ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 27. januar 2023 Sag BS-45309/2019 (2. afdeling) Sagsøger mod Skatteministeriet (advokat Sune Riisgaard) Landsdommerne Alex Puggaard, Mohammad Ahsan og Casper Klindt Sølbe

§ 2, stk.

3, at krav først kan overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Dette fordrer ifølge forarbejderne til bestemmelsen, at der forud for overdragelsen skal være fremsendt en eller flere rykkerskrivelser til skyldneren efter betalingsfristens udløb. Endvidere fremgår det af den

§ 2, stk.

4, forarbejderne til bestemmelsen og SKATs Juridiske Vejledning, afsnit G.A.1.2.2, at det er en betingelse for overdragelse af en fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden, at fordringshaveren inden overdragelsen skriftligt underretter skyldneren om overdragelsen. Dette er ligeledes fastslået i retspraksis og administrativ praksis, jf. fogedretten i Svendborgs kendelse af 25. april 2018, SKM2017.661.LSR, SKM2010.330.BR modsætningsvist, SKM2017.110.LSR og SKM2018.99.LSR. Det fremgår ikke af UfR 2007.1438 Ø, at underretning ikke er en betingelse for overdragelse. Hertil kommer, at det følger af undtagelsesbestemmelsen i den

§ 2, stk.

4,

1. pkt., at underretning kun kan undlades i de særlige situationer, hvor muligheden for at få dækning for et krav ellers ville kunne forspildes. Skatteministeriet har under sagens forberedelse erkendt, at restskattekravene mod ham først endelig blev overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden efter Højesterets dom af
2. maj 2013, og at han ikke blev særskilt underrettet om overdragelsen i den forbindelse. SKAT har således ikke fulgt fremgangsmåden i den

§ 2, stk.

4, idet han skulle have modtaget underretning om overdragelsen. Det kan ikke påhvile borgeren selv at gisne om hvilke beløb, som samlet måtte skyldes inkl. renter og diverse gebyrer. Det er netop fordringshaveren, dvs. SKAT, der har forpligtelsen til at opgøre kravet og meddele borgeren dette. SKAT har heller ikke forud for den

1. maj 2013 underrettet ham om overdragelsen af restskattekravene til restanceinddrivelsesmyndigheden. 25 Skatteministeriet har trods opfordring hertil ikke kunnet fremlægge dokumentation for, at SKAT på noget tidspunkt forud for overdragelsen af restskattekravene til restanceinddrivelsesmyndigheden foretog underretning af ham. Skatteministeriets postulat om, at SKAT i 2004 foretog underretning, er ikke korrekt. Det er heller ikke understøttet af andre oplysninger i sagen. Det fremgår således ikke af registreringerne i KOBRA, at der skulle være sendt en sådan underretning eller rykker i
2. Derimod fremgår det af senere registreringer, at der er sendt rykkere vedrørende krav, der er denne sag uvedkommende. Hertil kommer, at SKAT i de relevante år havde store systemproblemer, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at KOBRA fulgte den ”sædvanlige” opkrævningsprocedure. Under alle omstændigheder har en eventuel korrespondance fra den kommunale skatteforvaltning i 2004 ikke nogen relevans for denne sag, som vedrører den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, der først blev oprettet i
3. De fire rykkerskrivelser, som Skatteministeriet har henvist til fra henholdsvis 2008, 2009 og 2011, godtgør heller ikke, at der er foretaget den relevante underretning. For det første var der ikke tale om samme krav, idet skrivelserne vedrører helt forskellige beløb. For det andet trak SKAT rykkerskrivelsen fra 2008 tilbage i forbindelse med den nye henstandsmeddelelse, hvorfor denne skrivelse er en nullitet, ligesom SKAT annullerede rykkergebyret fra 2009, og dermed også hele den pågældende skrivelse. For det tredje hidrørte de pågældende skrivelser fra restanceinddrivelsesmyndigheden, hvorfor skrivelserne ikke godtgør, at der er sket forudgående underretning af ham. Endelig har SKAT i umiddelbar forlængelse af samtlige rykkerskrivelser meddelt ham ligningsmæssig henstand, og der blev ikke i nogen af henstandsskrivelserne givet underretning om en potentiel fremtidig overdragelse. SKAT er heller ikke berettiget til at pålægge inddrivelsesrenter fra den
4. april 2015, hvor SKAT fremsendte indkaldelse til en udlægsforretning. En senere underretning fra restanceinddrivelsesmyndigheden kan ikke reparere på en manglende forudgående underretning om overdragelse, jf. SKM2017.661.LSR. Hertil kommer, at indkaldelsen ikke indeholdt en korrekt opgørelse af kravene. Oplistningen af kravene indeholdt flere krav, der var uberettigede, ligesom indkaldelsen ikke indeholdt nogen redegørelse for de forskellige krav. Skatteministeriet har ikke tidligere i sagen rejst krav om opkrævningsrenter efter kildeskatteloven, og landsretten skal derfor ikke tage stilling til sådanne eventuelle alternative rentekrav i denne sag. 26 Kravene på tilsigelsesgebyr og retsafgift kan først være blevet pålagt i 2017 på et tidspunkt efter
5. maj 2017, hvor SKAT, som følge af Københavns Byrets fogedrets kendelse af
6. marts 2017, tilbagebetalte de uberettigede inddrevne beløb med samme betegnelse. Beløbene er således blevet pålagt ham uden nogen sammenhæng med en udlægsforretning, ligesom der heller ikke i den forbindelse er givet nogen meddelelse herom. Han har således ikke modtaget hverken begrundelse eller oplysninger om hjemmel for disse krav, hvorfor de allerede af den grund er ulovligt pålagt. Hertil kommer, at restanceinddrivelsesmyndigheden selv meddelte, at beløbene var uretmæssigt inddrevne, og såfremt myndigheden var kommet frem til, at beløbene alligevel ikke skulle tilbagebetales, skulle myndigheden have orienteret ham herom kort tid efter for at kunne gøre kravene gældende, jf. eksempelvis UfR 1977.182 V, UfR 1994.1004 V og UfR 2006.352 V. Selv hvis landsretten måtte lægge til grund, at kravene skulle være blevet pålagt i april 2015 i forbindelse med inddrivelsesforløbet, kan kravene ikke anvendes til modregning, idet de er pålagt ham med urette. De pågældende restskattekrav, som lå til grund for inddrivelsen, var ikke lovligt overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden. Hertil kommer, at tilsigelserne, der alene indeholdt en simpel oplistning af kravene, ikke opfyldte betingelserne i retsplejelovens § 493, stk. 3, som på daværende tidspunkt var gældende for sådanne tilsigelser. I relation til kravet på retsafgift har Skatteministeriet erkendt, at dette beløb er blevet overvæltet på ham, hvilket er uberettiget. Det følger af retsafgiftslovens § 61, at retsafgiften som udgangspunkt påhviler den part, der begærer retshandlingen, dvs. Skatteministeriet. Bekendtgørelse nr. 752 af
7. november 1990 omhandler ikke, hvilken part retsafgiften påhviler, og bekendtgørelsen har derfor ikke nogen relevans for denne sag. En fordringshaver kan – som i fogedretten – indtale afgiftsbeløbet i sit krav mod den påståede debitor, ligesom det skete i denne sag. Men hvis udlægsforretningen afvises eller ophæves, vil det således også fortsat være rekvirenten, som retsafgiften påhviler. Det er således SKAT selv, som skal dække retsafgiften, idet udlægget blev ophævet af fogedretten. Det er ikke reguleret i hverken den dagældende gældsinddrivelseslov eller i bekendtgørelse nr. 1513 af
8. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige på hvilket tidspunkt, gebyret forfalder. Heraf følger også, at der heller ikke forelå hjemmel til at opkræve gebyret, når den udlægsforretning, som gebyret blev pålagt for, underkendes og ophæves af domstolene. Hertil kommer, at gebyret må anses for at være en udenretlig sagsomkostning, som i 27 forbindelse med inddrivelsesforløbet indtales i kravet mod debitor, hvorefter det følger af retsplejelovens almindelige principper, at den part, der ved fogedrettens underkendelse af en udlægsforretning taber sagen, derfor heller ikke kan få dækket sådanne tilsigelsesgebyrer. I og med at kravene på retsafgift og tilsigelsesgebyr skal bortfalde, bortfalder kravene på de accessoriske renter også. Til støtte for sin påstand 2 har Sagsøger anført bl.a., at Skatteankestyrelsen i afgørelse af
9. juni 2018 har adresseret hans tilbagebetalingskrav, hvorfor Skatteankestyrelsen har behandlet spørgsmålet. Den omstændighed, at Skatteankestyrelsen har misforstået hans begæring og faktum i sagen, ændrer ikke herpå. Tilbagesøgningskravet er således omfattet af Skatteankestyrelsens afgørelse, og kravet kan derfor behandles af domstolene, jf. herved skatteforvaltningslovens § 48, jf. herved SKM2009.522.ØLR, SKM2011.396.BR, SKM2012.445.BR og SKM2014.432BR. Hvis landsretten måtte finde, at Skatteankestyrelsens afgørelse ikke omfatter tilbagebetalingskravet, vil spørgsmålet alligevel kunne indbringes for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1,
10. pkt., idet der er en klar sammenhæng mellem kravene om ophævelse af udlæggene og tilbagebetalingskravet, idet de begge knytter sig til samme inddrivelsesforløb, og begge baserer sig på de samme anbringender. Skatteministeriet er rette sagsøgte for så vidt angår tilbagebetalingskravet, jf. bl.a. SKM2011.24.HR, UfR 2011.1616 H og SKM2011.762.ØLR. Hertil kommer, at ministeriet i forbindelse med forberedelsen af sagen har henvist til, at Skatteministeriet er rette sagsøgte, ligesom det udtrykkeligt fremgår af klagevejledningen fra Skatteankestyrelsen, at afgørelsen kan og skal indbringes for domstolene med Skatteministeriet som sagsøgte. Det følger endvidere af skatteforvaltningslovens § 50, at sådanne sager skal anlægges med Skatteministeriet som modpart. Inddrivelsesrenterne er pålagt og inddrevet med urette, idet der ikke var sket behørig underretning af ham om overdragelsen af restskattekravene til restanceinddrivelsesmyndigheden i henhold til den

§ 2, stk.

4. Der kan endvidere ikke ske hjemvisning til Gældsstyrelsen, idet Gældsstyrelsen aldrig har behandlet sagen. Der kan således alene ske henvisning til Gældsstyrelsen. Henvisning til Gældsstyrelsen vil imidlertid alene forhale sagen, idet alle restskattebeløb allerede er blevet indbetalt for mere end fem år siden, hvorfor alle potentielle rentekrav er forældede. 28 Skatteministeriet har anført bl.a., at den foretagne modregning er gennemført med rette. Inddrivelsesrenterne af Sagsøgers gæld til det offentlige var gyldigt tilskrevet og inddrevet. Det følger af den

§ 2, stk.

3, 1. pkt., at fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Skyldneren skal skriftligt underrettes om overdragelsen, jf.

§ 2, stk.

4,

1. pkt., hvilket Sagsøger også er blevet. SKATs krav mod Sagsøger stammer fra en forhøjelse af hans indkomst for indkomstårene 2001 og
2. Forhøjelsen, der blev foretaget den
3. december 2003, medførte opkrævning af restskat i henhold til kildeskattelovens § 61, stk. 4,
4. pkt., i tre rater i februar, marts og april
5. Raterne forfaldt til betaling den
6. i måneden med sidste rettidige betalingsdato den 20., eller derefter førstkommende hverdag, i forfaldsmåneden. Ved den månedlige restancebehandling for marts 2004 var betingelserne for at sende en rykkerskrivelse til Sagsøger således opfyldt i henhold til procesbeskrivelsen for SKATs opkrævningssystem, KOBRA, og det kan derfor lægges til grund, at der blev sendt en rykkerskrivelse til Sagsøger. Rykkerskrivelsen kan ikke fremskaffes eller gendannes, idet Skattestyrelsen hvert femte år foretager ”arkivkørsler” , hvor oplysninger om rykkerskrivelser, der er mere end fem år gamle, arkiveres. Det kan derfor ikke komme ministeriet bevismæssigt til skade, at det ikke er muligt at fremskaffe den konkrete rykkerskrivelse. Rykkerskabelonen for den pågældende periode indeholdt bl.a. oplysninger om, at restancen og senere rater, der ikke blev betalt rettidigt uden yderligere varsel ville blive inddrevet. Sagsøger blev derfor i marts 2004 underrettet om, at fordringen mod ham var blevet overdraget til inddrivelse, og at senere rater, der ikke blev betalt rettidigt, ligeledes ville blive overdraget til inddrivelse uden yderligere varsel. Sagsøger ansøgte om og fik bevilliget ligningsmæssig henstand den
7. april 2004, og inddrivelsesforløbet var derefter på ”pause” i en årrække, mens skattekravet mod Sagsøger blev behandlet i det administrative klagesystem og domstolene. 29 Den ligningsmæssige henstand udløb flere gange undervejs i forløbet, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden udsendte rykkerskrivelser med oplysning om, at kravet var modtaget til inddrivelse. Kravene mod Sagsøger blev endeligt overdraget til inddrivelse efter Højesterets dom i
8. Sagsøger havde på dette tidspunkt egenhændigt ført sag om kravene i 10 år gennem fem instanser, og han var i 2004 forud for den første henstandsperiode blevet opkrævet beløbet, hvor han havde fået at vide, at kravet ville blive inddrevet, hvis han ikke betalte. Der gælder ikke noget krav om, at Sagsøger skulle orienteres, hver gang kravet blev overdraget til inddrivelse, ligesom der ikke gælder noget krav om en nær tidsmæssig sammenhæng mellem underretningen og overdragelsen. Sagsøger var derfor behørigt underrettet om, at kravet ville blive overdraget til inddrivelse, og SKAT har derfor opfyldt underretningspligten i den

§ 2, stk.

1. De af Sagsøger anførte indsigelser ændrer ikke herpå. Under alle omstændigheder modtog Sagsøger underretning om overdragelsen senest den
2. april 2015, hvor SKAT fremsendte tilsigelsen til udlægsforretningen. Hvis landsretten måtte lægge til grund, at Sagsøger ikke blev underrettet om overdragelsen, medfører det ikke, at rentetilskrivningen er ugyldig, eller at kravet ikke er under inddrivelse, idet den

§ 2, stk. 4, alene havde karakter af en ordensforskrift, jf. Uf

R 2007.1438 Ø og SKM2010.680.LSR. Underretningspligtens formål er at give skyldneren mulighed for at identificere kravene, inden de overdrages til inddrivelse, og underretningen er således alene en skriftlig orientering om, at en allerede fastslået og opkrævet restance vil blive sendt til inddrivelse. Under alle omstændigheder er der ikke grundlag for at tillægge den hævdede tilsidesættelse af forskriften ugyldighedsvirkning i denne sag. Sagsøger var gennem hele forløbet bekendt med, at fordringerne ville blive overdraget til inddrivelse, og han kunne entydigt identificere fordringerne. Formålet med underretningspligten var dermed iagttaget. En eventuel tilsidesættelse af underretningspligten er dermed konkret uvæsentlig og kan ikke føre til ugyldighed af rentetilskrivningerne, jf. UfR 2007.225/2 H, UfR 2001.809 H og SKM2015.414.ØLR. Den af Sagsøger påberåbte afgørelse SKM2017.661.LSR er ikke udtryk for en fast administrativ praksis. Hvis landsretten finder, at overdragelsen til inddrivelse er sket med urette, og at SKAT af den grund ikke var berettiget til at tilskrive renter efter gældsinddrivelsesloven, er SKAT berettiget til at kræve renter efter 30 kildeskatteloven og opkrævningsloven i stedet, hvorfor modregningsafgørelsen bør hjemvises til Gældsstyrelsen med henblik på opgørelse heraf. Tilsigelsesgebyret er pålagt med rette. Gebyret er pålagt for tilsigelse til udlægsforretningen den

1. april 2015 i henhold til gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 28, nr.
2. Tilsigelsen opfyldte retsplejelovens krav, og Sagsøger har ikke påvist så graverende fejl ved tilsigelsesskrivelsen, at det kan føre til, at tilsigelsen er ugyldig. Udlægsforretningen blev også gennemført, og der blev foretaget udlæg, der senere blev ophævet af fogedretten med henvisning til, at pantefogeden ikke havde iagttaget Sagsøgers anvisningsret. Fogedretten har alene ophævet udlægget med henvisning til Sagsøgers anvisningsvisningsret og ikke på grund af mangler ved tilsigelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden har heller ikke givet Sagsøger en retsbeskyttet forventning om, at tilsigelsesgebyret ville blive frafaldet. SKATs udbetaling efter fogedrettens ophævelse af udlægget viser alene, at SKAT anerkendte, at udlægget var blevet ophævet som ulovligt, hvorfor beløbet skulle tilbagebetales. SKAT var desuden berettiget til at overvælte retsafgiften på 1.900 kr. på Sagsøger. Retsafgiften blev pålagt ved tilsigelse til udlægsforretningen i henhold til bekendtgørelse nr. 753 af
3. november 1990, § 1, stk.
4. Retsafgiften påhviler som udgangspunkt kreditor, jf. retsafgiftslovens § 61, men SKAT var berettiget til at opstarte en udlægsforretning, og tilsigelsen blev afgivet korrekt, hvorfor SKAT var berettiget til at overvælte retsafgiften på Sagsøger. Det er uden betydning, at udlægget efterfølgende blev ophævet med henvisning til påvisningsretten, og kravet er heller ikke frafaldet som følge af tilbagebetalingen. For så vidt angår Sagsøgers påstand 2 om tilbagebetalingskrav har Skatteministeriet anført navnlig, at der ikke foreligger nogen administrativ afgørelse herom, som kan indbringes for domstolene ved at sagsøge Skatteministeriet, jf. skatteforvaltningslovens §
5. Det er ikke en afgørelse, at myndigheden pålægger og opkræver renter, og Sagsøgers tilbagebetalingskrav er ikke behandlet i hverken SKAT eller Skatteankestyrelsens afgørelser om modregning. Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, finder ikke anvendelse, idet der ikke er nogen afgørelse om tilbagebetalingskravet, som kan indbringes, og idet tilbagebetalingskravet ikke har en så klar sammenhæng med modregningsafgørelsen, at det alligevel kan inddrages. 31 Såfremt landsretten finder, at Sagsøgers påstande herom er udtryk for et civilretligt krav, skal ministeriet frifindes, allerede fordi Skatteministeriet ikke er rette sagsøgte. Hertil kommer, at inddrivelsesrenterne er opkrævet med rette, hvorfor han slet ikke har noget tilbagebetalingskrav. Hvis landsretten måtte finde, at Sagsøger har et tilbagebetalingskrav på et vist beløb, som kræver opgørelse af f.eks. renterne for en specifik periode, kan spørgsmålet hjemvises til behandling ved Gældsstyrelsen. Landsrettens begrundelse og resultat Sagens hovedspørgsmål Sagen angår, om SKAT den
6. juli 2017 var berettiget til at foretage modregning i Sagsøgers overskydende skat for indkomståret 2016 med et beløb på 2.720,13 kr., der angik inddrivelsesrenter vedrørende restskat for indkomstårene 2001 og 2002, tilsigelsesgebyr til en udlægsforretning og renter heraf samt den hermed forbundne retsafgift og renter heraf (modregningsspørgsmålet). Desuden angår sagen spørgsmålet om, hvorvidt landsretten under den foreliggende sag kan tage stilling til, om Sagsøger har et tilbagebetalingskrav vedrørende inddrivelsesrenter vedrørende restskat for indkomstårene 2001 og 2002, som han har betalt i 2015 i forbindelse med et inddrivelsesforløb, og i givet fald, om Sagsøger har et sådant tilbagebetalingskrav (tilbagebetalingsspørgsmålet). Modregningsspørgsmålet Inddrivelsesrenter De i sagen omtvistede inddrivelsesrenter udgør renter af restskat for indkomstårene 2001 og 2002, der er blevet tilskrevet efter, at restskattekravene blev endeligt overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden. Overdragelsen skete efter Højesterets dom af
7. maj 2013, hvor Højesteret – ligesom landsretten (og skattemyndighederne) – fandt, at Sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstårene 2001 og 2002 skulle forhøjes med i alt 513.000 kr., fordi to lån fra Sagsøgers lægevirksomhed til et anpartsselskab, som Sagsøger var 100 % ejer af, skulle anses for overført til Sagsøger som opsparet overskud. Kravene vedrørende restskat for de nævnte indkomstår hidrører oprindeligt fra Københavns Kommunes Økonomiforvaltnings afgørelser af
8. december 2003, som Skatteankenævnet ved afgørelse af
9. november 2008 stadfæstede, hvilken afgørelse Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af
10. august
11. Sagsøgers hovedsynspunkt i forhold til de omtvistede inddrivelsesrenter er, at de er tilskrevet og inddrevet med urette, fordi restskattekravene vedrørende indkomståret 2001 og 2002 ikke var gyldigt overdraget til 32 restanceinddrivelsesmyndigheden, idet han ikke i overensstemmelse med den

§ 2, stk.

4, blev underrettet om den endelige overdragelse i 2013, ligesom han i øvrigt ikke på et tidligere tidspunkt blev underrettet om, at der ville ske en overdragelse. Sagsøger har ikke bestridt, at de almindelige modregningsbetingelser var opfyldt. Skatteministeriet gør i første række gældende, at der i marts 2004 blev sendt en rykkerskrivelse til Sagsøger, der indeholdt oplysning om bl.a., at restancen og senere rater, der ikke blev betalt rettidigt, uden yderligere varsel ville blive inddrevet. Det er imidlertid ikke længere muligt at fremskaffe eller gendanne rykkerskrivelsen. Den forhøjelse af Sagsøgers skattepligtige indkomst, som Københavns Kommunes Økonomiforvaltning den

1. december 2003 havde truffet afgørelse om, medførte, at der blev udstedt nye årsopgørelser for indkomstårene 2001 og 2002 med henblik på opkrævning af restskat, der blev fordelt på tre rater med forfaldsdag den
2. februar, den
3. marts og den
4. april
5. Landsretten lægger på baggrund af navnlig oplysningerne om registreringen af restskatterne i hændelseskontoen fra SKATs opkrævningssystem, KOBRA, til grund, at sidste rettidige betalingsdag for raterne var henholdsvis den
6. februar, den
7. marts og den
8. april
9. Herefter og henset til oplysningerne om, under hvilke betingelser en rykkerskrivelse blev dannet i KOBRA – hvilke betingelser var opfyldt i nærværende sag – sammenholdt med oplysningen om, at Sagsøger anmodede om og fik bevilliget ligningsmæssig henstand med betaling af restskattekravene den
10. april 2004, finder landsretten, at det det må lægges til grund, at Sagsøger i marts 2004 fik tilsendt en rykkerskrivelse med det indhold, der fremgår af den fremlagte såkaldte Skabelon-rykkerskrivelse. Det må således lægges til grund, at Sagsøger i marts 2004 – hvilket i øvrigt var forud for ikrafttrædelsen af gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 4 – blev underrettet om bl.a., at restancen (restskatten), herunder senere rater, der ikke blev betalt rettidigt, uden yderligere varsel ville blive overdraget til inddrivelse. Af sagen fremgår i øvrigt, at Sagsøger under klagesags- og retssagsbehandlingen vedrørende spørgsmålet om forhøjelsen af hans personlige indkomst for indkomstårene 2001 og 2002 flere gange fik bevilliget ligningsmæssig henstand med betaling af restskattekravene, der knyttede sig til denne forhøjelse, og at SKAT ved udløbet af den enkelte henstandsperiode flere gange udsendte rykkerskrivelser til Sagsøger, hvoraf det fremgik, at SKAT havde modtaget restancen (restskattekravene for indkomstårene 2001 og 2002) til inddrivelse, at restancen skulle betales inden for 14 dage, og at såfremt der ikke blev betalt inden fristens udløb, ville restancen blive søgt inddrevet ved bl.a. modregning i overskydende skat. 33 Under de anførte omstændigheder – og når også henses til, at inddrivelsesrenterne angår restskattekrav, der udspringer af en forhøjelse af Sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstårene 2001 og 2002 med i alt 513.000 kr., som han stedse var bekendt med – finder landsretten, at det ikke var påkrævet, at Sagsøger i medfør af den

§ 2, stk.

4, blev særskilt underrettet om den endelige overdragelse i 2013 til restanceinddrivelsesmyndigheden. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at formålet med underretningen om en påtænkt overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden er, at en skyldner gøres bekendt med, at det offentlige har et krav, og at skyldneren kan identificere kravet. Da det, som Sagsøger i øvrigt har anført til støtte for sin påstand 1, ikke kan føre til et andet resultat, finder landsretten, at de omtvistede inddrivelsesrenter (på i alt 248,88 kr.) er pålagt med rette, og at SKAT derfor for så vidt angår disse inddrivelsesrenter var berettiget til at foretage modregning i Sagsøgers overskydende skat for indkomståret

1. Retsafgift og tilsigelsesgebyr Der skulle efter den dagældende retsafgiftslovs § 16 betales retsafgift for udlægsforretninger. Det fremgår af § 1 og § 2 i den dagældende bekendtgørelse nr. 753 af
2. november 1990 om retsafgift for udlæg, der foretages efter lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., der er fastsat i medfør af bl.a. den dagældende retsafgiftslovs § 18, stk. 2, at afgiftspligten indtræder, når pantefogeden underretter skyldneren om tid og sted for forretningen, og at den myndighed, der har ansat pantefogeden, oppebærer retsafgiften. Det er ikke i bekendtgørelsen reguleret, hvem afgiftspligten påhviler, hvorfor afgiftspligten i henhold til den dagældende retsafgiftslovs § 61, stk. 2, påhvilede den, der fremsatte begæringen (om udlægsforretningen), hvilket i dette tilfælde var SKAT. Efter skatteinddrivelseslovens § 5, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1, kunne der foretages udlæg i Sagsøgers formue for omkostningerne ved udlægsforretningen. Som fastslået i Højesterets kendelser af
3. december 1974 og af
4. maj 2011, refereret i henholdsvis UfR 1975.130 og UfR 2011.2363, medfører fogedrettens ophævelse af et udlæg, der er foretaget af en pantefoged, at udlægget er endeligt bortfaldet. 34 Københavns Byrets fogedret ophævede ved kendelse af
5. marts 2017 det af pantefogeden foretagne udlæg med henvisning til, at pantefogeden havde tilsidesat Sagsøgers anvisningsret efter retsplejelovens § 517, stk.
6. Udlægget bortfaldt derfor endeligt den
7. marts
8. Landsretten finder herefter, at SKAT ikke var berettiget til at kræve retsafgiften betalt af Sagsøger, hvorfor SKAT således ikke var berettiget til at foretage modregning med kravet på retsafgift og renterne heraf. Endvidere finder landsretten, at tilsigelsesgebyret efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 28, nr. 3, skal karakteriseres som en omkostning ved udlægsforretningen. Henset til, at fogedretten har ophævet det af pantefogeden foretagne udlæg, og at dette medfører, at udlægget er endeligt bortfaldet, finder landsretten, at SKAT ikke kan opretholde kravet mod Sagsøger, hvorfor SKAT således heller ikke har været berettiget til at foretage modregning med kravet på tilsigelsesgebyr og renterne heraf. SKATs modregning i Sagsøgers overskydende skat for indkomståret 2016 med retsafgift på 1.900 kr. og inddrivelsesrenter heraf på 46,09 kr. samt tilsigelsesgebyr på 450 kr. og inddrivelsesrenter heraf på 75,16 kr., i alt 2.471,25 kr., er således uberettiget. Da Skatteministeriet ikke er den udbetalende myndighed, tager landsretten Sagsøgers subsidiære påstand 1 til følge for så vidt angår et beløb på 2.471,25 kr. Tilbagebetalingsspørgsmålet Spørgsmålet om Sagsøgers krav på tilbagebetaling af et beløb på 35.998,74 kr. vedrørende inddrivelsesrenter, som han i oktober 2015 betalte i forbindelse med et inddrivelsesforløb, har ikke materielt været prøvet af skattemyndighederne, herunder Skatteankestyrelsen. Herefter, og da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, for at tillade dette nye spørgsmål inddraget under den foreliggende retssag ikke er opfyldt, afviser landsretten Sagsøgers påstand
9. Sagsomkostninger Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og forløb, finder landsretten, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part. THI KENDES FOR RET: 35 Skatteministeriet skal anerkende, at 2.471,25 kr. af den modregning, der blev foretaget den
10. juli 2017, var uberettiget. Sagsøgers påstand 2 afvises. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.