2, og da Tiltalte alene havde anket til frifindelse. Anklageren anførte, at der derfor ikke var grundlag for at behandle sagen som en udmålingsanke, idet det blev tilkendegivet, at anklagemyndigheden ville frafalde sin kontra-anke, hvis Tiltaltes anke blev afvist. Anklageren henviste endvidere til, at anken kunne afvises, selv om kærende var mødt ved hovedforhandlingens indledning den
2, med følgende begrundelse: ”Tiltalte er lovligt indkaldt til den fo rtsatte hovedforhandling, men er udeblevet uden at have oplyst en gyldig grund. Der er indkaldt yderligere vidner, som ikke blev afhørt under byrettens behandling, og da tiltalte efter
1, jf. § 866, stk. 2, bl.a. efter hvert vidne har adgang til at give forklaring og i øvrigt ikke har fået tilla-delse til ikke at være til stede under den fortsatte hovedforhandling, jf.
1, jf. § 853, kan sagen ikke med nytte fortsat behandles uden tiltaltes tilstedeværelse. Tiltalte har alene anket til frifindelse. Den omstændighed, at forsvareren på tiltaltes vegne ved hovedforhandlingens indledning nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, uden at anklagemyndigheden på det tidspunkt protesterede mod den subsi- / - 4 diære formildelsespåstand, kan ikke føre til, at sagen behandles som en udmålingsanke. Landsretten afviser herefter tilta les anke, jf.
2.” Anbringender Tiltalte har anført navnlig, at hans manglende tilstedeværelse ikke ville have påvirket en stillingtagen til sagens forhold 1, hvor han samt et vidne havde afgivet forklaring, men hvor den forurettede ikke var mødt ved første retsmøde og heller ikke var anholdt til retsmødet den 8. december, hvorfor forholdet enten skulle være bedømt uden, at forurettede afgav forklaring for landsretten, eller være frafaldet. Alternativt kunne sagen være blevet om-berammet. Der henvises til UfR 1979.474 H, hvor Højesteret kom frem til at afskære den til-talte fra den bevisførelse, som kunne have fundet sted i det pågældende retsmøde, hvor tiltalte udeblev, men hvor domsforhandlingen blev fremmet uanset tiltaltes udeblivelse. For så vidt angår sagens forhold 2 havde Tiltalte afgivet forklaring for både by- og landsretten, hvorfor det var usandsynligt, at han havde behov for at udtale sig yderlige-re om forholdet efter vidnernes afgivelse af forklaring. Sagens forhold 2 kunne have været fortsat med nytte for at kunne gennemføre afhøringen af et udeblevet vidne. Vestre Landsret var ikke berettiget til at afvise sagen som en udmålingsanke, idet forsvareren ved første retsmøde præciserede Tiltaltes påstand. Der henvises til UfR 1979.474 H, TfK 2011.211/2, UfR 2017.3419 H, UfR 2017.3422 H, UfR 2018.1731 H og UfR 2020.2339 H. Den oprindelige påstand om frifindelse omfatter også en påstand om frifindelse over for anklagemyndighedens påstand om udvisning, og Tiltalte har ret til at få prøvet spørgsmålet om udvisning, da en udvisningsdom er særdeles indgribende og må betragtes som en selvstændig retsfølge, og idet påstanden ved første retsmøde i landsretten blev præci-seret til også at omfatte strafudmålingen og udvisningen. Der skal noget helt særligt til at afvi-se en ankesag for så vidt angår udvisning, uanset om der er nedlagt subsidiær påstand om formildelse, når der i øvrigt foreligger et solidt skriftligt materiale vedrørende den tiltaltes forhold, som kan danne grundlag for en forhandling og beslutning vedrørende udvisnings-spørgsmålet. / - 5 Anklagemyndigheden har anført navnlig, at da der under den fortsatte hovedforhandling i landsretten skulle have været afhørt flere vidner, herunder vidner, der ikke afgav forklaring for byretten, er der ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens skøn, hvorefter sagen ikke med nytte kunne behandles, uden at Tiltalte var til stede. Der må i den for-bindelse lægges vægt på, at Tiltalte skulle have mulighed for at forholde sig til det, der blev fremført under hovedforhandlingen, ligesom det ikke på forhånd kan afvises, at hans eventuelle undladelse af at forholde sig til de nye forklaringer kunne få betydning ved bedømmelsen af beviserne. Det er – bl.a. efter
1, jf. § 904, stk. 1 – ankemeddelelsen, som sæt-ter rammen for behandlingen af anken, og som afgrænser de påstande, som parterne kan ned-lægge. I Tiltaltes ankemeddelelse var det udtrykkeligt anført, at påstanden under anken var ”frifindelse” , og det var ikke hverken direkte eller indirekte anført, at der var en subsidiær påstand om formildelse. Der er således tale om en ankesag, som alene omfattede bevisbedømmelsen. Udvisning er en sanktion, der alene kommer på tale, hvis den tiltalte bliver fundet skyldig i de strafbare forhold i tiltalen. Spørgsmålet om udvisning har ikke karakter af en bevisanke, da denne bevisførelse ikke angår skyldsspørgsmålet. Der er derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen alene til behandling af spørgsmålet om udvisning. Som det fremgår af praksis, afvises en tiltalts anke i sin helhed i medfør af
2, i tilfælde, hvor der alene er anket til frifindelse. Det kan således ikke antages, at en anke til frifindelse implicit indeholder en påstand om formildelse med den følge, at der i tilfælde af tiltaltes udeblivelse ved en af ham iværksat bevisanke uden videre kan foretages en prøvelse af strafudmålingen. Den omstændighed, at advokat Finn Roger Nielsen ved hovedforhandlingens indledning i retsmødet den 1. juli 2020, hvor Tiltalte var mødt, nedlagde påstand om fri-findelse, subsidiært formildelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Der var på daværende tidspunkt udsigt til, at ankesagen kunne gennemføres til dom, da Tiltalte var mødt. Da anken til frifindelse omfattede to strafbare forhold, var det endvidere en naturlig følge, at sanktionen ville kunne formildes, hvis der f.eks. skete frifindelse i det ene forhold. Det kan derfor ikke tillægges betydning, at hverken landsretten eller anklageren kom med bemærkninger til den subsidiære påstand. / - 6 - Højesterets begrundelse og resultat Kæren angår, om landsretten med rette afviste Tiltaltes anke. Afvisningen af anken er sket i medfør af den dagældende bestemmelse i
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.