← Danmark

ECLI:DK:OLR:2022:BS0000004673 Kærendes anmodning om at der foretages præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen tages ikke til følge, og Sø- og Handels

ØSTRE LANDSRET RETSBOG Den

  1. juni 2020 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen i København K. Landsdommerne Katja Høegh, Malou Kragh Halling og Catarina Ryder Hoffmann (kst.) behandlede sagen. Sag BS-14787/2020-OLR (
  2. afdeling) NHS, Inc. (advokat Frank Henrik Børresen Jørgensen) mod Sports Group Denmark A/S (advokat Eva Nødskov Aaen) og Sport24 A/S (advokat Eva Nødskov Aaen) og Sag BS-11407/2020-OLR (
  3. afdeling) NHS, Inc. (advokat Frank Henrik Børresen Jørgensen) mod Sports Group Denmark A/S (advokat Eva Nødskov Aaen) 2 Ved kendelse af
  4. november 2019 har Sø- og Handelsretten (sag BS16681/2018-SHR og BS-11792/2019) bestemt, at sagerne, der angår påstået krænkelse af NHS, Inc.’s EU-varemærker, herunder blandt andet ”SANTA CRUZ” ved brug af et varemærke ”CRUZ” , som tilhører Sports Group Denmark A/S, på sportsartikler, som markedsføres af dette selskab og Sport24 A/S, udsættes, indtil EUIPO (Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (”kontoret”)) har truffet endelig afgørelse om NHS, Inc.’s EUvaremærkers (registreringsnumrene 001957919, 002356137, 003091279, 003296183 og 008990889) fortabelse og ugyldighed, eller indtil begæringerne om fortabelse og ugyldighed er trukket tilbage. NHS, Inc. har, med Procesbevillingsnævnets tilladelse af
  5. februar 2020, den
  6. marts 2020 kæret kendelsen til Østre Landsret med påstand om, at kendelsen ophæves, og at sagerne fremmes, subsidiært at sagen mod Sports Group Denmark A/S fremmes. NHS, Inc. har endvidere anmodet om, at der sker præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Sport24 A/S og Sports Group Denmark A/S har endeligt påstået stadfæstelse, subsidiært, at kendelsen af
  7. november 2019 stadfæstes for så vidt angår Sport24 A/S, således at sagen mod Sports Group Denmark A/S fremmes. Sport24 A/S og Sports Group Denmark A/S har endvidere anført, at der ikke er grundlag for at foretage præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Landsretten har den
  8. juni 2020 afsagt kendelse om ikke at tage Sport24 A/S og Sports Group Denmark A/S’ påstand om afvisning, subsidiært henvisning til Vestre Landsret til følge. Der har herefter været yderligere skriftveksling om spørgsmålet om udsættelse og præjudiciel forelæggelse. Sø- og Handelsretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet. NHS, Inc. har til støtte for den principale og subsidiære påstand anført navnlig, at bestemmelserne i varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4 og artikel 132, stk. 1, er tvivlsomt formuleret. Professor dr. jur. Person 1, som er en af de mest kendte eksperter i EU-varemærkeret og blandt andet har været næstformand for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked, Varemærker og Design, i Alicante, Spanien (nu EUIPO) fra 1994 til 2005 og leder af divisionen for varemærker i det tyske justitsministerium fra 1985 til 1994, ligesom han er indlemmet i IP Hall of Fame i 2006, har afgivet den fremlagte udtalelse om betydningen af og anvendelsesområdet for EU- 3 varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4 og artikel 132, stk.
  9. Heri udtaler han blandt andet: “Article 128

(4)deals with the issue of national courts simply proceeding with their actions and the counterclaim regardless of any previous application brought before EUIPO. Thus, the obligation to inform the EUIPO. What happens thereafter depends on which action was earlier, as the reference to Article 132
(1)shows. A stay of the infringement action is in order only if the cancellation request filed at the Office is earlier than the national court action. In no reasonable way can Article 128
(4)be read as obliging a court to stay an infringement action if this was earlier than the application at the Office; this follows without any doubt from Article 132
(1). It could also be considered that defendant is guilty of an “abuse of process” when bringing both an application for a declaration of invalidity or revocation at EUIPO and, later, a counterclaim. A court may well hold the counterclaim to be inadmissible, applying by analogy Article 29
(3)of the Brussels I Regulation (1215/2012). In any event, the infringement action should proceed even if the counterclaim is merely suspended.” Sø- og Handelsretten begik i kendelsen af
  1. november 2019 en retlig fejl ved at fortolke varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4, uden at tage hensyn til det anførte i bestemmelsen om ”i overensstemmelse med artikel 132, stk. 1” . Sø- og Handelsretten har blot konstateret, at Sports Group Denmark A/S og Sport 24 A/S’ påstand om ugyldighed foreligger efter det tidspunkt, hvor Sports Group Denmark A/S indgav anmodning til EUIPO om ugyldighed af de samme EUvaremærker, hvilket blot følger af en del af bestemmelsen. Sø- og Handelsrettens fortolkning tager ikke højde for, at kravene i artikel 132, stk. 1, skal være opfyldt, herunder særligt at anmodningen til EUIPO skal være indgivet, før krænkelsessagen er anlagt, for, at artikel 128, stk. 4, kan blive anvendt. Krænkelsessagen var anlagt ved stævning af den
  2. maj 2018, og Sports Group Denmark A/S og Sport24 A/S indgav begæring om fortabelse og ugyldighed til EUPO den
  3. juni 2018, og derfor kan der ikke ske udsættelse, jf. artikel 128, stk. 4, jf. artikel 132, stk.
  4. Den omstændighed, at der den
  5. april 2019 er rejst et modkrav om ugyldighed i krænkelsessagen er uden betydning. Bestemmelsen i artikel 128, stk. 4, kan således ikke finde anvendelse, når tidslinjen er: 1) krænkelsessag, og herefter 2) begæring om ophævelse til EUIPO. Artikel 132, stk. 1, angår tilfælde, hvor konnekse sager samtidig verserer for forskellige myndigheder. Udgangspunktet er, at krænkelsessøgsmål skal udsættes hvis et modkrav, hvorved EU-varemærkets gyldighed bestrides, allerede er fremsat, eller der overfor EUIPO allerede er indgivet en anmodning om varemærkets fortabelse eller ugyldighed. Modsætningsvis skal en krænkelsessag, der er først i tid, fremmes. Der henvises til generaladvokatens forslag til afgørelse i sag C-226/15, hvori generaladvokaten antager, at artikel 132, stk. 1, ikke omfatter identiske sager jf. præmis 40, hvori det hedder: 4 ”Det følger af … indholdet af EF-varemærkeforordningens artikel 104 [nu artikel 132], at den regulerer situationer, hvor der ikke er identitet mellem procedurer i den ovenfor beskrevne forstand. Bestemmelsen vedrører udtrykkeligt ”konnekse sager” og ikke identiske sager. Ordlyden antyder, at de pågældende sager er forskellige, selv om gyldigheden af et EF-varemærke er anfægtet i begge typer procedurer” Artikel 132, stk. 1, omfatter således konnekse sager som de foreliggende (krænkelsessagen og sagen ved EUIPO), og det følger af bestemmelsen, at hvis krænkelsessagen er først i tid, så skal denne fortsætte, uanset om en begæring om varemærkets fortabelse eller ugyldighed er indgivet til EUIPO på et senere tidspunkt. Artikel 132, stk. 1, tager ikke stilling til, hvad der sker, når en sag om fortabelse og ugyldighed for EUIPO verserer på samme tid som et identisk modkrav ved en EU-varemærkedomstol, hvilket skal løses med anvendelsen af andre regler/bestemmelser. Med hensyn til modkravet for Sø- og Handelsretten om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed, der blev nedlagt
  6. april 2019, har Sø- og Handelsretten flere muligheder: udsættelse af sagen, eller at erklære retten for inkompetent, eller endda afvise modkravet, som foreslået af Professor Person
  7. EUIPO vil selvstændigt træffe beslutningen om at behandle begæringen om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed, som Sø- og Handelsretten ikke har kompetence til at bedømme. Den danske version af artikel 128, stk. 4 i EU-varemærkeforordningen, hvori en bestemt form (”Hvis begæringen om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed allerede var blevet fremsat for kontoret… ”, dvs. ”-en” -form) bliver brugt i stedet for en ubestemt form, adskiller sig fra de sprogversioner, som gælder for de fem officielle EUIPO-sprog. På engelsk: ”If an application for revocation or for a declaration of invalidity of the EU trade mark had already been filed before the Office before the counterclaim was filed, …” . På italiensk: ”Se una domanda di decadenza o di nullità del marchio UE era già stata presentata dinanzi all'Ufficio prima del deposito della domanda riconvenzionale, …” . På tysk: ”War beim Amt ein Antrag auf Erklärung des Verfalls oder der Nichtigkeit der Unions-marke bereits eingereicht worden, …” . På spansk: ”Si se hubiera presentado ya ante la Oficina una solicitud de caducidad o de nulidad de la marca de la Unión con anterioridad a la interposición de la demanda de reconvención, …” . 5 På fransk: ”Si une demande en déchéance ou en nullité de la marque de l'Union européenne a déjà été introduite auprès de l'Office avant le dépôt de la demande reconventionnelle précitée,…” . Sammenstemmende for eksempel den svenske version: ”Om en ansökan om upphävande eller om ogiltighetsförklaring av EUvarumärket redan har getts in till ...” Det er altså ikke ”begæringen” , der menes, men ”én begæring” , hvilket taler imod den fortolkning, som Sport24 A/S og Sports Group Denmark A/S har anført, hvorefter bestemmelsen angår ”samme modkrav mellem samme parter” . Det ville være meningsløst, at bestemmelsen kun skulle vedrøre tilfældet af litis pendens. Hvorfor skulle EU-varemærkedomstolen underrettes af EUIPO om omstændigheden, at der foreligger en anmodning om fortabelse eller ugyldighed for EUIPO, når denne begæring blev fremsat af én af parterne foran netop EU-varemærkedomstolen? Det kan ikke antages, at artikel 128, stk. 4 i EU-varemærkeforordningen skal fortolkes således at den kun finder anvendelse på identiske sager mellem de samme parter. Artikel 128, stk. 4, må i stedet forstås sådan, at den skal sikre, at en EU-varemærkedomstol ikke går i gang med at behandle et modkrav om ophævelse, førend domstolen har sikret sig, at der ikke allerede verserer en ophævelsessag om det samme EU-varemærke, som tredjemand har anlagt hos EUIPO. Artikel 132, stk. 1, udgør endvidere ikke en supplerende regel i forhold til identiske sager og Sport24 A/S og Sports Group Denmark A/S forståelse af bestemmelsen, hvorefter også et søgsmål ved en EU-varemærkedomstol mellem enhver given part skal udsættes, såfremt der forud for søgsmålets anlæg allerede er indgivet en begæring om varemærkets fortabelse eller ugyldighed – uanset hvilken part der måtte have indleveret begæringen til kontoret i første omgang – må forkastes. Hvis Sø- og Handelsrettens kendelse stadfæstes, vil det betyde, at enhver sagsøgt part i en krænkelsessag baseret på en EU-varemærkeregistrering vil have mulighed for at udsætte krænkelsessager i 8 år eller mere. Der er således meget lang sagsbehandlingstid i indsigelses- og ophævelsessager hos EUIPO som følge af ankemulighederne. Det er urimeligt lang tid, og er i modstrid med hensynet til artikel 132, stk. 1, hvorefter den første sag skal fremmes. Taktikken med at bremse eller forhindre, at en varemærkeindehaver kan anlægge en sag mod én, der krænker den pågældendes varemærkeret, ved at indgive en begæring om EUvaremærkets fortabelse eller ugyldighed til EUIPO først kendes som ”Alicante torpedo” eller ”EUIPO torpedo” metoden, jf. f.eks. Person 2, Person 1, Concise European Trade Mark Law, 6 Person 3, 2018, s. 492 og den fremlagte brochure fra Advokatfirma. At krænkelsessagen kun vil blive behandlet, efter at EUIPO træffer afgørelse om ugyldighed af de fem EU-varemærker, sagerne angår, vil være forbundet med omfattende sagsomkostninger og alvorlige konsekvenser for NHS, Inc., og kan ikke anses for at stemme overens med hensynene bag reglerne i varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4, og artikel 132, stk.
  8. Det kan ikke være rigtigt, at en sagsøgt part i en varemærkekrænkelsessag blot ved at fremsætte et modkrav i krænkelsessagen og herefter indgive en anmodning om ophævelse af en EU-varemærkeregistrering til EUIPO, kan få suspenderet retssagen i flere år. Om status ved EUIPO kan det oplyses, at Sport24 A/S og Sports Group Denmark A/S den
  9. marts 2020 har anmodet om, at de 10 ophævelsesbegæringer stilles i bero indtil denne kæresag er afgjort, hvilket EUIPO har imødekommet den
  10. marts
  11. NHS, Inc. har om spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse navnlig anført, at Søog Handelsretten har truffet to modsatrettede afgørelser ved fortolkning af henholdvis varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4, og artikel 132, stk. 1, ved afgørelserne af
  12. januar 2019 (om ikke at udsætte i medfør af artikel 132, stk. 1), og den
  13. november 2019 (om at udsætte i medfør af artikel 128, stk. 4), hvilket viser, at formuleringen af de to bestemmelser kan volde tvivl. Der bør derfor som led i kæresagens behandling for Østre Landsret ske præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen af følgende spørgsmål: ”
  14. I en krænkelsessag hvor EU-varemærkedomstolen i medfør af EUvaremærkeforordningens artikel 132, stk. 1 har afvist sagsøgtes første begæring om udsættelse idet sagsøgtes ophævelse af et EU-varemærke var indsendt til EUIPO efter krænkelsessagen var påbegyndt, skal EUvaremærkeforordningens artikel 128, stk. 4 forstås således, at domstolen skal udsætte krænkelsessagen på begæring af sagsøgte, når den sagsøgte, der har fremsat modkravet om ophævelse af et EU-varemærke under krænkelsessagen, er den samme som har indsendt ophævelsesbegæringen til EUIPO?
  15. Er det korrekt forstået, at EU-varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4 er en ordensregel, der skal sikre, at EU-varemærkedomstolen i en krænkelsessag ikke behandler et modkrav om ophævelse, uden først at kontrollere, om der allerede verserer en ophævelsessag hos EUIPO eller hos en anden EU-varemærkedomstol?” Sport24 A/S og Sports Group Denmark A/S har til støtte for påstanden om stadfæstelse og den subsidiære påstand navnlig anført, at den påkærede kendelse er korrekt, og i direkte overensstemmelse med varemærkeforordningens ordlyd. 7 Således fremgår det udtrykkeligt af varemærkeforordningens artikel 128 stk. 4, at det afgørende er henholdsvis tidspunkterne for fremsættelse af ugyldighedspåstanden og ophævelsesbegæringerne og dermed, at Sø- og Handelsretten, i sager som denne, ikke må behandle spørgsmålet om ugyldighed, hvis det rejses, men i stedet skal afvente EUIPO’s endelige behandling af samme spørgsmål. Artikel 128, stk. 4, vedrører samme modkrav mellem samme parter – deraf formuleringen ”Hvis begæringen om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed allerede var blevet fremsat for kontoret…” . Varemærkeforordningens artikel 132, stk. 1, er en supplerende regel, som betyder, at også et søgsmål ved en EU-varemærkedomstol mellem enhver given part skal udsættes, såfremt der forud for søgsmålets anlæg allerede er indgivet en begæring om varemærkets fortabelse eller ugyldighed – uanset hvilken part der måtte have indleveret begæringen til kontoret i første omgang. Retssagerne ved Sø- og Handelsretten bør givetvis også udsættes for så vidt angår Sport24 A/S, idet en anden part – nemlig Sports Group Denmark A/S - allerede havde indgivet begæring om varemærkernes fortabelse og ugyldighed, inden krænkelsessøgsmålet blev anlagt mod Sport24 A/S. At NHS, Inc., og en udenlandsk jurist har en opfattelse af bestemmelsen i artikel 128, stk. 4, som afgiver fra dens ordlyd, kan hverken føre til et andet resultat, eller til begrundet tvivl om EU-retsreglernes anvendelse. Der er i øvrigt intet chikanøst i at Sports Group Denmark A/S og Sport24 A/S kræver de klare regler for litispendens, som EU-lovgiver har fundet passende, anvendt, og begge selskaber har da også en åbenbar interesse i at prøve gyldigheden af de rettigheder, som NHS, Inc. påberåber sig. Varemærkeforordningens udgangspunkt er, at gyldighedsindsigelser vedrørende EU-varemærker snarere bør føres ved den særligt kompetente EUvaremærkemyndighed end den nationale EU-varemærkedomstol. Et EUvaremærke har såkaldt enhedskarakter, hvorved gyldigheden bortfalder/nægtes såfremt der måtte eksistere bare én ugyldighedsgrund i blot ét EU-land. Den vurdering kræver nogle helt særlige faglige forudsætninger, dels vedrørende sprogkyndighed på tværs af alle officielle sprog i Unionen, men også kyndighed i relation til både den forventede og dokumenterede forbrugeropfattelse af kommercielle og beskrivende egenskaber, såsom af den her i sagen påståede geografisk beskrivende egenskab af ordene SANTA CRUZ – En geografisk betegnelse som ubestridt er forekommende i blandt andet Spanien og Portugal, samt udgør navnet på hovedstaden af danskernes foretrukne feriedestination, nemlig Santa Cruz De Tenerife på De Kanariske Øer. Også af denne grund, og da NHS, Inc. fortsat ikke har påvist særlige årsager til at fortsætte sagens behandling ved EU-varemærkedomstolen skal sagerne udsættes og afvente EUspecialistmyndighedens afgørelse om registreringernes gyldighed. 8 Der er ikke behov for og anledning til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, idet der ikke kan være tvivl om EU-retsreglernes anvendelse. Retsgrundlaget Rådets og Europa-Parlamentets forordning 2017/1001 om EU-varemærker indeholder blandt andet følgende præambelbetragtninger: ”
(32)Det er afgørende, at retsafgørelser vedrørende gyldigheden og krænkelsen af EU-varemærker har retskraft inden for hele Unionens område, da dette er den eneste måde, hvorpå man kan undgå indbyrdes modstridende afgørelser fra domstolene og kontoret og krænkelse af EUvaremærkets enhedskarakter. Det er bestemmelserne i EuropaParlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012, der bør finde anvendelse på alle søgsmål vedrørende EU-varemærker, medmindre denne forordning fraviger de deri angivne regler.
(33)Det bør undgås, at der afsiges indbyrdes modstridende domme i søgsmål, hvori de samme parter er involveret, og som er anlagt vedrørende de samme forhold, om krænkelse af et EU-varemærke og parallelle nationale varemærker. Når søgsmålene er anlagt i samme medlemsstat, skal midlerne til at nå dette mål derfor søges i de nationale retsplejeregler, som denne forordning ikke anfægter, medens det, når søgsmålene er anlagt i forskellige medlemsstater, synes hensigtsmæssigt med bestemmelser, der bygger på reglerne om litispendens og indbyrdes sammenhængende krav i forordning (EF) nr. 1215/2012.” Af forordningen fremgår endvidere blandt andet: ”AFDELING 5 Fremgangsmåde i sager ved kontoret om varemærkers fortabelse eller ugyldighed Artikel 63 Begæring om et varemærkes fortabelse eller ugyldighed
  1. Begæring om et EU-varemærkes fortabelse eller ugyldighed kan indgives til kontoret: a) i de i artikel 58 og 59 nævnte tilfælde, af enhver fysisk eller juridisk person, samt af enhver sammenslutning, som er oprettet med henblik på at repræsentere fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser, handlende eller forbrugere, og som ifølge den lovgivning, der finder anvendelse på dem, selv kan optræde som part i en retssag … 9
  2. Begæringen om varemærkets fortabelse eller ugyldighed afslås, såfremt kontoret eller en EU-varemærkedomstol omhandlet i artikel 123 har truffet afgørelse i en sag vedrørende samme spørgsmål mellem de samme parter, og kontorets eller den pågældende domstols afgørelse vedrørende denne ansøgning har fået retskraft. … KAPITEL X KOMPETENCE OG RETSPLEJE I SØGSMÅL VEDRØRENDE EUVAREMÆRKER … AFDELING 2 Retssager om krænkelse af EU-varemærker og om deres gyldighed … Artikel 128 Modkrav
  3. Modkrav med påstand om varemærkets fortabelse eller ugyldighed kan kun fremsættes på grundlag af de i denne forordning fastsatte fortabelses- eller ugyldighedsgrunde.
  4. En EU-varemærkedomstol afviser et modkrav om fortabelse eller ugyldighed, såfremt kontoret allerede har truffet endelig afgørelse i en sag vedrørende samme spørgsmål mellem de samme parter.
  5. Fremsættes modkravet under en retssag, som varemærkeindehaveren ikke allerede er part i, underrettes han derom og kan intervenere i retssagen i overensstemmelse med betingelserne i den nationale lovgivning.
  6. Den EU-varemærkedomstol, ved hvilken der er fremsat modkrav med påstand om et EU-varemærkes fortabelse eller ugyldighed, må ikke behandle modkravet, før enten den interesserede part eller domstolen har meddelt kontoret datoen for fremsættelsen af modkravet. Kontoret indfører denne oplysning i registret. Hvis begæringen1 om EUvaremærkets fortabelse eller ugyldighed allerede var blevet fremsat for kontoret, før modkravet blev indgivet, skal domstolen underrettes herom af kontoret og udsætte behandlingen af sagen i overensstemmelse med artikel 132, stk. 1, indtil afgørelsen vedrørende begæringen er endelig, eller indtil begæringen er trukket tilbage. … 1 Se NHS, Inc.’s anbringender om den anderledes formulering i andre sprogversioner. 10
  7. Såfremt en EU-varemærkedomstol har truffet en endelig afgørelse om et modkrav med påstand om et EU-varemærkes fortabelse eller ugyldighed, fremsendes der enten af domstolen eller en af parterne i den nationale sag straks en genpart af afgørelsen til kontoret. Kontoret eller enhver anden interesseret part kan anmode om oplysninger om en sådan fremsendelse. Kontoret indfører en henvisning til afgørelsen i registret og træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme afgørelsens konklusion.
  8. Den EU-varemærkedomstol, som skal afgøre et modkrav om EUvaremærkets fortabelse eller ugyldighed, kan på begæring af indehaveren af EU-varemærket og efter at have hørt de øvrige parter udsætte sagens behandling og opfordre sagsøgte til inden for en af domstolen fastsat frist at indgive begæring til kontoret om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed. Indgives begæringen ikke inden for den fastsatte frist, optages sagen til fortsat behandling; modkravet anses for frafaldet. Artikel 132, stk. 3, finder anvendelse. … Artikel 132 Særlige regler om konnekse sager
  9. En EU-varemærkedomstol, der skal afgøre et søgsmål som omhandlet i artikel 124, bortset fra søgsmål til fastslåelse af, at der ikke foreligger krænkelse, udsætter sagen, medmindre der er særlige årsager til at fortsætte sagens behandling, enten ex officio efter at have hørt parterne eller på anmodning af en af parterne og efter at have hørt de øvrige parter, såfremt der ved en anden EU-varemærkedomstol allerede er fremsat et modkrav, hvorved EU-varemærkets gyldighed bestrides, eller der til kontoret [allerede*2 ] er indgivet begæring om varemærkets fortabelse eller ugyldighed. 2 Ordet ”allerede” mangler på dette sted i artikel 132, stk. 1, i den danske sprogversion, men ses i øvrige, så der må antages at være tale om en lapsus. Den franske, engelske, tyske og spanske version af artikel 132, stk. 1, lyder således: ”Sauf s'il existe des raisons particulières de poursuivre la procédure, un tribunal des marques de l'Union européenne saisi d'une action visée à l'article 124, à l'exception d'une action en déclaration de non-contrefaçon, sursoit à statuer, de sa propre initiative après audition des parties ou à la demande de l'une des parties et après audition des autres parties, lorsque la validité de la marque de l'Union européenne est déjà contestée devant un autre tribunal des marques de l'Union européenne par une demande reconventionnelle ou qu'une demande en déchéance ou en nullité a déjà été introduite auprès de l'Office.” ”An EU trade mark court hearing an action referred to in Article 124 other than an action for a declaration of non-infringement shall, unless there are special grounds for continuing the hearing, of its own motion after hearing the parties or at the request of one of the parties and after hearing the other parties, stay the proceedings where the validity of the EU trade mark is already in issue before another EU trade mark court on account of a counterclaim or where an application for revocation or for a declaration of invalidity has already been filed at the Office.” 11
  10. Kontoret udsætter sin behandling af en begæring om varemærkets fortabelse eller ugyldighed, medmindre der er særlige årsager til at fortsætte sagens behandling, enten ex officio efter at have hørt parterne eller på anmodning af en af parterne og efter at have hørt de øvrige parter, såfremt der ved en EU-varemærkedomstol allerede er fremsat et modkrav, hvorved EU-varemærkets gyldighed bestrides. Hvis en af parterne i sagen for EU-varemærkedomstolen anmoder om det, kan domstolen dog udsætte sagen efter at have hørt de øvrige parter i sagen. Kontoret fortsætter i så fald behandlingen af begæringen.
  11. Udsætter EU-varemærkedomstolen sagens behandling, kan den anordne anvendelse af foreløbige, herunder sikrende retsmidler, for det tidsrum, udsættelsen varer.” EU-Domstolen har forud for indførelsen af reglerne i den nugældende varemærkeforordning om litispendens og retskraft vedrørende den tidligere gældende forordning (EF) nr. 207/2009 af
  12. februar 2009 om EU-varemærker i dom af
  13. juli 2016 i sag C-226/15 P, Apple and Pear Australia Ltd, som angik spørgsmål om retskraft af EU-varemærkedomstoles afgørelser i forhold til EUIPO, udtalt blandt andet: ”50 Det følger til gengæld af forordning nr. 207/2009 og navnlig af dennes afsnit IV vedrørende registreringsproceduren for et EUvaremærke, at EUIPO har enekompetence på området for registrering af og indsigelse over for denne registrering af et sådant varemærke. Retten har med rette i den appellerede doms præmis 63 anført, at EUIPO er den eneste instans, der af EU-lovgiver har fået beføjelse til at efterprøve registreringsansøgninger og følgelig til at godkende eller afslå registrering af et EU-varemærke. Fraværet af bestemmelser, der fastsætter, at EUIPO’s instanser, når de udøver deres beføjelser vedrørende registreringen af et EU-varemærke eller indsigelsen over for denne registrering, vil være bundet af en endelig afgørelse fra en EU-varemærkedomstol, er “Ist vor einem Unionsmarkengericht eine Klage im Sinne des Artikels 124 — mit Ausnahme einer Klage auf Feststellung der Nichtverletzung — erhoben worden, so setzt es das Verfahren, soweit keine besonderen Gründe für dessen Fortsetzung bestehen, von Amts wegen nach Anhörung der Parteien oder auf Antrag einer Partei nach Anhörung der anderen Parteien aus, wenn die Rechtsgültigkeit der Unionsmarke bereits vor einem anderen Unionsmarkengericht im Wege der Widerklage angefochten worden ist oder wenn beim Amt bereits ein Antrag auf Erklärung des Verfalls oder der Nichtigkeit gestellt worden ist.” “A no ser que existan razones especiales para proseguir el procedimiento, el tribunal de marcas de la Unión Europea ante el que se hubiere promovido alguna de las acciones contempladas en el artículo 124, con excepción de las acciones de comprobación de inexistencia de violación, suspenderá su fallo, de oficio, previa audiencia de las partes, o a instancia de parte y previa audiencia de las demás, si la validez de la marca de la Unión ya se hallara impugnada mediante demanda de reconvención ante otro tribunal de marcas de la Unión Europea o si ante la Oficina ya se hubiera presentado demanda por caducidad o por nulidad.” 12 således konsekvensen af den eksklusive natur af EUIPO’s kompetence på dette område. … 62 Henset til EUIPO’s instansers enekompetence til at godkende eller afslå registreringen af et EU-varemærke, der er nævnt i nærværende doms præmis 50, har enhver sag for EUIPO vedrørende registreringen af et EU-varemærke eller indsigelsen over for denne registrering nemlig nødvendigvis en sagsgenstand, der adskiller sig fra enhver sag for en national ret, selv når den nævnte ret handler som EU-varemærkedomstol.” Landsretten afsagde KENDELSE Det følger af artikel 128, stk. 4, i varemærkeforordningen (forordning 2017/1001), at en EU-varemærkedomstol som Sø- og Handelsretten, over for hvilken der rejses modkrav om ugyldighed af et EU-varemærke, skal udsætte behandlingen af sagen, hvis der forud for, at modkravet er rejst for domstolen, er indgivet en begæring til EUIPO om EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed, indtil afgørelsen vedrørende begæringen er endelig, eller indtil begæringen er trukket tilbage. Det følger endvidere af forordningens artikel 132, stk. 1, at sager ved EUvaremærkedomstole, medmindre der er særlige årsager til at fortsætte sagens behandling, skal udsættes, såfremt der ved en anden EU-varemærkedomstol allerede er fremsat et modkrav, hvorved EU-varemærkets gyldighed bestrides, eller der til EUIPO allerede er indgivet anmodning om varemærkets fortabelse eller ugyldighed. Det fremgår af betragtning 33 til varemærkeforordningen, at formålet med bestemmelserne i artikel 128 og 132 er at undgå, at der afsiges indbyrdes modstridende domme i søgsmål om krænkelse af et EU-varemærke og parallelle nationale varemærker, hvori de samme parter er involveret, og som er anlagt vedrørende de samme forhold. Efter artikel 132, stk. 2, skal EUIPO som udgangspunkt udsætte sin behandling af en anmodning om et EU-varemærkets fortabelse eller ugyldighed, hvis der forud herfor er rejst modkrav med påstand om det samme for en EU-varemærkedomstol. Det fremgår dog samtidig, at hvis en af parterne i sagen for EU-varemærkedomstolen anmoder om det, kan domstolen udsætte sagen efter at have hørt de øvrige parter i sagen. EUIPO fortsætter i så fald behandlingen af begæringen. I disse tilfælde kan EUvaremærke-domstolen i medfør af artikel 132, stk. 3, træffe foreløbige foranstaltninger. EU-varemærkedomstolen kan således derigennem sikre, at den sagsøgende varemærkeindehavers interesser ikke forskertses som følge af udsættelsen. 13 Når henses til betragtning 33 sammenholdt med indholdet og systematikken i de nævnte bestemmelser, og til den særlige kompetence EUIPO besidder, jf. i så henseende præmis 50 i sag C-226/15 P, Apple and Pear Australia Ltd, finder landsretten, at artikel 128, stk. 4, i overensstemmelse med sin ordlyd må forstås som anført af Sø- og Handelsretten. Landsretten er således enig i, at Sø- og Handelsretten i et tilfælde som det foreliggende, hvor Sports Group Denmark A/S og Sport24 A/S først har rejst modkrav for Sø- og Handelsretten den
  14. april 2019, dvs. efter at Sports Group Denmark A/S den
  15. juni 2018 til EUIPO havde indgivet begæring om varemærkernes fortabelse eller ugyldighed, skal udsætte sagerne for Sø- og Handelsretten som sket. Den omstændighed, at der, som fastslået af Sø- og Handelsretten ved kendelsen af
  16. januar 2019, ikke tillige er grundlag for at udsætte sagen i medfør af forordningens artikel 132, stk. 1, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten finder, at der ikke består en tvivl om forståelsen af artikel 128, stk. 4, og artikel 132 i varemærkeforordningen, der medfører, at der skal ske præjudiciel forelæggelse i medfør af TEUF artikel 267, stk.
  17. På denne baggrund stadfæster landsretten Sø- og Handelsrettens kendelse. Efter kæresagens udfald skal NHS, Inc., betale kæresagsomkostninger til Sports Group Denmark A/S på 5.000 kr. og til Sport24 A/S på 5.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Landsretten bemærker, at sagsomkostningerne, jf. Østre Landsrets kendelse af
  18. august 2019, som gengivet i UfR 2019.3930, i en sag som denne skal fastsættes efter retsplejelovens § 316, som fortolket i lyset af artikel 14 i retshåndhævelsesdirektivets (direktiv 2004/48/EF) og EU-Domstolens afgørelse i sag C-57/15 United Video Properties Inc. Landsretten har imidlertid ikke modtaget oplysninger fra Sports Group Denmark A/S og til Sport24 A/S om deres udgifter i forbindelse med kæresagen, herunder særligt om det salær, som deres advokat har eller vil kræve betalt af dem for sin bistand. Landsretten har derfor ved fastsættelsen af sagsomkostningerne i al væsentlighed taget udgangspunkt i de principper, der gælder for fastsættelsen af sagsomkostninger i almindelige civile sager, som ikke er omfattet af retshåndhævelsesdirektivet, og har herved lagt vægt på sagens karakter, omfang og forløb, herunder at Sports Group Denmark A/S og Sport24 A/S ikke har fået medhold i spørgsmålet om værneting, samt at Sports Group Denmark A/S og Sport24 A/S har indgivet fælles processkrifter og været repræsenteret af samme advokat. THI BESTEMMES: 14 NHS, Inc.’s anmodning om, at der foretages præjudiciel forelæggelse for EUDomstolen tages ikke til følge, og Sø- og Handelsrettens kendelse stadfæstes. I sagsomkostninger for landsretten skal NHS, Inc., inden 14 dage betale 5.000 kr. til Sports Group Denmark A/S og 5.000 kr. til Sport24 A/S. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a. ---oo0oo--Landsretten går ud fra, at parterne sender meddelelse til EUIPO om udfaldet af kæresagerne. Sagerne sluttet.

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.