at denne kunne være forårsaget af behandlingen eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kunne være et grundlag for et krav om erstatning, jf. Højesterets dom af
16. december 2003, gengivet i U 2003.0 H. For så vidt angår behandlingen hos Lægeklinik lægger landsret-ten til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger var i konsultation første gang den
17. maj 2012 foranlediget af kraftig tør hoste med en trykkende fornemmelse i brystkassen, at hun den
18. juni 2012 igen opsøgte egen læge med samme symptomer, og at hun den
19. juli 2012 på grund af yderligere symptomer blev henvist akut til røntgenundersøgelse, der afslørede en tumor i brystkassen. Hun blev den
20. juli 2012 indlagt på Sydvestjysk Sygehus og overført til Odense Universitetshospital, hvor der blev taget biopsi af tumoren den
21. juli
22. Der opstod komplikationer i den forbindelse, og hun blev lagt i respirator indtil den følgende dag. Hun blev overført til Rigshospitalet til videre behandling den
23. juli 2012, og der blev i løbet af få dage iværksat et behandlingsforløb med ke-moterapi, som strakte sig over flere år og medførte svære bivirkninger. Navnlig på baggrund af det korte tidsforløb, som de tre forudgående konsultationer hos egen læge strakte sig over, sammenholdt med oplysningerne om det efterfølgende behandlingsforløb og det i øvrigt foreliggende finder landsretten, at det kan lægges til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger ikke forud for den
24. august 2013 havde fået eller burde have fået kendskab til, at behandlingen hos hendes egen læge havde medført en skade, der var forårsaget af behandlingen og muligvis kunne være undgået ved tidligere diagnosticering. Landsretten tiltræder herefter, at et eventuelt erstatningskrav mod Lægeklinik ikke er forældet, og at denne del af sagen hjemvises til fortsat be-handling som sket. For så vidt angår behandlingen på Odense Universitetshospital lægger lands-retten til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger i dagene efter biopsitagningen den
25. juli 2012 blev informeret om, at der var opstået komplikationer i forbindelse hermed, og at hun derved var blevet påført en skade, som medførte en reoperation med indsættelse af en stent i en blodåre. Den
26. juli 2012 blev Appellant, tidligere Sagsøger gjort bekendt med, at den indsatte stent ikke kunne eller skulle fjernes, hvorfor den blodpropforebyggende behandling – der blev ordineret ifølge journalnotat af
27. juli 2012 ”pga. stent” – også skulle prioriteres. På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, finder landsretten, at Appellant, tidligere Sagsøger i slutningen af juli 2012 burde have vidst, at hun ved behandlingen på Odense Universitetshospital kunne være ble-vet påført en skade, som kunne være forårsaget af sygehusets behandling eller / 6 muligvis være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kunne være grundlag for et krav på erstatning. Det er i den forbindelse uden betyd-ning, at hun ikke på dette tidspunkt havde kendskab til skadens fulde omfang. Landsretten tiltræder herefter endvidere, at et eventuelt krav på erstatning for behandlingen ved Odense Universitetshospital er anmeldt for sent og dermed forældet, jf. § 59, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom. Efter sagernes udfald har hver af parterne ligesom for byretten for en del tabt og for en del vundet sagerne, og de to behandlingsforløb, som parterne hver især har indbragt til prøvelse, har vægtet lige meget i behandlingen af sagerne. Herefter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part. THI KENDES FOR RET: Byrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part. / /