RETTEN I KOLDING DOM afsagt den 4. november 2021 Sagen er behandlet for lukkede døre. Sag BS-1696/2021-KOL Sag om faderskab til Barn født 2020 af Mor (advokat Marianne Buchwald Schou) Yderligere part:

§ 27

ikke er direkte anvendelig i et tilfælde, hvor et par er gået fra hinanden på tidspunktet for bar-nets fødsel. I den konkrete sag, fandt landsretten dog ud fra en analogi af bør-nelovens § 20 og § 27, at faderskabet skulle registreres til manden, idet han bl.a. havde anerkendt, at han genetisk var fader til barnet. Det ses derudover i praksis, herunder bl.a. afgørelserne trykt i TFA.2010.218 samt U.2020.237, at man ved afgørelsen af, om en mand skal være far til et barn i et tilfælde som dette lægger vægt på, om parterne var sammen, da barnet blev født, det genetiske faderskab, at børneloven indeholder en forudsætning om, at et barn har ret til to forældre, og hvorvidt der er givet samtykke til behandlin-gen. I dette tilfælde var parterne ikke sammen, da barnet blev undfanget eller født. Eventuel far er ej heller genetisk far til barnet. Hensynet til, at et barn skal have to forældre, er næppe et reelt hensyn i denne sag, da Eventuel far er alkoholiker, aldrig har haft noget med barnet at gøre, ligesom Eventuel far ikke har noget ønske om at være far til barnet. Hertil kommer, at Mor var godkendt til at modtage ferti-litetsbehandling alene. I forhold til samtykkeerklæringerne, må den manglende vejledning og Eventuel fars tilstand, da han underskrev erklæringerne føre til, at samtykkeerklæringerne ikke bliver udslagsgivende for faderskabet. Eventuel far har gjort gældende bl.a., at Mor var i behand-ling som enlig, inden han blev inddraget i forløbet. Hospital vidste, at forholdet mellem parterne var svingende, ligesom de også vidste, at Eventuel far havde et al-koholmisbrug. Dette burde have skærpet Hospitals tilsyn og vejledning af par-terne. Eventuel far har hele vejen gennem forløbet haft den opfattelse, at han ikke juridisk ville blive far til barnet, og at han skulle være sæddonor. På det eneste vejled-ningsmøde, der har været på Hospital, var der primært fokus på behandlingen og planen for denne. Der var således mindre fokus på vejledning af parterne om det juridiske indhold af samtykkeerklæringerne, ligesom der ikke blev vejledt om de civilretlige konsekvenser af at blive forældre. Det fremgår tydeligt af vejledning om sundhedspersoner og vævscentres forpligtelser i forbindelse med assisteret reproduktion, krav til information, pkt. 3.1.1., at patienter, der gennemgår et fertilitetsforløb skal vejledes om de civilretlige konsekvenser af at blive forældre, herunder vedrørende faderskab. Læ-gen havde således en grundig vejledningspligt, som ikke er opfyldt. Derudover har parterne ikke fået udleveret det materiale, de har underskrevet, ligesom der / 14 ikke har medfulgt nogen skriftlig vejledning til parterne om konsekvenserne af deres underskrifter. Børnelovens § 27 indeholder et krav om, at der underskrives en samtykkeerklæring, som fastslår, at manden skal være barnets far. Ud fra det, der er oplyst omkring vejledningen af parterne og indholdet i selve samtykkeerklæringen, må det lægges til grund, at Eventuel far alene har givet samtykke til, at han skulle være sæddonor. Erklæringen indeholder ikke noget om, at man også juridisk bliver far til barnet. Selve det dokument, som parterne har underskrevet, blev først sendt ud, efter at parterne havde været til samtale hos en læge på Hospital, idet erklæringen ikke var medbragt. Da parterne mødte op til næste samtale, havde de medbragt en underskreven erklæring. Også disse forhold peger på, at der har fundet mangelfuld vejledning sted. Da man konstaterede, at Eventuel fars sæd ikke kunne anvendes, troede Eventuel far, at han var ude af forløbet og derefter ikke havde mere med det at gøre. Dette un-derstøttes også af, at Eventuel far ikke var med på sygehuset, efter at parterne gav samtykke til, at der måtte anvendes en anonym donor. Da Eventuel far til sidst un-derskrev samtykkeerklæringen vedrørende optøning af æg, blev det forklaret ham, at underskriften alene skulle anvendes til, at Mor kunne få sine æg ud. Det blev endvidere forklaret ham, at han ikke havde noget med det at gøre. Det fremgår af lov om assisteret reproduktion § 23, stk. 4, at sundhedspersona-let er forpligtet til at sikre sig undervejs i et fertilitetsforløb, at samtykket fortsat er gældende. Af Karnovs note 48 til bestemmelsen fremgår bl.a., at der kan være behov for at sikre sig, at et samtykke fortsat er gældende, hvis det er lang tid siden, at det oprindelige samtykke til behandlingen er blevet underskrevet. Dette kan ske ved, at et tidligere givet samtykke skriftligt bekræftes. De erklæringer, der er underskrevet efter samtykkeerklæringen af 24. juni 2019 indeholdt ikke noget om fortsat samtykke til behandlingen. Der gik lang tid, fra det oprindelige samtykke blev underskrevet, til den sidste behandling blev foretaget. Derudover mødte Mor alene op til behandlingen sammen med sin mor, ligesom Hospital vidste, at parternes forhold var ”on/off” , hvilket skærper pligten til at undersøge, om samtykket fortsat var gældende. Da man således ikke har vejledt tilstrækkeligt i forbindelse med underskriften af samtykkeerklæringen, da samtykkeerklæringen ikke i tilstrækkelig grad beskriver, at man ikke blot genetisk skal være far til barnet, og da man ikke har sikret sig, at samtykket fortsat var gældende, da den sidste behandling blev foretaget, er de juridiske betingelser for at dømme Eventuel far til at være far til barnet ikke opfyldt. / 15 Familierettens begrundelse og resultat Familieretten bemærker indledningsvist, at der ikke er fundet grundlag for at iværksætte genetiske undersøgelser i denne sag, da det ikke er bestridt, at bar-net er blevet til ved kunstig befrugtning ved brug af donorsæd. Familieretten har derfor i overensstemmelse med de specielle bemærkninger til børnelovens § 27, LFF 2000-10-04 nr. 2, afgjort sagen ud fra en formodning om, at barnet er blevet til ved kunstig befrugtning. Familieretten bemærker endvidere, at der ved fortolkning af bestemmelserne i børneloven skal tages hensyn til, at det efter loven er et grundlæggende hensyn, at et barn så vidt muligt skal have to forældre, jf. bl.a. også Højesterets dom af 12. november 2019, trykt i U.2020.237. Familieretten lægger til grund, at Eventuel far den 24. juni 2019 underskrev en samtykkeerklæring således, at han og Mor kunne starte i fertilitetsbehandling sammen. Parterne er uenige om, hvorvidt det, da samtykkeerklæringen blev underskrevet, var meningen, at Eventuel far skulle være sæddonor og dermed ikke juridisk far til barnet. Familieret-ten lægger dog til grund, at parterne på tidspunktet for underskrivelsen af samtykkeerklæringen levede i et fast samlivsforhold. Efter børnelovens § 27, anses en kvindes ægtefælle, registrerede partner eller partner som far til et barn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, hvis parret har samtykket til, at kvinden behandles med kunstig befrugtning. Samtykket skal være skriftligt og indeholde en erklæring om, at manden skal være barnets far. Da parterne ikke var gift eller partnere på tidspunktet for oplægning af det befrugtede æg i livmoderen, finder bestemmelsen ikke direkte anvendelse. Det er fastslået i Østre Landsrets dom af 21. oktober 2009, trykt i TFA2010.118,

§ 27

, ud fra en analogi af børnelovens § 20 sammenholdt med § 27, fandt anvendelse i et tilfælde, hvor samlivsforholdet var ophørt, inden befrugtningen fandt sted, idet der var samtykket til behandlingen, og idet manden anerkendte det genetiske faderskab. Det er herefter familierettens opfattelse,

§ 27

også finder analogt anvendelse i denne sag, idet familieretten i øvrigt ikke finder, at det genetiske faderskab, henset til hensynet om, at et barn så vidt muligt skal have to forældre, skal være udslagsgivende. Den samtykkeerklæring, som parterne underskrev den

1. juni 2019, indeholdt en erklæring om, at Eventuel far skulle være far til det barn / de børn, som blev til som følge af fertilitetsbehandlingen. Det er herefter familie-rettens opfattelse, at den samtykkeerklæring, som parterne underskrev den
2. juni 2019, indholdsmæssigt opfylder betingelserne i børnelovens §
3. / 16 Det er familierettens opfattelse, at det ikke med sikkerhed kan fastslås i hvilket omfang parterne blev vejledt om konsekvenserne af deres underskrifter på samtykkeerklæringen, men den vejledning, der eventuel måtte være givet, har formentlig været af begrænset omfang, ligesom familieretten må lægge til grund, at parterne ikke er blevet vejledt om de civilretlige virkninger af deres underskrifter. Familieretten skal hertil bemærke, at parterne burde have været vejledt i videre omfang, end det må antages, er sket, jf. bl.a. lov om kunstig befrugtning § 24, stk.
4. Det er imidlertid familierettens opfattelse, at indholdet i samtykkeerklæringen om, at man bliver far til det barn/de børn, der måtte blive til ved behandlingen, almindeligvis må give en forståelse af, at man ikke blot er sæddonor. Det er derfor og sammenholdt med overlæge Vidne 1's forkla-ring om, at hun normalt informerer et par om, at underskriften medfører, at man bliver forældre til barnet, familierettens opfattelse, at en eventuel mangel-fuld vejledning i forhold til de civilretlige konsekvenser af faderskabet ikke kan medføre, at samtykket ikke skal være gældende. Det er endvidere familierettens opfattelse, at Eventuel far selv havde et ansvar for at sikre sig, at han forstod indholdet af de dokumenter, han underskrev, herunder særligt i det tilfælde, at han havde en opfattelse af, at han alene skulle være sæddonor og ikke far til barnet. Da familieretten endvidere som ubestridt kan lægge til grund, at det er Eventuel far, der har underskrevet samtykkeerklæringen af
5. juni 2019, er det familierettens opfat-telse, at dette samtykke er gældende, herunder med de konsekvenser, som samtykket indebærer. Familieretten lægger til grund, at Mor mødte op uden Eventuel far på Hospital efter den
6. september
7. Det fremgår af lov om kunstig befrugtning § 23, stk. 4, at den behandlende sundhedsperson skal sikre sig, at et samtykke efter bestemmelsens stk. 1 fortsat er gældende. Af forarbej-derne til bestemmelsen, LFF 2015-12-10 nr. 86, bemærkningerne til nr. 8, frem-går bl.a., at: ”… Er der derimod tale om, at der er gået længere tid siden sidste afsluttede behandlingsserie, og/eller at kvinden kommer alene til behandling, som omfatter brug af nedfrosne embryoner, som er befrugtet med mandens el-ler en donors sæd, eller nedfrosset sæd (der stammer fra manden eller en donor), er der behov for at sikre sig skriftlig dokumentation for, at et påkrævet samtykke fra kvindens ægtefælle, registrerede partner eller partner fortsat er gyldigt – og altså ikke er blevet tilbagekaldt. Den behandlende sundhedsperson bør derfor allerede ved påbegyndelse af en behandling med assisteret reproduktion gøre opmærksom på, at det i sådanne situationer skal kunne dokumenteres, at samtykket fra kvindens / 17 ægtefælle, registrerede partner eller partner til behandlingen ikke er blevet tilbagekaldt. Dokumentation heraf vil kunne ske ved, at kvinden medbringer en skriftlig bekræftelse af det tidligere meddelte samtykke. …” Familieretten må efter forklaringerne lægge til grund, at Hospital, udover at indhente skriftlig tilladelse til optøning af de befrugtede æg, ikke har foretaget sig yderligere i anledning af, at Mor mødte op uden Eventuel far til behandlingerne. Selve tilladelsen til optøning indeholder ikke oplys-ninger om, at et samtykke til behandlingen fortsat er gældende. Det er dog familierettens opfattelse, at erklæringen i tilstrækkelig grad opfylder bestemmelsen i lov om kunstig befrugtning § 23, stk. 4, idet der i at meddele tilladelse til, at de befrugtede æg optøs med henblik på oplægning i livmoderen, også implicit ligger en tilladelse til at fortsætte behandlingen. Det er derfor familierettens opfattelse, at det forhold, at Hospital ikke efter den
8. juni 2019 skrift-ligt har gentaget indholdet i samtykkeerklæringen om, at Eventuel far ville blive far til barnet, ikke kan føre til, at det oprindelige samtykke ikke længere er gældende, og dermed at betingelserne i børnelovens § 27, jf. § 20, stk. 5, ikke er opfyldt. Det er derfor efter en samlet vurdering, familierettens opfattelse, at Eventuel far skal dømmes som far til det barn, som Mor fødte 2020, jf. børnelovens § 27, jf. § 20, stk. 5 analogt. THI KENDES FOR RET: Eventuel far er far til det barn, som Mor fødte
9. Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen. / / /