Landsrettens dom i sag om forældelse af krav på erstatning for svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste ændres, således at appellanten frifindes. E

Erstatningsnævnet havde ikke hjemmel til at afvise krav Sagerne BS-4906/2021-HJR og BS-4285/2021-HJR Dom afsagt den

1. april 2022 Appellant, tidligere Sagsøgte mod Appelindstævnte, tidligere Sagsøger og Appellant, tidligere Sagsøgte mod Erstatningsnævnet Erstatningsnævnet havde ikke hjemmel i dagældende offererstatningslov til at afvise krav om godtgørelse og erstatning Appelindstævnte, tidligere Sagsøger blev i 2014 udsat for et voldeligt overfald. I januar 2015 ansøgte Appellant, tidligere Sagsøgte som advokat på vegne af Appelindstævnte, tidligere Sagsøger Erstatningsnævnet om erstatning for bl.Appellant, tidligere Sagsøgte. tabt arbejdsfortjeneste. I nævnets svar til advokaten Appellant, tidligere Sagsøgte anmodede nævnet om, at der til brug for nævnets behandling af sagen blev indsendt forskellig dokumentation. Advokaten Appellant, tidligere Sagsøgte indsendte aldrig den efterspurgte dokumentation til Erstatningsnævnet, og sagen lå derfor stille, indtil Erstatningsnævnet ved afgørelse af
2. november 2018 afslog at behandle ansøgningen med henvisning til, at 2-års fristen i den dagældende offererstatningslovs § 13, stk. 3, var overskredet. Sagen BS-4906/2021-HJR angik om Appellant, tidligere Sagsøgte havde handlet ansvarspådragende over for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger ved ikke at indsende den efterspurgte dokumentation rettidigt til Erstatningsnævnet, mens sagen BS-4285/2021HJR angik, om nævnet havde været berettiget til at afvise kravet som sket. Da sagen mod nævnet var afgørende for, om Appellant, tidligere Sagsøgte havde pådraget sig erstatningsansvar over for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger, blev de to sager behandlet samlet, og Højesteret fandt, at Appellant, tidligere Sagsøgte havde retlig interesse i at få prøvet gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelse. Det fremgik af den dagældende offererstatningslovs § 13, stk. 3, at Erstatningsnævnet ikke kunne behandle en ansøgning om erstatning, hvis nævnet tidligere havde behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav blev fremsat mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav. Hovedspørgsmålet i sagerne for Højesteret var, om Erstatningsnævnet havde været berettiget til at fortolke dagældende offererstatningslovs § 13, stk. 3, på den måde, at bestemmelsen også gav hjemmel til at anvende 2-års fristen i tilfælde, hvor nævnet havde anmodet om dokumentation for fremsatte krav i sager, der fortsat verserede ved nævnet. Højesteret kom med henvisning til bestemmelsens ordlyd og forarbejder samt tidligere højesteretspraksis frem til, at bestemmelsen ikke gav hjemmel til dette. Nævnet havde derfor ikke været berettiget til i sin afgørelse af
3. november 2018 at afslå at behandle de fremsatte erstatningskrav. Af samme grund var advokaten Appellant, tidligere Sagsøgte ikke erstatningsansvarlig over for Appelindstævnte, tidligere Sagsøger. Landsretten var kommet til et andet resultat.