HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 8. december 2022 Sag BS-37342/2021-HJR (2. afdeling) Boskalis Offshore Subsea Service (Europe) B.V. (tidl. SMIT Subsea Europe B.V) (advokat Anne Marie Abrahamson) mo

§ 10, stk.

1, jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk.

1. Vurderingen af, om dykkerne skal anses for lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende, skal ske ud fra kriterierne i cirkulære om personskatteloven (cirkulære nr. 129 af
2. juli 1994). Efter praksis skal der foretages en selvstændig skatteretlig vurdering, og skattemyndighederne er ikke bundet af, hvordan parterne betegner sig i en aftale. Parternes aftale flytter ikke bevisbyrden til skattemyndighederne. I den foreliggende sag, hvor SMITs instruktionsadgang samt ansvars- og risikoforhold pe-ger i retning af, at der er tale om et lønmodtagerforhold, vil det alene kunne an-ses for godtgjort, at der ikke foreligger et lønmodtagerforhold, hvis en anven-delse af cirkulærets kriterier giver et tilstrækkeligt grundlag for det. Der er ikke retligt grundlag for at tillægge det betydning, at der mellem parterne var aftalt hollandsk lovvalg, eller om dykkerne blev anset for selvstændige erhvervsdri-vende i Holland. Dykkerne indgik som en integreret del af SMITs organisation på Nordsøprojektet. Dykkerne var undergivet instruktioner, kontrol og tilsyn fra SMIT, og de / 5 havde ingen frihed til selv at lede, fordele og føre tilsyn med arbejdet. Instruktionerne fra SMIT til dykkerne rakte langt ud over varetagelse af sikkerhedshensyn. I projektdokumenterne behandlede SMIT konsekvent dykkerne som eget personale og ikke som underleverandører. Det fremgår udtrykkeligt af introduktionsbogens pkt. 3.2, at dykkerne var underlagt en generel lydighedspligt, idet de var forpligtede til at udføre deres opgaver i overensstemmelse med instruk-serne fra ”Diving Supervisor” . De overordnede ”Diving Supervisors” og ”Di-ving Superintendents” refererede til en fastansat Project Manager hos SMIT, og ”Diving Superintendents” underskrev ”Daily Progress Reports” på vegne af SMIT. Dykkerne havde faste arbejdstider efter en forudbestemt vagtplan, og rammerne for deres arbejde var nøje reguleret fra SMITs side. Dykkernes status som lønmodtagere illustreres endvidere af, at de var forplig-tede til og faktisk udførte en række andre opgaver end dykkeropgaver, f.eks. maling af skibet. Tjenesteforholdet illustreres yderligere af, at en række dyk-kere, der var ombord på skibet den
3. august 2011 og arbejdede på Nordsøpro-jektet, tillige arbejdede på en opgave, som SMIT havde for Wintershall Noordzee. Standardkontrakten lagde op til, at dykkerne løbende skulle udføre opgaver for SMIT, og der var desuden en bestemmelse om, at de ikke måtte udføre arbejde for konkurrenter til SMIT uden samtykke, hvilket er usædvanligt for selvstæn-dige erhvervsdrivende. Dykkerne havde – i hvert fald i relationen til SMIT – ikke ansat personale, og de var ikke frit stillet med hensyn til at antage medhjælp, idet substitution ifølge kontrakten krævede tilladelse fra selskabet. Det kan ikke tillægges afgørende betydning, at dykkerne ikke havde noget egentligt opsigelsesvarsel, da der er tale om et udpræget formelt kriterium. Parternes aftale bærer tydeligt præg af et ønske om at undgå lønmodtagerforhold og konsekvenserne heraf. Vederlæggelsen af dykkerne støtter, at de var lønmodtagere. Vederlaget fulgte af dagssatser med forskellige former for tillæg, og vederlaget var dermed relate-ret til, i hvilket omfang dykkerne udførte personligt arbejde for SMIT. Vederla-get blev desuden udbetalt periodisk ”after each offshore rotation” . Vederlæg-gelsen skete ikke efter regning, eller når arbejdet var udført, men derimod på baggrund af en tidsrapport, som skulle vedlægges fakturaen. Det udbetalte ve-derlag var også overvejende nettoindkomst og afhang ikke af et eventuelt over-skud. Dykkerne var ikke økonomisk ansvarlige over for SMIT for arbejdets udførelse, og de påtog sig heller ikke i øvrigt en selvstændig økonomisk risiko. Dykkernes / 6 økonomiske risiko var begrænset til det optjente vederlag samt en forpligtelse til at arbejde gratis ved afhjælpning af mangelfuldt arbejde. Ansvaret over for SMITs ejendom og ansatte var helt fraskrevet, og dykkernes ansvar for en even-tuel ulykke under arbejdets udførelse var dermed begrænset i betydelig grad. Efter kontraktens pkt. 8.1 skulle dykkerne friholde SMIT for skattekrav og krav relateret til dykkernes eventuelle status som lønmodtagere. SMIT har imidlertid ikke rejst krav mod dykkerne i anledning af skattemyndighedernes afgørelser. Dykkerne skulle ikke levere materiale til Nordsøprojektet, men alene deres arbejdskraft. De skulle kun medbringe deres personlige dykkerudstyr, hvilket er naturligt henset til udstyrets karakter. SMIT stod for alt andet, herunder dykkerskibet med det øvrige udstyr. At dykkerne afholdt udgifter til certifikater og kurser er ikke tilstrækkeligt til, at de kan anses for selvstændige erhvervsdrivende, når henses til størrelsen af de øvrige udgifter til Nordsøprojektet, der blev afholdt af SMIT. Der skal foretages en skatteretlig vurdering af, om der foreligger et lønmodtagerforhold, og den civilretlige bedømmelse er i den forbindelse ikke afgørende. SMIT har ikke bevist, at dykkerne ikke var lønmodtagere efter almindelige arbejdsmarkedslove. Det kan ikke tillægges afgørende betydning, at dykkerne var momsregistrerede. Efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, om hæftelse er det SMIT, der har bevisbyrden for, at der ikke er udvist forsømmelighed fra selskabets side ved den manglende indeholdelse. Denne bevisbyrde er ikke løftet. SMIT har været bekendt med de faktiske forhold, der begrunder indeholdelsespligten, og SMIT har ikke påvist nogen omstændigheder, der gav selskabet føje til at antage, at der ikke skulle ske indeholdelse. Der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til Skattestyrelsen, da SMIT ikke har påvist relevante forskelle mellem dykkerne. Højesterets begrundelse og resultat Det hollandske selskab Boskalis Offshore Subsea Service (Europe) B.V. (tidl. SMIT Subsea Europe B.V) (herefter SMIT) påtog sig i 2011 en opgave for Mærsk Olie og Gas A/S vedrørende et offshoreprojekt i Nordsøen. Sagen angår, om SMIT havde pligt til at indeholde skat og arbejdsmarkedsbi-drag af vederlag til de 101 udenlandske dykkere, som var antaget af SMIT til at udføre arbejde på Nordsøprojektet. Hovedspørgsmålet er, om dykkerne må an-ses for selvstændige erhvervsdrivende eller lønmodtagere. Afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende inden for skattelovgivningens område skal ske efter de kriterier, som er angivet i pkt. / 7 B. 3.1.
4. i cirkulære nr. 129 af
5. juli 1994 om personskatteloven, jf. herved bl.a. Højesterets domme af
6. maj 1996 (UfR 1996.1027) og af
7. januar 2008 (UfR 2008.861). Højesteret lægger efter bevisførelsen til grund, at de enkelte dykkere udførte arbejde for SMIT på Nordsøprojektet inden for perioden fra maj til december 2011, og at dykkerne fik betaling, mens de var ombord på dykkerskibet, selv om de ikke kunne udføre opgaver på grund af f.eks. dårligt vejr eller sygdom. Hø-jesteret lægger endvidere til grund, at den ”VAR-erklæring” (erklæring om sta-tus som selvstændig erhvervsdrivende), som SMIT efter det oplyste stillede krav om, at dykkerne skulle fremvise, var en automatisk udstedt erklæring, der dokumenterede, at dykkerne havde registreret sig som selvstændige erhvervsdrivende hos de hollandske myndigheder. Med disse bemærkninger og med henvisning til de faktiske forhold, som landsrettens flertal i øvrigt har lagt til grund, tiltræder Højesteret efter en samlet vurdering, at dykkerne ikke kan anses for at have udført arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende for egen regning og risiko, men må anses for lønmodtagere. SMIT havde derfor pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag, jf.

§ 10, stk.

1, jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2. SMIT var bekendt med grundlaget for, at dykkerne, der udførte arbejde på Nordsøprojektet, må anses for lønmodtagere, og SMIT har ikke haft føje til at tro, at selskabet ikke skulle indeholde A-skat og AM-bidrag. Højesteret tiltræ-der derfor, at SMIT hæfter for de indeholdelsespligtige beløb, jf. kildeskattelo-vens § 69, stk. 1, jf.

§ 10, stk.

2. Højesteret tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at tage SMITs hjemvisningspåstand til følge. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Boskalis Offshore Subsea Service (Europe) B.V. betale 200.000 kr. til Skatteministeriet. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. / /