HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 7. marts 2022 Sag BS-10258/2021-HJR (1. afdeling) Appellant, tidligere Appelindstævnte (advokat Mads Krøger Pramming, beskikket) mod Ankestyrelsen (advokat Inge Houe)

§ 7, stk.

1, nr. 2, 2. led. Symptomerne på PTSD opstod inden for 6 måneder efter udsendelsen i 2008, og sygdommen var i hvert fald fuldt til stede inden for 4 år efter udsendelsen. I et sådant tilfælde skal der efter arbejdsskademyndighedernes praksis ske forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget

§ 7, stk.

1. Dette er ikke sket, og sagen skal derfor hjemvises, hvis han ikke på det foreliggende grundlag kan få medhold i, at han har krav på erstatning og godtgørelse. Hvis hans sygdom ikke kan anerkendes som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven, er sygdommen omfattet af særloven for tidligere udsendte soldater og andre statsansatte, idet samtlige betingelser i lovens § 2, stk. 1, nr. 13, i så fald må anses for opfyldt. For så vidt angår betingelsen i § 2, stk. 1, nr. 2, bemærkes, at det på baggrund af speciallægeerklæringerne fra Overlæge 1 kan konkluderes, at han havde PTSD allerede inden overfaldet i
2. Dette støttes af Retslægerådets besvarelse, uanset at det i besvarelsen konkluderes, at sygdommen først fuldt ud havde manifesteret sig i
3. Efter en naturlig sproglig forståelse af særlovens § 2, stk. 1, nr. 2, må sygdomsdebut forstås som det tidspunkt, hvor sygdommen er fuldt udviklet. En sådan forståelse af særloven støttes af, at formålet med loven netop var at muliggøre, at der i et tilfælde som det foreliggende kan tilkendes erstatning og godtgørelse. / 8 Ankestyrelsens begrundelse for ikke at anerkende hans sygdom efter arbejdsskadesikringsloven er, at der mangler dokumentation for, at hans PTSD var fuldt til stede inden for få år efter udsendelsen. Betingelsen i særlovens § 2, stk. 1, nr. 2, er dermed opfyldt. Ankestyrelsens afgørelse af
4. august 2016 havde herefter hjemmel i særloven og var ikke ugyldig. Ankestyrelsen kunne derfor ikke tilbagekalde afgørelsen. Hertil kommer, at de administrative myndigheder er overladt et betydeligt skøn ved vurderingen af, om PTSD er omfattet af særloven, og både afgørelsen af
5. august 2016 og den senere afgørelse af
6. oktober 2016 er i høj grad base-ret på en skønsmæssig vurdering. Ankestyrelsen indhentede ikke nye oplysnin-ger i forbindelse med sagens genoptagelse, og den eneste reelle forskel på de to afgørelser er, at Ankestyrelsen ved afgørelsen af
7. oktober 2016 efter en skønsmæssig vurdering nåede til et andet – og for ham ugunstigt – resultat. Ankestyrelsen har anført navnlig, at Appellant, tidligere Appelindstævnte ikke har løftet bevisbyrden for, at der foreligger det fornødne sikre grundlag for at tilsidesættelse An-kestyrelsens afgørelse af
8. oktober
9. Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD kan ikke anerkendes som en erhvervssygdom uden for erhvervssygdomsfortegnelsen

§ 7, stk.

1, nr. 2,

1. led, da sygdommen efter de lægelige oplysninger ikke kan anses for udeluk-kende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art under udsendelsen som soldat til Afghanistan i
2. Af samme grund er der ikke grundlag for at hjemvise sagen til Arbejdsmarke-dets Erhvervssikring med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudval-get

§ 7, stk.

1. Efter særlovens § 2, stk. 1, nr. 2, er PTSD kun omfattet af loven, hvis begrundelsen for, at sygdommen ikke kan anerkendes som erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven, er, at der mangler dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastning og sygdomsdebut. Begrebet ”sygdomsdebut” må efter forarbejderne til særloven og i lyset af de almindelige tidsmæssige betingelser i erhvervssygdomsfortegnelsen forstås som det tidspunkt, hvor symptomer på PTSD begynder at vise sig. Der er ikke holdepunkter for at forstå begrebet sådan, at sygdommens debut er det tidspunkt, hvor PTSD-sygdommen er fuldt udviklet. Særloven lemper ikke de tidsmæssige betingelser efter erhvervssygdomsfortegnelsen, og det er således også efter særloven en betingelse, at symptomerne på sygdommen er opstået inden for 6 måneder, og at sygdommen er fuldt til stede inden for få år. / 9 Begrundelsen for, at der ikke kan ske anerkendelse af Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD som erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven, er ikke, at der mangler dokumentation for, at symptomer på PTSD havde vist sig inden for 6 måneder efter udsendelsen. Begrundelsen er derimod, at PTSDsygdommen efter de læ-gelige oplysninger ikke var fuldt til stede inden for få år efter udsendelsen. Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD er således ikke omfattet af særloven, da betingelsen i § 2, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt. Ankestyrelsens afgørelse af
2. august 2016 var herefter uhjemlet og ugyldig, og Ankestyrelsen var derfor berettiget til at tilbagekalde afgørelsen som sket. Højesterets begrundelse og resultat Sagens baggrund og problemstillinger Ankestyrelsen traf den
3. august 2016 afgørelse om, at Appellants, tidligere Appelindstævnte psyki-ske sygdom i form af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven, men at hans sygdom var omfattet af lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belast-ningsreaktion (særloven). Den
4. september 2016 meddelte Ankestyrelsen Appellant, tidligere Appelindstævnte, at man havde besluttet at behandle sagen igen, da man var blevet opmærksom på, at der kunne være begået en væsentlig fejl i forbindelse med afgørelsen af
5. august
6. Den
7. oktober 2016 ophævede Ankestyrelsen afgørelsen og besluttede, at Appellants, tidligere Appelindstævnte psykiske sygdom ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven, og at sygdommen heller ikke var omfattet af særloven. Sagen angår, om der er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, således at Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD anerkendes som en erhvervssygdom

§ 7, eller at hans sygdom anses for omfattet af særloven.

Arbejdsskadesikringsloven

§ 5forstås ved en arbejdsskade bl.a.

en erhvervssygdom, jf. § 7, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Ved erhvervssygdomme forstås efter lovens § 7, stk. 1, nr. 1, sygdomme, der er optaget i erhvervssygdomsfortegnelsen. PTSD kan efter erhvervssygdomsfor/ 10 tegnelsens pkt. F.

1. anerkendes, når symptomer på sygdommen opstår senest inden for 6 måneder, og sygdommen er fuldt til stede inden for få år. Efter lovens § 7, stk. 1, nr. 2,
2. led, kan andre sygdomme efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget anerkendes som erhvervssygdomme uden for fortegnelsen, hvis det godtgøres, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad må anses for at være forårsaget af arbejdets særlige art. Det følger af § 7, stk. 3, at sygdomme skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, når Arbejds-markedets Erhvervssikring skønner, at der er mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes som erhvervssygdom. Det er for Højesteret ubestridt, at Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD ikke kan anerkendes som erhvervssygdom

§ 7, stk.

1, nr.

1. Med hensyn til spørgsmålet om anerkendelse uden for erhvervssygdomsfortegnelsen efter lovens § 7, stk. 1, nr. 2,
2. led, fremgår det af speciallægeerklæring af
3. juni 2014 fra Overlæge 1, at der er en klar årsagssammenhæng mellem på den ene side Appellants, tidligere Appelindstævnte traumatiske oplevelser i forbindelse med udsendelsen som soldat til Afghanistan i 2008 og et voldsomt overfald i 2012 og på den anden side udviklingen af den aktuelle PTSD-tilstand. Det frem-går endvidere, at udsendelsen og overfaldet skønsmæssigt bidrager med hver 50 % som årsag til udviklingen af PTSD. Af speciallægeerklæring af
4. februar 2015 fra samme speciallæge fremgår, at Appellant, tidligere Appelindstævnte har psykiske eftervirk-ninger af begge hændelser i et forhold, der skønnes en til en. Det fremgår af Retslægerådets besvarelse af
5. oktober 2018, at Retslægerådet finder det sandsynligt, at der har været en periode med uspecifikke symptomer startende i 2008, uden at der har været tale om en fuldt udviklet PTSD, og at egentlig PTSD er startet i forbindelse med overfaldet i 2012, jf. besvarelsen af spørgsmål
6. Af besvarelsen af spørgsmål D fremgår, at Retslægerådet finder, at såvel de militære som civile faktorer har bidraget til det endelige tilstandsbil-lede med udsendelsen i 2008 og overfaldet i 2012 som de væsentligste faktorer, uden at dette kan kvantificeres yderligere. Retslægerådet finder det ikke muligt at foretage en præcis afvejning af de enkelte faktorers bidrag, jf. besvarelsen af spørgsmål E. Højesteret finder på den baggrund, at det ikke er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD må anses for i overvejende grad at være forårsaget af udsendelsen til Afghanistan i 2008 og dermed af arbejdets særlige art. Sygdom-men kan derfor heller ikke anerkendes efter § 7, stk. 1, nr. 2,
7. led. Der er herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på, at den i medfør af § 7, stk. 3, forelægges Erhvervssygdomsudvalget. / 11 Særloven for tidligere udsendte soldater og andre statsansatte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan efter særloven tilkende erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte for sent diagnosticeret PTSD, når sygdommen ikke kan anerkendes som erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, og begrundelsen herfor er, at der mangler dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastning og sygdomsdebut, jf. § 2, stk. 1, nr.
8. Efter lovens § 2, stk. 1, nr. 3, er det endvidere en betingelse, at der foreligger en psykiatrisk speciallægeerklæring udstedt senere end 6 måneder efter belastningens ophør, hvori det erklæres, at den undersøgte person lider af PTSD, der er opstået i tilknytning til og som følge af udsendelse som nævnt i lovens § 1, stk.
9. Betingelsen i § 2, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, da Appellants, tidligere Appelindstævnte sygdom som an-ført ikke kan anerkendes som erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven. Spørgsmålet er herefter, om betingelsen i § 2, stk. 1, nr. 2, er opfyldt. Efter bestemmelsens ordlyd og særlovens forarbejder tiltræder Højesteret, at loven ikke indebærer en lempelse af de almindelige tidsmæssige betingelser for at anerkende PTSD

§ 7, stk.

1, nr. 1, jf. erhvervssygdomsfortegnelsens pkt. F.1. Særloven lemper alene de krav, der stilles til dokumentationen for, at sygdomssymptomer er opstået inden for 6 måneder. Begrundelsen for, at Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD ikke kan anerkendes som er-hvervssygdom

§ 7, stk.

1, nr. 1, er, at sygdom-men efter de lægelige oplysninger, herunder Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 5, ikke var fuldt til stede inden for få år. De tidsmæssige betingelser efter erhvervssygdomsfortegnelsens pkt. F.1. er derfor ikke opfyldt. Som anført er begrundelsen for, at Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD ikke kan anerkendes som erhvervssygdom

§ 7, stk.

1, nr. 2,

1. led, at det ikke er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at sygdommen må anses for i overve-jende grad at være forårsaget af udsendelsen til Afghanistan i
2. Afslaget på anerkendelse af PTSD-sygdommen efter arbejdsskadesikringsloven er således ikke begrundet i manglende dokumentation for tidsmæssig sammen-hæng mellem belastning og sygdomsdebut. Højesteret tiltræder herefter, at betingelsen i særlovens § 2, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt, og at Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD derfor ikke er omfattet af særloven. Ankestyrelsens annullation af afgørelsen af
3. august 2016 / 12 Efter det anførte finder Højesteret, at Ankestyrelsens afgørelse af
4. august 2016 var uhjemlet og derfor ugyldig for så vidt angår bestemmelsen om, at Appellants, tidligere Appelindstævnte PTSD var omfattet af særloven. Manglende lovhjemmel medfører som udgangspunkt, at også en begunstigende forvaltningsafgørelse kan annulleres, jf. bl.a. Højesterets domme af
5. marts 1995 (UfR 1995.495/2) og
6. september 2016 (UfR 2017.1). Der foreligger ikke omstændigheder, som giver grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Højesteret tiltræder herefter, at Ankestyrelsen var berettiget til at annullere afgørelsen af
7. august 2016 ved afgørelsen af
8. oktober
9. Konklusion Højesteret stadfæster landsrettens dom. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 175.000 kr. til Ankestyrelsen. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. / /