Bestemmelsen i Østre Landsrets dom af 10. oktober 2019 om udvisning af domfældte ophæves

Udvisning ophævet Sag 28/2021 Kendelse afsagt 11. oktober 2022 Anklagemyndigheden mod Domfældte Domfældte, der var skyldig i drabsforsøg, men straffri på grund af sindssygdom, kunne ikke udvises Domfældte var i 2019 fundet skyldig i drabsforsøg begået over for sin mor. Domfældte blev fundet straffri på grund af sindssygdom og dømt til behandling på psykiatrisk afdeling. Han blev endvidere udvist med indrejseforbud for bestandig. Da behandlingsstedet meddelte, at Domfældte var færdigbehandlet og kunne udskrives til videre ambulant behandling, skulle der på ny tages stilling til spørgsmålet om udvisning. Byretten og landsretten opretholdt udvisningen. Efter landsrettens afgørelse afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom i sagen Savran mod Danmark. Denne sag angik, hvorvidt udvisning af den pågældende udlænding ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv. Menneskerettighedsdomstolen udtalte her, at hvis den pågældende udlænding er fundet straffri på grund af utilregnelighed som følge af psykisk sygdom, skal det indgå i vurderingen af, om det er proportionalt at udvise. I Domfældtes sag udtalte Højesteret, at udvisning af ham, der var født og opvokset i Danmark, krævede meget tungtvejende grunde. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at Domfældte ikke kunne udvises, heller ikke med et tidsbegrænset indrejseforbud. Højesteret lagde herved vægt på bl.a., at Domfældte, der var diagnosticeret med skizofreni, op til gerningstidspunktet havde fået det stadigt dårligere. Det indgik også, at han ikke tidligere var straffet, at han aktuelt var velbehandlet, at forholdet til hans forældre og søskende, der bor i Danmark, var genoprettet og velfungerende, og at dette efter en erklæring fra behandlingsstedet i høj grad var medvirkende til at vedligeholde hans positive udvikling og gode psykiske tilstand. Domfældte havde gennemført en gymnasial uddannelse, var begyndt at læse til Stilling og var frivillig i en lokal ungdomsforening, ligesom han havde haft forskellige studiejobs. Domfældte var under sagens behandling for Højesteret udrejst til Tyrkiet. Højesteret udtalte, at dette alt andet lige måtte anses at have styrket hans tilknytning til Tyrkiet, men at hans tilknytning til Danmark fortsat måtte anses for langt stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. / /