Obsah (4)

§ 4§ 14§ 21§ 37

ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 6. oktober 2020 Sag BS-42615/2019-OLR (14. afdeling) Appellant, tidligere Klager (advokat Claus Bonnez, beskikket) mod Region Syddanmark (selv) Retten i Næstved har den 3

§ 4Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(psykiatriloven) indeholder i kapitel 2 en række almindelige bestemmelser, herunder § 4, hvoraf bl.a. fremgår: ”§

1. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. … Stk.
2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Stk.
3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig kræn-kelse eller ulempe. Stk.
4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. …”

§ 14

I

§ 14er der fastsat bestemmelser om tvangsfiksering.

8 Fra lovens tilblivelse, jf. lov nr. 331 af

1. maj 1989, og indtil en ændring ved lov nr. 579 af
2. maj 2015 havde § 14 følgende ordlyd: ”§
3. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker. Stk.
4. Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er nødven-digt for at afværge, at en patient: 1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, 2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller 3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.” Af lovens forarbejder fremgår bl.a. (jf. lovforslag nr. L 76 af
5. oktober 1988, bemærkningerne til forslaget til § 14): ”§ 14, stk. 2, angiver de materielle betingelser, hvorunder tvangsfikse-ring med rette kan bringes i anvendelse. I stk. 2, nr. 1, findes de alvorligste tilfælde, hvor der er tale om nærliggende fare for skade på legeme eller helbred. Her er gruppen af beskyttede personer den videste. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende, og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræves derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind. … Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 5 og til betænkning nr. 1109/1987, side 64-69.” I den nævnte betænkning, der indeholdt et lovudkast med en bestemmelse i § 14, der var identisk med den foreslåede bestemmelse i § 14 i det senere fremsat-te lovforslag, var herom anført bl.a. (side 66): ”Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggen-de, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. En latent fare, der eventuelt vil manifestere sig under visse betingelser eller omstændigheder, som kan komme til at foreligge senere, vil derimod ikke være tilstrækkelig.” 9 Ved lov nr. 579 af
6. maj 2015 om ændring af psykiatriloven blev der foretaget en ændring af § 14, stk. 2, idet ordene ”kortvarigt og” blev indsat, mens resten af stk. 2 forblev uændret. Der blev endvidere indsat et stk. 3: ”Stk.
7. Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at … … Stk.
8. En patient kan tvangsfikseres i længere tid end nogle få timer, når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed til-siger dette.” Af forarbejderne til ændringsloven fremgår bl.a. (jf. lovforslag nr. L 137 af
9. februar 2015, de almindelige bemærkninger, punkt 1, 3.4.
10. og 3.4.3.): ”
11. Indledning Formålet med forslaget er at øge fokus på ligeværd, patientindflydelse, dialog og samarbejde i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling og dermed sikre, at anvendelse af tvang alene sker, når alle andre muligheder er udtømt. Lovens formål er således også at nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien. … I forhold til den gældende lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. … vil forslaget indebære: … – at kriterier for og tilsyn med tvangsfiksering skærpes, … 3.4.
12. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om tvangsfikse-ring I 2002, 2008 og igen i 2014 har Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT) kritiseret Danmark for brugen af langvarige tvangsfikseringer. CPT udtalte i rapporten vedrørende besøget i 2008, at CPT »forbliver alvorligt bekymret« over brugen af langvarige tvangsfikseringer og henviser til sin rapport om besøget i 2002, hvori det understreges, at fikseringer i dagevis ikke har nogen medicinsk berettigelse og efter CPT’s opfattelse er at ligestille med nedværdigende behandling. Dette gentages i 2014-rapporten. CPT udstikker i rapporten det princip, at en tvangsfiksering bør anvendes i så kort tid som muligt, normalt kun nogle minutter eller nogle få timer. Derudover anbefaler CPT, at tvangsfiksering alene bør anvendes i de tilfælde, hvor en patient udsæt-ter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, jf. pkt. 125 i rapporten over komitéens besøg i Danmark fra den
13. –
14. februar
15. Bl.a. på baggrund af kritikken blev der ved revision af psykiatriloven i henholdsvis 2007 og 2010 indsat bestemmelser om øget tilsyn med tvangsfikserede patienter. … 10 Psykiatriudvalget har i sin rapport foreslået, at der sættes fælles mål for en markant og varig reduktion af tvang frem mod 2020, herunder et mål om, at en tvangsfiksering som udgangspunkt ikke må udstrække sig over 48 timer, medmindre helt specielle hensyn taler herfor, herun-der patientens, personalets eller andres sikkerhed. I rapporten beskrives en række evidensbaserede metoder i forhold til at nedbringe antallet af tvangsfikseringer. Som nævnt i indledningen til lovforslaget fremgår det også af regeringens plan for psykiatri, at andelen af personer, der udsættes for tvang i psykiatrien, skal reduceres, og at bæltefiksering skal halveres frem mod
16. Det er afgørende for regeringen, at brugen af tvangsfiksering reduceres i både antal og tidsmæssig udstrækning. Det vurderes, at der er behov for bl.a. at skærpe reglerne for tvangsfiksering med henblik på at opnå en sådan reduktion. Det vurderes, at det ikke vil være hensigtsmæssigt i loven at fastsætte en absolut tidsbegrænsning i forhold til varigheden af en tvangsfikse-ring, idet sundhedspersonalet dermed vil kunne blive frataget mulighe-den for at yde den nødvendige omsorg for de patienter, der efter den fastsatte tidsgrænse fortsat befinder sig i den tilstand, der oprindeligt førte til tvangsfikseringen. 3.4.
17. Den foreslåede ordning Forslaget vil medføre, at det af lovens § 14, stk. 2, kommer til at fremgå, at en tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt. Der foreslås samti-dig indsat en undtagelsesbestemmelse hertil for at tage højde for de til-fælde, hvor der undtagelsesvist kan være væsentlige grunde til at fort-sætte en tvangsfiksering ud over nogle få timer, herunder hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed. …” I lovforslagets bemærkninger til den foreslåede ændring af lovens § 14, stk. 2, er anført bl.a.: ”Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lov nr. 331 af
18. maj 1989 (Folketingstidende tillæg A, sp. 2066 f.) Forslaget vil medføre, at det kommer til at fremgå af § 14, stk. 2, at tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt. Ved »kortvarigt« forstås »ikke ud over nogle få timer«.” I lovforslagets bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i lovens § 14, stk. 3, er anført bl.a.: ”Et eksempel på væsentlige grunde kan være, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare. Farlighedsindikationen kan foreligge enten som fare for personen selv, typisk i form af risiko for selvmord eller alvorlig selvlemlæstelse, eller som fare for andre. Der stilles 11 krav om, at faren skal være væsentlig. En fjern og uvis risiko for, at fa-ren vil manifestere sig, er ikke tilstrækkelig. Verbale forulempelser, der ikke indeholder trusler om vold eller selvlemlæstelse falder også uden for farlighedsbegrebet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lov nr. 331 af
19. maj
20. Det er formålet, at forslaget skal medvirke til at nedbringe anvendelsen af tvangsfikseringer, herunder især langvarige tvangsfikseringer. Deru-dover vil forslaget være i overensstemmelse med de principper for va-righeden af en tvangsfiksering, som Den europæiske torturforebyggel-seskomité (CPT) har udstukket, jf. det i afsnit 3.4.
21. anførte.”

§ 21, stk.

4, 5 og 6 Ved lov nr. 534 af

1. juni 2006 om ændring af psykiatriloven blev der indført lovregler om tilsyn med og ekstern lægefaglig vurdering af tvangsfikseringer. Forud herfor var der fastsat nærmere regler om bl.a. tvangsfiksering i bekendtgørelsen om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatri-ske afdelinger (jf. senest bekendtgørelse nr. 1404 af
2. december 2004, §§ 12-16). I

§ 21blev der således indsat følgende nye bestemmelser som stk.

4 og 5: Ӥ

1. … Stk.
2. Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 4 gange i døgnet, som skal være jævnt fordelt, efter at beslutningen om anvendel-se af tvangsfiksering er truffet. Stk.
3. Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48 timer, skal en læge, der ikke er ansat på det pågældende psykiatriske af-snit, hvor indgrebet finder sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som ikke står i et underordnelsesforhold til den behand-lende læge, foretage en vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering. Denne vurdering skal foretages af en læge, der er speciallæge i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri. Ved uenig-hed mellem de to lægers vurdering af situationen er den behandlende læges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen skal dog mundtligt og skriftligt oplyses over for patienten. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om den lægelige vurdering efter denne bestemmelse.” Af forarbejderne til lovændringen fremgår bl.a. (jf. lovforslag nr. L 140 af
4. januar 2006, de almindelige bemærkninger, punkt 6.2): ”6.
5. Langvarige fikseringer … Regeringen finder ikke, at der i loven bør indsættes en absolut tids-grænse for varigheden af fikseringer, idet man herved vil risikere at ef- 12 terlade afdelingen og personalet uden midler til at varetage den fornød-ne omsorg for patienten selv og de øvrige patienter, hvis patientens til-stand ved udløbet af tidsfristen er uforandret. Med henblik på at sikre en høj kvalitet i tvangsanvendelsen og en begrænsning i fikseringernes udstrækning foreslår regeringen i stedet, at der fastsættes klare og ensartede regler for mindstehyppigheden af for-nyet lægeligt tilsyn og i den forbindelse for en stillingtagen til ophør el-ler fortsat fiksering. … Ud over et styrket fagligt niveau i relation til anvendelsen af længerevarende tvangsfikseringer peges der på, at begge initiativer øger patien-tens retssikkerhed, da patienten som minimum sikres et lægeligt tilsyn 4 gange i døgnet, jævnt fordelt, og at der efter 48 timer bliver taget stil-ling til beslutningen af en læge, som er uafhængig af det afsnit, hvor indgrebet finder sted. …” I lovforslagets bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 5, er anført bl.a.: ”Stk. 5 skal ses i forlængelse af stk. 4 som en øget retssikkerhedsgaranti for patienter, der bliver fikseret i længere tid, idet der med den foreslåe-de regel skabes yderligere fokus på, om betingelserne for at opretholde en tvangsfiksering er til stede. Dette giver grundlag for en kvalitetsud-vikling i form af en faglig diskussion af indgrebets berettigelse. Ved ue-nighed i bedømmelsen af, om der fortsat er behov for at opretholde en tvangsfiksering, er den behandlende læges vurdering afgørende, men uenighed vil være en anledning til, at patienten overvejer behovet for evt. iværksættelse af en klagesag. …” Ved ovennævnte lov nr. 579 af
6. maj 2015 om ændring af psykiatriloven blev bestemmelsen i

§ 21, stk.

5, ændret således, at den eksterne lægefaglige vurdering af tvangsfikseringer allerede skal foretages, såfremt tvangsfikseringen udstrækkes i længere tid end 24 timer. Der blev endvidere indsat en ny bestemmelse i

§ 21, stk.

6, hvorefter den eksterne lægefaglige vurdering skal gentages, hvis tvangsfikseringen udstrækkes i længere tid end 48 timer samt på fjerdedagen efter tvangsfikseringens iværksættelse. Som følge af de skærpede regler for den eksterne lægefaglige vurdering blev antallet af påkrævede daglige tilsyn i lovens § 21, stk. 4, nedsat til tre. I bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 6, er anført bl.a.: ”Med forslaget bliver det understreget, at tvangsfikseringer ud over et døgn anses for at være så langvarige, at der er behov for en skærpet retssikkerhedsgaranti for de pågældende patienter. Forslaget vil medfø- 13 re, at der efter et døgns tvangsfiksering er skærpet fokus på, om kriterierne for tvangsfiksering er til stede, og om der kan være alternativer til tvangsfikseringen. Formålet med forslaget er, at det skal medvirke til at nedbringe anvendelsen af langvarige tvangsfikseringer.” Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Det fremgår af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at ingen må underkastes tortur og heller ikke umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har flere gange taget stilling til, om anvendelse af tvang over for personer, der er berøvet deres frihed, herunder tvangsfiksering af psykisk syge personer, udgør en krænkelse af artikel 3, bl.a. i en dom af

1. februar 2015 i sag nr. 75450/12 (M.S. mod Kroatien) og i en dom af
2. september 2020 i sag nr. 45439/2018 (Aggerholm mod Danmark). Det fremgår endvidere af konventionens artikel 13, at enhver, hvis rettigheder efter konventionen er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler herimod. I relation til krænkelse af artikel 3 har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslået, at retten til et effektivt retsmiddel forudsætter, at der skal væ-re adgang til erstatning for ikke-økonomisk skade (godtgørelse), jf. bl.a. præmis 62 i dom af
3. april 2003 i sag nr. 50390/99 (McGlinchey m.fl. mod Storbritanni-en). Efter artikel 41 kan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, når den fin-der, at der er sket en krænkelse af konventionen, tilkende den forurettede part en passende erstatning, herunder for ikke-økonomisk skade (godtgørelse). Erstatningsansvarslovens § 26 Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, har følgende ordlyd: ”§
4. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort. Stk.
5. …” Landsrettens begrundelse og resultat Indledende bemærkninger Ved afgørelsen af
6. maj 2019 godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn, at Appellant, tidligere Klager havde været tvangsfikseret fra den
7. juni 2016, kl. 13.30, til den
8. juni 2016, kl. 09.
9. 14 Klagenævnet tilsidesatte derimod tvangsfikseringen af Appellant, tidligere Klager i perioden fra den
10. juni 2016, kl. 09.30, til ophøret af tvangsfikseringen den
11. juni 2016, kl. 20.
12. Appellant, tidligere Klager har for såvel byretten som landsretten nedlagt på-stand om stadfæstelse af klagenævnets afgørelse og tilkendelse af en godtgørel-se. Han har således ikke bestridt, at tvangsfikseringen i perioden fra den
13. juni 2016, kl. 13.30, til den
14. juni 2016, kl. 09.30, var lovlig. Det bemærkes i den forbindelse, at Appellant, tidligere Klager har indbragt klagenævnets afgørelse i medfør af

§ 37, stk.

1, hvorefter sagen behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administra-tivt bestemt frihedsberøvelse (jf. grundlovens § 71, stk. 6), herunder bestemmel-sen i retsplejelovens § 469, stk. 1, og § 472, stk. 1, om domstolenes prøvelse af lovligheden af frihedsberøvelsen, her tvangsfikseringen, og § 469, stk. 6, hvorefter der under en sag om lovligheden af en frihedsberøvelse kan rejses krav om erstatning. Region Syddanmark har ikke bestridt, at Appellant, tidligere Klager har kunnet indbringe klagenævnets afgørelse for domstolene i medfør af disse bestemmel-ser, selvom han som nævnt har påstået afgørelsen stadfæstet og således alene har indbragt sagen for domstolene for at få tilkendt en godtgørelse, uanset at han kunne have anlagt civilt søgsmål herom. Det bemærkes endvidere, at Appellant, tidligere Klager ikke har bestridt, at Region Syddanmark har kunnet nedlægge påstand om, at klagenævnets afgørelse omgøres således, at tvangsfikseringen findes lovlig, også for så vidt angår perioden fra den 5. juni 2016, kl. 09.30, til den 16. juni 2016, kl. 20.18, uanset at regio-nen ikke selv kunne begære afgørelsen indbragt for domstolene, jf.

§ 37, stk.

1, modsætningsvis. Sagen drejer sig herefter om, hvorvidt tvangsfikseringen af Appellant, tidligere Klager i perioden fra den

1. juni 2016, kl. 09.30, til den
2. juni 2016, kl. 20.18, var lovlig, og om han i modsat fald er berettiget til en godtgørelse og i givet fald størrelsen heraf. Tvangsfikseringens lovlighed Det følger af

§ 14, stk.

2, nr. 1, at tvangsfiksering som udgangspunkt kun må anvendes kortvarigt, dvs. i nogle få timer, jf. stk. 3, og kun i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at den pågældende patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller hel-bred. 15 Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at begrebet ”nærliggende fare” skal forstås således, at der er tale om en ”konkret, aktuel og påviselig fare” . Ifølge

§ 14, stk.

3, kan en tvangsfiksering dog udstrækkes i mere end nogle få timer, når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger dette. Dette kræver ifølge forarbejderne til bestemmelsen, at der foreligger ”væsentli-ge grunde” hertil i form af en ”nærliggende og væsentlig fare” for personen selv eller andre, mens en fjern og uvis risiko for, at faren vil manifestere sig, ik-ke er tilstrækkelig. Det fremgår endvidere af forarbejderne til ændringen i 2015 af bl.a.

§ 14, stk.

2 og 3, at hensigten hermed var – bl.a. på baggrund af gentagen kritik over en årrække fra Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT) – at halvere antallet af tvangsfikseringer. De pågældende bestemmelser skal endvidere ses i sammenhæng med de gene-relle proportionalitetsbestemmelser i lovens § 4 samt reglerne i lovens § 21, stk. 4-6, om løbende tilsyn med og eksterne lægefaglige vurderinger af bæltefikse-ringer, der ifølge bestemmelsernes forarbejder udgør retssikkerhedsgarantier for tvangsfikserede patienter. I den konkrete sag havde Appellant, tidligere Klager den

1. juni 2016 omkring kl. 13.30 uden forudgående varsel foretaget et meget groft og farligt overfald på en sygeplejerske, hvilket var årsagen til, at han blev tvangsfikseret. Under tvangsfikseringen udviste han bl.a. svingende adfærd, vredladenhed, irritabilitet og mangel på erkendelse i relation til overfaldet. Ved det første tilsyn den
2. juni 2016, kl. 19.30, blev det besluttet at løsne en rem, således at Appellant, tidligere Klager fra dette tidspunkt havde én fri ek-stremitet. Der blev samtidig iværksat en rotation af de tre resterende remme ca. hver halve time. I forbindelse med én af disse rotationer – næste morgen, kl. 08.10 – slog Appellant, tidligere Klager ud efter en sygeplejerske, men samarbejdede dog med sy-geplejersken efter at være blevet ”kraftigt korrigeret” . Der ses ikke oplysninger i journalen om, at Appellant, tidligere Klager efter dette tidspunkt og til og med tilsynet den
3. juni 2016, kl. 09.30, på ny har slået ud ef-ter plejepersonalet eller læger i forbindelse med den kontinuerlige rotation af remmene eller tilsyn. 16 Ved tilsynet den
4. juni 2016, kl. 09.30, blev Appellant, tidligere Klager beskrevet som bl.a. råbende, vredladen og svær at sætte grænser over for. Der er ikke oplysninger om, at Appellant, tidligere Klager ved dette tilsyn eller tidligere under tvangsfikseringen skulle være kommet ved verbale trusler om vold. Det blev ved tilsynet besluttet, at Appellant, tidligere Klager fortsat skulle være tvangsfikseret, og at der hertil fortsat skulle anvendes bælte og tre remme. Ifølge oplysningerne i journaltilførslerne af
5. juni 2016, kl. 13.30, synes der at være tvivl om, hvorvidt de pågældende tilsyn har været udført af en læge, der ikke var ansat på Afdeling 1, og om der således har været tale om en ekstern lægefaglig vurdering i overensstemmelse med bestemmelsen i

§ 21, stk.

1. På denne baggrund, og da det i øvrigt ikke var forsøgt f.eks. at løsne endnu en rem for derefter at vurdere Appellants, tidligere Klager adfærd i denne situation, finder landsretten – uanset det pludselige og meget grove overfald den
2. juni 2016 og Appellants, tidligere Klager alvorlige psykiske lidelse, svingende adfærd m.v. – at det ikke er godtgjort, at hensynet til andres liv, førlighed eller sikker-hed tilsagde, at tvangsfikseringen skulle fortsætte efter den
3. juni 2016, kl. 09.
4. Tvangsfikseringen af Appellant, tidligere Klager efter den
5. juni 2016, kl. 09.30, var derfor ikke lovlig, jf.

§ 14, stk.

2 og

1. Godtgørelse Appellant, tidligere Klager har herefter været uberettiget tvangsfikseret i en sammenhængende periode på knap 11½ døgn. Henset til den belastning, der har været forbundet hermed, finder landsretten, at der foreligger en krænkelse i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at Appellant, tidligere Klager har krav på en godtgørel-se herfor, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med menneskerettighedskonventionens artikel 13, jf. Højesterets dom optrykt i UfR 2017, side
2. Det følger endvidere af den nævnte dom, at godtgørelsens størrelse må fastsæt-tes ud fra et skøn bl.a. i lyset af menneskerettighedskonventionens artikel 41 sammenholdt med Menneskerettighedsdomstolens praksis, og at det således må vurderes, hvad der er rimeligt efter sagens samlede omstændigheder, her-under Appellants, tidligere Klager situation og den sammenhæng, som krænkel-sen er sket i. 17 Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse må der således på den ene side læg-ges vægt på, at Appellant, tidligere Klager har været uberettiget tvangsfikseret til sengen i knap 11½ døgn, hvilket må anses for et alvorligt indgreb. Der må på den anden side lægges vægt på, at lægernes løbende vurdering af tvangsfikseringens berettigelse må anses for at have været vanskelig henset til Appellants, tidligere Klager alvorlige psykiske lidelse og manifestationerne her-af, herunder hans svingende og uforudsigelige adfærd, der to dage tidligere havde ført til det umotiverede og meget grove overfald på en sygeplejerske. Efter en samlet vurdering findes godtgørelsen passende at kunne fastsættes til 50.000 kr. Landsretten bemærker, at der ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse ikke er lagt vægt på Menneskerettighedsdomstolens dom af
3. september 2020 i sag nr. 45439/18 (Aggerholm mod Danmark), idet denne dom ikke er endelig, jf. menneskerettighedskonventionens artikel 44, stk.
4. Landsretten tager herefter Appellants, tidligere Klager påstand til følge i det anførte omfang, idet godtgørelsesbeløbet forrentes fra sagens indbringelse for byretten. THI KENDES FOR RET: Tvangsfikseringen af Appellant, tidligere Klager fra den
5. juni 2016, kl. 09.30, til den
6. juni 2016, kl. 20.18, var ikke lovlig. Region Syddanmark skal inden 14 dage til Appellant, tidligere Klager betale 50.000 kr. med procesrente fra den
7. maj
8. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.