UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 17. januar 2022 Sag 92/2020 (1. afdeling) Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. (advokat Harald Søndergaard) mod MAN Energy Solutions

§ 19, stk.

2, kan voldgiftsretten i mangel af anden aftale behandle voldgiftssagen på den måde, som voldgiftsretten finder hensigtsmæssig. Tilsvarende kan voldgiftsretten efter § 18, stk. 2, i Voldgiftsinstituttets regler bestemme, hvordan behandlingen af voldgiftssagen skal foregå, i det omfang dette ikke allerede er reguleret af parternes aftale. Parterne havde ikke accepteret indholdet af Procedural Order No. 1, der stred mod Voldgiftsinstituttets regler, og voldgiftsretten kan ikke uden hjemmel binde parterne til en procesaftale, som begrænser deres rettigheder. Voldgiftsretten skal sikre, at voldgiftssagen behandles i overensstemmelse med parternes afta-le og voldgiftsloven. Voldgiftsretten traf imidlertid omstridte processuelle afgørelser med henvisning til Procedural Order No. 1 uden at tage behørigt hensyn til parternes aftale om, at Voldgiftsinstituttets regler skulle finde anvendelse ved sagens behandling. Voldgiftsretten afskar ved sine processuelle afgørelser med henvisning til Procedural Order No. 1 Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. fra at kunne fremføre sin sag. Voldgiftsretten nægtede bl.a. Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. at frem-lægge afgørende dokumenter, herunder en ekspertrapport af

1. maj 2016 om omfanget af MANs bedrageri (bilag R-88) og en mail af
2. maj 2007 fra MANs norske direktør vedrø-rende kontrakternes forbundethed (bilag R-95). Voldgiftsrettens afgørelser om at nægte frem-læggelsen af bilag var i strid med § 22, stk. 3, i Voldgiftsinstituttets dagældende regler og dermed i strid med parternes aftale. Bestemmelsen må fortolkes som en ret for parterne til at indgive nye dokumenter indtil otte dage før den mundtlige forhandling. Voldgiftsretten begrænsede endvidere Appellant Ltd.s, tidligere Sagsøger Ltd. adgang til vidneafhøring og edition. Vold-giftsretten pålagde Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. bevisbyrden for omfanget af MANs bedrageri, men afskar samti-dig Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. muligheden for at udspørge MANs vidner om disse forhold. Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. forsøgte gennem edition at få belyst bl.a., om MANs daværende danske datterselskab (MAN Diesel A/S) var bekendt med bedrageriet, men voldgiftsretten afslog Appellant Ltd.s, tidligere Sagsøger Ltd. anmodninger om edi-tion med den begrundelse, at de omhandlede dokumenter var uden relevans for sagen.

§ 18skal hver part have fuld lejlighed til at fremføre sin sag.

Bestemmelsen indebærer, at parterne som udgangspunkt har ret til at fremsætte de påstande og anbringender og at fremlægge de beviser, de ønsker. Voldgiftsretten bør udvise betydelig tilba- geholdenhed med at afskære nyt processtof, da voldgiftssager ikke kan appelleres, og da der er tale om en konfliktløsningsform, som parterne har tilvalgt. Nyt processtof bør kun afskæres - 3 i situationer, hvor modparten ikke har lejlighed til at forholde sig til det fremlagte, eller hvor den afledte forsinkelse fremstår som et utilbørligt forsøg på at trænere sagen. Voldgiftsretten lagde i sine præmisser vedrørende spørgsmålet om svig efter aftalelovens § 30 vægt på et anbringende, der ikke var gjort gældende af parterne, og som parterne ikke havde forholdt sig til. MAN gjorde ikke gældende, at det ved vurderingen af den subjektive betingelse i aftalelovens § 30 havde betydning, at Appellant Ltd.s, tidligere Sagsøger Ltd. oprindelige kontraktpart var MANs danske datterselskab og ikke det tyske selskab, der ifølge MAN var ansvarlig for bedrageriet. Det danske datterselskab blev fusioneret med det tyske selskab i 2008, men ifølge voldgifts-rettens flertal medførte MANs tidligere opdeling i separate juridiske enheder, at den subjekti-ve betingelse i aftalelovens § 30 ikke var opfyldt. Voldgiftsrettens mindretal fremhævede i sin begrundelse, at ingen af parterne havde udtalt sig om det pågældende spørgsmål. MAN Energy Solutions SE (MAN) har anført navnlig, at Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. ikke har godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte voldgiftskendelsen som helt eller delvist ugyldig. Voldgiftslovens § 37 er udtømmende, og det er ubestridt, at domstolene ikke kan foretage en materiel revision af voldgiftskendelsen. Begge parter havde under voldgiftssagens behandling fuld lejlighed til at fremføre deres sag, og voldgiftsretten har ikke kompromitteret parternes retssikkerhedsgarantier. Voldgiftsrettens processuelle afgørelser var i overensstemmelse med de aftalte rammer for sagens behandling. Rammerne for sagen blev drøftet på et indledende møde og aftalt mellem parterne og voldgiftsretten. Parterne fik herefter lejlighed til at komme med bemærkninger til et udkast til Procedural Order No.

1. Appellant Ltd.s, tidligere Sagsøger Ltd. anbringende om, at Procedural Order No. 1 ikke var aftalt eller gældende mellem parterne, må afvises. Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. gjorde ikke indsigelse i medfør af pkt. 135 og accepterede således den fastsatte proces i Procedural Order No.
2. Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. henviste til Procedural Order No. 1 i sine indlæg til voldgiftsretten, og både parterne og voldgiftsretten disponerede ud fra den forudsætning, at indholdet af Procedural Order No. 1 var bindende. Voldgiftsrettens processuelle afgørelser var i overensstemmelse med rammerne i Procedural Order No. 1, og afgørelserne afskar ikke Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. fra at fremføre sin sag. Hvis voldgiftsretten havde tilladt Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. at introducere omfattende ny bevisførelse og en helt ny påstand i det tredje processkrift, ville det kompromittere de almindelige processuelle principper. Voldgifts-retten satte sig indgående ind i Appellant Ltd.s, tidligere Sagsøger Ltd. tredje processkrift og traf afgørelse om at afskære de dele af Appellant Ltd.s, tidligere Sagsøger Ltd. nye processtof, der lå uden for de aftalte rammer for voldgiftssagen. - 4 Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. kunne være fremkommet med både den nye påstand og det nye bevismateriale på et tid-ligere tidspunkt. Procedural Order No. 1 indebar en fravigelse af bestemmelsen i § 22, stk. 3, i Voldgiftsinstituttets dagældende regler, og voldgiftsrettens afgørelser i overensstemmelse med de fastlagte rammer er ikke i strid med denne bestemmelse. Voldgiftsretten er tillagt en bred kompetence til at afgøre, hvordan voldgiftssagen skal behandles, og Appellant Ltd.s, tidligere Sagsøger Ltd. anmodninger om yderligere spørgsmål til vidner og edition blev med rette afskåret. Voldgiftsrettens præmisser vedrørende spørgsmålet om aftalelovens § 30 kan ikke begrunde hel eller delvis tilsidesættelse af voldgiftskendelsen. Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. gjorde under voldgiftssagen gældende, at der var udvist svig ved kontraktindgåelsen, hvilket MAN bestred. Både vold-giftsrettens flertal og mindretal konkluderede, at Appellant Ltd.s, tidligere Sagsøger Ltd. kontraktpart var MANs daværende danske datterselskab (MAN Diesel A/S), og at Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at det danske datterselskab havde været involveret i den påståede svig. Der er ikke tale om, at voldgiftsretten afgjorde sagen på grundlag af et anbringende, som parterne ikke havde gjort gældende. Højesterets begrundelse og resultat Sagens problemstilling Sagen angår, om voldgiftsrettens kendelse af
3. april 2017 skal tilsidesættes som helt eller delvist ugyldig

§ 37, stk.

2, nr. 1, litra b og d. Voldgiftslovens § 37 indeholder en udtømmende angivelse af de forhold, som kan begrunde, at en voldgiftskendelse tilsidesættes som ugyldig. Det fremgår af bestemmelsens ordlyd og forarbejder, at domstolene ikke kan foretage en materiel revision af en voldgiftskendelse, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 127, s. 5324.

§ 37, stk.

2, nr. 1, litra b og d, kan en voldgiftskendelse tilsidesættes bl.a., hvis den part, der anmoder om tilsidesættelse, godtgør, at parten var ude af stand til at fremføre sin sag, eller at voldgiftsrettens behandling ikke var i overensstemmelse med parter-nes aftale eller med voldgiftsloven. - 5 - Voldgiftsrettens processuelle afgørelser Voldgiftsretten fastsatte under inddragelse af parterne de processuelle rammer for sagen ved Procedural Order No. 1 af

1. september
2. Procedural Order No. 1 indeholdt bl.a. frister for parternes skriftveksling og regler om adgang til vidneafhøring, edition og fremlæggelse af bevismateriale, herunder om præklusionsvirkning ved overskridelse af frister. Reglerne gav mulighed for, at voldgiftsretten kunne ændre frister og gøre undtagelser. Højesteret finder, at reglerne om frister og bevisførelse mv. fastsat i Procedural Order No. 1 lå inden for rammerne af voldgiftslovens § 19, stk. 2, og § 23, stk. 3, og at reglerne ikke var i strid med voldgiftslovens § 18, hvorefter parterne altid skal behandles lige og have fuld lej-lighed til at fremføre deres sag. Reglerne var heller ikke i strid med § 22, stk. 3, i Voldgiftsin-stituttets dagældende regler, der må fortolkes sådan, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at voldgiftsretten fastsætter frister for sagens forberedelse, herunder med præklusiv virkning. Voldgiftsretten traf under sagens behandling en række processuelle afgørelser inden for rammerne af Procedural Order No.
3. Voldgiftsretten nægtede bl.a.Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. at fremlægge dokumenter, herunder bilag R-88 og R-95, og begrænsede Appellant Ltd.s, tidligere Sagsøger Ltd. adgang til edition og til at stille yderligere spørgsmål til vidner. Højesteret finder, at det ikke er godtgjort, at de nævnte processuelle afgørelser indebar, at Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. var ude af stand til at fremføre sin sag, eller at voldgiftssagens behandling ikke var i overensstemmelse med parternes aftale eller med voldgiftsloven. Parternes anbringender og voldgiftsrettens afgørelse Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. har anført, at voldgiftsretten i sin afgørelse af spørgsmålet om ugyldighed efter afta-lelovens § 30 om svig lagde vægt på et anbringende, som ikke var gjort gældende af parterne. Ved vurderingen heraf er det afgørende, om voldgiftsrettens afgørelse lå uden for rammerne af de påstande og anbringender, som parterne havde fremført, jf. Højesterets dom af
4. janu-ar 2016 (UfR 2016.1558/2). Voldgiftssagen angik en tvist mellem parterne om to kontrakter indgået i 2007, og Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. fremførte under voldgiftssagen et anbringende om ugyldighed efter aftalelovens §
5. Dette blev bestridt af MAN Energy Solutions SE (MAN), der anførte bl.a., at uregelmæssighederne - 6 med kvalitetstest alene omhandlede firetaktsmotorer produceret af MANs selskab i Augsburg, og at voldgiftssagens genstand var totaktsmotorer, som MANs daværende danske dattersel-skab i København var ansvarlig for, og som blev produceret hos en sydkoreansk producent, der selv var ansvarlig for kvalitetstest. Højesteret finder herefter, at det ikke er godtgjort, at voldgiftsrettens afgørelse af spørgsmålet om svig ligger uden for rammerne af anbringenderne om ugyldighed efter aftalelovens §
6. Konklusion Voldgiftsrettens kendelse er ikke helt eller delvist ugyldig

§ 37, stk.

2, nr. 1, litra b eller d. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant Ltd., tidligere Sagsøger Ltd. betale 500.000 kr. til MAN Energy Solutions SE. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.