ECLI:DK:HEL:2022:BS0000002541 Sag om, hvorvidt Naturklagenævnets afgørelse er ugyldig

Retten i Helsingør - retsafdelingen DOM Afsagt den

1. maj 2012 i sag nr. BS 1-590/2011: Sagsøger 1 Adresse 3000 Helsingør og Sagsøger 2 Adresse 3000 Helsingør mod Natur- og Miljøklagenævnet Rentemestervej 8 2400 København NV Parternes påstande Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har ved stævning modtaget i retten den
2. marts 2011 nedlagt påstand om, at Naturklagenævnets afgørelse af
3. juni 2008 er ugyldig. Natur- og Miljøklagenævnet har nedlagt påstand principalt om afvisning og subsidiært om frifindelse. Over for afvisningspåstanden har Sagsøger 1 og Sagsøger 2 nedlagt påstand om, at den anlagte sag fremmes. Spørgsmålet om afvisning er udskilt til særskilt afgørelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk.
4. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har endvidere anmodet om fastsættelse af omkostninger i henhold til retsplejelovens §
5. Oplysningerne i sagen Helsingør Kommune meddelte den
6. juli 2007 Sagsøger 1 og Sagsøger 2 påbud om at fjerne en nærmere angivet beplantning og et trådhegn langs stien ved "Ejendom" ved Gurre Sø. Afgørelsen var truffet i henhold til naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1 og 5, jf. §§ 16 og 23, stk.
7. Afgørelsen blev indbragt for Naturklagenævnet af Sagsøger 1 og Sagsøger 2 samt af Danmarks Naturfredningsforening. Naturklagenævnet udtalte i sin afgø-relse af
8. juni 2008 blandt andet, at kommunen havde haft hjemmel efter naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, til at påbyde beplantningen på vestsiden STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D17 / Side 2/6 af den omhandlede sti fjernet og efter naturbeskyttelseslovens § 23, stk. 2,
9. pkt., til at kræve hegnet/lågen med "Privat"-skiltning, der spærrede for adgangen ned til søen, fjernet. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 indbragte ved stævning af
10. juni 2008 Naturklagenævnets afgørelse for Retten i Helsingør med påstand om, at afgørelsen af
11. juni 2008 var ugyldig. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 påstod under hovedforhandlingen den
12. september 2009, at dommer Person, der behand-lede sagen, var inhabil, idet de gjorde gældende, at hun var ægtefælle til en interessent i den advokatvirksomhed, der repræsenterede Naturklagenævnet. Dommer Person afsagde under hovedforhandlingen kendelse om, at hun ikke var inhabil. Kendelsen blev kæret. Kæremålet blev ikke til-lagt opsættende virkning. Ved dom af
13. september 2009 blev Naturklage-nævnet frifundet. Dommen blev anket til Østre Landsret, og det iværksætte kæremål blev samtidig ophævet, jf. retsplejelovens §
14. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 nedlagde for landsretten påstand om, principalt at byrettens dom blev ophævet og sa-gen hjemvist til fornyet behandling ved en anden dommer, og subsidiært at nævnets afgørelse af
15. juni 2008 var ugyldig. Til støtte for ophævelses- og hjemvisningspåstanden blev der henvist til inhabilitetssynspunktet. Naturklagenævnet tog efter sin endelige påstand bekræftende til genmæle over for hjemvisningspåstanden. Landsretten bemærkede, at den ikke var bundet af parternes samstemmede påstande. To voterende landsdommere fandt imidlertid, at der forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om dommer Persons fuldstændige upartiskhed i sagen. Ved dom af
16. september 2010 ophævede landsretten herefter dommen af
17. septem-ber 2009 og hjemviste sagen til Retten i Helsingør til behandling ved en an-den dommer. Den
18. oktober 2010, kl. 17.57, sendte Naturklagenævnets advokat en e-mail til Retten i Helsingør med følgende indhold: "Ved Østre Landsrets dom af
19. september 2010 blev Retten i Helsingørs dom i ovennævnte sag ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling. Jeg har ikke inden udløbet af fristen i retsplejelovens § 388 modtaget kopi af anmodning om genoptagelse fra advokat Poul Hvilsted, der havde repræsenteret Sagsøger 2 og Sagsøger 1 i landsretten. Jeg går ud fra, at sagen er afsluttet. ..." Denne e-mail blev også sendt til advokat Poul Hvilsted, som den
20. oktober 2010, kl. 18.11, sendte følgende e-mail til Naturklagenævnets advokat og til Retten i Helsingør: "I anledning af nedenstående kan det oplyses, at jeg ikke har været opmærksom på den pågældende bestemmelse i retsplejeloven, men afventet en henSTD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D17 / Side 3/6 vendelse fra retten i Helsingør. Jeg anmoder her med det samme om, at sa-gen behandles i overensstemmelse med den påstand, der fra begge parter blev nedlagt i Østre Landsret, og i overensstemmelse med landsrettens afgø-relse om hjemvisning til fornyet behandling. Jeg beklager min manglende opmærksomhed på, at der skulle udfoldes en aktiv indsats fra min side på trods af afgørelsens ordlyd." Ved brev af
21. oktober 2010 til Retten i Helsingør anmodede Sagsøger 1 og Sagsøger 2's advokat om fornyet behandling af sagen. Naturklagenævnet nedlagde påstand om afvisning. Under skriftvekslingen om dette spørgsmål anførte Naturklagenævnets advokat i et brev af
22. november 2010 blandt an-det tillige følgende: "... Advokat Hvilsted opfordrer endelig Naturklagenævnet til at svare på, om nævnet vil påberåbe sig overskridelsen af søgsmålsfristen, hvis Sagsøger 2 og Sagsøger 1 anlægger en ny sag mod Naturklagenævnet, idet der efter naturbeskyttelseslovens § 88 gælder en søgsmålsfrist på 6 måneder. Dette kan besvares bekræftende. ..." Ved kendelse af
23. december 2010 afviste Retten i Helsingør sagen. Det fremgik af rettens begrundelse, at der var lagt vægt på, at fristen på 4 uger i retsplejelovens § 388, stk. 1, var overskredet, og at fristoverskridelsen, der skyldtes, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2's advokat ikke havde været opmærksom på fristen, ikke kunne anses for undskyldelig. Retten fandt endvidere ikke, at der fandtes at foreligge sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at retten undtagelsesvis tillod fornyet behandling af sagen efter fristens udløb, jf. retsplejelovens § 388, stk. 1, jf. § 372, stk.
24. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 kærede kendelsen til Østre Landsret, der den
25. marts 2011 traf afgørelse om stadfæstelse i henhold til de grunde, der var anført af byretten. Herefter blev den foreliggende sag anlagt ved indlevering af stævning af
26. marts 2011, der blev modtaget den
27. marts
28. Det tilføjes, at Højesteret i en anden sag, der i lighed med den foreliggende sag var påkendt af dommer Person og ført af Kammeradvoka-ten for en af parterne, har truffet afgørelse om, at der ikke kunne ske ekstra-ordinær appel af afgørelsen efter retsplejelovens § 399, stk. 2, nr.
29. Otte af ni Højesteretsdommere voterede for, at den omstændighed, at dommer Persons ægtefælle er interessent i Advokatfirma, ikke gjorde, at hun var inhabil i den pågældende sag. Der blev herved blandt an-det lagt vægt på, at dommer Persons ægtefælle ikke havde be-skæftiget sig med den pågældende sag, og at han ikke behandlede sager på det foreliggende fagområde. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D17 / Side 4/6 Parternes synspunkter Sagsøgerne For Sagsøger 1 og Sagsøger 2 er det gjort gældende, at der efter retspraksis gæl-der et kontinuitetsprincip ved stillingtagen til spørgsmål om afbrydelse af søgsmålsfrister. Der er herved henvist til afgørelserne i U 59 414, U 72 1050 og U 76
30. I tilfælde af afvisning på grund af processuelle fodfejl fører dette princip til, at anlæggelse af nyt søgsmål skal ske inden rimelig tid. Sa-gen om anfægtelse af Naturklagenævnets afgørelse af
31. juni 2008 har sted-se været fremmet uden ufornødent ophold. Sagen blev rejst ved domstolene ved stævning af
32. juni 2008, hvilket er helt usædvanligt hurtigt i en sag af den foreliggende karakter. Efter at Østre Landsret den
33. september 2010 havde ophævet Retten i Helsingørs dom af
34. september 2009 og hjemvist sagen blev der anmodet om, at sagens behandling ved Retten i Helsingør fortsatte. Denne anmodning blev fremsat i umiddelbar forbindelse med fore-spørgslen i e-mail af
35. oktober 2012 fra Naturklagenævnets advokat. Ret-ten i Helsingørs kendelse om afvisning af sagen blev kæret til Østre Lands-ret, og alle til rådighed stående retsmidler blev således udtømt. Landsrettens kendelse om stædfæstelse af rettens afvisning af sagen efter retsplejelovens § 388 blev afsagt den
36. marts 2011, og allerede ved stævning af
37. marts 2011 blev sagen anlagt ved Retten i Helsingør. Det følger af det anførte, at sagen er blevet forfulgt in continenti på alle trin, og det fastholdes derfor, at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har adgang og ret til at få en domstolsprøvelse af sa-gens realitet i medfør af grundlovens §
38. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 står på det nu foreliggende grundlag fortsat uden en retsafgørelse, da Retten i Helsin-gørs forkerte afgørelse om habilitet betød, at dommen af
39. september 2009 var en nullitet. Fristregler må anses at være defensivt begrundet og beroende på forventningssynspunkter. I den foreliggende sag har der imidlertid ikke været no-gen, der kan have haft en forventning om, at sagen ikke ville blive forfulgt. Overskridelse af fristen i retsplejelovens § 388 var kun på 4 dage, og for så vidt angår Naturklagenævnets advokat er det kun i 14 minutter, at han kan have svævet i den tro, at sagen ikke ville blive forfulgt. Statens påberåbelse af en så beskeden fristoverskridelse bør ikke afskære borgernes krav på domstolsprøvelse. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 har endelig gjort gældende, at der i henhold til retsple-jelovens § 320 skal fastsættes en kompensation på 80.900 kr. for de forgæ-ves retsskridt, der har sammenhæng med Retten i Helsingørs forkerte afgø-relse om inhabilitet. Sagsøgte For Natur- og Miljøklagenævnet er det gjort gældende, at Naturbeskyttelseslovens § 88 indeholder en ufravigelig og absolut søgsmålsfrist på 6 måneder. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D17 / Side 5/6 Den foreliggende sag er en ny sag og ikke en genoptagelse af en allerede anlagt sag. Stævning er udtaget mere end 2 år efter udløbet af fristen og sagen skal derfor afvises. Der gælder ikke et kontinuitetsprincip som påberåbt på vegne af Sagsøger 1 og Sagsøger 2, og den retspraksis, der er henvist til, vedrører sager, der oprindelig var anlagt ved et forkert værneting. I den oprindeligt anlagte sag er der sket en overskridelse af fristen i retsplejelovens §
40. Dette spørgsmål er endelig afgjort ved Retten i Helsingørs kendelse af
41. december 2010 og Østre Landsrets kendelse af
42. marts
43. Hvis det an-tages, at den nu foreliggende sag kan behandles, vil det føre til, at den retskraftige afvisning efter retsplejelovens § 388 er illusorisk. Det er tilføjet, at der rent faktisk skete en realitetsbedømmelse og dermed domstolsprøvelse af sagen ved Retten i Helsingørs dom af
44. september 2009, men at Sagsøger 1 og Sagsøger 2 valgte at anfægte denne dom med forma-litetsindsigelser i landsretten. Rettens begrundelse og afgørelse Efter retsplejelovens ordning kunne den oprindelige ved stævning af
45. juni 2008 anlagte sag have været behandlet, hvis der havde været fremsat anmodning herom inden for fristen i retsplejelovens § 388 efter sagens hjemvisning ved landsrettens dom af
46. september
47. Denne adgang til fort-sat behandling af den oprindelige sag er endeligt og retskraftigt afgjort ved Østre Landsrets afvisningskendelse af
48. marts
49. Naturklagenævnets afgørelse er truffet den
50. juni 2008, og stævningen i den foreliggende sag er modtaget den
51. marts
52. Søgsmålsfristen på 6 måneder i naturbeskyttelseslovens § 88 er således overskredet, og Natur- og Miljøklagenævnets påstand om afvisning tages derfor til følge. Sagsøger 1 og Sagsøger 2's krav i henhold til retsplejelovens § 320 er ikke rettet mod Natur- og Miljøklagenævnet og er derfor afgjort ved en særskilt ken-delse af dags dato. Efter sagens udfald skal Sagsøger 1 og Sagsøger 2 betale sagsomkostninger til Natur- og Miljøklagenævnet, der skønsmæssigt fastsættes til 20.000 kr. til dækning af udgift til advokatomkostninger. Thi kendes for ret: Den af Sagsøger 1 og Sagsøger 2 ved stævning af
53. marts 2011 mod Na-turog Miljøklagenævnet anlagte sag afvises. Sagsøger 1 og Sagsøger 2 betaler inden 14 dage 20.000 kr. i sagsomkostninger til Natur- og Miljøklagenævnet. STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D17 / Side 6/6 Dommer STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D17 /