HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 30. marts 2022 Sag BS-26847/2021-HJR (2. afdeling) Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Søren Narv Pedersen) mod Justitsminister Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte

§ 5

(og ikke blot håndhævelsen heraf) blev suspenderet, samt at politiet ikke længere havde adgang efter retsplejelovens regler til at fremsætte anmodninger om udlevering af data omfattet af §

§ 5, og at domstolene ikke længere efterkom sådanne anmodninger.

Foreningen har også retlig interesse i at få pådømt påstand 2, idet påstanden har til formål bl.a. at afklare, om der er det nødvendige ansvarsgrundlag for, at foreningens medlemmer kan forfølge et erstatningskrav mod Justitsministeriet. Teleselskaberne har lidt et økonomisk tab ved at efterleve den logningsforpligtelse, der er blevet fastholdt af Justitsministeriet, ligesom privatpersoner vil kunne fremvise et økonomisk tab, i det omfang teleudbyderne har overvæltet deres omkostninger for den påbudte logning på kunderne. Desuden har det ge-nerel interesse at få efterprøvet rækkevidden af Justitsministeriets handlepligt. Endvidere vil det tjene som fremtidig rettesnor for offentlige myndigheders tilpasning af dansk ret i kølvandet på afgørelser fra EU-Domstolen og sikre effek-tiv domstolskontrol med den lovgivende magt. Justitsministeriet skal pålægges at afholde alle foreningens omkostninger forbundet med søgsmålet i begge instanser. Alternativt skal det bestemmes, at hver part afholder egne omkostninger. Der bør i den forbindelse lægges vægt på, at Justitsministeriet ikke af egen drift har sikret en retstilstand, der kunne have afværget dette søgsmål. Justitsminister Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte, Justitsministeriet, har ikke bestridt Appellants, tidligere Sagsøger søgsmålskompetence og har ikke påstået afvisning af foreningens påstande om logningsbekendtgørelsens ugyldighed. Justitsminister Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte, Justitsministeriet, har i øvrigt supplerende anført navnlig, at logningsbekendtgørelsens § 1 ikke indebærer nogen retsvirkninger, der kan føre til manglende overensstemmelse med EU-retten. Der er heller ikke grund-lag for at tilsidesætte logningsbekendtgørelsens andre bestemmelser som ugyl-dige, og der vil under alle omstændigheder ikke være noget til hinder for en EU-konform fortolkning og anvendelse af bestemmelserne. Hertil kommer, at den forpligtelse til generel og udifferentieret logning, der følger af bekendtgørelsens §

§ 6

, kan opretholdes under de nuværende om- 5 stændigheder, hvor Danmark står over for en alvorlig, reel og aktuel trussel mod den nationale sikkerhed. Foreningens nye påstande om ”uanvendelighed” er for uklare til at blive taget under påkendelse og indebærer reelt ikke nogen ændring i den gældende retstilstand, hvorefter bekendtgørelsen ikke håndhæves. Påstandene bør derfor afvises på grund af manglende retlig interesse. Hvis Højesteret måtte finde, at de nedlagte påstande om ”uanvendelighed” er tilstrækkeligt klare, gøres det til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse gældende, at der ikke er noget grundlag for at erklære logningsbekendtgørelsen for helt eller delvist uanven-delig. Der findes ingen eksempler på, at danske domstole på abstrakt og generel vis erklærer regler for ”uanvendelige” . I hidtidig retspraksis anvendes uanven-delighed altid i forhold til konkrete retlige relationer og ikke som beskrivelse af en generel retstilstand, sådan som foreningen ønsker dom for. Det er ganske uklart, hvad retsvirkningerne af en sådan erklæring ville være, og foreningen synes bl.a. at forudsætte, at en sådan dom ville have retsvirkninger for andre end sagens parter. Den omstændighed, at bekendtgørelsen fortsat står som gyldig i Retsinforma-tion, samt at teleudbyderne fortsat logger oplysninger, og at loggede oplysnin-ger fortsat benyttes af politiet og anklagemyndigheden, har ikke noget at gøre med, at myndighederne og domstolene konkret skal undlade at anvende be-kendtgørelsen, i det omfang den måtte stride mod EU-retten. Princippet om EU-rettens forrang fører ikke til, at nationale regler bliver generelt uanvendelige i enhver sammenhæng. Desuden er generel og udifferentieret logning ikke i strid med EUretten, så længe logningen opfylder betingelserne i EU-Domsto-lens dom af

1. oktober 2020 i sagerne C-511/18, C-512/18 og C-520/18 (La Qua-drature du Net m.fl.). Foreningen har ikke godtgjort en retlig interesse i påstand 2 om pligten til hurtigst muligt at bringe dansk ret i overensstemmelse med EU-retten. Påstanden er fortsat ikke retligt kvalificeret, og en pådømmelse af den vil ikke have nogen betydning for parternes retsstilling. Et hypotetisk, ikke-fremsat krav om erstatning er ikke tilstrækkeligt til at godtgøre en konkret og aktuel retlig interesse, jf. UfR 2021.3052 H. Dette må så meget desto mere gælde, når det hypotetiske erstatningskrav ville skulle rejses af andre end foreningen selv. Højesterets begrundelse og resultat Sagens problemstilling Sagen angår, om Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 988 af
2. september 2006 om udbydere af elektroniske kommunikationsnets og elektroniske kommunikationstjenesters registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logningsbekendtgørelsen) er helt eller delvist ugyldig eller uanvendelig (Appellants, tidligere Sagsøger påstand 1). Desuden angår sagen, om Justitsmi- 6 nisteriet har undladt at opfylde en pligt til hurtigst muligt at bringe de danske logningsregler i overensstemmelse med EU-retten (foreningens påstand 2). Påstand 1 Appellant, tidligere Sagsøger har for Højesteret gentaget påstanden om, at logningsbekendtgørelsen er ugyldig, og har subsidiært nedlagt påstand om, at bekendtgørelsens §§ 1, 4, 5 og/eller 6 er ugyldige. Desuden har foreningen for Højesteret nedlagt påstand om, at bekendtgørelsen – subsidiært de nævnte bestemmelser – er uanvendelig. Foreningen har oplyst, at de nedlagte påstande om uanvendelighed skal forstås sådan, at bekendtgørelsen er retligt uvirksom. Højesteret finder herefter, at påstandene om ugyldighed og uanvendelighed må anses for reelt at have samme indhold, og at både påstandene om ugyldighed og om uanvendelighed må forstås sådan, at bekendtgørelsen – subsidiært visse af dens bestemmelser – skal tilsidesættes som retligt uvirksom helt generelt i forhold til alle. Til støtte for de nedlagte påstande om ugyldighed/uanvendelighed har forenin-gen gjort gældende, at logningsbekendtgørelsen er i strid med EU-retten som fastlagt bl.a. i EU-Domstolens domme af
3. april 2014 i sagerne C-293/12 og C-594/12 (Digital Rights Ireland m.fl.), af
4. december 2016 i sagerne C-203/15 og C698/15 (Tele2 m.fl.) og af
5. oktober 2020 i sagerne C-511/18, C-512/18 og C520/18 (La Quadrature du Net m.fl.). Foreningen har desuden gjort gældende, at logningsbekendtgørelsen er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som anført af landsretten indebærer medlemsstaternes EU-retlige loyalitetsforpligtelse og princippet om EU-rettens forrang, at danske domstole skal undlade at anvende regler i national ret, i det omfang dette ville være i strid med umiddelbart anvendelige EU-regler, jf. bl.a. EU-Domstolens dom af
6. marts 1978 i sag 106/77 (Simmenthal), præmis 21 og
7. Danske domstole skal derfor und-lade at anvende logningsbekendtgørelsens bestemmelser i konkrete tilfælde, i det omfang en anvendelse måtte være i strid med umiddelbart anvendelige EU-regler. Der er derimod ikke grundlag for at antage, at danske domstole i medfør af EU-retten skulle have pligt til i givet fald at erklære logningsbekendtgørelsen – eller visse af dens bestemmelser – for ugyldig eller for ikke at eksistere, jf. her-ved bl.a. EUDomstolens dom af
8. oktober 1998 i sagerne C-10/97 - C-22/97 (IN.CO.GE m.fl.), præmis
9. Af præmis 21 fremgår endvidere, at EU-retten ikke begrænser nationale domstoles beføjelse til blandt den nationale retsordens forskellige retsmidler at vælge dem, som er egnet til at beskytte de individuelle rettigheder, der følger af EUretten. Appellant, tidligere Sagsøger har med henvisning bl.a. hertil gjort gældende, at selv hvis der ikke måtte bestå en EU-retlig forpligtelse til at fastslå, at logningsbekendtgørelsen – eller visse af dens bestemmelser – er gene- 7 relt ugyldig/uanvendelig, er der inden for rammerne af dansk ret grundlag for at fastslå dette. Højesteret finder, at der heller ikke efter dansk ret er grundlag for at fastslå, at logningsbekendtgørelsen – eller visse af dens bestemmelser – er ugyldig/uanvendelig helt generelt i forhold til alle og uanset de konkrete omstændigheder. Danske domstole kan fastslå, at logningsbekendtgørelsen er ugyldig/uanven-delig i konkrete retsforhold, i det omfang anvendelse af bekendtgørelsen måtte være i strid med EU-retten eller Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tion. Højesteret tiltræder allerede som følge af det anførte, at Justitsministeriet er frifundet for de nedlagte påstande om ugyldighed, og Justitsministeriet frifindes endvidere for de påstande om uanvendelighed, der er nedlagt for Højesteret. Påstand 2 Appellant, tidligere Sagsøger ønsker med denne påstand at få pådømt spørgsmålet, om Justitsministeriet har undladt at iagttage en pligt til hurtigst muligt at bringe danske logningsregler i overensstemmelse med EU-retten. Højesteret tiltræder, at foreningen ikke har retlig interesse i at få påkendt påstanden – heller ikke som den er formuleret for Højesteret – og at påstanden derfor er afvist. Der er herved lagt vægt på, at påstanden alene angår forhold, der muligt kan påberåbes som anbringende til støtte for en uvis, ikke-nedlagt påstand, og at en pådømmelse af påstanden ikke i sig selv ville have betydning for foreningens retsstilling. Endvidere finder Højesteret, at der ikke foreligger omstændigheder, der uanset det anførte fører til, at foreningen har retlig inte-resse i at få pådømt påstanden. Sagsomkostninger Efter sagens udfald, karakter, omfang og forløb tiltræder Højesteret landsret-tens omkostningsafgørelse og finder, at Appellant, tidligere Sagsøger i sagsomkostninger for Højesteret skal betale 125.000 kr. til justitsminister Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte, Justitsministeriet, til dækning af advokatudgifter. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. Justitsminister Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte, Justitsministeriet, frifindes desuden for Appellants, tidligere Sagsøger påstand om, at bekendtgørelse nr. 988 af
10. september 2006 om udbydere af elektroniske kommunikationsnets og elektroni-ske kommunikationstjenesters registrering og opbevaring af oplysninger om te-letrafik, subsidiært §§ 1, 4, 5 og/eller 6 i bekendtgørelsen, er (var) uanvendelig. 8 I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant, tidligere Sagsøger betale 125.000 kr. til justitsminister Appelindstævnte, tidligere Sagsøgte, Justitsministeriet. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.