Obsah (4)

RETTEN I KOLDING DOM afsagt den 12. januar 2021 Sag BS-28/2012-KOL Sagsøger (advokat Lars Sandager) mod Sagsøgte (Kommune) (advokat Jens Andersen-Møller) Denne afgørelse er truffet af Dommer. Sagens b

§ 218

a. Oplysningerne i sagen Der er truffet afgørelse om spørgsmålet om forældelse af byretten, Vestre Landsret og Højesteret. Af Højesterets kendelse af den

august 2018 fremgår: ”… Sagsfremstilling Sagsøger anlagde den
november 2012 sag mod Sagsøgte (Kommune) ved Retten i Kolding. Sagen drejer sig om, hvorvidt Sagsøgte (Kommune) har handlet an-svarspådragende ved at tilsidesætte sine forpligtelser i forbindelse med, at der blev begået seksuelle overgreb mod hende i en periode fra 1979 til
… Ved lov nr. 140 af
februar 2018 blev der indsat et nyt stk. 5 i forældelseslovens § 3, der ophæver forældelsesfrister på fordringer på erstatning eller godtgørelse, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb begået over for denne. Af ikrafttrædelsesbestemmelsens § 5, stk. 3, fremgår, at den nævnte bestemmelse i forældelsesloven også Emder anvendelse på fordrin-ger, der er forældet før lovens ikrafttræden. Ved brev af
april 2018 har Sagsøgte (Kommune) med henvisning til denne lovæn-dring taget bekræftende til genmæle. … Under hensyn til sagens karakter, forløb og udfald finder Højesteret, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller statskassen vedrørende det spørgsmål, som denne højesteretskendelse angår, jf.

§ 315, jf.

§ 312, stk. 3. Højesteret finder endvidere, at der ikke er grundlag for efter

§ 320at pålægge statskassen at erstatte Sagsøgte (Kommune)s udgifter.

/ 3 Højesteret finder, at sagens omkostninger for byretten og landsretten mest hensigtsmæssigt kan fastsættes i forbindelse med sagens endelige afslutning. Landsrettens dom ophæves herefter, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved Retten i Kolding. Thi bestemmes: Landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved Ret-ten i Kolding Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller statskassen vedrørende det spørgsmål, som denne højesteretskendelse an-går. …” Der er endvidere truffet delafgørelse om ansvarsgrundlaget ved Retten i Kol-dings kendelse af den, hvoraf fremgår: … ”Sagen drejer sig om drejer sagen sig om, hvorvidt Sagsøgte (Kommune) har handlet ansvarspådragende ved at tilsidesætte sine forpligtelser i forbindel-se med, at der blev begået seksuelle overgreb af faderen mod Sagsøger perioden fra 19791985. Retten har udskilt spørgsmålet om, hvorvidt Sagsøgte (Kommune) har handlet ansvarspådragende til særskilt behandling. Sagsøger har fremsat følgende påstand: Sagsøgte (Kommune) skal anerkende at være erstatningsansvarlig over for Sagsøger for tilsidesættelse af sine forpligtelser, herunder for ikke at have truffet fornødne foranstaltninger for at sikre hende mod de seksuelle overgreb, der blev begået mod hende af faderen i perioden 1980-1985. Sagsøgte (Kommune) har påstået frifindelse. Sagsøger har fri proces. Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf.

§ 218

a. Oplysningerne i sagen Sagsøger, der er født Dato 1966, blev i 1971 anbragt udenfor hjem-met på grund af skadelige opvækstvilkår. Sagsøger var først frivilligt / 4 og siden tvangsanbragt på børnehjemmet Institution

Opholdet fortsatte frem til 1979, hvor forældrene på ny anmodede om hjemgivelse. Sagsøgte (Kommune) traf af-gørelse om hjemgivelse den
marts
Hjemgivelsen blev effektueret den
juni
Det fremgår ikke af sagen, hvorvidt kommunen forud for afgørelsen om hjemgivelse indhentede udtalelse fra børnehjemmet. Der var tale om en foreløbig afgørelse om hjemgivelse, som skulle være gælden-de i et halvt år, men der er ikke oplysninger om eventuel genbehandling af sa-gen. Som led i beslutningen om hjemgivelse blev der tilknyttet en personlig rådgi-ver, Vidne 1, for Sagsøger. Vidne 1 havde telefonsamtaler med først en unavngiven ansat på børnehjemmet og herefter med en leder af samme. Vidne 1 udfærdigede i forlængelse af telefonsamtalerne to telefonnotater. Af notat af
april 1980 fremgår bl.a.: "Ringede til Institution
Talte med medarbejder, som havde været der i 3

(0)år, som sagde at de var kede af, at pigerne skulle hjem. Havde et dårligt indtryk af familien, mente bl.a., at fade-ren ville gå i seng med Sagsøger. De opførte sig som et forelsket par...." Af notat af

april 1980 fremgår bl.a: "Talt med Person 1 leder på Institution 2 pr. telefon Hun giver udtryk for den samme skepsis som hendes medarbejder. Faderen vil-le have, at Sagsøger som 13- årig skulle have p-piller." Den personlige rådgiver udfærdigede den
august 1980 en rapport med anbefalinger til kommunen vedrørende indsatsen for familien. Det fremgår bl.a. her-af: ”Person 4 … Han har svært ved at forstå baggrunden for almindelige normer og adfærd. F.eks. kan han ikke forstå, at forældre ikke må gå i seng med deres børn... "Jeg mener, at der på længere sigt er to muligheder ikke alene for Sagsøger og Søster, men også for de to øvrige børn, hvis de skal lære så meget, at de senere skal kunne klare et rimeligt normalt liv. / 5
Man kan bygge et enormt net af hjælpe- og støtteforanstaltninger op omkring familien, dette vil sætte dem i stand til at forblive samlet, og gøre børnenes forhold nogenlunde tålelige. … Personlig rådgiver til alle børnene plus en eller anden form for psykologisk og pædagogisk påvirkning af familien. Det jeg kan yde, vil ikke være nok.
Anbringelse af alle børnene udenfor familien i familiepleje. Det vil nok være den løsning som i virkeligheden tilgodeser børnenes tarv bedst muligt på læn-gere sigt. Dog skal Sagsøger spørges om hun vil blive hjemme..." Sagsøger blev den
maj 1981 hospitalsindlagt efter et selvmordsfor-søg. Det fremgår af sygehusjournalen, at faderen samme dag havde ringet til hospitalet og oplyst: ”... Sagsøger havde så sent som i onsdags forsøgt at overtale sin fader til at gå i seng med hende. Dette havde Sagsøger også tidligere forsøgt, men faderen havde konsekvent afvist hende...” Det fremgår endvidere af sagen, at Vidne 1 fratrådte som personlig rådgiver for Sagsøger med virkning fra den
oktober
Person 2 blev ansat som støttepædagog i familien fra april
I forbin-delse med ansættelsen blev der i kommunen udarbejdet en behandlingsplan, der indebar: ”… I. II. III. IV. V. Genetablering af hjemmet, så det rent praktisk var funktionsdueligt. Placering af hjemmepædagog 20 timer ugentligt, til aktivt at gå ind i praktisk tilrettelægning af hele funktions- og handlingsmønsteret i familien. Styring af familiens økonomi, og de talrige aktiviteter, de konstant forsøger at sætte i gang. Afklaring af, hvor faderen fremover ønsker at bo, og familiens holdning til iværksættelse af hjælpeforanstaltninger. Skabe et tæt samarbejde mellem de behandlende parter. …” Person 2's ansættelse ophørte ultimo
Der er ikke i sagen oplysnin-ger om hjælpeforanstaltninger, udover af økonomisk art til Sagsøger fra denne periode og frem til hun fyldte 18 år. / 6 Faderen blev ved Vestre Landsrets ankedom af
januar 1986 i dømt 3 års fængsel for overgreb mod Sagsøger i perioden 1980-
Forklaringer Sagsøger har, foreholdt sin forklaring fra straffesagen mod faderen, forklaret, at hun kan vedstå forklaringen. Hendes hukommelse fra hendes barn-dom er dårlig. Der er meget, som hun ikke husker. Under anbringelsen var hun på besøg i hjemmet ca. hver anden weekend. Der var rodet og beskidt i hjem-met, hvor hun og søsteren ikke havde værelser. Hun ved ikke, hvorfor de flytte-de så mange gange. Hun fortalte ikke nogen om faderens overgreb. Overgrebene fortsatte efter hun var flyttet hjemmefra og havde fået et værelse. Da det gik for hende, at hendes søster også blev udsat for overgreb, valgte hun at melde overgrebene. Det var også, fordi hun på daværende tidspunkt havde fået en kæreste, som hun var rigtig glad for, og hun fik derfor modet til at anmelde forholdet. Hendes far sag-de, at overgrebene godt kunne fortsætte, selvom hun havde fået en kæreste og selv, hvis hun blev gift og fik børn. Hun kan ikke huske ret meget omkring, hvordan kommunen var inde over sa-gen igennem årene og hvilken støtte hun modtog. Hun var igennem flere år ble-vet mobbet i skolen, fordi hun var "kommunebarn" og boede på børnehjem. Det betød derfor en del for hende at komme hjem og bo, så det kan godt passe, at hun har udtalt sig positivt om at forlade børnehjemmet og komme hjem at bo. Hun blev hentet af sin far og Vidne 1 på børnehjemmet. Hun kan ikke huske, hvordan det gik, lige da hun kom hjem. Der var mange skænderier mellem forældrene. Hun prøvede at aflede forældrenes opmærksomhed ved at lade som om hun besvimede. Moderen bad hende blot rejse sig. Hendes karakterer i sko-len faldt drastisk, da hun blev hjemgivet. Hun skulle aflevere brødrene om mor-genen og hente dem om eftermiddagen og hjælpe til i kiosken. Hun skulle lave mad og passe børnene om aftenen. Hun tror, at forældrene ville have hende hjem, fordi hun så kunne hjælpe med at passe brødrene. Hun tog piller for at begå selvmord. Hendes kat var løbet væk, og det var drå-ben, der fik bægeret til at flyde over. Faderen lagde an på hende, og tog på hen-des bryster og sagde, at hun skulle lære at tungekysse. Det hørte moderen, men hun reagerede ikke. Da hun lige var fyldt 15 år, prøvede faderen at føre et jule-lys op i hendes skede. Samlejerne var begyndt, da hun prøvede at begå selv-mord. Hun blev indlagt og var bevidstløs nogle dage. Da hun vågnede, ville hun gerne indlægges på børnepsykiatrisk afdeling, men hendes far overtalte hende til at lade sig udskrive. Hun tror, at faderen havde fortalt til hospitalet, at / 7 hun havde prøvet at få samleje med ham, hvilket han havde afslået, fordi han ville få hende til at fremstå som utroværdig. Hun blev truet med, at ingen ville tro hende, hvis hun fortalte om overgrebene. Hun kan ikke huske, at hun har talt med kommunen om opfølgning efter selvmordsforsøget. Hun blev ikke spurgt, om hjemgivelsen skulle opretholdes. Det har hun heller ikke talt med kommunen om. Hun kan godt huske Person
Hun talte med ham indimellem, men hun fortalte ikke om faderens overgreb. Efter
april 1982 var der ikke længere nogen støtte tilknyttet. Hun var oppe ved Person 3 ved børnerådgivningen og fik et praktikophold hos en dagplejemor. Hun var deroppe og få sin løn hver
dag. Da hun fyldte 18 år, overgik hun til en anden afdeling hos kommunen. Misbru-get af hende fortsatte også efter hun var fyldt 18 år og var flyttet hjemmefra. Da hun fik en kæreste, som hun var glad for, ville hun stoppe misbruget. Hun fik et møde med en sagsbehandler hos kommunen, hvor Person 3 også deltog. Han sagde: "endelig siger du noget." Hun kan ikke huske, om Vidne 1 har spurgt, om hun blev misbrugt. Hun kan ikke huske, at hun har talt med Vidne
Hun kan ikke huske noget om et voldtægtsforsøg som en anden mand end fa-deren skulle have udsat hende for. Vidne 2 har forklaret, at han er i dag 76 år gammel og han er syg. Han var fra 1967 og frem ansat i Børnerådgivningen. Det var et børneværn. Han kan ik ke huske, hvem der tog sig af familien Person 4 sagen. Han var leder af Bør-nerådgivningen. Han kender ikke Person
Han kender Vidne 1, men kan ikke huske, hvilke opgaver Vidne 1 udførte, men han var vist pædago-gisk konsulent. Vidne 3 har forklaret, at hun var ansat på børnehjemmet Institution 1 fra
Hun husker tydeligt Sagsøger og hendes søster og deres familie. Det var en broget familie. Ledelsen har sagt til personalet, at når forældrene kom på be-søg, så skulle de tale faderen efter munden i spørgsmål om økonomi og anbrin-gelsen, fordi han ellers ville hidse sig op. Han havde tidligere været voldelig over for sagsbehandlere. Hun kan ikke huske, om forældrene spurgte til børne-nes ve og vel. Når pigerne var hjemme i weekenden og kom tilbage, kunne de tydeligt mærke, at faderen fik sat Sagsøger op til, at nu skulle hun hjem og bo. Sagsøger var på daværende tidspunkt omkring konfirmationsalderen. Da pigerne blev anbragt, udtalte faderen, at hvis ikke de kunne få pigerne hjem, så ville de bare få nogle andre børn. På et tidspunkt var der mistanke om, at der foregik seksuelt misbrug. Der var en dag, hvor hun fik at vide, at Sagsøger ikke måtte komme i bad, når hun kom tilbage fra weekend. Hun kan ikke huske, om hun havde kontakt til kommunen. Ledelsen indberettede deres mistanke til kommunen. Det kan godt være sket mundtligt. Hun ved ikke med sikkerhed, om der blev underrettet til kommu-nen, men det antager hun. Der var stor undren på børnehjemmet over, at børne- / 8 ne skulle hjemgives. Personalet sagde til hinanden, at hvis de piger kommer hjem nu, så er det kun forældrenes tarv man varetager. Foreholdt Vidne 1's notat fra april 1980, forklarede hun, at det ikke er hende, han har talt med. Det var hendes indtryk, at Sagsøger og faderen opførte sig som et forelsket par. Kommunen iværksatte ikke nogen undersøgelser i anledning af mistanken om seksuelt misbrug. Hun har sporadisk været i kontakt med Sagsøger siden hen via Facebook. Vidne 4 har forklaret, at han godt kan huske sagen om Sagsøger og hendes søster. Han havde vagten som kriminalassistent, da Sagsøger anmeldte sagen. Fade-ren forstod ikke, at han havde gjort noget forkert. Han var meget vanskelig. Han fik faderen anholdt og fremstillet i grundlovsforhør næste dag. Faderen blev anholdt på sin arbejdsplads, han ved ikke, hvor han boede. Han blev fængslet og han havde med ham at gøre som arrestant. Han talte ofte med Person 4 f.eks. i forbindelse med fristforlængelser. Han havde ikke kontakt til Person 4's kone. Der kørte efterfølgende en sag i Fredericia mod faderen for noget lignende, men han ved ikke noget nærmere om den sag. Han var i kontakt med Vidne 1, som fortalte om sine bekymringer om seksuelt mis-brug. Han talte også med andre kommunalt ansatte. Han vidnede også i retten. Sammen med kommunen fik politiet anbragt lillesøsteren udenfor hjemmet med det samme. Forholdene i familien var dybt problematiske og faderens ad færd var helt uansvarlig. Sagsøger forklarede i detaljer, at hun frygtede, at hendes lillesøster også blev misbrugt. Han kom på et tidspunkt i kontakt med Sagsøger via Facebook. Sagen har sat dybe spor hos ham. Han har i forbindelse med denne retssag skrevet en mail til Sagsøger, hvor han skriver: "held og lykke, Sagsøger, det fortjener du". Vidne 1 har, foreholdt sin forklaring i straffesagen mod faderen, forklaret, at han kan vedstå sin forklaring. Han kan stadig godt huske sagen. Det var hans indtryk, at forældrene fuldstændigt manglede overskud til at tage sig af deres børn. Da Sagsøger havde forsøgt at begå selvmord, tog han ind på hospitalet og be-søgte hende, og så kom forældrene. De kiggede på hende og sagde; "nå, hun er ikke vågen" og så gik de igen. De skulle åbne iskiosken. I sin afsluttende rap-port til kommunen opregnede han to muligheder; massiv støtte, der skal "slås ring om familien", ellers skal alle børn i familien tvangsfjernes, hvilket han an-befalede. Han fortsatte i kommunen, men meddelte til sin chef, at han ville ikke være med til arbejdet som rådgiver, hvis der ikke blev sat en af de to mulighe-der i værk. Så ville han ophøre med ansættelsen som personlig rådgiver, hvilket også skete. Han kan ikke huske, om der på forhånd var sat en udløbsdato på hvervet som personlig rådgiver. Han kan ikke huske, hvor mange rapporter han skrev. Han kan ikke huske noget om ansættelsen af Person
Det er svært for ham at huske datoer efter så mange år. Det er hans opfattelse, at kommunen ikke rea-gerede på hans rapporter. Person 2 blev ansat som en støtteperson, som skulle hjælpe hele familien. Det var mest praktiske ting som oprydning og økonomi, / 9 Person 2, der ikke var uddannet pædagog, koncentrerede sig om. Da Sagsøger og Søster skulle hjemgives, var det på betingelse af, at han blev tilknyttet som personlig rådgiver. Som resultat af hans rapporter blev der ansat en støtteperson. Han sagde til kommunen, at det ikke var nok, men han fik at vide, at det var, hvad der kunne lade sig gøre. Han afleverede sin rapport og det var måden han kommunikerede med kommunen om mistanken om seksuelt misbrug på. Han ville ikke fortsætte med hvervet, fordi der ikke blev gjort nok for børnene. Foreholdt to telefonnotater fra Institution 1 fra april 1980, forklarede han, at han lavede lidt undersøgelser, før han overtog rollen som personlig rådgiver. Han har nok afleveret de to telefonnotater til kommunen, men kan ikke erindre, at det affødte en reaktion fra kommunen. Han kan ikke forklare, hvorfor der ikke står noget om mistanke om seksuelt misbrug i den første rapport han skrev. Person 4 kredsede meget om seksualitet og om børnene. I den næste rapport, som han ikke kan tidsfæste, hvor han kom med to forslag om støtte eller tvangsfjernelse. Han har spurgt bå-de faderen og pigerne, om der var seksuelt misbrug, hvilket de benægtede. Han har gentagne gange formuleret, at der er noget rivende galt i forhold til faderen og hans seksualitet i forhold til børnene. Det var formentligt været til Person 6, der var chef for børnerådgivningen, han udtrykte sin bekymring. Han tror ikke, at der ligger andre skriftlige indberetninger fra ham. Han og Sagsøger er venner på Facebook, men ses ikke. Det er rigtigt, at Sagsøger på et tidspunkt, under hans ansættelse som personlig rådgiver, ikke ville snakke med ham, og han tror, at grunden hertil var, at hun blev presset af faderen til at minimere kontak-ten med ham, fordi faderen var bange for, at Sagsøger ville fortælle ham om de overgreb, som faderen havde begået. Forældrene var ikke med, men modspille-re i forhold til indsatsen til børnene. Han kan ikke huske noget, om psykiatrisk behandling til Sagsøger efter selvmordsforsøget. Sagsøger var meget under påvirkning af forældrene og loyal mod dem. Parternes synspunkter Sagsøger har i sit påstandsdokument anført følgende: "... Denne delhovedforhandling angår en udskilt del af sagen om tort og ansvar, idet det ikke til den berammede dato har været muligt at få sagen oplyst til strækkeligt til at kunne behandle alle erstatningsposter (navnlig Arbejdsmarke-dets Erhvervssikrings udtalelse mangler). Delhovedforhandlingen angår såle-des en aftalt eller af retten godkendt udstykning af sagen og skal, hvis sagsøger får medhold i der har foreligget en krænkelse/ansvar, fortsætte med hensyn til øvrige udestående erstatningsposter (tabt arbejdsfortjeneste, varigt men og tab af erhvervsevne m.v.) Hovedanbringender Det gøres gældende, at sagsøgte af flere grunde og årsager, der enkeltvis er ansvarspådragende og i hvert fald kumulativt har været ansvarspådragende for / 10 sagsøgte, at sagsøgte har krænket sagsøgers rettigheder efter EMRK art. 3 og i øvrigt, at sagsøgte har ifaldet erstatningsansvar for tilsidesættelse af de regler og forpligtelser, der i øvrigt påhvilede sagsøgte som kommune efter de nationa-le regler over for sagsøger. Retsgrundlaget Retsgrundlaget for sagsøgtes hjemgivelse var dagældende bistandslov § 123, stk. 1, nr.
Bestemmelserne i § 123 og §§ 125-128 lød: §
Når det er absolut påkrævet af hensyn til et barns velfærd, kan det sociale udvalg indtil barnets fyldte
år uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver træffe beslutning om ❑ 1) at anbringe barnet uden for hjemmet, ❑ 2) at anbringe barnet i en psykiatrisk hospitalsafdeling eller et hospital for sindslidende med tilslutning af hospitalets overlæge, selv om de almindelige betingelser i henhold til lovgivningen om sindslidende personers hospitalsop-hold ikke er opfyldt, ❑ 3) at nægte hjemgivelse eller ændre anbringelsesstedet, uanset at anbringel-sen oprindelig er sket med samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Stk.
Opretholdelse af hjælpeforanstaltninger efter stk. 1 ud over 1 år forud-sætter fornyet behandling af sagen i det sociale udvalg. Er den unge fyldt 18 år, kan hjælpeforanstaltningerne kun opretholdes, såfremt den pågældende giver samtykke hertil. § 125, Under en sag om de foranstaltninger, der er nævnt i §§ 123 og 124, skal forældremyndighedens indehaver have tilbud om advokatbistand samtidig med, at pågældende skal gøres bekendt med retten til indsigt i sagens akter ef-ter lov om offentlighed i forvaltningen. Forinden afgørelse træffes, skal forældremyndighedens indehaver, værgen, barnet, advokaten og eventuel anden bisidder have adgang til at udtale sig over for udvalget. Stk.
En afgørelse efter 44 123 og 124 skal indeholde angivelse af de faktiske og retlige forhold, der ligger til grund for afgørelsen. §
Afgørelser efter §§ 123 og 124 skal træffes i et møde i det sociale udvalg. Til vedtagelse af en hjælpeforanstaltning kræves, at mindst 2/3 af udvalgets medlemmer stemmer herfor. Byretsdommeren i retskredsen samt en pædago-giskpsykologisk konsulent, der er udpeget af amtsrådet for den kommunale valgperiode, deltager i mødet uden stemmeret. Er der flere dommere i retskred-sen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet. Stk.
Dommeren yder udvalget vejledning med hensyn til lovens forståelse og anvendelse samt vurdering af foreliggende oplysninger. Dommeren leder forhandlingen og påser, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. / 11 Stk.
I Københavns kommune træffes disse afgørelser efter reglerne i en vedtægt, der skal godkendes af socialministeren. Stk.
Det sociale udvalg kan om fornødent forlange bistand af politiet til gennemførelse af afgørelserne. §
Når det sociale udvalg ikke kan holde møde, kan foranstaltninger, som af hensyn til barnets velfærd ikke kan opsættes, iværksættes foreløbigt af forman-den eller i dennes forfald af næstformanden. Forældremyndighedens indehaver skal inden 24 timer efter afgørelsen have skriftlig meddelelse herom med angi-velse af de faktiske og retlige forhold, der ligger til grund for foranstaltningens iværksættelse med oplysning om retten til indsigt i sagens akter efter lov om offentlighed i forvaltningen. Meddelelsen skal endvidere indeholde tilbud om advokatbistand. Stk.
En foreløbig afgørelse skal snarest muligt og senest inden 7 dage forelægges det sociale udvalg til godkendelse efter 4§ 125 og 126, uanset om hjemgivel-se af barnet har fundet sted. Godkendes den foreløbige afgørelse, forelægges denne det sociale udvalg til endelig afgørelse inden 1 måned. Stk.
Chefen for den sociale ankestyrelse eller den af ankecheferne, som styrelseschefen bemyndiger hertil, kan give pålæg om iværksættelse af en foreløbig foranstaltning efter stk. 1 §
Beslutninger, der er truffet efter § 123, stk. 1, og § 124, kan indbringes for den sociale ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Stk.
Berettiget til at indbringe en sag for ankestyrelsen er forældremyndighedens indehaver, den, der faktisk udøver forældremyndigheden, samt, såfremt sagen vedrører en person, der ikke står under forældremyndighed, den unge eller værgen. Endvidere kan plejeforældre indbringe beslutninger efter 65, stk. 5, eller efter
Stk.
Indbringelse af sagen for ankestyrelsen hindrer ikke iværksættelse af de besluttede foranstaltninger. Dog kan styrelseschefen eller den af ankecheferne, som styrelseschefen bemyndiger hertil, under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en beslutning ikke må iværksættes, før ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen. Stk.
Ved behandling af sagen i den sociale ankestyrelse finder § 125 stk. 1, tilsvarende anvendelse. Relevant for sagen er endvidere den Europæiske Menneskerettighedskonvention (E M RK), der er vedtaget 1950 (inkorporeret i dansk ret i 1992). Af art. 3 fremgår: ”Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller ned værdigende behandling eller straf.” Der er endvidere en forpligtelse til myndighederne efter artikel 5, til at sikre frihed og personlig sikkerhed. / 12 Endvidere fremgår af bl.a. erklæring om barnets rettigheder, vedtaget af FNs generalforsamling den
november 1959, "At barnet som følge af sin fysiske og psykiske umodenhed, har behov for sær-lig beskyttelse og omsorg, herunder passende juridisk beskyttelse, både før og efter fødslen." Der må anses som en forpligtelse der også skal varetages gennem fortolkning og anvendelsen af EMRK, navnlig art. 3 Retspraksis: Ved Højesterets dom af
marts 2018 (U 2018.2013 H), blev Esbjerg kommune frifundet for tilsidesættelse af sine forpligtelser i en situation, hvor forurettede blev misbrugt af en legekammerats far. Højesteret fandt, efter en samlet vurde-ring, at der ikke i de underretninger og oplysninger i øvrigt, som kommunen havde, eller modtog, var noget, der burde have givet kommune rimelig anled-ning til begrundet mistanke om der forelå en påregnelig risiko for overgreb af den karakter, som de forurettede blev udsat for. Der var derfor ikke handlet an-svarspådragende. I den såkaldte Slagelsedom fra 2017 (U 2017.3272 ØLD), dømtes Slagelse kommune ved Østre Landsret for krænkelse af EMRK art. 3 og dagældende bestemmelse i den sociale lovgivning til at betale godtgørelse til 2 søstre, der var blevet placeret i pleje, hvor de var udsat for misbrug i form af vold og overgreb. Kommunen burde have gjort mere for at forhindre overgrebene. Det fremgår af EMD praksis, at tortniveauet er kr. 300.000,00 i krænkelsessager efter EMRK art, 3 og Landsretten anfører, at godtgørelsen gives uafhængig af, om forurettet har fået tort efter bestemmelsen i EAL § 26 eller i øvrigt har fået erstatning fra gerningsmanden eller andre. Ved Østre Landsrets dom fra 2018 — Kalundborg kommune sagen (2018.3631 ØLD) — blev Kalundborg kommune dømt ansvarlig for tilsidesættelse af sine forpligtelser, bl.a. i henhold til EMRK art. 3, ved ikke at have reageret tilstrækkeligt på en mistanke om overgreb begået en stedfar. Kommunen foretog undersøgelser på baggrund af indberetning, herunder satte en psykolog på famili-en, men det var efter omstændighederne ikke tilstrækkelig, navnlig når mode-ren også fornægtede overgrebene. Barnet var derfor overladt til sig selv i famili-en uden beskyttelse fra en forældre. Almindelig forvaltningsret og erstatningsretlige regler Relevant for fastlæggelse af Sagsøgte (Kommune)s forpligtelser i denne sag er også de almindelige regler om sagsbehandling, herunder forvaltningslovens regler om oplysning og begrundelse samt god forvaltningsskik, foruden almindelig erstatningsret. / 13 Nærmere om anvendelsen af EMRK i dansk ret forud for 1992: EMRK var ratificeret i Danmark da sagens relevante forløb skete i 1979 og de følgende år. EMRK blev dog først inkorporeret i dansk ret i
Om anvendelsen af EMRK forud for inkorporationen er dansk Institut for Menneskerettighe-der hørt og Instituttet svarer således: "Tak for din henvendelse til Institut for Menneskerettigheder, som vi har mod-taget den
januar
Det fremgår af din henvendelse, at du i forbindelse med en sag søger institut-tets råd om, hvorvidt EMRK eller principperne heri skulle overholdes af statsli-ge organer, herunder kommuner og amter, før inkorporering af EMRK i dansk ret i
Instituttet kan hertil oplyse, at EMRK blev inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 285 af
april 1992 (Inkorporeringsloven). Betænkning nr. 1220/1991 lægger til grund for inkorporeringsloven og sammenfatter EMRK's retskildemæssige betydning i dansk retspraksis i tiden før inkorporeringsloven som følgende, jf. betænkningens s. 80 f. "Den foretagne gennemgang af dansk retspraksis viser, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventionen, anvendes som retskilde ved danske domsto-le. Højesterets afgørelser [...] viser endvidere, at Højesteret lægger konventionsorganers afgørelser til grund, og at dansk ret er derfor så vidt muligt ad fortolkningsvejen tilpasset til retsudviklingen som fastlagt af konventionsorganer. Mens Højesteret således følger Den Europæiske Menneskeretsdomstols fortolkning, er Højesteret dog tilbageholdende med at anlægge en selvstændig fortolkning af konventionen... ". Ud fra det citerede afsnit fra betænkningen kan det udledes, at afgørelser fra EMD (et konventionsorgan) blev lagt til grund i danske domstole i overens-stemmelse med Højesterets praksis, mens konventionens bestemmelser ikke blev fortolket selvstændigt. Betænkningen vedhæftes denne mail. Vi vedhæfter endvidere vores biinterventionsindlæg i en sag, om en kommunes erstatningsansvar i forbindelse med, at tre piger var blevet udsat for overgreb under en anbringelse. Landsretten fandt, at kommunen var erstatningsansvarli-ge efter EMRK i den pågældende sag. Du kan af vores indlæg læse mere om statens positive forpligtelser efter EMRK artikel 3 samt finde henvisninger til re-levant praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Dom-men er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen her: U.2017.
/ 14 Vi kan endvidere henvise til en landsretsafgørelse fra 2018, hvor en kommune blev dømt til at betale 300.000,00 kr. i godtgørelse for overtrædelse af EMRK art. 3 over for en 8-årig pige, ved ikke at have forhindret seksuelle overgreb begået mod hende af stedfar i 1990'erne. Dommen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen her: U.2018.3631." Det fremgår således af lovens forarbejder, jfr. betænkning 1220/1991, at EMRK har været en retsstandard og forpligtende for navnlig danske myndigheder, si-den Danmarks tiltrædelse af konventionen og således også for inkorporationen i
Konventionen har derfor været en forpligtende norm og standard, som Sagsøgte (Kommune) ikke alene kunne men også skulle anvende i sagen fra 1979 og frem. DEN KONKRETE SUBSUMPTION Det relevante for sagen er således dels en bedømmelse, jfr. påstand 1, om sagsøgte har krænket sagsøgers rettigheder i EMRK 3.s forstand ved sin hjemgi-velse og manglende sikring af sagsøger mod de begåede overgreb, mens hun var hjemgivet, hvor det afgørende er hvad sagsøgte vidste eller burde vide og forholdene i familien og risikoen som faderen udgjorde og hvad sagsøgte rent faktisk gjorde, og i forlængelse heraf, jfr. påstand 2, om sagsøgtes handlinger el-ler undladelse også konstituerer erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regel om erstatning. Sagsøger gør overordnet gældende at sagsøgte ikke har levet op til sine forpligtelse, og har hjemgivet på forkert grundlag, samt da hjemgivelsen var sket ikke har sikret sagsøger fornødent mod overgreb trods viden eller burde-viden om forholdene i familien var uforsvarlige og uanset konkrete indberetninger og bekymringer i relation til seksuelt misbrug fra faderens side. De forhold der kan lastes sagsøgte udgør både en krænkelse efter EMRK såvel som ansvarsgrund-lag, hvorfor forholdene behandles samlet: Krænkelse og ansvar på baggrund af utilstrækkelig sagsoplysning og afgørelsesgrundlag Sagsøger gør gældende at sagsøgte er ansvarlig for ikke at have oplyst sagen tilstrækkelig, inden der bliver truffet afgørelse om hjemgivelse. Det fremgår af sagens akter, at Sagsøgte (Kommune) ikke hørte børnehjemmet Institution 1, forinden sagens behandling i det sociale udvalg og afgørelse om hjemgi-velse. Det var en alvorlig mangel i afgørelsesgrundlaget. Børnehjemmet Institution 1 havde efter det oplyste — det skal vidneforklaringen nærmere redegøre for — også forud for marts 1980, indgivet bekymringer til kommunen i forhold til pigernes besøg hos forældrene og gjorde det også efter afgørelsen i april 1980, men før hjemgivelsen var effektueret, jfr. bilag 3 og 4, / 15 med alvorlige bekymringer for pigernes ve og vel i tilfælde af hjemgivelse og konkrete mistanke om, at familien, navnlig faren, ikke kunne tage vare på pi-gerne og, at der også var forhold, der klart indikerede, at faren ville seksuelt misbruge børnene eller i hvert fald var uden normer. Af bilag 3 og 4 fremgår, at Institution 1 havde det dårligt med beslutningen og, at "man mente at faderen ville gå i seng med Sagsøger". "De opfører sig som et forelsket par"samt, at faren på trods af at sagsøger kun var 13 år, ville have hende til at bruge p-piller, jf. bilag
Det fremgår videre af sagens akter, at Kommunes afslag på hjemgi-velse var truffet på grundlag af et nært kendskab til familien. En tidligere be-slutning om anbringelse af børnene uden for hjemmet var ved Østre Landsret dom af 1972, bilag 25, blevet stadfæstet på grund af de forhold, der var gælden-de i familien og som udgjorde en alvorlig fare for børnenes velfærd og der fo-relå ingen oplysninger der vidnede om, at der siden, frem til ny sag om hjemgi-velse blev rejst i 1979 eller på afgørelsestidspunktet i marts 1980, skulle være nye og bedre omstændigheder, tværtimod. Der forelå i 1979 indberetninger om at de 2 små brødre, der siden var kommet til, mistrivedes og var misrøgtet med et udviklingsniveau der ikke var alderssvarende, jfr. bilag
Egen læge synes ifølge samme rapport, bilag 2, at indstille til, at der ikke skete hjemgivelse, idet det var lægens "overbevisning at familiens ressourcer ikke er store og at man ikke uden at risikere svære problemer, bør udsætte denne fami-lie for yderligere belastninger". Det ses ikke i nogen af de bilag der er i sagen, heller ikke sagsøgtes indberet-ning til den Sociale Ankestyrelse om afgørelsen om hjemgivelse, hvilke særlige forhold, der har gjort, at Sagsøgte (Kommune) fandt hjemgivelse forsvarligt, i strid med det Kommune, der havde det største kendskab til familien havde vurderet. Sagsøgte (Kommune) burde i hvert fald forinden beslutningen var truffet, have sikret fuld sagsoplysning for at give et bedre beslutningsgrundlag, henset til de indtil da foreliggende oplysninger, der klart kontraindicerede en hjemgivelse. Kom-munen gjorde imidlertid ikke dette, og hørte end ikke hørt børnehjemmet, til trods for at de havde det nærmeste kendskab til sagsøger og familien, ikke mindst faderen. Sagsøgtes beslutningsgrundlag har derfor ikke været forsvarligt og er ansvarspådragende. Hjemgivelsen til misrøgt og misbrug har derfor også været en krænkelse af EMRK art.
Ansvar og krænkelse af EMRK art, 3 ved ikke at genoptage sagens behandling Efter afgørelsen, men inden hjemgivelsen fik sagsøgte dog indberetninger fra børnehjemmet om de konkrete forhold, der gav anledning til mistanke om, / 16 at der ville ske et seksuelt misbrug eller på anden måde fornedrelse/vanrøgt af sagsøger ved hjemgivelse. Kommunen reagerede dog ikke herpå, til trods for at hjemgivelsen ikke var effektueret. Det var ellers sådanne nye oplysninger, at Sagsøgte (Kommune) var forpligtet og burde have genoptaget sagens behandling og truffet ny afgørelse. Ved at dette ikke skete, har sagsbehandlingen, heller ikke på dette punkt, været forsvarlig, men har været ansvarspådragende og en krænkelse af den beskyttelse sagsøger havde krav på kommunen varetog. Ansvar for den materielle beslutning om hjemgivelse og krænkelse herved Sagsøger gør endvidere gældende, at sagsøgte også er ansvarlig for den materi-elle beslutning om hjemgivelse og at denne i sig selv er en krænkelse af EMRK art. 3 og bistandslovens regler. Selv på baggrund af de mangelfulde oplysninger der forelå, var der klare indikationer på, at en hjemgivelse ville være i strid med sagsøgtes forpligtelser og sagsøgers rettigheder til beskyttelse efter konventio-nen og efter bistandslovens §
Det fulgte af dagældende bistandslov § 123, stk. 1, nr., 3, at hjemgivelse skulle nægtes, hvis det var absolut påkrævet af hensyn til sagsøgers velfærd. Indtil hjemgivelsen skete, var der i gentagne afgørelser siden 1971, efter lignen-de bestemmelser, fundet behov for anbringelse af sagsøger uden for hjemmet af hensyn til hendes velfærd. Der forelå i sagens akter ikke oplysning om at forholdene i hjemmet var blevet væsentlig bedre, tværtom. Forholdene omkring de to senere fødte brødre, der var understimulerede og misrøgtede viste, at en beslutning om hjemgivelse ville stride mod § 123 og kommunens forpligtelser i øvrigt. Dette stiller særdeles skærpede krav til om sagsøgtes afgørelse har været forsvarlig og at sagsøgte beviser dette. Ud fra det der forelå på tidspunktet for afgørelsen og i hvert fald inden sagsøg-te effektuerede hjemgivelsen, var der alvorlig tvivl om det forsvarlige i hjemgi-velse og konkrete oplysninger om faderens tilbøjeligheder, grænseoverskriden-de adfærd og brødrenes mistrivsel. Det burde have stået sagsøgte klart, at det, ud fra de oplysninger der forelå og indberetningerne, var absolut påkrævet af hensyn til sagsøgers og søsterens velfærd, at opretholde anbringelsen og ikke hjemgive og, at hjemgivelse ville udgøre en selvstændig krænkelse af sagsøgers rettigheder og krav på beskyttelse, også efter konventionerne og de internatio-nale forpligtelser. Bestemmelserne i bistandsloven er ikke givet af hensyn til varetagelse af forældrenes hensyn og interesser. De skal varetage hensyn til sagsøgers krav på beskyttelse som barn. Sagsøgte har ikke levet op til sine forpligtelser og beskyttet sagsøger. Ansvar på grund af mangler ved sagens afgørelse - procedurer blev ikke fulgt Ud over at der ikke foreligger de fornødne oplysninger for at kunne have truffet en forsvarlig afgørelse og, at afgørelsen var materielt forkert og en krænkelse af / 17 sagsøger, ud fra de oplysninger der forelå, gør sagsøger også gældende, at det ikke er bevist, at afgørelsen er truffet i overensstemmelse med den procedure, der gjaldt efter kapitel 18 i den dagældende bistandslov. Efter § 125, stk. 1,
punktum, skulle der inden afgørelse blev truffet være givet sagsøger adgang til at udtale sig over for udvalget. Afgørelsen skal endvidere være begrundet, jf. § 125, stk. 2, med angivelse af de faktiske retlige omstændigheder, der ligger til grund for afgørelsen. Videre fremgår det af § 126, at inden beslutningen kunne træffes, skulle det sociale udvalg tiltrædes af en byretsdommer og en pædagogisk — psykologisk konsulent, jf. §
Det må anses for mere end ordensforskrifter men et krav for at sikre lovlige og rigtige afgørelser. Endelig skal det fremgå, at der skulle gives adgang, også for barnet, til at indbringe afgørelsen for den Sociale Ankestyrelse, jf. § 128, stk.
Sagsøgte skal bevise at disse krav til procedure og klagevejledning mv. er op-fyldt. Det fremgår ikke af sagens akter, at der er truffet en afgørelse, der har fulgt proceduren i overensstemmelse med reglerne. Sagsøgte er derfor også an-svarlig på dette grundlag. Der er således tale om forhold, der er givet, ikke mindst for at sikre sagsøgers rettigheder. Ansvar og krænkelse for ikke at handle adækvat på konkret mistanke og ind beretninger Som oven anført indberettede børnehjemmet konkret mistanke om at seksuelt misbrug ville finde sted i tilfælde af hjemgivelse, jf. bilag 3 og
Hjemgivelse skete alligevel. Den familieterapeut, der blev tilknyttet familien, Vidne 1, hav-de ligeledes konkrete mistanker og indrapporterede om konkret forhold, der gav anledning til stærkt at betvivle om forholdende i hjemmet var forsvarlige for sagsøger. Sagsøgte foretog sig alligevel ikke noget adækvat. I Vidne 1's brev af
august 1980 til socialudvalget, bilag 6, 6 uger efter hjemgivelsen, fremgår det at forældrene var dysfunktionelle i stærk grad. Børnene påvirkedes heraf, ikke mindst søsteren, der havde udviklet nervøse bevægelser. Det gengives at faderen åbent talte om seksuelle relationer til sagsøger og søste-ren eller i hvert fald gengiver forhold, der gav bestyrket mistanke om seksuelle krænkelser af børnene, hhv. som minimum upassende og uforsvarlige opvækstforhold. Det er gengivet at faderen talte om, at Søster, ikke kunne være alene med Vidne 1, fordi så vil der komme ting frem om faderens for-hold til Søster. Det fremgår videre, at børnene er meget bagud i skolen og ikke fik lavet deres lektier. I rapport, bilag 7, anfører Vidne 1, videre, at faderen er ”voldsom og meget truende over for sine børn. Han har meget svært ved at for-stå bagrunden for almindelig norm og adfærd. F.eks. kan han ikke forstå at for- / 18 ældre ikke må gå i seng med deres egne børn. Person 4 virker følelses-kold overfor sine kone og sine børn.” Vidne 1's indstilling var, at anbringelse af alle børnene uden for familien i familiepleje ville være den bedste løsning og, alternativet ville være krav om massive støtteforanstaltninger i familien af et omfang det var svært tænkeligt mu-ligt. Kommunen reagerede ikke på disse indberetninger fra børnehjemmet og Vidne
De forblev således i hjemmet uden massive støtteforanstaltninger eller på anden måde sikring af dem mod overgreb og sikring af deres udvikling. Det blev tilsyneladende for meget for Vidne 1, der kort tid efter, pr.
oktober 1980, ophørte i sin stilling, og vi ved fra straffesagerne, at overgrebene fortsatte frem til faderens fængsling i 1985 uden kommunen gjorde noget, i hvert fald ef-fektivt, for at skærme og sikre dem. Det fremgår videre at sagsøger blev indlagt efter selvmordsforsøg i perioden, uden det afstedkom nogen forandringer eller reaktioner fra sagsøgte. På den baggrund gøres det gældende, at sagsøgte også er ansvarlig for efter hjemgivelsen ikke at have foretaget fornødent tilsyn og opfølgning og, for ikke at have reageret fornødent på, som minimum, mistanke om vanrøgt og om seksuelt misbrug. Det udgjorde tillige en krænkelse af sagsøgtes forpligtelse ef-ter EMRK art, 3 og FNs vedtagelse om børns krav på beskyttelse. Kommunen har derfor ikke levet op til at sikre omsorgen af sagsøger og hendes rettigheder og ikke opfyldt den tilsynsforpligtelse, der følger af den sociale lovgivning og de internationale forpligtelser. Det var et myndighedssvigt, der har muliggjort misbruget og vanrøgten af sagsøger og hendes søskende. Herfor er sagsøgte og-så ansvarlig. Samlet vurdering I hvert fald, når der ses samlet på sagsøgtes sagsbehandling og afgørelse og efterfølgende tilsynssvigt, er sagsøgte erstatningsansvarlig for sine kumulerede fejl, der har muliggjort misrøgten og misbrugen af sagsøger. Forholdene og sagsøgtes ageren eller mangel på samme har endvidere udgjort en krænkelse, der efter EMD praksis og Østre Landsrets domme takseres til en tortgodtgørel-se kr. 300.000,
Konklusion Sagsøgte er, af flere selvstændige årsager og i hvert fald samlet set, erstatningsansvarlig over for sagsøger for det misbrug, som hjemgivelsen muliggjorde fra 1980 og indtil farens fængsling i
Forholdet konstituerer endvidere en krænkelse af EMRK art. 3 for hvilken sagsøger har ret til tortgodtgørelse kr. 300.000,00, subsidiært at sagsøger har ret til at få sagsøgte dømt til at anerkende at der har foreligget en krænkelse foruden at tilsidesættelse af sagsøgtes pligter giver ret til erstatning efter reglerne i erstatningsansvarsloven, som er udskudt / 19 til fortsat behandling forudsat retten deler sagsøgers opfattelse om sagsøgtes ansvar. Årsagssammenhæng og erstatningskrav Idet denne delhovedforhandling alene omhandler ansvar og tort efter EMRK og EMD praksis, ligger det uden for delhovedforhandlingen af tage stilling til i øvrigt, til hvilke tab, skader og årsagssammenhæng, som misbruget har medført og dermed sagsøgtes erstatningsforpligtigelsesomfang. Det må afgøres under den fortsatte retssag. # …” Sagsøgte (Kommune) har i sit påstandsdokument anført følgende: ”... Anbringender Det bestrides, at det er godtgjort, at Sagsøgte (Kommune) i forbindelse med ophøret af den tvangsmæssige anbringelse i 1980 og i årene efter har udvist fejl eller for-sømmelser med relation til den forvaltningsretlige behandling af sagsøgers fa-milies sociale sag, herunder i forbindelse med tilsynet med forholdene i hendes hjem. Der er ikke holdepunkter for at fastslå, at kommunens sagsbehandling, der har haft fokus på den samlede belastning i familien, har afveget fra, hvad der har været sædvanligt og anerkendt som forsvarligt på tidspunktet for sagsforløbet. Det bemærkes indledningsvist, at det er ubestridt, at forholdene i sagsøgers hjem var meget problematiske, men krav om erstatning og godtgørelse for ska-der, der kan henføres til alt andet end kommunens tilsidesættelse af lovbestem-te forpligtelser i forbindelse med seksuelle overgreb begået over for sagsøger, er forældede. Dette er i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom i sagen, og retstilstanden er ikke i øvrigt ændret ved indsættelsen af stk. 5 i forældelseslo-vens §
Som anført i Højesterets kendelse af
august 2018 drejer sagen sig om, hvorvidt Sagsøgte (Kommune) har handlet ansvarspådragende ved at tilsidesætte sine forpligtelser i forbindelse med, at der blev begået seksuelle overgreb mod sagsøger i en periode fra 1979-
Sagsøgte frafaldt på baggrund af lov nr. 140 af
februar 2018 indsigelsen om, at et eventuelt krav, der kunne henføres hertil, var forældet. Sagsøger har nu gjort gældende, at sagsøgte "ikke har levet op til sin tilsyns- og omsorgsforpligtelse", og det bestrides, at sagsøger kan udvide sin argumenta-tion, således at denne omfatter mere, end hvad der er angivet ovenfor. / 20 Loven tager alene stilling til spørgsmål om ophør af fordring på godtgørelse og erstatning i sager, hvor det er godtgjort, at en myndighed har tilsidesat sine lovfæstede forpligtelser. Lovgivningen lemper således ikke den bevisbyrde, en erstatningssøgende har, og den af sagsøger udøvede passivitet og den lange tid, der er gået siden de kritiserede forhold skulle være begået, skærper i betydeligt omfang beviskravene, særligt i lyset af sagsøgers meget sene sagsanlæg, hvor hun i en meget lang årrække som voksen har haft fuld indsigt i problematikken. Det fremgår af sagens akter, at sagsøgers familie tilflyttede Sagsøgte (Kommune) den
oktober 1976, men at handlepligten efter aftale mellem Sagsøgte (Kommune) og Kommune forblev i Kommune, der havde stået for anbringel-sen og det efterfølgende tilsyn hermed. Sagsøgte (Kommune) overtog først reelt handlepligterne efter Ankestyrelsens afgø-relse af
februar 1980, hvor Ankestyrelsen vurderede, at sagsøger måtte anses for at have opholdskommune sammen med forældrene i By
Beslutningen om hjemgivelse truffet på et møde i Sagsøgte (Kommune)s sociale ud-valg den
marts 1980 var baseret på rapport fra Børnerådgivningskontoret af
marts 1980 (bilag 2). Beslutningen om hjemgivelse blev truffet i henhold til bistandslovens § 123, stk. 1, nr.
Efter denne bestemmelse kunne Det Sociale Udvalg nægte hjemgivelse, "når det er absolut påkrævet af hensyn til et barns velfærd". Anbringelse uden samtykke blev dengang anset for et meget alvorligt indgreb i forældrenes ret til at bestemme over barnet, og anbringelse uden for hjemmet blev betragtet som et indgreb i den personlige frihed, jf. grundlovens §
Da der var tale om beslutninger af meget alvorlig art, blev der fastsat særlige regler i bistandslovens §§ 125-126, herunder om en regel om at en beslutning om hjemgivelse alene kunne ske med 2/3 af Det Sociale Udvalgs medlemmer, og det var fastsat i bistandslovens § 126, at der i mødet skulle deltage en byrets-dommer og en pædagogisk psykologisk konsulent udpeget af amtsrådet. Praksis vedrørende tvangsanbringelse var dengang restriktiv, og der er ikke holdepunkter for at fastslå, at afgørelsen på baggrund af de dengang forelig-gende oplysninger ikke var korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen og den dengang gældende praksis. Det forhold, at Kommune muligt har haft en anden opfattelse af spørgsmålet om hjemgivelse, også henset til de generelle forhold i forældrenes hjem, kan ikke føre til en anden vurdering. I forbindelse med afgørelsen blev der efter den dengang gældende bistandslovs § 33, stk. 1, nr. 2, beskikket en personlig rådgiver for sagsøger, jf. den dengang gældende bistandslovs § 32, stk. 4, hvorefter det påhviler Det Sociale Udvalg at / 21 yde forældremyndighedens indehaver "særlig vejledning og støtte, når barnet har vanskeligheder i forhold til sine daglige omgivelser, skolen eller samfundet, eller når barnet i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold". Det Sociale Udvalg har ikke fundet grundlag for at gennemtvinge undersøgel-ser efter den dengang gældende bistandslovs § 32, stk. 3, hvorefter barnets for-hold skal undersøges, når det må antages, at et barn trænger til særlig støtte. Det blev heller ikke vurderet, at der var grundlag for at bringe § 32, stk. 3,
pkt., i anvendelse. Efter denne bestemmelse skal Det Sociale Udvalg "i påkrævet fald" lade barnet undersøge af en læge eller af en psykolog eller eventuelt hen-vise til de amtslige rådgivningscentre, jf. den dagældende bistandslovs §
De særlige regler om tilsyn med børn og unge i bistandsloven og i senere lovgivning er med tiden blevet skærpet, og der er over tid kommet mere fokus på risikoen for overgreb på børn både i eget hjem, i institutioner og under anbringelse. Sagsøgte (Kommune)s forhold må vurderes ud fra de normer, der var gældende for snart 40 år siden, og der har som anført siden været en betydelig udvikling i kravene til den kommunale indsats i sager som den foreliggende. Dette vil blive dokumenteret af den dengang foreliggende litteratur, der medtages i sagsøgtes materialesamling. Det fremgår af den indhentede speciallægeerklæring af
december 2015 (bi-lag 31), at sagsøger nu er af den opfattelse, at de seksuelle overgreb debuterede, da hun var 12-13 år (1978-1979). Det fremgår derimod af sagsøgers forklaring under straffesagen mod faren, at det "vist først (var) efter, at hun var fyldt 15 år, at han havde samleje med hen-de" - det vil sige efter
maj
Under straffesagen blev faren frifundet for den del af tiltalen, der omhandlede overgreb før sagsøgers fyldte
år og alene dømt for i en periode på 3-4 år, ef-ter hun var 15-16 år gammel, at have haft samleje med hende. Domfældelsen bygger altovervejende på sagsøgers og hendes søsters forklarin-ger, idet bemærkes, at faren til stadighed har fastholdt, at forklaringerne beroe-de på opspind. Der er ikke i dag holdepunkter for at afklare de nærmere omstændigheder ved de påberåbte overgreb, herunder at sådanne skulle have haft en videre tids-mæssig udstrækning. Det bestrides således, at der efter sagsøgers hjemgivelse til forældrene i sommeren 1980 har foreligget sådanne indikationer eller en således bestyrket mistanke, at der er grundlag for at fastslå, at Sagsøgte (Kommune) ikke har opfyldt sine so cial/ 22 retlige forpligtelser efter de dengang gældende regler og den dengang udvikle-de praksis med relation til iværksættelse af særlige foranstaltninger. Det bestrides således, at de i 1980 og senere foreliggende oplysninger efter datidens normer har givet en sådan mistanke om, at sagsøgers far forgreb sig på sagsøger, at der har været grundlag for at reagere i videre omfang end sket. Den af kommunen i medfør af den dagældende bistandslov beskikkede person-lige rådgiver overvejede, om der var grundlag for indgriben og politianmeldel-se, men efter at have spurgt sagsøgers forældre, sagsøger og hendes søster om sine overvejelser, der blev benægtet, har der ikke været grundlag for efter de dengang gældende normer at iværksætte yderligere foranstaltninger, og der har ikke efter den dengang gældende praksis været noget som helst grundlag for at iværksætte foranstaltninger i form af tvangsanbringelse. Det fremgår videre af forklaringen, at han "rapporterede til sine foresatte", men at man ikke vurderede, at der "var noget at gøre ved det", og der er ikke i dag holdepunkter for at fastslå, at denne vurdering skulle have været uforsvarlig. Først i august 1985 blev mistanken bestyrket, idet sagsøgers søster da fortalte om farens misbrug af hende. Som anført ovenfor, gøres det gældende, at det bevismæssigt må komme sagsø-ger til skade, at sagen rejses så mange år efter, hvilket i ganske betydeligt grad har forskertset mulighederne for en forsvarlig oplysning af sagen. Det fremgår af forarbejderne til ændringen af forældelsesloven, at almindelige bevisretlige betragtninger fortsat er gældende, og det var i spil, at mange perso-ner kunne blive skuffede, henset til den strenge bevisbyrde, der måtte påhvile dem, når man skulle godtgøre, at forhold for mange år siden skulle kunne ka-rakteriseres som uforsvarlige. Sagsøgte har forsøgt at identificere og lokalisere de medarbejdere, der i sin tid har deltaget i behandlingen af sagsøgers sag. Som anført i processkrift af
august 2019 har sagsøgtes omfattende bestræbelser på at identificere personer, der kunne bidrage med oplysninger til sagen, ik-ke båret nævneværdig frugt. Som det fremgår, er den forhenværende ekspeditionssekretær hukommelseshandicappet, og den i sagsakterne omtalte Person 5 har ikke kunnet identificeres. En fuldmægtig og en sagsbehandler er afgået ved døden. Ved bevisvurderingen må det også tillægges betydning, at det ikke har været muligt at fremskaffe alle relevante dokumenter eksempelvis sagsøgers egen læ-ges journal dækkende en meget afgørende periode fra marts 1984 til januar / 23 1987, og sagsøgers manglende efterkommelse af sagsøgtes opfordring til at fremlægge alt journalmateriale må tillægges processuel skadevirkning i overensstemmelse med princippet i

§ 344, stk.

…” Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Afgørende for spørgsmålet om ansvarsgrundlag er, om kommunen vidste eller burde vide, at Sagsøger ved hjemgivelsen var i risiko for at blive udsat for overgreb og at hun faktisk også blev udsat for overgreb og om kommunen i givet fald har udfoldet rimelige bestræbelser for at undgå, at hun blev udsat for overgreb. Retten lægger til grund, at kommunen før hjemgivelsen blev effektueret var bekendt med de to telefonnotater, hvor henholdsvis en ansat og en leder på børnehjemmet udtrykker bekymring for, at der ved hjemgivelsen var risiko for, at faderen ville udsætte Sagsøger for seksuelle overgreb. Kommunen blev desuden efter hjemgivelsen bekendt med Vidne 1's rapport af
august 1980 og senere udaterede rapport, hvor han udtrykte bekymring. Det fremgår af vidneforklaringen fra Vidne 1, at han flere gange udtalte overfor sine foresatte, at det var "rivende galt" med faderen og dennes seksuelle moral. Ydermere med-delte Vidne 1 til kommunen, at han ikke ville være ansat som personlig rådgi-ver mere, hvis ikke der blev sat ind med mere massiv støtte og endte også med at frasige sig jobbet. Retten finder herefter, at der er oplyst omstændigheder, som gav kommunen en begrundet mistanke om, at der forelå en påregnelig risiko for, at Sagsøger ved hjemgivelsen og den fortsatte forbliven i hjemmet kunne risikere at bli-ve udsat for seksuelle overgreb. På trods den konkret begrundede mistanke om, at Sagsøger ved hjem-givelsen til forældrene kunne risikere at blive udsat for overgreb, besluttede kommunen at effektuere hjemgivelsen af Sagsøger. Ligesom hun ikke på ny blev fjernet fra hjemmet, hvor hun forblev frem, til hun flyttede hjemme-fra. Serviceloven er flere gange siden perioden 1979 til 1984 ændret og der er herved sket skærpelser ved kommunernes tilsyn med anbragte børn og børn, der ydes hjælp i efter serviceloven i hjemmet. Ved bedømmelsen af kommunens adfærd må der, som også anført af Sagsøgte (Kommune), lægges vægt på den dagældende lovgivning og administrative praksis. Det bemærkes herved, at kravene til kommunens tilsyns- og handlepligt skærpes, når der er er tale om udsatte børn i en / 24 dårligt fungerende familie med få sociale og personlige ressourcer. Sagsøger var igennem en lang årrække var anbragt uden for hjemmet. Ved hjem-givelsen af et sådant barn, var der - også efter datidens lovgivning — anledning til, at kommunen holdt et tæt opsyn med forholdene i hjemmet og reagerede adækvat på tilbagemeldingerne fra de kommunalt ansatte, som kom i hjemmet. I forbindelse med hjemgivelsen foranstaltede kommunen, at der blev tilknyttet en personlig rådgiver til Sagsøger. Den personlige rådgiver gjorde gen-tagne gjorde opmærksom på, at indsatsen ikke var tilstrækkelig. Kommunen foranstaltede herefter, at der blev ansat en støtteperson, Person
Spørgsmålet er herefter, om kommunens hjælpeforanstaltningen kan siges at have været tilstrækkelige til opfyldelse af dens forpligtelser overfor Sagsøger. Da overgrebene fortsatte igennem hele perioden og da kommunen ikke forøgede indsatsen, heller ikke efter Sagsøgers selvmordsforsøg og til-syneladende lod støtten til familien i henseende til børnene helt ophøre fra 1982, finder retten, at kommunens indsats i forhold til at varetage tilsyns- og om-sorgsforpligtelsen har været utilstrækkelig. Da kommunen ikke iværksatte de nødvendige tiltag for at forebygge, at Sagsøger blev udsat for overgreb, er kommunen erstatningsansvarlig for krænkelsen af Sagsøgers rettigheder efter Den Europæiske Menneske-rettighedskonventions artikel
Det bemærkes herved, at en bedømmelse efter den dagældende sociale lovgivning om tilsyns- og handlepligt ville have ført til samme resultat. Det bemærkes, at den omsorgsforpligtelse og handlepligt som påhvilede kommunen i forhold til Sagsøger, er en særlig forpligtelse i forhold til børn og unge. Denne del af kommunens forpligtelse ophørte derfor, da hun fyldte 18 år. Sagsøgers påstand tages med denne modifikation herefter til følge. THI KENDES FOR RET: Sagsøgte (Kommune) skal anerkende at være erstatningsansvarlig over for Sagsøger for tilsidesættelse af sine forpligtelser, herunder for ikke at have truffet fornødne foranstaltninger for at sikre hende mod de seksuelle overgreb, der blev begået mod hende af faderen i perioden 1980 og frem til hun fyldte 18 år. ” Sagsøgers erhvervsmæssige og helbredsmæssige forløb Sagsøger har afsluttet folkeskolen og handelsskoleeksamen, og hun har efterfølgende haft flere former for ufaglært arbejde. I marts 2009 blev hun en periode sygemeldt og søgte herefter førtidspension, hvilket blev afslået ved afgørelse den
juli
Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at Sagsøger / 25 ikke havde dokumenteret, at hun havde en nedsat arbejdsevne inden for et-hvert erhverv. I den efterfølgende tid deltog hun i to praktikforløb. Der er under sagen fremlagt fra speciallæger i psykiatri af den
oktober 2009,
december 2015 og
marts
Det er oplyst, at Sagsøger været igennem flere samtaleforløb hos psyko-log, og at hun været indlagt i det psykiatriske system i 1981, 1999, 2001 og
Hun har fået diagnoser pegende på en forstyrrelse af personlighedsstrukturen og PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion). Speciallægen i psykiatri konklu-derer ved udtalelsen ved 2015 blandt andet, at sagsøger allerede som barn har udvist svær PTSD, som hurtigt har kronificeret sig til "en personlighedsændring efter katastrofeoplevelse". Sagsøger fik med virkning fra
august 2011 tilkendt førtidspension. Retslægerådet har den
september 2016 besvaret spørgsmål i sagen. Af besvarelsen fremgår: ” Spørgsmål
Retslægerådet anmodes om at vurdere, om de gener, som appellanten frembød i 1999, hvor hun konsulterede psykolog, var en sådan karakter, at de må betragtes som en varig lidelse (forstået som modsat en midlertidig eller forbigående lidelse). Der er ikke i de fremsendte lægelige bilag detaljerede oplysninger om sagsøgers psykiske tilstand i 1999, hvorfor Retslægerådet ikke kan besvare spørgsmålet. Spørgsmål
Retslægerådet bedes, uagtet besvarelsen af spørgsmål 1, oplyse, om appellanten på et tidligere tidspunkt, end i
maj 2011 og
juli 2011, udviste sådanne symptomer, at hun på dette tidspunkt enten blev eller burde have været diagnosticeret med en varig lidelse (jf., definitionen ovenfor i spørgsmål I). Retslægerådet bedes begrunde sin besvarelse samt om muligt angive det tidligste tidspunkt, hvor appellanten frembød symptomer/gener på en kronisk lidelse. Oplysningerne i de lægelige bilag er sparsomme. Dog fremgår det af psykiatrisk speciallægeerklæring af den 28.12.15 (bilag 31), at sagsøger i perioden 1986 — 2011 i flere omgange er blevet behandlet af forskellige psyko/ 26 loger. Det beskrives, at det gennemgående i behandlingerne er, at hun har fået diagnoser pegende på en forstyrrelse af personlighedsstrukturen og PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion). Speciallægen konkluderer blandt andet, at sagsøger allerede som barn har udvist svær PTSD, som hurtigt har kronificeret sig til "en personlighedsændring efter katastrofe-oplevelse". Retslægerådet finder, at sagsøger gennem en lang årrække muligvis helt tilbage til barndommen har haft symptomer på PTSD og følger af PTSD. Lidelsen skønnes varig. Spørgsmål
I forlængelse af besvarelsen at spørgsmål 2 bedes Retslægerådet oplyse, om det af det lægelige materiale fremgår, at en eventuel varig lidelse er blevet kommunikeret til appellanten og i givet fald hvor. Spørgsmålet er ikke af lægefaglig karakter og besvares derfor ikke af Retslægerådet. Spørgsmål
Retslægerådet bedes oplyse, om det er overvejende sandsynligt, at appellanten har udviklet en ændret bevidsthedstilstand - det der kaldes dissociation, sådan som dette er beskrevet i bl.a. bilag 26, side 9, hvor der tales om den voksnes dissociation. (Ved overvejende sandsynligt forstås simpel sandsynlighed på 50 % eller derover. Ved mindre sandsynligt forstås en sandsynlighedsprocent på 49 % eller mindre) Der er ikke i de fremsendte lægelige bilag noget, der belyser eller peger i retning af, at sagsøger har udviklet en såkaldt dissociativ tilstand. Spørgsmål
Retslægerådet bedes oplyse, om de gener, som appellanten frembyder som de senest er beskrevet i sagens bilag samt på tidspunktet for tilken-delse af førtidspension i november 2011, med overvejende sandsynlighed må betragtes som senfølger efter seksuelle overgreb. Herunder anmodes Retslægerådet om at vurdere om begrebet "Senfølger efter seksuelle overgreb" er dækkende beskrevet af Serviceskrivelsen i fx bilag 27, og således anvendelig som "målestok" og/eller "definition" for Retten, eller om Retslægerådet definerer begrebet "Senfølger efter seksuel-le overgreb" på en anden måde, og i givet fald hvordan. Ja, som tilstanden er beskrevet, vurderer Retslægerådet, at der primært er tale om følger efter seksuelle overgreb. Det er ikke Retslægerådets opgave at vurdere andre offentlige myndigheders publikationer. / 27 Spørgsmål
Hvis spørgsmål 5 besvares bekræftende, bedes Retslægerådet oplyse, om disse senfølger, kan udvikles eller ligge latent til senere aktivering i f.eks. 30 år eller mere. Retslægerådet bedes uddybe og begrunde sit svar. En reaktivering eller forværring af symptomer efter voldsomme traumer er almindeligt, hvis den skadelidte igen kommer i en situation med fokus på traumet eller oplever et nyt traume. Spørgsmål
Retslægerådet bedes vurdere om de i spørgsmål 2, i spørgsmål 4 og i spørgsmål 5 nævnte lidelse/bevidsthedstilstand/gener må antages at være følger efter seksuelle overgreb begået af faderen jf. indledningen. De seksuelle overgreb har haft en stor betydning for udviklingen af sagsøgers psykiske gener. Andre forhold herunder andre livsbegivenheder kan også have påvirket tilstanden. Spørgsmål 8 I tilknytning til besvarelsen af spørgsmål C bedes Retslægerådet oplyse om det er almindeligt forekommende i befolkningen at gener af samme karakter og omfang som appellantens forårsaget af psykosociale omstæn-digheder i barndom/tidlig ungdom først manifesterer sig i 40 års alderen. Spørgsmålet er generelt og besvares ikke af Retslægerådet. Spørgsmål
Retslægerådet bedes oplyse, at sagen i øvrigt giver anledning til kommentarer. Nej. Spørgsmål A. Der ønskes i tilslutning til besvarelsen af spørgsmål 7 oplyst, om et muligt årsagsbidrag kan udskilles 1 forhold til andre psykosociale omstændighe-der, der måtte kunne være egnede til at forårsage eller medvirke til at for-årsage gener af tilsvarende karakter. Der ønsker videre i tilslutning til besvarelsen oplyst, om gener, som de Sagsøger angiver, er specifikke for seksuelle overgreb som de i sagen omhandlede. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål
Flere af de gener, der beskri-ves, kan direkte relateres til overgrebene. Andre gener kan være afledte / 28 mere uspecifikke følger af overgrebene. Dog kan de mere uspecifikke ge-ner også være influeret af andre psykosociale omstændigheder. Det er ik-ke muligt at udskille årsagsforholdene præcist Spørgsmål B. Hvornår i forløbet efter overgrebenes afslutning har det efter Retslægerå-dets opfattelse været muligt at afklare, om og i givet fald i hvilket omfang overgrebene har ført til psykiske gener. Det ønskes i tilslutning hertil oplyst, om det er muligt at fastslå, hvornår i forløbet generne har manifesteret sig i et sådant omfang at disse må karakteriseres som varige. Det ønskes i tilslutning hertil oplyst, om sådanne psykiske følger som har kunnet konstateres hos appellanten i 1999 (bilag 14, s. 2), 12001 (bilag 16, s. 1), i 2003 (bilag 14X) og i 2005 (bilag 1419 har haft en sådan karakter, at der var grundlag for at tro, at psykiske følgevirkninger ville være vedvarende. Det er ikke muligt for Retslægerådet at give en præcis besvarelse af det stillede spørgsmål. Spørgsmål C. Ses psykiske gener af samme karakter og omfang som appellantens hos personer, der ikke har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Det ønskes herunder oplyst, om psykosociale omstændigheder i barndommen og den tidlige ungdom som omtalt i sagsakterne i sig selv kan føre til tilsvarende gener. I det omfang spørgsmål 7 og spørgsmål A besvares bekræftende, bedes det oplyst, om omstændigheder også i barndommen som omtalt i dette spørgsmål må antages at have medvirket til udviklingen af Sagsøgers psykiske habitus. Spørgsmålets første del har generel karakter. Desuden henvises til besvarelsen af spørgsmål A. Spørgsmål D. Såfremt spørgsmål 7 og spørgsmål A besvares bekræftende, ønskes det oplyst, om der er holdepunkter for at fastslå, at Sagsøger først ef-ter den
juni 2005 har udviklet sådanne symptomer, at det har været er-kendbart, at hun måtte have pådraget sig vedvarende psykiske gener. Der er ikke holdepunkter for at fastslå, at sagsøger først efter den 06.06.05 har udviklet sådanne symptomer, at det har været erkendbart, at hun hav-de pådraget sig vedvarende psykiske gener. / 29 I sagens behandling har Overlæge 1 og Overlæge 2 samt Professor deltaget Retslægerådet skal anmode om underretning om sagens endelige udfald. Sagens parter er ikke underrettet herfra. Retslægerådet har den
november 2019 besvaret supplerende spørgsmål. Af besvarelsen fremgår: ” Spørgsmål 10: Retslægerådet har ved besvarelse af 19/9 2016, svar på spørgsmål 2 anført, at sagsøger lider af PTSD, ved svar på spørgsmål 5, at dette primært skyldes føl-ger efter de seksuelle overgreb og endelig ved svar på spørgsmål 7 og A, at de seksuelle overgreb og følger heraf har været af stor betydning for udviklingen af tilstanden, men andre livsbegivenheder kan også have påvirket tilstanden. Retslægerådet bedes oplyse om sagsøgtes spørgsmål E-I ændrer på disse besvarelser/konklusioner? Retslægerådet kan som følge af de begrænsede lægelige akter ikke svare mere præcist end allerede gjort ved spørgsmål 7 og A. Spørgsmål 11: Ved spørgsmål GJ er Retslægerådet blevet bedt om, at oplyse hvilken indflydel-se farens mulige overgreb, frem til sagsøger fylder 15 år den 9/5 1981, har haft på hendes psykiske tilstand (som der er idag/som senest beskrevet). Supplerende hertil bedes Retslægerådet oplyse: A. Vurderer Retslægerådet at det er muligt at opdele påvirkningen fra overgre-bene før og efter sagsøger blev 15 år eller, vurderer Retslægerådet at der er tale om psykisk påvirkning, som følge af de samlede overgreb, inkl. overgreb begå-et efter sagsøger var blevet 15 år ? Kan skaden opdeles Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 7 og A. Spørgsmål 12: Ved Retslægerådets svar på spørgsmål 5, 7 og A, er det anført at de seksuelle overgreb er den primære årsag til sagsøgers psykiske problemer og overgrebe-ne medførte både nogle direkte og nogle afledte uspecifikke følger, men at der / 30 dog også kan være påvirkning fra andre livsbegivenheder. Der spørges supplerende hertil: a. Retslægerådet bedes oplyse om der i sagens materiale er oplyst konkret om sådanne konkurrerende livsbegivenheder, der har medført varige psykiske gener og i såfald hvilke ? b. Ved bekræftende besvarelse af spørgsmål a), det vil sige der kan konkret påvises andre livsbegivenheder der har medført varig psykisk skade på sagsøger, bedes Retslægerådet oplyse om disse livsbegiven-heder med overvejende sandsynlighed afsig selv, det vil sige uden sagsøger havde været udsatfor det seksuelle misbrug, ville have ud-viklet sig med varige psykisk påvirkning eller vurderer Retslægerå-det, at det seksuelle misbrug har nedsat sagsøgers tærskel, gjort sagsøger sårbar eller på en måde har været en forudsætning for, at de øvrige livsbegivenheder har kunnet medføre varig psykisk på-virkning/skade af sagsøger? c. Retslægerådet bedes ved bekræftende besvarelse af a) nærmere beskrive samspillet mellem den psykiske påvirkning/skade og skade det seksuelle misbrug af sagsøger har medført og indvirkningen fra øvrige livsbegivenheder på sagsøgers psykiske tilstand, som beskre-vet i det seneste lægelige materiale. Der er i denne sag tale om et meget langt tidsrum mellem de seksuelle overgreb og den diagnosticerede PTSD. I dette tidsrum har sagsøger været udsat for livsbegivenheder, som teoretisk set kan med føre psykiske symptomer. De begrænsede lægelige akter tillader dog ikke at Retslægerådet giver en konkret vurde-ring af andre begivenheders eventuelle bidrag til den endelige tilstand. Spørgsmål 13: Finder Retslægerådet holdepunkter for at fastslå at sagsøger ville have udviklet helt eller delvis sine psykiske lidelser, uafhængig af de seksuelle overgreb fra farens side? I det omfang Retslægerådet fastslår at sagsøger, selvstændigt og uafhængigt af de seksuelle overgreb begået af faren, har udviklet psykiske gener, bedes Retslægerådet nærmere oplyse hvilken andel af de samlede psykiske gener Retslægerådet skønner de seksuelle overgreb, herunder afledte følger heraf har medført for sagsøger og, hvilken andel uafhængig forhold har medført for sagsøgers psykiske gener, som beskrevet i det seneste lægelige. Har de seksuelle overgreb fra farens side og følger heraf medført. a. Den langt overvejende del (75-100%) / 31 b. c. d. e. Den overvejende del (50-75%) En lige del (ca. 50%) En mindre del (25-50%) En lille del (1-25%) af sagsøgers psykiske gener? Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 7, 12 og A. Spørgsmål 14: For så vidt angår kognitive gener bedes Retslægerådet, for det tilfælde at Retslægerådet mener sagsøger har kognitive gener, oplyse om kognitive gener — påvirkning af koncentration og hukommelse, ses ved psykiske gener og psy-kiske lidelser, herunder af den type som sagsøger har, efter udsættelse for seksuelle overgreb fra farens side ? Er det sandsynligt at sagsøgers kognitive gener er udviklet eller påvirket af overgrebene? Kan der peges på andre mere sandsynlige årsager tit sagsøgers eventuelle kognitive gener end overgrebene eller følgerne heraf? Begrebet gener har ikke en klar lægefaglig definition og spørgsmålet lader sig som sådan ikke besvare. Retslægerådet kan dog oplyse, at kognitive symptomer som hukommelses- og koncentrationsbesvær ofte indgår i tilstandsbilledet ved PTSD. Spørgsmål 15: Giver sagen Retslægerådet anledning til andre bemærkninger? Nej. Spørgsmål E: Det fremgår af svaret på spørgsmål 2, at sagsøger muligvis helt tilbage til barndommen har haft symptomer på FTSD og følger af PTSD. Retslægerådet bedes i tilslutning hertil oplyse, om der er holdepunkter for at fastslå, at symptomer på PTSD og følger af PTSD varigt er blevet forværret af de overgreb, faren er blevet dømt for at have begået i perioden efter sagsøger fyldte 15 år den
maj
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 7 og A. Spørgsmål F: / 32 I det omfang det må antages, at der foreligger symptomer helt tilbage til barndommen og før sagsøger fyldte 15 år ønskes det oplyst, om de således da opstå-ede gener dengang kunne være blevet behandlet. I givet fald hvordan og med hvilken prognose. Spørgsmålet er af delvis hypotetisk karakter. Det kan ikke med bestemthed vides, hvordan sagsøger ville være blevet behandlet, hvis symptomerne var blevet opdaget i barndommen. Retslægerådet udtaler sig ikke om prognoser. Spørgsmål G: Retslægerådet bedes om muligt redegøre for nedennævnte forholds indflydelse på sagsøgers psykiske tilstand i dag.
farens mulige overgreb frem til hun fyldte 15 år den
maj 1981 Sagsøgers familiemæssige forhold og generelle psykosociale situa-tion under opvæksten De overgreb faren blev dømt for ved Vestre Landsrets dom af
januar 1986: “har haft samleje med Sagsøger fra denne var 15-16 år gammel og herefter i 3-4 år, mindst en gang om måneden og ofte med kortere mellemrum“. Mulige voldtægtsforsøg, jf. egen læges notat af2l. marts 1984 (bilag 32) Sagsøgers psykosociale forhold i tiden efter farens anholdelse den
juni 1925 Ægtefællens utroskab i 1999 og efterfølgende skilsmisse Andre, evt. uoplyste omstændigheder Om muligt bedes Retslægerådet søge at kvantificere årsagsfaktorernes indflydelse. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 7 og A. Spørgsmål H: Er der holdepunkter for at fastslå, at de overgreb, faren blev dømt for ved Ve-stre Landsrets dom af
januar 1986, har været årsag til indlæggelserne på Psykiatrisk Hospital i Esbjerg i 1999 og 2001 samt indlæggelsen på Grindsted Sygehus i
Spørgsmålet lader sig ikke besvare ud fra de lægelige akter. / 33 Spørgsmål I: Er der holdepunkter for at fastslå, at den i spørgsmål G under pkt. 3 omtalte påvirkning har været årsag til kognitiv reduktion. I givet fald hvilke. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål
I sagens behandling har Overlæge 1 og Professor samt Overlæge 3 deltaget. Retslægerådet skal anmode om underretning om sagens endelige udfald. Sagens parter er ikke underrettet herfra. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har den
august 2020 afgivet udtalelse, hvoraf fremgår: ” Skadens dato …. :
oktober 1994 Skadelidtes navn ..: Sagsøger Vurdering Méngraden er vurderet til 20 procent, jf. erstatningsansvarslovens § 4 Erhvervsevnetabet er vurderet til 75 procent, jf. erstatningsansvarslovens § 5 Vi er ved anmodningen af
marts 2019 blevet bedt om en udtalelse om méngraden og erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarslovens §
Vi er endvidere blevet bedt om at oplyse, hvorvidt méngraden kunne være op-gjort pr.
oktober
Retslægerådets udtalelse af
september 2016 er ligeledes indgået i vores vurdering af det varige mén. Vi tolker Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 5, 7 og A, således, at Sagsøger som følge af de seksuelle overgreb fra sin far, har udviklet varige psykiske gener, og at de psykiske gener har været symptomgivende siden barn-dommen, jf. deres besvarelse af spørgsmål 2 og D. / 34 Vores lægekonsulenter med speciale i psykiatri har medvirket til at vurdere méngraden. Sagsfremstilling Ved vurderingen af det varige ~ har vi lagt til grund, at Sagsøger i sin barndom var udsat for seksuelle overgreb af sin far, som han efterfølgende er dømt for. Det fremgår af de helbredsmæssige oplysninger, at Sagsøger i maj 1981 blev indlagt, idet hun havde forsøgt at begå selvmord, på grund af psykiske ge-ner, som hun havde udviklet, som en følge af de seksuelle overgreb. Det fremgår endvidere af konsultation hos egen læge den
marts 1984, at hun klagede over mareridstligende genoplevelser, som følge af en voldtægt da hun var 15 år. Det var samtidigt på dette tidspunkt, at Sagsøger anmeldte sin far for overgrebene, og en efterfølgende retssag blev indledt. Det fremgår af sagens oplysninger, at Sagsøger efter at have anmeldt sin far for overgrebene har modtaget psykologbehandling af flere omgange. Det fremgår af de erhvervsmæssige oplysninger, at Sagsøger har afslut-tet folkeskolen, og derefter fortsatte hun i Handelsskolen. Efter afslutningen på Handelsskolen har hun haft flere former for ufaglært arbejde. Det fremgår af påstandsdokumentet af
februar 2017, at Sagsøger har haft beskæftigelse hos Virksomhed 1 som postarbejde og efterfølgende hos Virksomhed 2 som kurer. Hun arbejdede derefter hos Virksomhed 3, og fra 2001 som taxachauffør og herefter som buschauffør hos Virksomhed
Sagsøger blev i marts 2009 sygemeldt fra sit arbejde ved Virksomhed 4, grundet hendes tiltagende psykiske gener, og hun overgik til sygedagpenge. Hun søgte derefter førtidspension på det foreliggende grundlag, som ved afgø-relse den
juli 2010 blev afvist. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at Sagsøger ikke havde dokumenteret, at hun havde en nedsat arbejdsevne in-den for ethvert erhverv. Hun blev derfor tilknyttet forløbet Job in Mind, hvor hun skulle deltage i to praktikforløb hos Virksomhed 5 og Virksomhed
/ 35 Sagsøger deltog derfor i virksomhedspraktik ved Virksomhed 5 i perio-den
oktober 2010 til den
januar 2011, svarende til 20 timer om ugen. Arbejdsopgaverne var køkkenarbejde, opvask, lettere madlavning og servicering. Det fremgår af opfølgningen til virksomhedspraktikken, at Sagsøger fandt de skiftende arbejdstider stressende, hvilket gav uro og en følelse af stress. Hun fik derfor faste mødetider. I praktikforløbet havde man forsøgt at øge timerne til 25 timer om ugen, hvoref-ter Sagsøger var mere træt end normalt. Praktikforløbet blev afbrudt før tid, da arbejdsgiver ikke mente, at Sagsøger havde energien til at være tilstede. Sagsøger var derefter i virksomhedspraktik hos Virksomhed 6 i peri-oden
februar 2011 til den
maj
Hun startede med at arbejde 8 timer om ugen, som blev øget til 10 timer om ugen, og til sidst 12 timer om ugen. I forbin-delse med, at timeantallet blev forsøgt øget, sås der også en tendens til hyppige-re sygefravær, herunder en reaktion fra Sagsøger, hvor hun reagerede med afvisning og isolation og at hun ikke magtede andre mennesker. Hun blev efter de to endte praktikforløb afsluttet hos Job in Mind, da man vurderede, at hendes psykiske problemstillinger var kroniske og således af statio-nær karakter, og at der ikke sås nogen udviklingsmuligheder af hendes arbejds-evne. Sagsøger fik med virkning fra
august 2011 tilkendt førtidspension, idet kommunen vurderede, at hendes psykiske tilstand var varigt og stationær. Det blev vurderet, at der nu var dokumentation for, at Sagsøger ikke havde ressourcer, som ville kunne anvendes på arbejdsmarkedet selv med skå-nehensyn. Ved tilkendelsen af førtidspensionen blev der lagt vægt på, at Sagsøger havde en personlighedsstruktur med symptomer til masochistiske, paranoide og dependente træk, dystomi og PTSD til følge. Derudover havde hun sværere symptomer til depressivitet. Hendes psykiske tilstand blev vurderet som varigt og stationær, og at arbejdsprøvningerne havde vist, at hun ikke kunne magte at fastholde et arbejdsfor-hold i længere tid. Det ses i de helbredsmæssige oplysninger, herunder de kommunale afklaringsforløb, at Sagsøger har gener fra højre hånd. Generne har dog ikke be-grænset hende i ethvert erhverv, hvorfor erhvervsevnetabet er foretaet på bag-grund af en fuld erhvervsevne. / 36 Det ses af oplysningerne fra E-indkomst, at Sagsøger efter tilkendelse til fleksjob periodiske har været i beskæftigelse. Begrundelse for méngrad Vi har lagt vægt på sagens lægelige oplysninger, herunder især: - Oplysninger modtaget i forbindelse med aktuelle sag, herunder Retslægerådets udtalelse af
september 2016 og speciallægeerklæring i psykiatri af
marts
Ved sagens vurdering har vi lagt til grund, at Sagsøger har følger efter seksuelle overgreb i barndommen begået af hendes far, og at hun efterfølgende har udviklet psykiske gener i form af natlige flashbacks, svingende energi, svin-gende dagligt funktionsniveau, depressive forstemninger, periodisk angst/uro, nedsat koncentrations og nogen ustabiltet i humøret. Vi har fastsat det varige mén med udgangspunkt i vores vejledende méntabel: Efter tabellens punkt J.1.3 vurderes middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion til 20 procent. Vi vurderer, at Sagsøgers psykiske gener som følge af de seksuelle overgreb, bedst kan sammenlignes med ovenstående tabelpunkt, svarende til et varigt men på 20 procent. I forbindelse med sagens behandling er vi opmærksomme på, at Retslægerådet anfører i bessvarelse af spørgsmål 7 og A, at der kan være andre forhold, som kan have haft indflydelse til Sagsøgers samlede psykiske gener, men at det ikke er muligt at udskille dette nærmere. Det er vores lægefaglige vurdering, at der i sagens akter ikke ses at være oplysninger, der kan begrunde et fratræk, ved fastsættelse af Sagsøgers psy-kiske gener. Det er derfor vores vurdering, at aktuelle psykiske gener alene skal tilskrives følger efter de seksuelle overgreb. Vi er i anmodningen af
marts 2019 blevet bedt om at vurdere, om hvorvidt méngraden kunne være opgjort den pr.
oktober
Det er vores lægefaglige vurdering, at det ikke er muligt at udtale sig om den eventuelle méngrad forud for
oktober 1984, da der ikke ses tilstrækkelige oplysninger, om Sagsøgers psykiske tilstand forud for datoen. Den vejledende méntabel kan findes på vores hjemmeside: www.aes.dk under overskriften "Selvbetjening". / 37 Begrundelse for erhvervsevnetab Vi har lagt vægt på sagens sociale og økonomiske oplysninger, herunder især oplysninger fra: - Oplysninger fra Sagsøgte (Kommune) - Oplysninger fra E-indkomst - Endvidere er sagens lægelige oplysninger, herunder Retslægerådets udtalelse af
september 2016 indgået Ved vurderingen af erhvervsevnetabet har vi lagt vægt på, at Sagsøger frem til 2009 havde været beskæftiget med ufaglært arbejde, afbrudt af perioder hvor hun ikke var i arbejde. Hun blev i 2009 sygemeldt, grundet tiltagende psy-kiske forværring. Det er vores vurdering, herunder fortolkning af Retslægerådets udtalelse af
september 2016, at den tiltagende psykiske forværring i 2009 og de nuværende psykiske gener, alene skal tilskrives det seksuelle overgreb, som Sagsøger var udsat for. Det er vores lægefaglige vurdering, at Sagsøger har skadesrelaterede funktionsbegrænsninger i form af psykiske gener med natlige flashbacks, svingende energi, svingende dagligt funktionsniveau, depressive forstemninger, periodisk angst/uro, nedsat koncentrations og nogen ustabilitet i humøret. Vi har lagt vægt på, at Sagsøger efter sygemeldingen i 2009 ikke formå-ede at genoptage arbejdet, og at hun på baggrund af to efterfølgende arbejds-prøvninger blev bevilget førtidspension med virkning fra den
august
Vi har endvidere lagt vægt på, at Sagsøger efter tilkendelsen af førtids-pension periodisk har været i beskæftigelse på nedsat tid, og at hun således var beskæftiget med 515 timer i
Det er herefter vores vurdering, at tilkendelsen af førtidspension alene skal tilskrives de psykiske gener som følge af overgreb i barndommen. Det er vores vurdering, at Sagsøgers erhvervsevne som følge heraf er væsentligt nedsat, men at der fortsat består en resterhvervsevne. Vi skønner herefter, at de psykiske gener har medført en varig nedsættelse af erhvervsevnen med skønsmæssigt 3/4 svarende til et varigt erhvervsevnetab på skønsmæssigt 75 procent. Forklaringer / 38 Sagsøger har foreholdt sin forklaring fra retsmødet den
september 2020 forklaret, at hun kan vedstå forklaringen, Hun kan huske, at hun blev un-dersøgt i skridtet af en plejefamilie, da hun var 3 ½-4 år. Hun kan huske over-grebene mere konkret fra 13-14 årsalderen. Hun mener, at overgrebene fandt sted fra hun var 3 ½ til 19 år. Hun boede hos forældrene fra hjemgivelsen og til
november
Faderen kom stadig i hjemmet under forældrenes separation. Efter straffesagen fik hun psykologtimer. Det var for at støtte hende under sa-gen. Hun fik behandling hos psykolog i forbindelse med skilsmissen i
Hun fandt ud af, at ægtemanden var utro. Hun fik på dette tidspunkt ikke be-handling på grund af incest, men på grund af utroskab og skilsmisse. I 2002 var der en kæreste, som slog op, og på af dette forsøgte hun at begå selvmord. Hun ser sammenhængningen med hendes barndom og overgreb ved, at hun har skulle lære at leve selv. Hun levede normalt en del år med sine to børn og pas-sede et fuldtidsjob udover de dårlige tider. Hun havde det godt nok psykisk i dagligdagen, men hvis hun blev udsat for svigt, så reagerede hun voldsomt. Hun oplevede det sådan, at det blev sværere og sværere at håndtere tilværel-sen, specielt efter hun mistede sit arbejde i 2008-2009, og tankerne fik frit spil. Hun følte, at hun ikkevar noget værd og mistede troen på sig selv. Hun fik svæ-rere ved at kaprere lugte, som mindede hende om overgrebene i barndommen. Hun var ikke så bevidst om det i starten. Hende krop begyndte at reagere me-get voldsomt med tiden. I dag fik hun haft et angstanfald lige inden hovedfor-handlingen. Ændringen indtrådte i 2010-
Hun fik sværere ved at klare et ar-bejde. Fra 2005 havde hun svært ved at holde på et arbejde. Hun prøvede med arbejdsprøvning med buskørsel. Hun fik et arbejde, men blev fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder. Hun prøvede arbejdsprøvning i Virksomhed 5 og Virksomhed
I Virksomhed 5 havde chefen nogle udbrud, som hun ikke kunne klare. Hun blev alt for træt af arbejdet i Virksomhed
Hun måtte stoppe. Det var alene psykisk betinget. Hun ville kunne arbejde, hvis ikke hun havde psykiske van-skeligheder. Hun har haft 10 sager om arbejdsskader hos Arbejdsmarkedets Er-hvervssikring. Foreholdt ekstrakten side 402, om ansættelse. Det var 13 ugers virksomhedspraktik, og efterfælgende blev hun fastansat, men hun blev fyret efter en måned. Foreholdt ekstrakten side 411, var hun ansat til
Der mang-ler bilag på hendes ansættelse i perioden
november 2008 til
januar
Der var hun stadigt ansat, men holdt ferie. Parternes synspunkter Sagsøger har i sit påstandsdokument anført følgende: ”… HOVEDANBRINGENDER: Ansvarsgrundlag: Biintervenienten og sagsøgte har problematiseret, hvad Rettens kendelse om ansvar går ud på, og anført, at den alene fastslår et grundlag for krav på godtgørelse efter EMRK. Sagsøger er uenig heri. / 39 Den oprindelige påstand, jfr. stævning af
november 2012, lød: ”Sagsøg-te tilpligtes at anerkende erstatningsansvar for sagsøgers personskade” . Da spørgsmål om forældelse dog blev udskilt, kom den til og med Hø-jesterets behandling til at dreje sig alene om forældelse, men kravet har under hele sagen været spørgsmål om krav om erstatningsansvar. I over-ensstemmelse hermed lød påstanden under delhovedforhandlingen: ”Påstand 1: Principal påstand 1: Sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale tortgodtgørelse med kr. 300.000,
Subsidiær påstand 1: Sagsøgte tilpligtes at anerkende at have krænket sagsøgers rettigheder i henhold til EMRK art.
Påstand 2: Sagsøgte tilpligtes at anerkende at være erstatningsansvarlig over for sagsøger for tilsidesættelse af sine forpligtelser, herunder for ikke at have truffet fornødne for-anstaltninger for at sikre sagsøger mod de seksuelle overgreb, der blev begået mod hende af faderen i perioden 1980-1985.” Delhovedforhandlingen har således drejet sig om ikke alene spørgsmål om grundlag for godtgørelse efter EMRK, men også jfr. påstand 2 om ansvarsgrundlag efter dansk rets almindelige regler om erstatning. Dette sy-nes heller ikke i strid med Rettens kendelse, der lyder på, at der foreligger en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men at der af samme grunde i øvrigt også foreligger en overtrædelse af dansk lovgivning og dermed et ansvarsgrundlag. Under alle omstændigheder gør sagsøger under denne fortsatte hovedforhandling gældende, at Retten har fastslået eller bør fastslå, at der forelig-ger ikke alene en krænkelse af sagsøgers rettigheder efter internationale konventioner, men derved også et ansvarsgrundlag efter dansk rets almindelige regler. Det er i øvrigt svært at forestille sig, at der skulle foreligge en konventionsstridig handling og ikke et ansvarsgrundlag. Den tidsmæssige udtrækning af sagsøgtes ansvar – perioden: Som nærmere behandlet i afsnittet ”anvendelsen af EAL 2001” nedenfor, er sagsøgte ansvarlig ikke alene for overgrebene frem til sagsøger blev 18 år, men også for det fortsatte overgreb, idet det var sagsøgtes forsømmel-se, frem til sagsøger blev 18 år, mod at værne hende fra faderen, der muliggjorde de fortsatte overgreb frem til maj
Der er derved en sådan fysisk og ikke mindst psykisk sammenhæng og kendelighed mellem sagsøgtes ansvarspådragende forsømmelse og de fortsatte overgreb, at der er ansvar for sagsøgte den fulde periode indtil maj 1985, hvor faderen an/ 40 meldes og senere fængsles. Sagsøgte kunne ikke blot på sagsøgers 18-års fødselsdag vaske hænder og læne sig tilbage og overlade sagsøger til sig selv trods en burde-viden eller begrundet mistanke om et fortsat misbrug af sagsøger. EFTER HVILKE REGLER SKAL UDMÅLINGEN SKE: Det næste spørgsmål, og det primære spørgsmål er herefter det intertemporale spørgsmål, altså ifølge hvilke regler spørgsmålet om udmåling af erstatning skal ske, når reglerne er ændret over den tid, sagen har passe-ret. Første erstatningsansvarslov blev vedtaget med ikrafttræden pr.
ok-tober
Forud herfor gjaldt dansk rets almindelige regler, herunder de i retspraksis udviklede regler om personskadeerstatning. Erstatningsansvarsloven er ændret pr.
juli 2002, jfr. 2001-erstatningsansvarsloven. Sagsøger gør under nærværende fortsatte hovedforhandling principalt gældende, at det er 2001-erstatningsansvarsloven, der skal lægges grund for udmåling, subsidiært 1984-loven for så vidt angår méngrad, og 2001loven for så vidt angår tab af erhvervsevne og tabt arbejdsfortjeneste, mere subsidiært de forud for 1984 i retspraksis udviklede erstatningsregler og almindelig erstatningsret (der dog skal læne sig op ad 2011-EAL) og mest subsidiært at 1984-erstatningsansvarsloven anvendes på alle poster. Dertil skal der ske udmåling efter den praksis, der gælder efter EMRK for udmåling af selvstændigt godtgørelseskrav for krænkelse af sagsøgers rettighe-der efter EMRK. Det skal allerede på nærværende tidspunkt bemærkes, at ved udmålingen må der tages udgangspunkt i det udmålingsniveau, der er gældende på tidspunktet for sagens behandling/Rettens afgørelse og ik-ke, hvad der ville være gældende i
Det ville stille krænkeren – sagsøgte – ubegrundet godt, og omvendt sagsøger dårligt, og så ville det medføre, at sagsøger skulle have en form for kompensation for regulering i form af renter eller lignende, hvorved det samme niveau ville sikres, som det niveau der udmåles til i dag. NÆRMERE OM DET ANFØRTE GØRES GÆLDENDE: Anvendelsen af EAL 2001: Sagsøger er født Dato 1966, og overgrebene fandt ifølge straffesagen sted, fra hun var ca. 15 år og frem til også efter, hun var 18 år og flyttet hjemmefra. Der har således været tale om en tilstandsforbrydelse, der er fortsat også i tiden efter
oktober 1984, hvor erstatningsansvarsloven trådte i kraft. Det fremgår således også af forklaringerne i straffesagen, jfr. blandt andet byrettens dom, at sagsøger fortsat igennem foråret 1985 blev udsat for / 41 seksuelle overgreb frem til hendes fødselsdag Dato 1985, hvorefter hun indgav anmeldelse, og faderen blev anholdt i juni
Det er sagsøgtes forsømmelser af sine forpligtelser overfor sagsøger, der har muliggjort, at overgrebene fortsatte, også efter sagsøger blev 18 år, og der er i hvert fald dermed en sådan tilknytning – psykisk og fysisk - mel-lem sagsøgtes ansvar for forsømmelse af tilsynsforpligtelse til sagsøger blev 18 år og de fortsatte overgreb frem til maj 1985, at sagsøgte er ansvar-lig for følgerne af forbrydelsen frem til faderens anholdelse. Sagsøgte er dermed ikke berettiget til at fralægge sig ansvaret for over-greb, der fortsatte efter sagsøgers
år. Den 18-års fødselsdag er ikke ansvarsfritagende for den fortsatte forbrydelse, som sagsøgte intet gjorde for at stoppe, da sagsøger var mindreårig, og derfor kendeligt for sagsøgte, ville fortsætte også efter sagsøgers 18-års fødselsdag. Havde sagsøgte levet op til sine forpligtelser, ville overgrebene ikke have fundet sted, hverken dem før og efter sagsøger var 18 år, og derfor er sagsøgte ansvarlig for den fulde periode for overgrebene. Det ændrer i øvrigt intet herved, om fade-ren i perioden fik en anden adresse, idet hans blotte uhindrede adgang til sagsøger muliggjort af sagsøgtes forsømmelse betød, at overgrebene fort-satte, også efter de ikke delte adresse. Selvom Retten må finde, at sagsøgte alene kan drages til ansvar for over-greb frem til sagsøger blev 18 år (maj 1984), finder erstatningsansvarslo-ven alligevel anvendelse, jfr. det følgende. Det intertemporale spørgsmål: I 1984-lovens § 28 og ændringslovens § 4, stk. 2 (2001-EAL) anføres, at loven og ændringsloven finder anvendelse på ” skader, der indtræder efter lovens ikrafttræden” . Lovens forarbejder angiver ikke, hvad der skal forstås ved ” skader, der indtræder…” . Sprogligt kan det omfatte såvel skadeårsags- som skadevirkningstidspunktet. Bestemmelsen har dog i praksis, jfr. også forarbejderne til EAL § 15, stk. 3, hvor lignende formulering er anvendt, været, at ved ulykker er det ulykkestidspunktet (skadeårsagstidspunktet), der er afgørende. Når det imidlertid gælder skadeforvoldelse, der ikke opstår ved en be-stemt begivenhed (ulykke), men udvirkes grundet påvirkning/skadevol-dende handlinger over tid, som er tilfældet i denne sag, der er en tilstandsforbrydelse, der fandt sted over mindst ca. 4 år, og hvor virkningen heraf tidsmæssig opstår langt senere end påvirkningen, som det også ses ved erhvervssygdomme, er det derimod tidspunktet for virkningerne af overgrebene/virkningerne af skaden, der er afgørende. I kommenteret 1984-EAL af Møller og Wiisbye anføres (s. 302-303): / 42 ” Hvis skaden ikke kan anses for en ”ulykke” , dvs. når der ikke er tale om en plud-selig indtrædende begivenhed, f.eks. fordi der er tale om en erhvervssygdom, som arbejdsgiver er ansvarlig for ( - - ) er spørgsmålet, hvad der skal gælde. Hvis symptomerne først viser sig efter nogen (længere) tid, og i lignende tilfælde, må det afgørende tidspunkt formentlig i almindelighed være, når de første sikre symp-tomer på skaden viser sig, jfr. Gomard & WAD s. 97” Som det gengives samme litteratursted, følger lignende retstilstand af forarbejderne til arbejdsskadesikringsloven, hvor ulykker behandles efter loven på tidspunktet for ulykken, mens ved erhvervssygdomme er det loven på det senere tidspunkt, hvor påvirkningerne giver sikre sympto-mer. Det anføres derfor også af forfatterne, at meget taler for, at ved genopta-gelse ved senfølger er det loven på tidspunktet for sikre symptomer på senfølger, der finder anvendelse, og ikke loven på skadestidspunktet, jfr. § 11, jr. § 15, stk.
Til disse bemærkninger og lovforarbejder fra parallel lovgivning må endvidere knyttes den praktiske behandling, at det alt andet lige må anses for uhensigtsmæssigt, at en sag, der kan opstå 20-30 år senere som tilfældet ved senfølger efter incest, skulle afgøres efter en for længst forladt lovgiv-ning, og ikke gældende ret på det tidspunkt skaden får sin indvirkning. Alle retlige og praktiske grunde taler således for at anvende loven det tidspunkt, hvor overgrebene gav anledning til sikre symptomer, der af sagsøger kunne knyttes til overgrebene, Sagsøger rejste først sag mod sagsøgte i 2009, da hun oplevede sikker og varig indvirkningen fra overgrebene. Indtil da havde hun arbejdet på ordinære vilkår, havde stiftet familie og havde i alle henseender klaret sig selv. Der har ikke været nogen sikre, varige symptomer på overgrebene før tidligst fra
september 2002-2003, hvor sagsøger fik psykologsamtaler for bl.a. at bearbejde incest, jfr. bilag BG. Tidligere henvendelse havde angået samlivsproblemer som udløsende og primær årsag. Når sagen i øvrigt hovedsageligt angår tab af erhvervsevne, som der først kommer tegn på tid-ligst 2006/2007 og frem, så er det 2001loven, der finder anvendelse. Subsidiært er det 1984-loven, der finder anvendelse for méngraden, og 2011loven for så vidt angår tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne, da dette krav først opstod og kunne behandles efter juli 2002, jfr. også lovkommentarerne ad genoptagelse og senfølger, jfr. § 11 sammenholdt med § 15, stk.
Mere subsidiært er det almindelig erstatningsret og praksis forud for
oktober 1984, der anvendes, men hvor sagsøger gør gældende, at det ikke / 43 ændrer på udmålingen, der bør fastsættes efter reglerne svarende til EAL 2001, jfr. også bemærkningerne i U.1989.1108H, hvor det følger af forarbejderne til 1984-loven, at selvom skaden er indtrådt før
oktober 1984, skal der ved udmålingen ses på den erstatningsudmåling, som er tilsigtet med lovreguleringen af erstatningsområdet, så hensigten med loven bedst mu-ligt sikres. En i retspraksis udviklet erstatningsudmåling, som var gælden-de i tiden før
oktober 1984, kan således frit ændres ved ny praksis. Der-for bør princippet i 2001-loven også af den grund anvendes, selvom retten mod forventning skulle komme frem til, at det ikke var skadevirkning, men skade årsag og, at sagsøgtes erstatningsansvar ikke skulle omfatte de fortsatte overgreb frem til maj/juni
Mest subsidiært: Anvendelsen af 1984-loven på såvel méngrad som erhvervsevnetab. For så vidt angår udmåling af godtgørelse efter EMRK følger det af såvel reelle hensyn som almindelige retsprincipper, at det er loven på tidspunk-tet for sagens behandling henholdsvis sagens rejsning, og det på påkendelsestidspunktet gældende godtgørelsesniveau, der finder anvendelse, jfr. samme kommenteret erstatningsansvarslov side 301,
afsnit og bemærkninger i betænkning nr. 976/1983, side 129-
Sagsøgtes synspunkt om, at godtgørelsen skal udmåles efter ikke eksisterende praksis omkring 1984, må derfor afvises. Egen skyld og tabsbegrænsning: Sagsøgte gør gældende, at sagsøgte ikke har begrænset sit tab ved at forfølge kravene over for hendes far. Dette må afvises, allerede fordi ansvaret er solidarisk, ikke subsidiært for sagsøgte. Dernæst har sagsøger ikke væ-ret i stand til, herunder haft krav/tab, førend sent (senfølger) og denne sag/kravene i sagen har derfor ikke været mulig at føre på et tidligere tidspunkt. En forudsætning for et tabsbegrænsningssynspunkt er i øvrigt, at en sag mod faderen kunne være forfulgt med succes i form af, at han kun-ne betale en erstatning, som den opgjorte. Som det fremgår af alle de soci-ale akter, har han hele livet været håbløs gældsat, uden arbejde og uden midler. Han er nu død, og der var ikke midler i boet/sagsøger har ikke ar-vet, da der ikke var noget i boet. Synspunktet om tabsbegrænsning er der-for af mange grunde juridisk uholdbart. ERSTATNINGS- OG GODTGØRELSESKRAVENE: Erstatning efter erstatningsansvarsloven: Det påstævnte beløb fremkommer nærmere således: Tabt arbejdsfortjeneste / 44 Sagsøger skal svare tabt arbejdsfortjeneste. Sagsøger fik allerede fra 20062007 begyndende indkomsttab på grund af skaden. Sagsøger kræver tabt arbejdsfortjeneste i perioden
januar 2008, til udtalelsen fra AES forelå
august 2020: Den mistede indkomst kan passende fastsættes ud fra chaufførarbejde. Lønnen til en chauffør er gennemsnitlig godt kr. 28.000, jfr. bilag
Sagsøger anvender dog kr. 25.000 pr. måned eller kr. 300.000 pr. år, så der er en sikker margin. Tabet i perioden kr. 3.800.000,00 Feriepenge 12,5 % kr. 475.000,00 Tabt arbejdsfortjeneste i alt kr. 4.275.000,00 Heri skal fradrages: Tabt arbejdsfortjeneste er kr. 25.000 om måneden, altså 300.000 om året + feriepenge. De i parentes angivet tal er det kumulerede tab år for år. Indkomst 2008 (19.319+142.318) Indkomst 2009 (51.621+157.266) Indkomst 2010 (2.135+155.787) Indkomst 2011 (1+171.478) Indkomst 2012 (4.850+201.936) Indkomst 2013 Indkomst 2014 Indkomst 2015 (3.028+179.772) Indkomst 2016 (42.913+171.708) kr. 161.637,00 kr. 208.887,00 kr. 157.922,00 kr. 171.479,00 kr. 206.786,00 kr. 173.952,00 kr. 177.096,00 kr. 182.800,00 kr. 214.621,00 (kr. 175.863,00) (kr. 304.476,00) (kr. 484.054,00) (kr. 650.075,00) (kr. 780.789,00) (kr. 944.337,00) (kr. 1.104.741,00) (kr. 1.259.441,00) (kr. 1.382.320,00) Indkomst 2017 (32.260+209.464) Indkomst 2018 (96.393+223.332) Indkomst 2019 (67.740+226.682) Indkomst 1.1.-31.8.2020 (150.536+4.956+4.723) Indkomst i alt kr. 241.724,00 kr. 319.725,00 kr. 294.422,00 (kr. 1.478.096,00) (kr. 1.495.871,00) (kr. 1.538.949,00) kr. 160.215,00 kr. 2.671.266,00 (kr. 1.603.734,00) Tabt arbejdsfortjeneste i alt (4.275.000-2.671.266) kr. 1.603.734,00 Svie-og smertegodtgørelse: Efter 1984-loven skulle der betales en skønsmæssig godtgørelse ved langvarige krav/sygeperioder. Sagsøger foreslår, at godtgørelsen læner sig op ad 2001-erstatningsansvarsloven og fastsættes til taksten for 2020 kr. 80.000 mod at frafalde forrentning. Hvis der skal fastsættes en godtgørelse på baggrund af tidligere år, skal der modsat ske forrentning fra dette år til betaling sker kr. 80.000,00 Varigt mén: Det gøres gældende, at varigt mén skal fastsættes på baggrund af / 45 erstatningsansvarsloven, således som den var gældende (2001-loven), da sagsøger fik konsekvenser af overgrebene – omkring 2006-
Sagsøger gør derfor gældende, at det er taksten pr. 2006, kr. 6.595 pr. méngrad x 20 = kr. 131.900,00 Beløbet skal tillægges forrentning fra 1.1.2007 til betaling sker. Subsidiært gøres det gældende, at 1984-loven finder anvendelse. Godtgørelsen svarer i så fald til 20 % af kr. 294.000 (takst pr. 1995) = Kr. 58.800, hvilket beløb skal forrentes fra skadesdatoen efter 1984-loven til betaling sker. Erhvervsevnetab: Principalt gøres det gældende, at 2001-erstatningsansvarsloven skal finde anvendelse, idet under de konkrete omstændigheder, hvor virk- nin-gen af overgrebene/sagsøgtes ansvar først indtræder ca. 20-30 år efter, at det må være loven på skadevirkningstidspunktet. Den principale påstand fremkommer efter 2001-EAL (beregnet fra 1.1.2011), hvorefter erhvervsevnetab svarer til 0,75 x 10 x årsløn

(2011)kr. 287.500 = kr. 2.156.250, reduceret med 15 % på grund af alder (alder pr. 1.1.2011) = kr. 1.832.812,50 Forrentning skal ske fra 1.1.2011 til betaling sker. Subsidiært skal EET ydes efter 1984-EAL, hvorefter erhvervsevnetab svarer til 0,75 x 6 x kr. 240.000 = kr. 1.080.000 (årslønnen er fastsat til skønnet årsindkomst forud for 2001). Efter 1984-EAL skal der ske forrentning fra skadestidspunktet, der passende kan fastsættes til 1.1.1985 til betaling sker. Godtgørelse efter ERMK subsidiært efter EAL § 26 kr. 300.000,00 ____________ Krav i alt, principalt kr. 3.948.446,50 Subsidiært (kr. 1.080.000 (EET) + kr. 1.603.734 (TA) + kr. 80.000 (SS) + kr. 58.800 (VM) + kr. 300.000 (EMRK) (udmålt efter 1984 + EAL fsv. angår V.M og S/S – mens TA og EET er udmålt efter EAL 2011, hhv. efter alm. erstatningsret) kr. 3.122.534,00 / 46 ÅRSAGSSAMMENHÆNG I ØVRIGT OG KONKURRERENDE FORHOLD: Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøger før og efter de seksuelle overgreb også har været udsat for andre belastninger, herunder en voldelig samle-ver. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har imidlertid haft alle relevante oplysninger og foretaget vurderingen. Det kræver et sikkert grundlag at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings skønsmæssige fordeling, jfr. også f.eks. U.2009.150H. Sagsøgte har ikke løftet bevisbyrden for, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings årsagsvurdering og udmålingsskøn er forkert. Det kan i øvrigt tilføjes, at de seksuelle overgreb der foregik, fra sagsøger var en teenager og frem, har absolut den største skadevirkning. Det kan endvidere utvivlsomt lægges til grund, at de efterfølgende hændelser, som sagsøger har været udsat for, ikke afviger fra det, der forekommer i livet i øvrigt. Normalvis vil sådanne hændelser i form af afskedigelser, samlivsproblemer, eventuelt også selv om der er tale om samlivsproblemer, hvor der har været vold, ikke give anledning til varige psykiske og fysiske lidelser, som sagsøger lider af. En forudsætning for, at det kunne ende med sagsøgers meget væsentligt invaliderende helbredsproblemer, navn-lig psykisk, og deraf følgende tab ikke mindst af erhvervsevnen, har været de seksuelle, psykisk traumatiserende overgreb. BEVISANVENDELSEN OG BEVISKRAV: Sagsøgtes tilsidesættelse af sine forpligtelser har været klare og medført/muliggjort en alvorlig forbrydelse. I hvert fald under disse omstændigheder lempes eller vendes bevisbyrden for årsagssammenhæng, jfr. U.2002.1496H, FED2003.1580Ø, U.2000.521H og U.2002.2000H. Også af den grund må det lægges til grund, at det er de seksuelle overgreb, der har været udslagsgivende for sagsøgers i dag konstaterede psykiatriske li-delser, jfr. samme Retslægerådets besvarelser og bl.a. den indhentede psy-kiatriske speciallægeerklæring og sagsøgers tilkendelse af førtidspension. Det er i øvrigt i overensstemmelse med karakteren af seksuelle overgreb, at offeret forsøger at opretholde et normalt liv og lykkes med det i mange år, indtil det ophober sig og eventuelt udløses af mere harmløse øvrige påvirkninger, f.eks. i form af skilsmisse eller lignende, der får ”korthuset til at vælte” , jfr. også de under sagen fremlagte publikationer om senfølger af incest og seksuelle overgreb. ARBEJDSMARKEDETS ERHVERVSSIKRING OG KRAVET OM SIK-KERT GRUNDLAG: / 47 Sagsøgte gør gældende, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurde-ret sagen forkert og, at der skal være en anden fordeling og udmåling mel-lem de skadesrelaterede årsager/tab og de kasuelle årsager, sagsøgte hæv-der også ville have medført tab, dvs. senere samlivsproblemer. Entydig retspraksis jfr. f.eks. U.2009.150H pålægger imidlertid en meget streng bevisbyrde på den, der påstår Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udmå-lingsog fordelingsskøn tilsidesat. Der er ikke påvist et sådan sikkert grundlag fra sagsøgtes side. ÅRSAGSSAMMENHÆNG I FORHOLD TIL SENERE BEGIVENHEDER: Sagsøgte gør ydermere gældende, at sagsøgers tab er udløst af senere begivenheder, der ikke står i forbindelse med sagen og, at der derfor ikke er årsagssammenhæng. Sagsøgte henviser bl.a. til U.1996.1334H. Sagsøgtes juridiske fremstilling er forkert. U.1996.1334H fastslår, at skadelidtes erstatning ikke nedsættes, fordi skadelidte i forvejen var mere sårbar end gennemsnittet. Skadevolder må tage skadelidte, som skadelidte er. Det princip, der sikrer skadelidte erstatning, ønsker sagsøgte så at vende rundt ved at sige, at hvis en senere kasuel årsag – f.eks. samlivsproblemer, skilsmisse m.v. er ”dråben” , så skal der ikke betales erstatning, fordi faktorer-nes rækkefølge er afgørende. Det er forkert. Det juridiske kausalitetskrav er, at den skadevoldende begivenhed alene skal være en nødvendig betingelse – condictio sine qua non, ikke en til-strækkelig betingelse, dvs. det er ikke et krav, at den skadevoldende begi-venhed virker alene og er eneårsag til tabet. Ved årsagsvurderingen i den-ne sag må man spørge sig selv, om den senere uafhængige begivenhed, f.eks. skilsmisse, ville have givet anledning til varig psykisk lidelse og tab af erhvervsevne, selvom sagsøger ikke havde haft sine problemer fra over-grebene. Hvis vurderingen er, at de senere forhold alene medvirker, men ikke i sig selv ville have medført tabt, så er årsagskravet opfyldt, og der kan ikke reduceres for konkurrerende lidelse, det konkurrerende forhold skal således ikke alene være en medvirkende, nødvendig betingelse, men en tilstrækkelig betingelse for tabet, eller med andre ord i sig selv ville ha-ve medført samme tab. Det er ret evident, at en skilsmisse, der muligvis kan medføre forbigående belastning, ikke almindeligvis eller sandsynligt ville medføre alvorlig varig psykiatrisk lidelse og tab, som sagsøger er på-draget. Hertil har følgerne af overgrebene været en nødvendig forudsæt-ning, så der er tale om sammensatte årsager. Derfor skal der betales fuld erstatning, selvom senere begivenheder måtte have udløst tabet. Det er skadevolders risiko, at der ad livets landevej tilstøder sædvanlige belast-ninger, der på grund af sagsøgers skader fra overgrebene udløser tabet. At det forholder sig sådan - at der skal ydes erstatning, selvom en kasuel år/ 48 sag, der ikke i sig selv ville have medført tabet, medvirker ved at udløse tabet, er i øvrigt forudsætningsvis fastslået i bl.a. U2005.2451H. Hvis sagsøgte måtte gøre gældende, at de senere forhold er konkurreren-de, dvs. også uden overgrebene ville have ført til de krav, der rejses under denne sag, har sagsøgte utvivlsomt bevisbyrden for synspunktet, og dette så meget når sagsøgte har begået klare fejl, jfr. også U.2004.4H. Dette har sagsøgte ikke bevist. Sagsøgtes synspunkt strider i øvrigt med den læge-faglige vurdering, såvel Retslægerådet som Arbejdsmarkedets Erhvervs-sikring er kommet frem til. OPSUMMERING: På den anførte baggrund gøres det opsummerende gældende: Der foreligger i sagen et ansvarsgrundlag efter dansk rets almindelige reg-ler, og Retten har også fastslået det i sin kendelse fra oktober

Sagsøgte skal derfor svare erstatning efter erstatningsansvarsloven, henholdsvis efter almindelig erstatningsret, og godtgørelse efter EMRK og praksis i henhold til konventionen. Udmåling skal ske efter erstatningsansvarsloven med udgangspunkt i de på tidspunktet for tabets opståen/sikre symptomer gældende regler, hvil-ket var efter
juli 2002 (det vil sige 2001-erstatningsansvarsloven skal an-vendes), subsidiært efter 1984-erstatningsansvarsloven for så vidt angår méngrad, og 2001-loven for så vidt angår tabt arbejdsfortjeneste og er-hvervsevnetab, mere subsidiært efter almindelig erstatningsret, hvor ud-målingen bør svare til 2001-EAL niveauet, og mest subsidiært i det hele 1984-loven. Godtgørelse efter EMRK skal ydes ud fra de takster, der er gældende for tidspunktet for sagens pådømmelse, hvilket ubestridt svarer til kr. 300.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udtalt sig i sagen. Denne udtalelse skal lægges til grund, medmindre sagsøgte beviser, den er forkert, jfr. U.2009.150H, hvilket sagsøgte ikke har bevist. Udtalelsen hviler korrekt på sagens lægelige og sociale akter, herunder ud fra en fortolkning der er korrekt eller i hvert fald klart kan rumme Retslægerådets udtalelse. Herefter, og idet der i øvrigt ikke er påvist et sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings årsags- og udmålingsskøn, som i øvrigt er understøttet af de indhentede lægelige akter, herunder psy-kiatrisk speciallægeerklæring og Retslægerådets udtalelser i sagen, hvoref-ter de seksuelle overgreb må anses for klart den mest skadelige påvirk-ning, som sagsøger har været udsat for, og hvor sagsøgers sygdoms- og / 49 hændelsesforløb svarer til det, der er kendt for senfølger for seksuelle overgreb og incest, må det fastslås, at der er fuld årsagssammenhæng, og der skal betales erstatning og godtgørelse som opgjort. Der er ikke grundlag for nedsættelse eller reduktion på grund af konkurrerende lidelser, og et sådant synspunkt må i øvrigt påhvile sagsøgte som dennes strenge bevisbyrde, jfr. også princippet i U.2004.4H. …” Sagsøgte (Kommune) har i sit påstandsdokument anført følgende: ”… Til støtte for påstanden vil Sagsøgte (Kommune) fremføre de under skriftveks-lingen anførte synspunkter, der kan sammenfattes i nedennævnte anbrin-gender.
Erstatningsretlig værnet interesse Sagsøgte (Kommune) kan i det hele tilslutte sig det af biintervenienten i indlæg af
april 2020 anførte, herunder at sagsøger har tilsidesat sin tabsbe-grænsningspligt ved ikke at sikre, at krav om erstatning og godtgørelse, herunder for tort, ikke rettidigt er rejst mod gerningsmanden og mod Voldsoffernævnet, jf. lov nr. 277 af
maj 1976 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Sagsøger har som konsekvens heraf fortabt et eventuelt krav mod den sagsøgte kommune, hvis regresmuligheder herved blev forskertset.
Årsagssammenhæng Retten fastslog ved kendelse af
oktober 2019, at Sagsøgte (Kommune) havde handlet ansvarspådragende, idet kommunen skulle have tilsidesat sine forpligtelser, herunder for ikke at have truffet fornødne foranstaltninger for at sikre sagsøger mod de seksuelle overgreb, der blev begået mod hen-de af faderen i perioden 1980 og frem til hun fyldte 18 år den
maj
Det fremgår af præmisserne, at kommunen kritiseres for i 1980 at effektue-re hjemgivelsen, og for ikke i efterforløbet at søge sagsøger fjernet fra hjemmet i perioden frem til hun flyttede hjemmefra den
januar 1982, hvor hun fik selvstændig bolig på Adresse, By
Det bemærkes, at rettens kendelse må forstås i overensstemmelse med korrespondancen og forløbet op til delhovedforhandlingen, således at kommunen alene kan dømmes for forhold, der vedrører tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser i forbindelse med seksuelle overgreb, idet andre / 50 krav er forældede. Der henvises til sagsøgtes uimodsagte meddelelse af
september
Det bemærkes, at faderen var flyttet til Fredericia den
maj 1981, og han boede der de næste ca. 10 år. Det bestrides som udokumenteret, at der er årsagssammenhæng mellem kommunens mulige tilsidesættelse af sin tilsynsforpligtelse i den angivne periode med relation til incestuelle overgreb. Det bemærkes, at sådanne, efter sagsøgers senere forklaring, er pågået fra hun var omkring 3 år og frem til det
år, og hvor kommunens tilsyn med familien med en hjem-meboende sagsøger alene vedrørte en kortere periode (1980-1982). Det bestrides, at mere indgående tilsyn ville have kunnet sikret sagsøger mod seksuelle overgreb, hvortil bemærkes, at det ikke er dokumenteret, at der i perioden skulle foreligge et retligt grundlag for at tage skridt til tvangsfjernelse eller politianmeldelse, der dengang var de relevante reaktioner. Sagsøgers komplekse psykiske lidelse med en personlighedsstruktur, der havde symptomer på masochistiske, paranoide og dependente træk med dystymi og PTSD til følge kan tvangfrit forklares af andre omstændighe-der, jf. eksempelvis den ikke fuldstændige oplistning i sagsøgtes spørgs-mål G til Retslægerådet (bilag AY) og diagnosen i psykologisk undersøgel-se og klinisk vurdering af
november 2011 (del af bilag 14). Der er ikke grundlag for at kritisere Sagsøgte (Kommune) for forhold begået ef-ter faren flyttede til Fredericia den
maj
Det bemærkes, at der heller ikke er grundlag for at fastslå ansvar for forhold, begået efter sagsøger flyttede hjemmefra den
januar 1982, og slet ikke efter hun fyldte 18 år den
maj
Det er således en meget begrænset del af de overgreb, sagsøger har været udsat for, der vil kunne tilskrives kommunens mulige tilsynsansvar. Det er ikke godtgjort, at sådanne svigt skulle have været årsag til nogen mer-skade. 2.1 Bevisforhold Det er ubestridt, at sagsøger har bevisbyrden for, at det overfor retten dokumenteres, at der er den fornødne årsagssammenhæng. Et sådant bevis er ikke ført, medmindre der etableres en klar sandsynlighedsovervægt for en sammenhæng. Det forhold, at man i dag skal vurdere en mulig sammenhæng mellem forhold, der tidsmæssigt ligger 35-40 år bagud i tid skærper efter almindelige bevisretlige principper kravet til beviset. / 51 Dette var forudsat i forbindelse med den lovændring, der med tilbagevirkende kraft gjorde et sagsanlæg som dette muligt, og både Justitsministe-riet og hørte organisationer argumenterede med, at bevismæssige forhold kunne føre til skuffelse, og det fremgår direkte af forarbejderne, at erstatningssøgende ikke skulle forvente nogen form for bevislettelse. Også bevisvurderingen for så vidt angår spørgsmålet om årsagssammenhæng må ses i relation hertil. Der er ikke holdepunkter for at fastslå, at eventuelle tilsynsfejl skulle være af en sådan grovhed, at der er grundlag for at lempe beviskravene med re-lation til årsagssammenhæng, endsige vende bevisbyrden. 2.2 Retslægerådet Retslægerådet har i sagen afgivet 2 udtalelser, dels en udtalelse af
september 2016 (bilag 33), dels en besvarelse af
november 2019 (bilag AY). Det fremgår af Retslægerådets besvarelser, at disse er baseret på et ufuldstændigt grundlag; et grundlag, der alt overvejende er baseret på anamneseoptagelsen – sagsøgers forklaring til speciallæger. Retslægerådet henvi-ser til, at oplysningerne i de lægelige bilag er sparsomme, jf. svaret på spørgsmål
Retslægerådet vurderer, at faderens seksuelle overgreb "har haft en stor betydning for udviklingen af sagsøgers psykiske gener", men angiver og-så, at andre livsbegivenheder ligeledes kan have påvirket tilstanden. Som det fremgår af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål A, er det ikke mu-ligt at udskille årsagsforholdene præcist, jf. også besvarelsen af spørgsmål G, hvoraf fremgår, at det ikke har været muligt for Retslægerådet at kvantificere de forskellige mulige årsagsfaktorers indflydelse på sagsøgers psykiske lidelse. Dette gælder også den begrænsede periode, hvor retten vurderer, at der skulle være udvist forsømmelser. På denne baggrund er en årsagssammenhæng ikke bevist med den for-nødne sikkerhed. 2.3 Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering Den vurdering, som ligger til grund for den vejledende udtalelse af
august 2020, forholder sig ikke specifikt til de forhold, retten har vurderet som værende ansvarspådragende. / 52 Det fremgår af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse, indledningen, at denne er baseret på en tolkning af Retslægerådets besvarelse, hvorefter Retslægerådet ubetinget skulle have vurderet sagsøgers psykiske gener som en følge af de seksuelle overgreb. Der er således ikke taget hensyn til, at Retslægerådets besvarelse efterlader langt større tvivl, også med henvisning til, at der "i denne sag [er] tale om et meget langt tidsrum mellem de seksuelle overgreb og den diagnosticerede PTSD", jf. svaret på spørgsmål
Selvom reaktivering ikke er ualmindelig, jf. svaret på spørgsmål 6, forudsætter en reaktivering, at der opstår en "situation med fokus på traumet" eller at den ramte udsættes for et nyt traume. Det er således ikke det oprindelige traume, der er direkte medvirkende år-sag til sent opståede psykiske gener, men den situation/handling, der ud-løser reaktiveringen hos en person, som i den givne situation er særlig sår-bar. Dette er et almindeligt erstatningsretligt dogme, at det i den situation er den reaktiverende handling, som bærer ansvaret for de fulde følger. Af speciallægeerklæring af
december 2015 (bilag 31) fremgår, at sagsøgers psykiske gener debuterer i forbindelse med ægtefællens utroskab og voldsudøvelse i 1999, og at det var i tiden herefter, at hendes erhvervsevne blev kompromitteret. Det anføres i det lægelige materiale, at det var heref-ter ”det hele væltede” . Sagsøger sygemeldes i foråret 2007 af andre årsager og kommer ikke siden i arbejde. Disse forhold kan ikke lægges Sagsøgte (Kommune) til last. Det bemærkes, at speciallægeerklæringen er baseret på en anamneseoptagelse, der erfaringsmæssigt må vurderes som værende funktionelt præget (kognitiv redigering), også henset til, hvad der fremgår af de akter, indstævnte har valgt at fremlægge. Disse viser en lang række sygemeldinger, der kan relateres til andre omstændigheder, herunder flere arbejdsskader. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har lagt til grund,

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.

ECLI:DK:KOL:2022:BS0000000549 Sagen drejer sig om erstatning fra en kommune som følge af seksuelle overgreb begået af en far mod en datter efter kommu

RETTEN I KOLDING DOM afsagt den 12. januar 2021 Sag BS-28/2012-KOL Sagsøger (advokat Lars Sandager) mod Sagsøgte (Kommune) (advokat Jens Andersen-Møller) Denne afgørelse er truffet af Dommer. Sagens b

§ 218

§ 315, jf.

§ 320at pålægge statskassen at erstatte Sagsøgte (Kommune)s udgifter.

§ 218

§ 344, stk.