HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 22. december 2020 Sag BS-28572/2020-HJR Skatteministeriet (advokat Sune Riisgaard) mod Indkærede, tidligere Sagsøger (advokat Michael Serup) I tidligere instans

§ 226, stk.

1. Landsretten afviste ved kendelse af
2. juli 2020 at behandle sagen som
3. instans og sendte sagen til byretten til fortsat behandling. Af landsrettens begrundelse fremgår bl.a.: ”Efter

§ 226, stk.

5, skal landsretten af egen drift påse, at betingelserne for at henvise sagen til behandling ved landsretten i 1. instans er opfyldt, jf.

§ 226, stk.

1. Sagen vedrører spørgsmålet, om aktiver bestående af andele i solcelleanlæg og vindmøller i relation til reglerne om skattemæssig succession i aktieavancebeskatningsloven skal anses som passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk.
2. Afgørelsen af sagen må antages at bero på en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, herunder hvad værdien på aktiverne i solcelle- og vindmølleanlæggene er, og hvad formålet med disse investeringer er. Der er herudover ikke grundlag for at fastslå, at sagen vil rejse principielle spørgsmål om fortolkningen af aktieavancebeskatningsloven. Der er heller ikke det nødvendige grundlag for at fastslå, at sagen har tilstrækkelig generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Efter en samlet vurdering er betingelserne for at henvise sagen til landsretten i medfør af

§ 226, stk.

1, ikke opfyldt. Landsretten ophæver derfor byrettens kendelse og hjemviser sagen til behandling i byretten i 1. instans, jf.

§ 226, stk.

5, jf. stk. 1.” Skatteministeriet kærede den 15. juli 2020 landsrettens kendelse til Højesteret. 4 Parternes synspunkter Skatteministeriet har anført navnlig, at det springende punkt i sagen er, hvad der skal tillægges vægt ved vurderingen af, hvad der udgør passiv kapitalan-bringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6, herun-der om problemstillingen skal vurderes ud fra 1) om selskabet udfører ”reel erhvervsaktivitet” eller om aktiviteten har karakter af ”passiv pengeanbringelse” , eller 2) om opsamlingsbegrebet ”el. lign.” skal fortolkes snævert, således at spørgsmålet er, om andele i solcelle- og vindmøllevirksomhed kan sidestilles med de opregnede aktivtyper, f.eks. ”fast ejendom” . Domstolenes stillingtagen til dette tvistepunkt vil bero på en fortolkning af lo-vens ordlyd og forarbejder. Dette er kerneområdet for en sag af principiel ka-rakter. Da der ikke foreligger retspraksis om den nærmere fortolkning af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6, er der tale om en sag af principiel karakter, jf.

§ 226. Landsretten anser ikke sagen for principiel i kendelsen af 3.

juli 2020, idet udfaldet af sagen efter landsrettens opfattelse navnlig beror på en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, herunder i forhold til værdien af aktiverne og formålet med investeringerne. Som anført ovenfor beror afgørelsen af nærværende sag i første række på lovfortolkning. Det forhold, at afgørelsen af sagen herudover indebærer en bevismæssig stillingtagen, ændrer ikke ved, at sagen er principiel, jf. f.eks. UfR 2017.552 H. Afgørelsen af sagen vil i hvert fald ikke alene bero på en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, men tillige (og i væsentlig grad) på en retlig fortolkning af bestemmelsen i aktieavancebeskatningsloven. Stillingtagen til sagen vil således indebære en retlig vurdering af, om der efter bestemmelsen gæl-der et objektivt og ”firkantet” aktivkriterium, som Indkærede, tidligere Sagsøger gør gældende. Dette er som nævnt et principielt retligt spørgsmål. Ministeriet er derfor ikke enig i landsrettens konklusion, hvorefter afgørelsen af sagen hoved-sageligt beror på en faktisk bevisbedømmelse. Sagens udfald vil få betydning for andre sager, hvor Skattestyrelsen træffer afgørelser efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk.

1. Det gælder for Skattestyrelsens afgørelser vedrørende andele i solcelleanlæg og vindmøller. Henset til Indkæredes, tidligere Sagsøger anbringender i sagen vil domstolenes stillingtagen imidlertid herudover få betydning for fortolkningen af, hvad der generelt skal anses som passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatnings-lovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk.
2. Endelig vil sagen få betydning for de parallelle 5 pengetankregler i dødsboskattelovens § 29, stk. 3, og pensionsbeskatningslo-vens § 15 a, stk.
3. Der er dermed tale om en principiel sag, der vil have generel betydning for retsanvendelsen. En retsstilling i overensstemmelse med Indkæredes, tidligere Sagsøger opfattelse inde-bærer endvidere, at der kan ske skattemæssig succession til nærtstående, selv om der ikke er tale om reel erhvervsaktivitet, hvis kapitalanbringelsen blot sker i solcelle- og vindmøllevirksomhed. Det må derfor formodes, at skatterådgivere i deres rådgivning nøje overvejer, hvilke aktiver der efter § 34 er passiv kapitalanbringelse, og hvilke der ikke er. Det er således adfærdsregulerende, hvis investeringer i solcelle- og vindmølleanlæg ikke er passiv kapitalanbringelse, idet investorer i tilfælde af, at Indkærede, tidligere Sagsøger får medhold, i højere grad end nu vil investere i solcelle- og vindmølleanlæg, hvis det kan reducere deres skat-tepligtige indkomst nu og senere gøre det lettere at foretage en skattefri overdragelse af deres ”pengetank” til nærtstående. Med den grønne omstilling må det også formodes, at der kommer flere og flere af denne type investeringer. Udbydere af sådanne projekter, som et almindeligt Google-opslag viser, at der i dag er mange af, vil selvsagt også være opmærksomme på de skattemæssige forhold, der gælder for en del af de kunder, der kunne tænkes at investere i sådanne projekter. På den baggrund er betingel-serne for henvisning til landsretten i medfør af

§ 226opfyldt.

Højesterets begrundelse og resultat Kæremålet angår henvisning til landsretten efter

§ 226, stk.

1, af en sag om adgangen til skattemæssig succession i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6. Højesteret finder på det foreliggende grundlag, at sagen rejser et principielt spørgsmål om fortolkning af begrebet ”passiv kapitalanbringelse” , herunder betydningen og afgrænsningen af, at der skal foretages en beregning af selska-bets indtægter, der stammer fra ”fast ejendom, kontanter, værdipapirer el. lign.” . Det må efter det oplyste antages, at der i praksis er et betydeligt behov for at få dette spørgsmål afklaret. Højesteret finder på den baggrund, at sagen har en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, at be-tingelserne i

§ 226, stk.

1, for henvisning til behandling ved landsretten er opfyldt. Højesteret ændrer herefter landsrettens kendelse, således at sagen henvises til behandling ved landsretten som

1. instans. THI BESTEMMES: Sagen henvises til behandling ved landsretten som
2. instans. 6 Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part. Kæreafgiften tilbagebetales, jf. retsafgiftslovens § 57.