Obsah (5)

§ 28§ 122§ 121§ 92§ 2

HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 31. oktober 2022 Sag 82/2021 Kærende ApS, tidligere Indkærede (selv) mod Gældsstyrelsen (advokat Anne Sophie Kierkegaard Vilsbøll) Biintervenient til støtte for

§ 28, stk.

3, at standsning eller parkering ikke må ske på cykelsti, gangsti eller fortov. Landsretten tiltræder af de af fogedretten anførte grunde, at køretøjet var parkeret på et areal, som må betegnes som fortov i

forstand. Københavns Kommune var derfor berettiget til at pålægge ejeren af køretøjet en afgift, jf.

§ 122a, stk.

1, jf. § 121, stk. 1, nr.

1. Den omstændighed, at kommunen forinden havde ansøgt om og opnået politiets tilla-delse til etablering af parkeringspladser på det pågældende areal, kan ikke føre til et an-det resultat, idet det lægges til grund, at parkeringspladserne endnu ikke var etableret den
2. november 2019.” Retsgrundlag I medfør af

§ 121, stk.

1, nr. 2, kan politiet pålægge en afgift for overtrædelse af lovens § 28, stk. 3, hvoraf fremgår bl.a.: ” Stk. 3. Standsning eller parkering må ikke ske på cy kelsti, gangsti eller fortov...” / - 7 Af Vej- og trafikteknisk ordbog, Vejdirektoratet, Vejregelrådet, april 2004, fremgår bl.a. (s. 27): ”fortov Del af en vej bestemt for fodgængere og adskilt fra kørebane og eventuel cykelsti...” Politiets kompetence til at pålægge parkeringsafgifter, jf.

§ 121, stk.

1, kan efter

§ 122a, stk.

1, helt eller delvist overlades til vejmyndigheden, og efter stk. 4 kan der fastsættes nærmere regler om vejmyndighedens parkeringskontrol. Kompeten-cen til at føre kontrol med overholdelse af bl.a.

§ 28, stk.

3, er overladt til vejmyndigheden (i dette tilfælde Københavns Kommune) ved § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 877 af

1. juni 2018 om vejmyndighedernes parkeringskontrol, jf. § 5, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 121 af
2. februar 2016 om Vejdirektoratets opgaver og beføjelser. Vejmyndigheden (Københavns Kommune) har mulighed for med politiets samtykke at træffe færdselsmæssige bestemmelser om bl.a. parkering og standsning, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning, jf.

§ 92, stk.

1, nr.

1. Det følger af lovens § 92 c, stk. 4,
2. pkt., at sådanne foranstaltninger skal tilkendegives ved afmærkning i overensstem-melse med de bestemmelser, der fastsættes i medfør af lovens § 95, stk. 1 og 3 (den dagæl-dende bekendtgørelse nr. 1632 af
3. december 2017 om vejafmærkning). Anbringender Kærende ApS, tidligere Indkærede har anført navnlig, at parkeringen ikke var i strid med

§ 28, stk.

1. Parkeringsstedet fremstod som en del af vejarealet og ikke som fortov, og det fremstod naturligt og lovligt at parkere der. Bilisterne skal ikke bære usikkerheden for, om et areal an-ses som fortov eller vej. Det afgørende er, at kærende ikke har haft mulighed for at indse, at de opstillede betalingsautomater på daværende tidspunkt ikke måtte benyttes til den foretagne parkering. Kærende ApS', tidligere Indkærede direktør og beboerne i området har i årevis parkeret på samme sted og be-talt med parkerings-appen uden at blive pålagt parkeringsafgift. På et tidspunkt begyndte kommunen at pålægge afgifter, men grundet beboerklager blev disse eftergivet af kommunen, hvorefter kommunen gennemførte en oplysningskampagne med uddeling af flyers. Køben-havns Kommunes ageren omkring parkering i området har været uden nogen form for konti-nuitet eller mål. / - 8 Det er ubestridt, at andre bilister ofte parkerer på samme sted – og ofte på uhensigtsmæssig vis – og, at det var grundlaget for kommunens anmodning til politiet om at etablere parke-ringsbåse på stedet og dermed betragte arealet som parkeringsareal. Efter at politiet den
2. oktober 2019 gav tilladelse hertil, var det ikke længere forbudt at parkere på arealet, og såle-des heller ikke, da afgiften blev pålagt den
3. november
4. Det bør ikke komme selskabet til skade, at der var forsinkelse med at afmærke parkeringsbåsene. Det er desuden vanskeligt at se, hvilken interesse, kommunen måtte have i at håndhæve reglerne som gjort. Gældsstyrelsen har anført navnlig, at Kærende ApS', tidligere Indkærede køretøj var parkeret på et areal, som havde karakter af fortov i

forstand, jf. også Vejdirektoratets Vej- og trafiktek-niske ordbog, hvori fortov defineres som en del af en vej bestemt for fodgængere og adskilt fra kørebane eller eventuel cykelsti. Arealet langs kanalen over for Overgaden Neden Vandet 9-11 er karakteriseret ved, at der er opsat fodgængervenligt og afskærmende byinventar i form af bænke, skraldespande og cykelstativer, ligesom der er plantet vejtræer. Endvidere er der en tydelig adskillelse i form af afvandingsrende i brolægningen mellem kørebanen og fortovet. Parkeringen var således i strid med

§ 28, stk.

3, og Københavns Kommune var derfor berettiget til at pålægge ejeren af køretøjet en parkeringsafgift, jf.

§ 122a, stk.

1, jf. § 121, stk. 1, nr. 2. Fogedretterne i København, Glostrup og Lyngby har i fem parkeringssager vedrørende samme strækning truffet afgørelser i overensstemmelse hermed. Forbuddet i

§ 28, stk. 3, mod parkering på fortovsarealer er i sig selv klart og entydigt. Kærende Ap

S, tidligere Indkærede kunne ikke være i rimelig tvivl om, hvorvidt det areal, der blev parkeret på, var fortov og dermed omfattet af forbuddet mod parkering. Pålæg og fastholdelse af parkeringsafgiften er således ikke i strid med nogen retssikkerhedsgaranti, sml. UfR 2010.1027 H og UfR 2020.2783 H. Det ændrer ikke herpå, at kommunen i en årrække ikke har håndhævet parkeringsreglerne konsekvent, eller at Kærende ApS, tidligere Indkærede har oplyst, at han og de lokale beboere har parkeret på stedet og betalt via parkerings-appen gennem de seneste ca. 10 år uden at blive pålagt en parkeringsafgift. Den ulovlige parkeringspraksis førte imidlertid til, at kommunen iværksatte en adækvat og proportional indsats med henblik på at gøre op-mærksom på parkeringsforbuddet og på at varsle en ændret håndhævelsespraksis. Det almindelige forbud i

§ 28, stk.

3, gælder for enhver og uden særlig skiltning. Heraf følger, at det netop forudsætter særlig skiltning eller afmærkning, hvis parkering alligevel skal være tilladt. Kærende ApS, tidligere Indkærede kan således ikke støtte ret på den omstændighed, at Københavns Kommune på tidspunktet for pålæg af parkeringsafgiften havde ansøgt om og / - 9 opnået politiets tilladelse til etablering af parkeringspladser på arealet – hvilket Kærende ApS, tidligere Indkærede i øvrigt ikke havde kendskab til på parkeringstidspunktet. Adgangen til lovlig parke-ring på arealet indtrådte først ved parkeringspladsernes faktiske etablering ved afmærkning af båse i terrænet. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om det var med rette, at Københavns Kommune den

1. november 2019 pålagde Kærende ApS, tidligere Indkærede en parkeringsafgift for at parkere på ”fortov” langs kanalen på C hristi-anshavn over for adressen Overgaden Neden Vandet 11, København. Retten skal ved behandlingen af en sag om parkeringsafgift til det offentlige iagttage de retssikkerhedsgarantier, der gælder for tiltalte i straffesager, jf. Højesterets kendelse af
2. januar 2010 i sag 109/2009 (UfR 2010.1027) og Højesterets kendelse af
3. juni 2020 i sag 106/2019 (UfR 2020.2783). Dette indebærer bl.a., at der gælder en forudsætning om klar lovhjemmel, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7, stk.
4. Det fremgår af

§ 28, stk.

3, bl.a., at standsning og parkering ikke må ske på fortov.

§ 2indeholder lovens definitioner, men ”fortov” er ikke blandt definitionerne.

Af Vej- og trafikteknisk ordbog fremgår, at et fortov er en ”del af en vej bestemt for fodgæn gere og adskil t fra kørebane og eventuel cykelsti” . Det omstridte brolagte område er adskilt fra kørebanen ved en afvandingsrende, og der er med mellemrum opsat træer, borde og bænke, skraldespande samt cykelstativer. Højesteret tiltræ-der, at dette område må anses for et fortov i

forstand, og at Københavns Kom-mune derfor var berettiget til at pålægge ejeren af køretøjet en afgift, jf.

§ 122a, stk.

1, jf. § 121, stk. 1, nr. 2, idet

§ 28, stk.

3, indeholder tilstrækkelig klar lovhjemmel hertil. Den omstændighed, at kommunen ikke konsekvent har håndhævet parkeringsreglerne forud for efteråret 2019, kan ikke føre til et andet resultat. Højesteret tiltræder endvidere, at det heller ikke kan føre til et andet resultat, at kommunen før den aktuelle parkeringsafgift, havde ansøgt om og opnået politiets tilladelse til at etablere par- / - 10 keringspladser på det pågældende sted, idet der først er adgang til parkering, når parkeringspladserne er tilkendegivet ved afmærkning, jf.

§ 92c, stk.

4,

1. pkt., jf. § 92, stk.
2. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Kærende ApS, tidligere Indkærede skal i kæremålsomkostninger for Højesteret betale 10.000 kr. til Gældsstyrelsen. Beløbet skal betales inden 14 dage fra afsigelsen af denne kendelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. /