HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 5. januar 2023 Sag BS-1915/2022-HJR (2. afdeling) Garantiordningen for Skadeforsikring (advokat Claus Juel Hansen) mod Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (

§ 11, stk.

1, litra a og b, der svarer til en ulykke i henhold til arbejdsskadesikringslovens § 6, og yrkessykdom, jf.

§ 11, stk.

1, litra c, der svarer til en erhvervssygdom i henhold til arbejdsskadesikringslovens § 7. Ansvarsgrundlaget er i begge landes love objektivt i den forstand, at personskaden skal være forårsaget af arbejdet og uden hensyn til skyld hos arbejdsgiveren el-ler andre, jf.

§ 3og § 10 og arbejdsskadesikringslo-vens § 5.

Mens arbejdsgiveren efter den danske arbejdsskadesikringslov opfyl-der sin sikringspligt ved at tegne en arbejdsulykkesforsikring, der dækker ulyk-ker, og ved at tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der dækker erhvervssygdomme, har arbejdsgiveren efter den norske yrkesskadeforsikrings- / 4 lov pligt til at tegne en yrkesskadeforsikring, der dækker både yrkesskader og yrkessykdomme. Det afgørende for hjemmelsspørgsmålet er ikke, hvordan man lovgivningsmæssigt i Norge har valgt at klassificere yrkesskadeforsikringsloven, men hvordan man efter dansk ret og i en dansk kontekst vil karakterisere yrkesskadeforsikringen. Hertil kommer, at forarbejderne til yrkesskadeforsikringsloven fastslår, at den norske yrkesskadeforsikring reelt ikke er en ansvarsforsikring. Den dæk-ker således ikke erstatningsansvar for forsikringstageren, og den skadelidte kan kræve erstatning direkte hos forsikringsselskabet, uden at arbejdsgiveren er an-svarlig. I forarbejderne til yrkesskadeforsikringsloven er det anført, at yrkesska-deforsikring ikke er en ansvarsforsikring i den vanlige betydning af ordet, og at det uden en udtrykkelig regulering ville være uklart, hvordan yrkesskadefor-sikringen skulle placeres inden for forsikringsterminologien. Af det norske Soci-aldepartements udredning fra 2004 (NOU 2004:3 af 30. januar 2004, s. 297-298) fremgår bl.a., at yrkesskadeforsikring forsikringsretligt ikke er en ansvarsforsik-ring, da forsikringen ikke dækker noget underliggende ansvar, og at forsikrin-gen i dag har langt større lighedstræk med personforsikring. Den lighed, der er mellem den norske og danske ordning, indebærer, at den norske yrkesskadeforsikring på samme måde som den danske arbejdsulykkes-forsikring ikke er omfattet af garantifondslovens § 5, stk. 1, nr. 3. Der er ikke en sådan signifikant forskel på ydelserne ifølge den norske yrkesskadeforsikrings-ordning og den danske arbejdsskadesikringsordning, at der alligevel skulle være dækning for yrkesskadekrav under den danske garantifondslov. Det har ikke betydning for hjemmelsspørgsmålet, om visse af de ydelser, der i princippet er dækket eller faktisk kommer til udbetaling under den norske yrkesskadeforsikringsordning, ikke er dækningsberettiget under den danske arbejdsskadesikringsordning og derfor ikke kommer til udbetaling under en dansk arbejdsulykkesforsikring, men kan være dækket under en dansk erhvervsansvarsforsikring eller en anden dansk ansvarsforsikring. Garantiordningen for Skadeforsikring har ikke godtgjort, at det skulle forholde sig sådan, at den danske arbejdsskadesikringsordning ikke skulle sikre dækning for tab sva-rende til den norske yrkesskadeforsikringsordning. Det afgørende er, at den norske yrkesskadeforsikring på samme måde som den danske arbejdsskadeforsikring dækker uden hensyn til, om arbejdsgiveren eller en anden skadevolder har handlet ansvarspådragende, og at den norske yrkesskadeforsikring dermed grundlæggende afviger fra en dansk erhvervsansvarsforsikring eller en anden dansk ansvarsforsikring, hvor retten til erstatning forudsætter, at arbejdsgiveren eller en anden skadevolder har handlet ansvarspådragende. Der er ikke grundlag for at sidestille personskadedækningen i en produktansvarsforsikring, hvor der er erstatningsansvar, hvis produktet er de- / 5 fekt og har forårsaget en personskade, med personskadedækningen i den nor-ske yrkesskadeforsikring, der dækker personskade forårsaget af en arbejds-ulykke uden hensyn til ansvar. Garantifonden for skadesforsikringsselskaber dækker i medfør af garantifondslovens § 5, stk. 1, nr. 3, erstatningskrav fra tredjemænd, der er sikret mod personskade, hvis det drejer sig om ansvarsforsikringer, herunder erhvervsansvarsforsikringer, hvor forsikringsdækningen er betinget af en ansvarspådrag-ende adfærd. Efter bestemmelsen er det imidlertid ikke uden betydning, hvilket ansvarsgrundlag der gælder. Det kommer f.eks. til udtryk ved, at krav ifølge motoransvarsforsikringer og arbejdsulykkesforsikringer, hvor ansvaret er objektivt, utvivlsomt ikke er omfattet af § 5, stk. 1, nr. 3, men er dækket efter den nugældende § 5, stk. 1, nr. 2 og nr. 7, idet det herved bemærkes, at dækningen af erstatningskrav fra sikrede i henhold til en arbejdsulykkesforsikring med virkning fra den 1. juli 2021 er overført fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Supplerende retsgrundlag Af §§ 5-8 og 10-13 i den norske lov nr. 65 af 16. juni 1989 om yrkesskadeforsikring med senere ændringer fremgår: ”§ 5.Direkte krav mot forsikringsgiveren, hvilken forsikringsgiver som svarer. Yrkesskadeforsikringen gjelder direkte til fordel for skadelidte. Forsikringsgiveren til den arbeidsgiver som skadelidte har når skaden eller sykdommen biir konstatert, er ansvarlig for å utbetale erstatning etter loven. Dette gjelder selv om skaden må anses forårsaket mens arbeidstakeren var i tjeneste hos en annen arbeidsgiver. En skade anses konstatert på det første tidspunkt da skadelidte enten

1. a)døde av skaden eller sykdommen uten å ha søkt legehjelp,
2. b)første gang søkte legehjelp for skaden eller sykdommen, eller
3. c)første gang meldte krav til forsikringsgiveren på grunn av skaden el-ler sykdommen. Dersom arbeidstakeren ikke lenger er i arbeid, svarer forsikringsgiveren til arbeidstakerens siste arbeidsgiver. § 6. Opphør av en forsikringsavtale. Opphører en forsikringsavtale å gjelde svarer forsikringsgiveren likevel inntil ny forsikringsavtale trer i kraft. Forsikringsgiverens ansvar faller likevel bort senest fire måneder etter opphøret av avtalen. Forsikringsgiveren skal i betalingsvarsel eller oppsigelse gjøre arbejdsgiveren kjent med de følger som manglende forsikring kan ha. / 6 § 7. Manglende forsikring. Dersom ingen forsikringsgiver er ansvarlig etter §§ 5 eller 6, svarer de forsikringsgivere som tilbyr yrkesskadeforsikring etter loven, i fellesskap for arbeidstakerens tap. Forsikringsgiverne er solidarisk ansvar-lige. Kongen kan gi nærmere regler om fordelingen av skadesummen mellom dem. § 8. Personlig ansvar, regress. Arbeidsgiveren hefter ikke overfor arbeidstakeren for krav etter loven. Arbeidstakeren kan likevel kreve erstatning etter alminnelige erstatningsregler for skader eller sykdommer som ikke går inn under loven. Forsikringsgiveren kan kreve regress hos en arbeidsgiver som forsettlig har voldt skaden eller sykdommen. Regressadgangen omfatter også refusjon til folketrygden. Når forsikringsgiverne i fellesskap har utbetalt erstatning etter regiene i § 7, kan de kreve regress hos den uforsikrede arbeidsgiveren uten hensyn til skyld. Kan arbeidstakeren etter alminnelige erstatningsregler kreve at en tredjeperson erstatter tap som omfattes av loven, inntrer forsikringsgiveren i arbeidstakerens rett overfor denne tredjepersonen. … § 10. Dekningsområdet. Yrkesskadeforsikringen skal, med de unntak som følger av § 11, dekke skader og sykdommer som arbeidstakere påføres i arbeid på arbeidsstedet i arbejdstiden. § 11. Skader og sykdommer som skal dekkes av forsikringen. Yrkesskadeforsikringen skal dekke
4. a)skade og sykdom forårsaket av arbeidsulykke (yrkesskade),
5. b)Skade og sykdom som i medhold av folketrygdloven § 13-4 er li-kestilt med yrkesskade.
6. c)annen skade og sykdom, dersom denne skyldes påvirkning fra skadelige stoffer eller arbeidsprosesser. Skade og sykdom som nevnt i første ledd bokstav b skal anses forårsa-ket i arbeid på arbeidsstedet i arbeidstiden, hvis ikke forsikringsgiveren kan bevise at dette åpenbart ikke er tilfellet. Ved vurderingen av om en skade eller sykdom gir rett til dekning, skal det ses bort fra arbeidstakerens særlige mottakelighet for skaden eller / 7 sykdommen, hvis ikke den særlige mottakeligheten må anses som den helt overveiende årsak. § 12. Tap som omfattes. Yrkesskadeforsikringen skal dekke lidt tap, tap i framtidig erverv og utgifter som skaden antas å påføre skadelidte i framtiden. Hvis skadelidte har fått varig og betydelig skade av medisinsk art, skal det gis særskilt ménerstatning. Loven gjelder ikke oppreisning for skade av ikkeøkonomisk art etter skadeserstatningsloven av 13. juni 1969 nr. 26 § 3-5. Yrkesskadeforsikringen skal ved dødsfall gi erstatning til dem som arbeidstakeren helt eller delvis forsørget. Skadeserstatnings loven av 13. juni 1969 nr. 26 § 3-4 første ledd annet punktum gjelder tilsvarende. § 13. Erstatningsutmåling. Skadeserstatningsloven av 13. juni 1969 nr. 26 kap. 3 gjelder så langt ikke bestemt i eller i medhold av denne lov. …” Højesterets begrundelse og resultat Alpha Insurance A/S, der var medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (herefter den danske garantifond), blev taget under konkursbehand-ling den 8. maj 2018. Sagen angår, om den danske garantifond i medfør af den dagældende garantifondsordning er forpligtet til at dække erstatningskrav fra skadelidte arbejdstagere i Norge, der er omfattet af yrkesskadeforsikringer tegnet gennem Alpha Insurances norske filial (Alpha Insurance NUF). Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselska-ber, at den danske garantifond skal yde dækning i henhold til § 5, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab bliver erklæret konkurs. Efter den dagæl-dende garantifondslovs § 2, stk. 1, dækkede den danske garantifond de i § 1, stk. 2, nævnte forsikringsselskabers virksomhed i Danmark samt via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i EU eller EØS. Den danske garantifond er efter § 5, stk. 1, nr. 3, forpligtet til at dække erstatningskrav, der er udækkede som følge af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til tredjemænd, der er sikret mod personskade ifølge øvrige ansvarsforsikringer. Det kan ikke udledes af forarbejderne til garantifondslovens § 5, stk. 1, nr. 3, hvad der skal forstås ved ”øvrige ansvarsforsikringer” . Ved en ansvarsforsik-ring forstås sædvanligvis en forsikring mod det tab, en person eller andet rets- / 8 subjekt lider ved at blive erstatningspligtig over for tredjemand som følge af en skadevoldende begivenhed eller undladelse. De arbejdsulykkesforsikringer, som danske arbejdsgivere er forpligtet til at tegne hos et forsikringsselskab efter arbejdsskadesikringslovens § 50, er ikke ansvarsforsikringer og er således ikke omfattet af garantifondslovens § 5, stk. 1, nr. 3. Det må bero på en samlet vurdering, om de norske yrkesskadeforsikringer adskiller sig fra de danske arbejdsulykkesforsikringer på en sådan måde, at de til forskel fra de danske forsikringer kan anses for omfattet af udtrykket ”øvrige ansvarsforsikringer” i garantifondslovens § 5, stk. 1, nr. 3. Som anført af landsretten er formålet med den norske yrkesskadeforsikringsordning, at skadelidte arbejdstagere sikres økonomisk mod følgerne af personskade opstået i forbindelse med arbejdets udførelse, og der er tale om en lovpligtig arbejdsgiverfinansieret forsikringsordning, hvor arbejdstageren sikres dækning uden hensyn til, om der foreligger et ansvarsgrundlag for arbejdsgiveren. Det fremgår således af den norske yrkesskadeforsikringslov bl.a., at alle arbejdsgivere i Norge har pligt til at tegne yrkeskadeforsikring til dækning af yrkesskade (arbejdsskade) eller yrkessykdom (erhvervssygdom), og at yrkesskadeforsikringen skal give ret til fuld erstatning uden hensyn til, om ”noen har skyld i skaden” . Yrkesskadeforsikringen gælder direkte til fordel for den skadelidte. Det er yrkesskadeforsikringsselskabet for den arbejdsgiver, som skadelidte har, når ska-den eller sygdommen bliver konstateret, der er ansvarlig for at udbetale erstat-ning efter loven. Arbejdsgiveren hæfter ikke over for arbejdstageren for krav ef-ter loven, og yrkesskadeforsikringsselskabet kan alene kræve regres hos en arbejdsgiver, som forsætligt har forvoldt skaden eller sygdommen. På den anførte baggrund finder Højesteret, at det efter formålet med og karakteren af den norske yrkesskadeforsikringsordning er mest nærliggende at sidestille ordningen med den danske arbejdsskadesikringsordning, der som nævnt ikke er omfattet af garantifondslovens § 5, stk. 1, nr. 3. De forskelle mellem de to ordninger, som Garantiordningen for Skadeforsikring har påberåbt sig, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at det fremgår af den norske yrkesskadeforsikringslov, at yrkesskadeforsikringen skal anses som en ansvarsforsikring i forholdet mellem forsikringsgiveren og forsikringstageren, selv om forsikringstageren selv ikke er ansvarlig for de skader, der dækkes efter loven. / 9 Højesteret tiltræder herefter, at den danske garantifond ikke er forpligtet til at dække de omhandlede erstatningskrav omfattet af yrkesskadeforsikringer teg-net gennem Alpha Insurances norske filial. Højesteret stadfæster derfor dommen. THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Garantiordningen for Skadeforsikring betale 250.000 kr. til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a. / /