ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 15. februar 2022 Sag BS-31986/2021-OLR (2. afdeling) Appellant, tidligere Klager (advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen) mod Region Hovedstaden (advokat Henrik Perreg

kapitel 43 a, selv om patienten har fået medhold i Det Psykiatriske Patientklage-nævn. Nævnet baserer sin antagelse på, at patienter, der får medhold i en kla-ge i Det Psykiatriske Patientklagenævn, ellers ville have en væsentligt dårligere retsstilling i spørgsmål om erstatning vedrørende et uberetti-get tvangsindgreb end patienter, der ikke har fået medhold i en klage ved nævnet.” Hovedspørgsmålet i sagen drejer sig om, hvorvidt en sag, der alene vedrører spørgsmålet om godtgørelse for uberettiget tvangsfiksering, kan indbringes for domstolene efter reglerne i

kapitel 43 a. Anbringender Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten. Appellant, tidligere Klager har supplerende anført bl.a., at formålet med ændringen af § 37 i psykiatriloven i 2006 var at styrke patienternes retssikkerhed, således at alle afgørelser fra patientklagenævnet vedrørende tvangsfiksering mv. skal kunne indbringes for domstolene, hvis patienten måtte anmode herom, og dermed at bringe klagesystemet i overensstemmelse med Europarådets Recommendation No. Rec

kapitel 43 a. En tilsva-rende ”forskellighed” findes i den fra straffeprocessen kendte adhæsionsproces. Retsgrundlag Grundloven Grundlovens § 71, stk. 6, har følgende ordlyd: ”Stk.

1. Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvel-se, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.” Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 169 af
2. juni
3. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår af lovforslaget (lovforslag nr. 1 af
4. februar 1953) bl.a.: ”Efter gældende grundlovs § 70 (forslagets § 64) har enhver, der administrativt er berøvet sin frihed, adgang til at anlægge retssag mod vedkommende myndighed og således få beslutningen efterprøvet. Kommissionen har ikke anset denne ordning for at være betryggende, da det i mange tilfælde ikke vil være praktisk muligt for den pågældende at gennemføre en sådan sag. Kommissionen foreslår derfor, at en person, der administrativt er berø-vet sin frihed, skal kunne få sin sag indbragt for en domstol blot ved at fremsætte begæring herom. En ordning som den foreslåede, vil kunne medføre en væsentlig forøgelse af de almindelige domstoles arbejde, hvorfor der efter forslaget åbnes adgang for lovgivningsmagten til at henlægge afgørelsen af sådanne sager til andre dømmende myndigheder.” Retsplejeloven

kapitel 43 a (§§ 468-475) vedrører prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Bestemmelserne i § 468 og § 469, stk. 1 og 6, har følgende ordlyd: / 4 ” §

1. Reglerne i dette kapitel finder, når andet ikke er bestemt ved lov, anvendelse ved frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed. §
2. Begærer den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf. §
3. Sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbagefør-sel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien samt sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved so-matisk behandling af varigt inhabile forelægges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende syge-hus eller afdeling er beliggende … … Stk.
4. Krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse skal efter begæring pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.” Reglerne i

kapitel 43 a blev indsat ved lov nr. 173 af

1. juni 1954 om ændringer i lov om rettens pleje m.v. (I anledning af grundloven af
2. juni 1953). Om baggrunden herfor fremgår af lovforslaget (lovforslag nr. 67 af
3. januar 1954) bl.a. følgende: ”Lovforslaget tilsigter at give regler om indbringelse for de almindelige domstole af sådan frihedsberøvelse, hvis lovlighed efter grundlovsbestemmelsen [grundlovens § 71, stk. 6] skal kunne kræves forelagt en dømmende myndighed.” Om bestemmelsen i § 468 fremgår bl.a.: ”Man har fundet det rigtigst, at de om borgerlige sager gældende regler finder anvendelse med sådanne ændringer, som er nødvendige eller ønskelige, navnlig for at den frihedsberøvede kan påkalde domstolsprøvelsen hurtigt og uden besvær, samt uden at hans økonomiske forhold skal kunne være til hinder herfor.” Om bestemmelsen i § 469, stk. 6, fremgår bl.a.: ”Det er fundet mest praktisk og rimeligt at give den, som kræver frihedsberøvelsen forelagt for domstolene, en let adgang til samtidig at få krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse på-dømt, men af praktiske grunde foreslås det, at retten kan udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed, således at denne afgørelse, der bør træffes snarest mu-ligt, ikke sinkes af erstatningsspørgsmålet, hvis klarlæggelse kan kræve / 5 yderligere oplysninger. Der er i den foreslåede bestemmelse alene tale om en udsættelse af erstatningsspørgsmålets behandling efter de i dette kapitel indeholdte regler, ikke om henskydelse af spørgsmålet til senere særskilt behandling efter den borgerlige retsplejes almindelige regler.” Psykiatriloven Psykiatrilovens § 37 har følgende ordlyd: ”§
4. Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe sine afgørel-ser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i

kapitel 43 a. Stk.

1. Godkender Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus, at patienten frihedsberøves, kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævne-nes Hus, når der er forløbet 2 måneder efter nævnets afgørelse. Har spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for retten, jf. stk 1, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.” Bestemmelsen fik i det væsentlige sin formulering ved lov nr. 331 af
2. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Af bemærkningerne til bestemmelsen i dagældende § 34 fremgår af lovforslaget (lovforslag nr. 76 af
3. oktober 1988) bl.a.: ”Sager vedrørende tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse indbringes efter anmodning fra patient eller patientrådgiver direkte for byretten i overensstemmelse med reglerne i

kapitel 43 a uden forudgående administrativ klagesagsbehandling. Sagen skal indbringes for retten af den myndighed, der har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, jf.

§ 469, stk.

1. Ved besluttende myndighed forstås i denne forbindelse sygehusmyndigheden, normalt amtskommunen, som arbejdsgiver for den overlæge, der i medfør af § 9, stk. 2, eller § 10, stk. 3, har truffet bestemmelse om frihedsberøvelse. Sygehusmyndigheden skal indbringe sagen inden 5 søgnedage efter, at klagen er rejst, ledsaget af de fornød-ne oplysninger, lægeerklæring, redegørelse for klagen m.v. Parter un-der sagen er sygehusmyndigheden og patienten, jf.

§ 470, stk.

1. Byrettens afgørelse kan ankes til landsretten. Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres forelagt for retten, når der er forlø-bet 2 måneder efter rettens afgørelse. Har sagen været anket til lands-retten, regnes fristen fra landsrettens dom.” Af betænkning nr. 1068/1986 (Principbetænkning om tvang i psykiatrien) frem-går bl.a.: / 6 ”Kapitel
2. Fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse …
3. Udvalgets overvejelser … Overlægens ansvar for at modtage patienten som tvangsindlagt kan gø-res gældende under en klage over selve tvangsindlæggelsen og dermed efterfølgende under en retssag ført i henhold til

kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Et eventu-elt erstatningskrav kan fremsættes og pådømmes under samme sag, jfr.

§ 469, stk.

6. Et eventuelt civilretligt ansvar for den indlæggende læge må derimod gøres gældende under en almindelig erstatningssag anlagt ved byret eller landsret afhængig af erstatningskravets størrelse. I artikel 5, sidste stykke, i den europæiske menneskerettighedskonvention foreskrives det, at der skal ydes erstatning, hvis frihedsberøvelse er sket i strid med konventionen, hvilket naturligt giver anledning til at rejse spørgsmålet, om erstatning altid skal ydes, hvis frihedsberøvelsen ikke opretholdes, eller om der ifølge konventionen kun er pligt til at yde erstatning, hvis frihedsberøvelsen underkendes som følge af, at der er udvist ansvarspådragende fejl. Udtrykket »lovlig forvaring« i artikel 5, stk. 1, litra e må formentlig forstås som en henvisning til de nationale regler. Da der ikke er hjemmel for erstatningsansvar på et rent objektivt grundlag i disse tilfælde i dansk ret, men kun hvis der er handlet cul-pøst d.v.s. handlet uagtsomt, udvist forsømmelser eller skødesløshed, herunder ved at undlade at foretage hvad man bør gøre i forbindelse med tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse - vil der alene kun-ne blive tale om, at der skal svares erstatning, hvis den frihedsberøvede kan godtgøre, at der er udvist sådan ansvarspådragende adfærd fra den indlæggende læges, politiets eller den modtagende overlæges side. … Hvis man vil tillægge tilkendelse af erstatning for ulovmedholdelig frihedsberøvelse på psykiatrisk afdeling nogen betydning som et egnet retsmiddel, der kan give patienten en art oprejsning for den tort, han har været udsat for i tilfælde af »uberettiget« tvangsindlæggelse, bør erstatning eller godtgørelse i så fald af retstekniske grunde tilkendes på et rent objektivt grundlag. Uden et objektivt ansvar får reglen ikke nogen praktisk betydning. Der vil i givet fald næppe være grundlag for at arbejde med en regel om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af egen skyld svarende til det, der gælder efter

kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Udvalgets flertal finder, at regler om objektivt erstatningsansvar næppe er egnede til at regulere dette område på en hensigtsmæssig måde. Efter udvalgets flertals opfattelse vil en regel om objektivt ansvar for sygehuset, d.v.s. amtskommunen som driftsherre, i disse tilfælde kunne lede tanken hen på bestemmelserne i retsplejeloven om uberettiget varetægtsfængsling, hvilket næppe er nogen heldig parallel. Indlæggelse / 7 til behandling på psykiatrisk sygehusafdeling bør ikke virke defame-rende eller som en tort. Erstatningsregler, som hjemler objektivt ansvar, kan meget let komme til at virke som en understregning af, at det netop forholder sig sådan efter lovgivningsmagtens opfattelse. … Kapitel 19. Domstolsprøvelse -

kapitel 43a. Der er i udvalget enighed om, at adgangen til domstolsprøvelse er den vigtigste egentlige retsgaranti for de sindssyge. Det er domstolene, som skal efterprøve, om de beslutninger, der træffes om frihedsberøvelse m.m., er blevet til på behørig vis, om lovens betingelser er opfyldt, og om det skøn, der udøves, ligger inden for de rammer, der er afstukket af lovgivningsmagten. Principperne for lovmæssig forvaltning skal selvsagt ikke mindst respekteres på et område som dette, hvor det dre-jer sig om så fundamentale rettigheder som den personlige frihed og anvendelse af tvangsmidler. … Bestemmelserne i

kapitel 43 a opfylder utvivlsomt de krav, der kan stilles med hensyn til domstolsprøvelse efter artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention både med hensyn til den faktiske adgang til domstolene, deres prøvelse og sagsbehandling. 1. Gældende ret … Efter

§ 469, stk.

1 er det »frihedsberøvelsens lovlighed«, som retten skal efterprøve. Der er ingen tvivl om, at domstolene altid er kompetente til at efterprøve den formelle lovlighed, d.v.s. om afgørel-sen er truffet af rette myndighed, i den foreskrevne form, f.eks. en be-grundet skriftlig afgørelse, om den rette fremgangsmåde er fulgt - f.eks. bestemte høringsforskrifter - og om de almindelige forvaltningsretlige regler iøvrigt er overholdt - som f.eks. habilitetsregler og adgangen til kontradiktion. Domstolenes prøvelsesret omfatter også de materielle betingelser for frihedsberøvelsens iværksættelse og opretholdelse. Der er efter retspraksis ikke tvivl om, at domstolene også tager stilling til kriterier som sindssygdom og farlighed, når frihedsberøvelse er betinget heraf. De lægelige oplysninger i form af diagnose og prognose tillægges i retspraksis betydelig vægt, men en ny lægeerklæring, en udtalelse fra retslægerådet eller et sagkyndigt vidnes udtalelser vil indgå i domstolenes vurdering på lige fod med f.eks. den erklæring, som overlægen fra den psykiatriske afdeling, hvor vedkommende er indlagt, afgiver. … 2. Udvalgets overvejelser. Der er i udvalget enighed om, at reglerne i

kapitel 43 a i alt væsentligt har fungeret tilfredsstillende i relation til efterprøvelse af frihedsberøvelse af sindssyge, og at der kun på de punkter, som frem- / 8 drages i det følgende kan være grund til at overveje at indføre ændrin-ger. … Iøvrigt behandles sagerne som nu i henhold til

kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse … … Det forekommer imidlertid flertallet i udvalget rigtigt, at disse sager i fremtiden altid anlægges mod den for sygehuset ansvarlige myndig-hed, hvorimod overlægen ikke bør betragtes som part, men alene som en sagkyndig, der har truffet en lægelig afgørelse, som er en del af sa-gen. Påkendelse af eventuelt erstatningskrav kan i så fald ske, uden at man behøver at medindstævne nogen ny part.” Bestemmelsen i psykiatrilovens § 34 blev affattet og videreført som § 37 ved lov nr. 403 af

1. juni 1998 om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven (Revision af psykiatriloven m.v.). Af lovforslaget til ændringsloven (lovforslag nr. 36 af
2. marts 1998) fremgår om bestemmelsen i § 37 bl.a.: ”Som det fremgår, tager § 37 kun sigte på de tilfælde, hvor patienten ønsker patientklagenævnets afgørelse indbragt for retten. Det skal ses i lyset af, at formålet med ordningen er at udmønte den frihedsberøvedes krav ifølge grundlovens § 71, stk. 6, på efter anmodning at få prøvet frihedsberøvelsens lovlighed ved retten. Går patientklagenævnets afgø-relse sygehusmyndigheden imod, kan sygehusmyndigheden ikke ind-bringe sagen for retten efter reglerne i

kap. 43. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at sygehusmyndigheden er afskåret fra at få prøvet patientklagenævnets afgørelse ved domstolene. Sygehusmyndigheden har således allerede efter de nugældende regler mulighed for at udtage stævning mod vedkommende patientklage-nævn efter

regler herom, jf. grundlovens §

1. Den fore-slåede klageordning er også på dette punkt på linie med flertallets for-slag i det udvalg, der forberedte den nugældende psykiatrilov.” Bestemmelsen er senere blevet ændret, herunder ved lov nr. 534 af
2. juni 2006 om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og rets-plejeloven (Revision af psykiatriloven, herunder tvangsdefinition, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, øget lægeligt tilsyn og ekstern efter-prøvelse, ændret klageadgang m.v). Ved lovændringen blev tvangsfiksering m.v. omfattet af bestemmelsen i §
3. Af lovforslaget til lovændringen (lovfor-slag nr. 140 af
4. januar 2006) fremgår bl.a.: ”Almindelige bemærkninger
5. Lovforslagets formål og baggrund … / 9 Lovforslagets formål er at styrke patienternes retsstilling og retssikkerhed på en række områder i forbindelse med anvendelsen af tvang i psykiatrien, herunder på nogle områder at reducere anvendelsen af tvang. Lovforslagets formål er endvidere at medvirke til at sikre, at det bliver muligt at fastholde de patienter, som det indenfor rammerne af den hidtidige lovgivning ikke har været muligt at fastholde, i den nød-vendige behandling. …
6. Hovedpunkter i lovforslaget … 6.
7. Langvarige fikseringer … Gældende ret Efter gældende ret indbringes klager over tvangsfiksering for de psykiatriske patientklagenævn i første instans, og nævnets afgørelse kan herefter påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det er herved forudsat, at hvis tvangsfikseringen efter omstændighederne tillige indebærer en frihedsberøvelse, vil lovligheden af indgrebet kunne prøves efter

kapitel 43 a. … Det fremgår imidlertid ikke klart af ordlyden af den gældende psykiatrilov, at tvangsindgreb, som kan indeholde en frihedsberøvelse, i med-før af den grundlovssikrede ret på begæring skal forelægges domstole-ne til prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed. Efter de gældende bestemmelser i psykiatrilovens §§ 37-38 kan de psykiatriske patientklagenævns afgørelser om tvangsfikseringer og beskyttelsesfikseringer påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Ef-ter de gældende bestemmelser vil dette også være den altovervejende hovedregel. I situationer, hvor det må antages, at de nævnte tvangsindgreb indebærer en frihedsberøvelse, kan lovligheden af frihedsberøvel-sen endvidere på begæring forelægges domstolene til prøvelse jf. grundloven § 71, stk.

1. … Regeringens holdning, herunder lovforslaget Med henblik på at styrke patienternes retssikkerhed og for at sikre, at patienterne i alle tilfælde på begæring får adgang til få forelagt lovligheden af en tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen for en domstol finder regeringen, at der er behov for at æn-dre lovens regler om klageadgang, således at alle klager over disse foranstaltninger i første instans som hidtil rettes til de psykiatriske patientklagenævn ved statsamterne/Københavns Overpræsidium (pr.
2. januar 2007 - statsforvaltningerne), men med ankeadgang til retten og ikke som hidtil til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det vil således også gælde i tilfælde, hvor et af de ovennævnte indgreb konkret ikke kan antages at udgøre en frihedsberøvelse … … / 10 Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til § 1 … Til nr. 31-32 (psykiatrilovens § 37) Klageadgang til retten Efter den gældende § 37, stk. 1, skal det psykiatriske patientklagenævns afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel indbringes for retten efter reglerne i

kapitel 43 a. Det følger af, at der efter grundlovens § 71, stk. 6, skal være adgang til på begæring at få forelagt lovligheden af en administrativ frihedsberø-velse for en domstol. Det er ikke muligt præcist at angive, hvornår en konkret tvangsfikse-ring, beskyttelsesfiksering eller aflåsning af døre i afdelingen i henhold til grundlovens § 71, stk. 6, må antages at udgøre en frihedsberøvelse, hvis lovlighed efter begæring skal forelægges for en domstol. Med henblik på at styrke patienternes retssikkerhed findes det hensigtsmæssigt, at det kommer til at fremgå direkte af psykiatriloven, at alle afgørelser fra de psykiatriske patientklagenævn ved statsforvalt-ningerne vedrørende tvangsfikseringer, beskyttelsesfikseringer og af-låsning af døre i afdelingen skal prøves ved domstolene, hvis patienten eller patientrådgiveren anmoder herom. Med den foreslåede formulering imødekommes den kritik, som Europarådet, i forbindelse med arbejdet om Recommendation Rec

kapitel 43 a (§§ 468-475), der vedrører prøvelse af administra-tivt bestemt frihedsberøvelse, har til formål at gennemføre bestemmelsen i grundlovens § 71, stk. 6. Det følger af denne bestemmelse bl.a., at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, skal forelæg-ges de almindelige domstole til prøvelse. Spørgsmålet om fremsættelse af erstatningskrav er reguleret i

§ 469, stk.

6, der fastsætter, at krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse efter begæring skal behandles under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog ud-skyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberø-velsens lovlighed. Efter ordlyden af og forarbejderne til

§ 469, stk.

6, sammenholdt med psykiatrilovens § 37 og dennes forarbejder finder landsretten, at der ikke er grundlag for at behandle denne sag, der som anført alene angår spørgsmålet om godtgørelse for uberettiget tvangsfiksering, efter reglerne i

kapitel 43 a. Det forhold, at retten ved behandlingen af erstatningskravet vil skulle tage stilling til karakteren af de pågældende tvangsfikseringer, kan ikke føre til en ændret vurdering. At borgeren herefter eventuelt må forfølge sit krav efter

almindelige regler om civile sager findes ikke at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom. / 13 THI KENDES FOR RET: Byrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen. / /