UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________ Den 15. februar 2022 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen, Østre Landsrets Plads, København. Som dommere fungerede landsdommerne Janni Christoffer

§ 1, nr.

1. Selvom ejeren i et konkret tilfælde vurderes ikke at have haft mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i
2. pkt., vil der endvidere ved den samlede helhedsvurdering skulle henses til ejerens økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person. Det indebærer, at udgangspunktet om konfiskation bl.a. vil skulle fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. - 7 - Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk. Det forudsættes i den forbindelse, at alene omstændigheder, som ejeren af køretøjet ikke med rimelighed ville have kunnet forudse, vil kunne begrunde, at konfiskation undlades med henvisning til, at et eventuelt erstatningskrav er illusorisk. Førerens død eller konkurs i tilfælde, hvor førerens bo ikke kan dække kravet, kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt til at bringe undtagelsesbestemmelsen i anvendelse, forudsat at ejeren af køretøjet ikke kendte eller burde have kendt til de omstændigheder, der gør kravet mod boet dækningsløst. Der henvises til

§ 1, nr.

1. Konfiskation efter den foreslåede bestemmelse i § 133 a, stk. 2,
2. pkt., vil endvidere kunne undlades efter færdselslovens § 133 a, stk. 12, når særlige grunde taler herfor. Dette vil navnlig være tilfældet i situationer, hvor eksempelvis ganske særlige familiemæssige eller sociale forhold vil bevirke, at konfiskation i det konkrete tilfælde vil have uforholdsmæssigt indgribende betydning for den pågældende. Som beskrevet ovenfor vil konfiskation efter Transportministeriets opfattelse f.eks. skulle undlades efter § 133 a, stk. 12, hvis der er tale om en specialindrettet handicapbil, eller en bil som anvendes til transport af f.eks. ejerens barn, der har et handicap eller lider af behandlingskrævende sygdom, og hvor den pågældende bil udgør eneste transportmulighed. Endelig vil konfiskation i alle tilfælde være uforholdsmæssigt indgribende for ejeren, hvis det kan dokumenteres, at det anvendte køretøj på gerningstidspunktet var stjålet. Ovenstående eksempler er ikke udtømmende. Adgangen til konfiskation af tredjemands køretøj er således ikke undtagelsesfri. Det forudsættes dog, at der er tale om en snæver undtagelse. Udgangspunktet vil være, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren. Der er i

§ 1, nr.

13, redegjort nærmere for, hvornår konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende for ejeren, herunder hvilke forhold der kan indgå i vurderingen. … Transportministeriet bemærker endvidere, at den ejer, der får sit køretøj konfiskeret efter den foreslåede bestemmelse, vil have et økonomisk krav på køretøjets værdi mod den fører, hvis kørsel har forårsaget konfiskationen. Ejeren vil herved kunne kompenseres for det tab, som konfiskationen medfører. For så vidt angår leasing- og udlejningsselskaber indgår det f.eks. allerede som et standardvilkår i den standardaftale, som er udarbejdet i fællesskab mellem FDM og Finans og Leasing, at det betragtes som væsentlig misligholdelse af leasingaftalen, hvis leasingtager anvender leasingbilen i strid med de love, forskrifter og instruktioner, der gælder for sådan brug, herunder hvis det resulterer i konfiskation eller beslaglæggelse, jf. standardaftalens § 13, pkt. 7, og at leasingtager i sådanne tilfælde er forpligtet til at betale fuld erstatning til leasinggiver for det tab, som leasinggiver lider, jf. - 8 standardaftalens § 14. Hertil kommer, at leasing- og udlejningsvirksomheder mv. allerede i dag håndterer den erhvervsrisiko, at deres køretøjer f.eks. kan blive stjålet eller totalskadet i et trafikuheld. Transportministeriet er opmærksom på, at der vil være en risiko for, at ejeren i nogle tilfælde ikke vil kunne få fyldestgjort sit krav, hvis føreren ikke har en tilstrækkelig betalingsevne. Særligt i forhold til leasing- og udlejningsselskaber bemærker Transportministeriet dog, at selskaberne generelt er underlagt den erhvervsrisiko, at leasingtager ikke har fornøden betalingsevne i forhold til eventuelle krav, som leasingselskabet måtte have mod leasingtager. Der henvises endvidere til det ovenfor, det under pkt. 3 og det i

§ 1, nr.

13, anførte om, hvornår konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende for ejeren og derfor skal undlades.” Ved Transportudvalgets betænkning af 15. marts 2021 over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Skærpet indsats mod vanvidskørsel) blev i den foreslåede affattelse af § 133 a, stk. 2, i 2. pkt. efter ”uforholdsmæssigt indgribende” indsat ”navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person” . Af Transportudvalgets bemærkninger til ændringsforslaget fremgår: ”…EU-Domstolen afsagde den 14. januar 2021 dom i sag C-393/19, OM, i anledning af en præjudiciel forelæggelse fra en bulgarsk appeldomstol. EU-Domstolen udtalte bl.a. i dommen, at artikel 2, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2005/212 af 24. februar 2005 om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold sammenholdt med Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheders (Charteret) artikel 17, stk. 1 (om ejendomsretten), skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der gør det muligt at konfiskere et redskab, der er blevet anvendt til at begå alvorligt smugleri, når dette tilhører en tredjemand i god tro (pr. 58). EU-Domstolen udtalte i den forbindelse bl.a., at henset til den væsentlige påvirkning af personers rettigheder, som konfiskation af et formuegode medfører, nemlig den endelige fratagelse af ejendomsretten til dette, bemærkes det, at hvad angår en tredjemand i god tro, som ikke vidste og ikke kunne vide, at hans formuegode blev anvendt til at begå en lovovertrædelse, indebærer en sådan konfiskation, når henses til det forfulgte formål (at forhindre ulovlig indførsel af varer til landet), et uforholds-mæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af denne persons ejendomsret (pr. 55). EU-Domstolen blev endvidere forelagt et spørgsmål om artikel 4 i rammeafgørelsen om retsmidler, hvorefter enhver medlemsstat skal træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre, at interesserede parter, der er berørt af bl.a. foranstaltninger - 9 vedrørende konfiskation, råder over effektive retsmidler med henblik på at forsvare deres rettigheder. I den forbindelse bemærkes, at det nationale retssystem ikke gav den tredjemand, hvis formuegode blev konfiskeret, mulighed for at anfægte lovligheden af foranstaltningen med henblik på at få formuegodet tilbage, når konfiskationen ikke er begrundet, eller med henblik på gøre sine rettigheder gældende. EU-Domstolen henviste til, at Menneskerettighedsdomstolen ved dom af 13. oktober 2015 i sagen Ünsped Paket Servisi mod Bulgarien fastslog, at i en situation, hvor staten står bag konfiskation, og hvor den nationale lovgivning og praksis ikke fastsætter en procedure, hvorved ejeren kan forsvare sine rettigheder, kan denne stat ikke opfylde sin forpligtelse i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) til at iværksætte en sådan procedure ved at anmode en person, der ikke er blevet dømt for den strafbare handling, der har ført til konfiskationen, om at søge at få sin ejendom tilbage fra en tredjemand. EU-Domstolen konkluderede herefter, at Charterets artikel 47 om effektive retsmidler er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det inden for rammerne af en straffesag er muligt at konfiskere et formuegode, der tilhører en anden person end den, der har begået den strafbare handling, uden at denne førstnævnte person har adgang til effektive retsmidler (pr. 67-68). Bestemmelsen i Charterets artikel 17, stk. 1, svarer til artikel 1 i første tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvilket bekræftes af de forklarende bemærkninger til Charterets artikel 17 og artikel 52, stk. 3. Det må derfor antages, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil inddrage praksis fra EU-Domstolen vedrørende Charterets artikel 17 ved fortolkningen af artikel 1 i første tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som følge heraf foreslås det, at det i den under § 1, nr. 13, foreslåede affattelse af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., fastsættes, at tredjemandskonfiskation ikke kan ske, hvis det vil være uforholdsmæssigt indgribende for køretøjets ejer, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person. Ved bedømmelsen af, om konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt indgribende, vil der under alle omstændigheder skulle anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder. Ved vurderingen vil der navnlig skulle henses til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person. At der skal henses til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., indebærer, at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde. Det vil indgå i denne vurdering, om ejeren har kendskab, til eller har benyttet, alle tilgængelige muligheder for at opnå viden om forhold, som kan belyse risikoen for, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de omfattede lovovertrædelser. Der vil navnlig skulle lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren af køretøjet har udvist agtpågivenhed. - 10 Sådanne forhold vil eksempelvis kunne være oplysninger om, hvorvidt den person, der ønsker køretøjet overdraget til sig, tidligere har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser. Det må således normalt tale for, at det er påregneligt for ejeren, at køretøjet vil blive anvendt ved en eller flere af de omfattede lovovertrædelser, hvis den person, der ønsker køretøjet overdraget til sig, tidligere har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser. Med henblik på at indhente oplysninger herom vil ejeren bl.a. kunne udbede sig førerens private straffeattest. Ejeren vil dermed kunne undersøge, om den person, køretøjet overdrages til, tidligere er straffet for f.eks. vanvidskørsel eller andre grovere overtrædelser af færdselsloven. Det bemærkes i den forbindelse, at der vil blive gennemført en ændring af kriminalregisterbekendtgørelsen, således at oplysninger om færdselslovsovertrædelser, som har medført en ubetinget eller betinget frihedsstraf, kommer til at fremgå af den private straffeattest. Ændringerne forventes gennemført med virkning fra efteråret 2021. Ejeren vil også kunne anmode den person, køretøjet overdrages til, om en tro og love-erklæring på, at vedkommende ikke tidligere har begået bestemte relevante lovovertrædelser. Der vil endvidere kunne lægges vægt på oplysninger om, hvorvidt ejeren har undersøgt forhold, der kan indikere, at køretøjet er tiltænkt en anden person end den, køretøjet overdrages til. Sådanne oplysninger kan eksempelvis være oplysninger i bilbogen om, at en leasing-tager allerede er registreret som ejer af et eller flere køretøjer, eller hvis ejeren – f.eks. i form af et leasingselskab – har kendskab til, at leasingtageren allerede har leaset eller lejet et ikke ubetydeligt antal køretøjer inden for en kortere tidsperiode. Herudover vil der også kunne lægges vægt på oplysninger om, hvorvidt ejeren har undersøgt, hvem der vil få adgang til køretøjet. Leasingselskaber bør f.eks. sikre sig, at leasingtager(

1. ne)også vil være de(
2. n)reelle bruger(
3. e)af køretøjet, bl.a. ved at indhente oplysninger herom i forbindelse med aftaleindgåelsen. Selv om ejeren i et konkret tilfælde vurderes ikke at have haft mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., vil der endvidere ved den samlede helhedsvurdering skulle henses til ejerens økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person. Det indebærer, at udgangspunktet om konfiskation bl.a. vil skulle fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk. Det forudsættes i den forbindelse, at alene omstændigheder, som ejeren af køretøjet ikke med rimelighed ville have kunnet forudse, vil kunne begrunde, at konfiskation undlades, med henvisning til at et eventuelt erstatningskrav er illusorisk. Førerens død eller konkurs i tilfælde, hvor førerens bo ikke kan dække kravet, kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt til at bringe undtagelsesbestemmelsen i anvendelse, forudsat at ejeren af køretøjet ikke kendte eller burde have kendt til de omstændigheder, der gør kravet mod boet dækningsløst. Det kan således være relevant for ejeren af køretøjet at undersøge lejerens eller leasingtagerens økonomiske forhold med henblik på at sikre en mulighed for at tage - 11 forholdsregler over for førerens potentielle manglende betalingsevne, og at den person, køretøjet overdrages til, er den reelle bruger af køretøjet og ikke f.eks. en stråmand. Et leasingselskab bør f.eks. så vidt muligt sikre sig, eksempelvis gennem eSkatData, at de oplysninger om leasingtagers indkomstforhold, der afgives i forbindelse med indgåelsen af en leasingkontrakt, er korrekte. Har ejeren ikke adgang til eSkatData, kan den pågældende anmode lejeren eller leasingtageren om på anden vis at belyse sine økonomiske forhold, f.eks. gennem fremlæggelse af årsopgørelser, lønsedler el.lign. Betaling af leasingydelsen ved større kontantbeløb vil som udgangspunkt skulle give ejeren anledning til en mere indgående undersøgelse af førerens økonomiske forhold. …” Efter votering afsagdes kendelse: Efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig observationerne gengivet i politiets rapportmateriale vedrørende eftersættelse, kørselsforløb og standsning af det omhandlede køretøj, findes føreren, Sigtede, med rimelig grund at være mistænkt for overtrædelse af straffelovens § 252 og færdselsloven. Endvidere foreligger der mistanke om, at kørslen er omfattet af færdselslovens 126, stk. 1, nr. 4. Betingelsen i retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 1, for beslaglæggelse er derfor opfyldt. Da mistanken angår en kørsel omfattet af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4, vil tillige konfiskationsreglen i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., kunne finde anvendelse, hvis Sigtede findes skyldig ved en senere straffesag. Konfiskation kan i givet fald ske hos Kærende 1, tidligere Virksomhed A/S 1 og Kærende 2, tidligere Virksomhed A/S 2, som er henholdsvis bruger (udlejer) og ejer af køretøjet, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til Sigtede. Efter det oplyste om indholdet af lejekontrakten, herunder navnlig at Sigtede har forpligtet sig til ikke at anvende køretøjet til at overtræde bl.a. straffelovens § 252 og færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4, og at han har pligt til at erstatte udlejer ethvert tab som følge af, at køretøjet konfiskeres, findes det ikke at kunne anses for helt upåregneligt for Kærende 1, tidligere Virksomhed A/S 1 og Kærende 2, tidligere Virksomhed A/S 2, at køretøjet muligt ville blive anvendt til en sådan kørsel. - 12 - Det er i forarbejderne til § 133 a, stk. 2, 2. pkt., forudsat, at konfiskation af udlejede biler alene anses for uforholdsmæssigt indgribende, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende for ejeren, f.eks. fordi et erstatningskrav på grund af særlige omstændigheder konkret er illusorisk. Kærende 1, tidligere Virksomhed A/S 1 og Kærende 2, tidligere Virksomhed A/S 2 har udlejet køretøjet til Sigtede uden at foretage undersøgelser vedrørende hans økonomiske forhold. Køretøjets handelsværdi er oplyst til at være 200.000 kr. ekskl. moms og afgift forud for kørslen, der efter det oplyste medførte ganske omfattende skader på køretøjet. På den anførte baggrund finder landsretten efter en samlet helhedsvurdering, at Kærende 1, tidligere Virksomhed A/S 1 og Kærende 2, tidligere Virksomhed A/S 2 ikke har godtgjort, at særlige omstændigheder konkret gør erstatningskravet illusorisk. I vurderingen er tillige indgået, at Kærende 1, tidligere Virksomhed A/S 1 og Kærende 2, tidligere Virksomhed A/S 2, der som led i erhvervsvirksomhed har udlejet køretøjet, har mulighed for at gøre et erstatningskrav gældende mod Sigtede, der er født i 1992. Der er således efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at anse konfiskation af køretøjet hos Kærende 1, tidligere Virksomhed A/S 1 og Kærende 2, tidligere Virksomhed A/S 2 for uforholdsmæssigt ind-gribende. Landsretten tiltræder derfor, at betingelserne for at godkende beslaglæggelsen i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 2, jf. § 806, stk. 4, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., jf. § 126, stk. 1, nr. 4, er opfyldt. Landsretten stadfæster således byrettens kendelse. Thibestemmes: Byrettens kendelse stadfæstes. Sagen sluttet. - 13 Retten hævet.